27. November 2014

Idag skal jeg alene ud på en skole og betale de sidste bøger til Kingsley og bagefter hjem til hans mor og give hende penge så storesøsteren Christabel kan starte som kostskole elev på senior high school. Jeg har været på skolen og betale skolepenge alene før, så jeg kender vejen der ud. Jeg skal dog holde meget øje med vejen for alle de små byer vi kører igennem ligner så meget hinanden at det kan være svært at se hvornår vi er der, først når jeg ser skolen kan jeg kende det. Da jeg ankommer til skolen er inspektøren ikke på kontoret og jeg bliver dirrigeret til lærerværelset. Her sidder jeg et godt stykke tid og venter før der kommer en lærer og fortæller at inspektøren sidder på sit kontor, hvis jeg vil snakke med hende. Det viser sig at det var hende jeg gik forbi på gangen på vej til lærerværelset, jeg vidste bare ikke hvordan hun så ud. Men jeg kommer endelig ind til hende og får betalt hvad der skulle betales og er på vej videre hjem til familiens hus. Hjemme hos moren bliver jeg taget godt imod, jeg har været der et par gange før så kender hende i forvejen. Hun kan dog stort set intet engelsk så det er en smule svært at kommunikere. Men med lidt håndfagter og gætterier får vi da snakket en smule, før jeg tager videre. Hun er enormt taknemlig og glad, så det er altid en fornøjelse at komme  på besøg hos denne familie. Jeg hopper på en trotro tilbage til centeret, hvor der idag er god tid til at spise noget middagsmad og slappe lidt af før børnene kommer hjem fra skole.

Hilsen Annelise

6. Oktober 2014

Tirsdag var der så småt ved at være styr på alt før Ben og Liane sku afsted til dk, og de sidste ting havde vi god tid til at få ordnet de sidste par dage. Så tirsdag aften ville vi lige hurtigt kører ud til den nye grund for at hente generatoren og se hvordan det gik med byggeriet. Det har regnet meget på det sidste og ‘vejen’ på vej til grunden er derfor ret mudret, men vi kom der ned selvom hjulene lige skred lidt i mudret. Så heldige var vi desværre ikke da vi skulle hjem igen, for da vi nåede til det mudret stykke igen forhjulene fast. Drengene fra byggegrunden var der med det samme, for at hjælpe til med at få bilen fri. Der kom flere til så der var en stor gruppe til at hjælpe med at skubbe og prøve at regne ud hvordan vi sku få bilen fri. Efter adskillige forsøg endte de med at grave begge hjul fri så de kunne lægge nogle brædder under hjulene til at kører op på. Det virkede og efter to timer kom bilen op af mudret.

Men så kom næste udfordring, bakken, den meget stejle bakke før man når den rigtige vej. Her var bilen blevet meget træt, for den kunne på ingen måde trække. De prøvede både med langt tilløb og skub, men intet virkede og vi blev nød til at efterlade bilen og tage bus hjem. De næste to dage var uden bil og pludselig var der ikke så meget tid alligevel til alt der skulle ordnes da vi blev nød til at tage rundt med busserne. Men vi klarede os, og bilen kom tilbage torsdag med en ny gearkasse (mener jeg det var), og lød næsten bedre end før.

Sådan er Ghana siger alle. Man skal altid være forberedt på at der sker noget uventet.

Hilsen Annelise

15. September 2014

Jeg ankom til Accra onsdag aften og blev hentet af Liane, Ben, Alfred og de to drenge fra centeret Samy og Enock. Vi overnattende i Accra og kørte dagen efter til Kumasi. Fredag var så første dag jeg skulle med ud til familierne i Kumasi. Der var til at starte med kun et familie besøg på programmet, men til sidst endte det med at vi var rundt til fem familier. Et barn skulle indlægges på hospitalet for at få blod transfusion og Liane måtte blive på hospitalet med barnet og moren mens Ben, Alfred og jeg gik på markedet, i banken og bagefter forbi en familie mere, og til sidst ud på den nye grund og hente en generator. Da vi var tilbage på centeret igen var det blevet mørkt og klokken var omkring 19. Altså endte det med at blive en meget travl dag, med en masse ting der skulle nå at ordnes på ikke så lang tid. Men jeg fik et rigtig godt indblik i hvad arbejdet med familierne går ud på, samt hvilke komplikationer der er og hvorfor arbejdet ikke altid er lige let.

Ellers er jeg blevet taget rigtig godt imod af alle på centeret og ikke mindst alle de børnene der kun var generet de først 5 minutter jeg var der. Det følelses allerede som om jeg har været her meget længere tid end fire dage.

11. marts 2014
Selvom jeg forestillede mig Afrika som et kontinent med åbne savanner, lerhytter og stammefolk med knogler i håret, var det ikke det syn, der mødte mig, at jeg ankom til Kumasi i starten af januar. Derimod en by med så meget mylder, at det føles som at være landet midt i en myretue. Her er mennesker, biler, geder, høns, køer, hunde og ikke mindst skrald overalt. Det sidstnævnte får Roskilde Festival på syvende dag til at virke som det rene luksus sammenlignet med det gængse gadebillede her. Det er helt surrealistisk at se, hvor primitivt, det er muligt at bo – de fleste i containere og blikskure. I et skur på 10 kvadratmeter kan der sagtens bo en familie med deres gennemsnitlige 4-5 børn uden toilet eller adgang til vand.

Trods det har ghaneserne en fantastisk evne (som måske skyldes en urokkelig stolthed) til altid at se forrygende godt ud. Størstedelen af kvinderne bærer smukke skræddersyede kjoler i farverigt og mønsteret stof og alverdens finurlige frisurer af kunstigt hår eller parykker. Ofte ses de med en kurv på hovedet og en baby på ryggen. Mændene bærer ofte skjorter, lange bukser og lukkede sko – hvilket godt kan få mig til at føle mig som en dum turist, når jeg kommer valsende i shorts, t-shirts og slippers og stadig klager over de varme temperaturer.

Begrebet ’privatliv’ virker ikke som noget, man overhovedet har mulighed for at dyrke i by som denne, hvilket tydeligt afspejler sig i ghanesernes venlige og åbne tilgang til andre mennesker. Selv som ene hvid myre i stor sort myretue føler jeg mig ikke ubekvem eller antastet på nogen vis. Derimod oplever jeg hver eneste dag en positiv interesse fra børn og voksne. Børn vinker, mens de smilende og ivrigt råber ”obruni”, når man passerer dem på gaden, mens voksne høfligt nikker og siger goddag. Selvom venligheden til tider kan virke en smule overvældende og ikke mindst nærgående efter godt to måneder i Ghana, er det uden tvivl en af de mange ting, som jeg virkelig kommer til at savne, når jeg vender tilbage til Danmark.

Tirsdag d. 18. Marts 2014
Efter næsten tre måneder som frivillig for FHTH i Ghana er jeg blevet mættet med så mange oplevelser og indtryk, at det er fuldstændig urealistisk at nedskrive bare en brøkdel af dem. Jeg husker, at de første uger i landet var meget overvældende. Det var mentalt udmattende at skulle finde ind i en ny hverdag, da meget var så anderledes fra det, jeg som dansker kommer fra.

Begrebet tid har for mig mistet betydning. Når man kommer fra en meget punktlig og skemalagt kultur som den vestlige, hvor vi præcist ved, hvornår gæsterne eller regnen kommer, eller hvornår bussen kører, kræver det en smule tilvænning ikke at blive frustreret, når billetsælgeren på busstationen siger ”the bus can arrive evry minute from now”, hvorefter den kommer tre timer senere. Derudover er det utrolig mærkeligt at være på vej hjem, når jeg på den ene side føler, at jeg lige er kommet og på den anden side har været her i hundrede år.

Det har været tre uforglemmelige måneder i dette vestafrikanske land. Jeg har fået et indblik utallige menneskers fattige liv og set med mine egne øjne, at FHTH som organisation står med mange skæbner i hænderne. Vi har et stort ansvar, når vi støtter, rådgiver eller sågar tager beslutninger for disse mennesker. Organisationen og dens sponsere gør en stor og positiv forskel for rigtig mange familier i Kumasi. Men det betyder ikke, at arbejdet er ukompliceret. Ofte har jeg været med til at træffe beslutninger, som vi har fundet hensigtsmæssige i en given situation, men det er ikke sikkert, at beslutningerne viser sig at være realistiske i forhold til omstændighederne. Efter min mening er det det sværeste og mest frustrerende ved FHTH’s arbejde; at man til tider føler, at man serverer hjælpen på et sølvfad, men den bliver ikke taget imod. Måske skyldes det kulturelle forskelle i måden at tænke på, eller måske skyldes det, at den pågældende person simpelthen ikke kan magte hjælpen.

Tålmodighed og tolerance er og bliver keywords for mit visit i Ghana, som ikke kun har budt på arbejde hos FHTH men også rejser rundt i landet. Jeg har oplevet hvor meget forskel, der er fra øst til vest, fra nord til syd. Jeg har oplevet kulturforskelle både internt i landet men også den store forskel fra Danmark. Jeg har fået lov til at kalde byen Kumasi for ”hjem”, og ikke mindst har jeg fået lov til at være en del af projektet From Heart To Hand, som har været en både overraskende, glædelig, frustrerende, lærerig, – men mest af alt – hjertevarm oplevelse.

Inden jeg tog til Ghana, havde jeg mange forestillinger om, hvordan det ville se ud. Man har da set billeder fra Afrika, men at se fattigdommen med egne øjne var én af de vildeste oplevelser i mit liv. Og jeg får lidt dårlig samvittighed, når jeg sammenligner det med mig selv. Når jeg klager over, at der ikke er noget lækkert mad, men der er trods alt mad. Når jeg klager over, at min seng knirker, så burde jeg bare være glad for, at jeg har en. Eller bare når man bruger uendeligt mange penge på tøj, fordi det lige skal være de rigtige mærker. I sådanne situationer kommer jeg virkelig til at tænke på, hvor meget Danmark går op i materielle goder.

Jeg er kommet ud i mange situationer, hvor jeg er blevet ret irriteret på forældrene. Jeg havde været i Ghana i ca. 2 uger. Gifty, som er pigen med epilepsi, havde ikke fået medicin i en måned, da der ikke var mere tilbage, og moderen havde ikke lige fået hentet noget nyt. Moderen mente ikke, at det var nødvendigt, da Gifty ikke var syg. Vi bad hende gang på gang om at få fat i medicin til Gifty – det skal lige siges, at FHTH har betalt sygeforsikring for dem samtidig med, at vi havde givet hende penge til at tage på sygehuset. En dag kom hun med undskyldningen, at hun ikke vidste, hvor sygehuset lå, så vi måtte tage dem med til tjek på sygehuset. De fik på sygehuset at vide, at de skulle komme tilbage dagen efter. Nogle dage senere besøgte vi familien igen, og moderen havde endnu ikke fået hentet medicinen på hospitalet. Hun sagde, at hun havde været syg. Mens hun andre gange fortalte, at hun var bange for at gå alene, hvilket der ikke er nogen grund til. Alt dette skete i midten af august, og der havde Gifty ikke fået medicin i én måned. Da jeg tog hjem i midten af december, havde moderen endnu ikke skaffet medicinen til Gifty.

Den bedste følelse, man kan få, er når man kan se en forbedring – at familierne bliver mere selvstændige. Vi så et stort fremskridt med ‘’the dirty family’’.

Faderen havde spurgt efter et minilån til baren, men vi sagde, at vi ikke ville støtte en bar, men hvis han fandt noget andet at lave, ville vi hellere end gerne give ham et minilån. Inden Liane og Ben tog af sted til Danmark, aftalte de med familien, at Frank på 16 år skulle stoppe i skole, da han ikke engang kunne skrive sit eget navn. Mens resten af børnene bare skulle fortsætte i de skoler, som de nu gik i.

Ben og Liane kom tilbage, og Frank, Ya og Yaw var startet i en kommunal skole, mens Evans slet ikke var startet i skole. Men vi så det positive i det – at faderen selv endelig havde gjort noget. Dog gik der maks. to uger efter de var startet i skole, og vi kom ud for at besøge dem, hvor alle børn var hjemme undtagen Ya. Ya er den kloge i familien. Frank var blevet rykket ned på et af de laveste klassetrin, hvor børnene var meget yngre end ham selv. Vi holdte et møde med familien, og så aftalte vi med Frank, at han skulle finde noget, som han gerne ville lave. Efter et par dage kom vi tilbage, og så fik vi skrevet Evans ind på en privatskole. Frank sagde, at han godt kunne tænke sig at lave sko, så der skulle findes en lærerplads til ham. Vi kom tilbage ugen efter, og så havde de fundet en lærerplads til ham et par hundrede meter fra, hvor de bor. Alle børnene var i skole, og Frank var på hans lærerplads, hver gang vi kom. Moderen begyndte at møde op på sygehusene, når vi bad hende om det. Til sidst var det kun Nana Ajey, der gik hjemme, da han stadig fik brystmælk.

Jeg blev rigtig påvirket af arbejdet, da Afia, Yaw og Akwasi skulle flytte ud af huset. Jeg havde på daværende tidspunkt boet sammen med dem i 2 måneder – og de var nogle super søde drenge. Man havde måske en lille forhåbning om, at drengene kunne blive i huset, og så kunne Afia rejse. Samtidig med at man selvfølgelig forstod, at dette ikke kunne lade sig gøre. Efterfølgende snakkede mig og Emma om, hvem vi nu skulle tage ind i huset. Men vi er jo kun en hjælpende hånd. Vi skal lære familierne, hvordan de skal forsørge og passe deres børn – så hjælper det ikke, at vi tager ansvaret fra dem. Efter Afia var flyttet, stoppede alle i huset med at låse dørene, hvis de tog ud af huset – og det var lidt komisk. En uge efter de var flyttet, besøgte vi dem og afleverede resten af deres ting. Akwasi blev så glad for sin røde motorcykel, som han havde fået af hans sponsorer.

Man ser virkelig, at de arbejder for at leve. Det er det hårdeste og værste arbejde, nogen kommer ud for. Kwabena Josephs mor har virkelig været ude for en del. Imens jeg var i Ghana, fik hun tilbudt at leje en bar meget billigt. Hun skulle bo der sammen med en mand, som var alkoholiker. Det ville ikke have været et godt miljø for børnene, så vi sagde nej til at låne hende penge til det. Et stykke tid senere fik hun tilbudt et job på en skole. Og man kan i realiteten godt kalde det for et lorte-job. Hun skulle gøre toiletter rent samt skifte tøj og rengøre børn, som havde skidt i bukserne. Det var altså fra morgen til skolen lukkede, og hun ville få 50 cedis om måneden for det – hvilket svarer til 150kr. 1 måneds tid inden jeg rejste hjem, begyndte hun at sælge pitoe igen, som er en lokal øl, hun selv brygger. Og det kom til at køre okay.

I sommers blev jeg uddannet socialrådgiver. Inden jeg starter mit arbejdsliv i Danmark, ønsker jeg at se noget af verden og få en oplevelse, jeg sent vil glemme. Derfor har jeg valgt at være frivillig i Ghana i halvanden måned. Jeg har hørt om FHTH gennem min venindes lillesøster, som var meget begejstret for sin tid som frivillig i Ghana. Jeg forventer at mit ophold i Ghana bliver udfordrende og spændende, fordi det giver mig mulighed for at opleve landet helt tæt på.

Mit navn er Sarah Kirkegaard. Jeg er 25 år og nyuddannet socialrådgiver. Jeg er en pige der altid har befundet sig bedst i arbejdet med andre mennesker. Kommunikationen, samarbejde, udvikling og proces af menneskets ressourcer og det at hjælpe andre til det bedre, har altid været og vil altid være en stor del af mig, og er også hovedårsagen til jeg valgte socialrådgiveruddannelsen. Til daglig nyder jeg at tilbringe meget tid med familie og venner, være ude i naturen og dyrker yoga. Jeg har i de seneste år haft oplevelser, som virkelig har udfordret mig, men som jeg også mener jeg er kommet stærkt efter og føler mig absolut bevidst og nærværende på hvem jeg er og hvad jeg vil.

I forbindelse med bachelorskrivningen på studiet i foråret, snakkede jeg med min studiekammerat Tine om at vi begge gerne ville til udlandet, når vi var færdige med at studere. Vi er begge rejselystne mennesker og gav hinanden hånd på at vi skulle finde på en spændende rejse sammen. Da dimissionen var overstået og friheden kom til at vælge hvad der nu skulle ske, fandt Tine og jeg ud af vi gerne ville lave frivilligt arbejde, og på det område var det en positiv møde med så mange organisationer som søgte frivillige til deres projekter. Tine og jeg skulle nu finde hoved og hale i hvordan vi skulle vælge mellem disse mange projekter, og imens alt dette fandt sted var Tines venindes lillesøster frivillig hos FHTH. Herfra kunne der kun berettes positivt om det at være frivillig og at FHTH helt sikkert gerne ville have Tine og mig som frivillige til efteråret. Efter at have hørt mere om FHTH, blev Tine og jeg bare endnu mere interesserede og synes det var særdeles oplagt at undersøge nærmere hvad det gik det ud på. Efter kort mailudveksling stod det klart. Vi skulle bare til Ghana!

Tine og jeg skal nu arbejde som frivillige hos FHTH fra 6. september til 20. oktober og vi glæder os helt vildt! Det som vi er blevet oplyst om på forhånd, vi kan komme til at arbejde med, lyder virkelig spændende og jeg ser rigtig meget frem til at kunne få lov til at være en del af en organisation som hjælper der hvor der er brug for det. Jeg tror ikke jeg har de store forventninger til hvad der skal ske. Jeg glæder mig bare rigtig meget til at komme til Ghana, bruge min uddannelse som socialrådgiver, samarbejde med andre frivillige og give noget til andre og hjælpe andre og vide hvor meget det betyder for dem. Jeg har tidligere snuset til det frivillige område og har været i praktik/arbejdet på et bosted for hjemløse familier hjemme i Danmark. Nu glæder jeg mig til at engagere mig 100% på at hjælpe familier der har det svært og at det bliver i Ghana sammen med andre frivillige som også brænder for det, er jeg sikker på kun gør oplevelsen endnu rigere og endnu mere betydningsfuldt.

Jeg har ingen fornemmelse for hvor lang den er i forhold til det der er afsat af plads, så meld gerne tibage hvis den er for kort/lang, så redigerer jeg gerne i det.
God mandag herfra 🙂

Mange hilsner fra Sarah

Mine oplevelser i Ghana
I løbet af bacheloropgaven på socialrådgiverstudiet, gav min studiekammerat Tine og jeg hånd på at vi skulle tage ud og rejse sammen når vi var færdige med skolen. Vi havde begge været i Asien og USA, så valget stod mellem Sydamerika, Afrika og Australien. Grundet manglende opsparing til foretagendet, blev vi tvunget til at tænke alternative ideer til at få lov til at komme ud og opleve noget af verdenen. Frivilligt arbejde poppede op og dette var der et hav af muligheder af i Sydamerika og Afrika. Tines venindes lillesøster var midlertidigt i Ghana og arbejde frivilligt og kunne kun berette positivt hjem om oplevelser og at Tine og jeg var meget velkomne. Da vi havde en pålidelig kilde til at det var et ordentligt sted og at det var en ung dansk pige der var i Ghana var det meget tiltalende og jo mere vi fandt ud af, blev vi mere og mere interesserede i komme derned.

Mandag d. 5 september
Søndag aften var jeg taget til København for at overnatte hos noget familie. Tine og jeg havde aftalt at mødes ved Københavns hovedbanegård kl. 05.45 mandag morgen, så det var tidligt op for at tage en taxa. Første flyvning var København – Lissabon og da vi ankom til Lissabon Lufthavn havde vi 6 timer at slå ihjel med film, en god bog og hyggesnak. Næste flyvning var 17.30 mod Accra og med ankomst kl. 22. Da vi ankom til Accra lufthavn blev vi modtaget af Liane fra From Heart to Hand. Da vi kom uden for lufthavnen blev vi mødt af meget ivrige taxamænd som alle gerne ville have os som kunder og tog direkte fat i vores kufferter, til trods for vi sagde nej, for at få os med hen til deres taxi. Liane lavede en aftale med en taxachauffør – her er der intet taxameter. Prisen aftales på forhånd). Vi kørte hen til en ældre dame som brugte et af sine værelser til at have overnattende gæster i, for få penge. Fem senge i et stort rum og hvor toilettet var nede i gården og badet separat ved siden af. Toiletdøren som var lavet af træ, blev låst med et søm som man drejede halvt og toiletbrættet var hullet og skarpt, så man ikke kunne sidde på det uden af få røde mærker på lårene. Toiletpapir skulle man selv have med og badet ved siden af bestod af samme teknik med lukning. Brusehovedet var placeret i midten af et stort baderum hvor der kun kom kold vand ud. Dette var dog okay, for luften var varm og fugtigheden høj. Huset grænsede op til små lejligheder hvor beboerne også benyttede toilettet og badet. Igennem trådnet og gardiner kunne man se skæret fra tv’et der kørte, lyde fra det ghanesiske program og ghanesiske stemmer. Jorden var delvis beton og render med dybe afstande hvor vand løb, som man ikke vidste hvor kom fra. Når man kigger på konstruktionerne, er de lavet, men de ligner halvfærdige løsninger, hvor der ikke er værnet om detaljerne og den pæne afslutning som man ellers er vant til i DK. Enten er det revnet, skævt, i stykker, sammensatte materialer og revner og huller og lignende. Lyden af cikader, palmer og andre eksotiske planter sprang op i gadebilledet ind i mellem husene og et lyserødt skær på himmelen fra storbyens lys. Tine og jeg var trætte efter den lange rejse, så et trygt sted at sove og velvidende om at vi var i trygge hænder sammen med Liane, gjorde vi kunne lægge os trygt til at sove. Velkommen og godnat i Accra.

Tirsdag d. 6 september
Efter at have gjort os klar og bestilt mad ved en nyåbnet cafe, tog vi ned i byen. Ingen fortov til at gå på, men i kanten af en ujævn delvis asfalteret vej hvor bilerne kommer drønene forbi en, dyttende og i centrum af Accra fyldte bilosen meget og det kunne både ses, lugtes og høres. Vi søgte en MTN som er en mobiloperatør, så Tine og jeg kunne få et ghanesisk nummer, mens vi var i Ghana. Fra en befærdet vej med mange gadesælgere og blandede rige og fattige og bilos, trådte vi ind igennem en glasdør op af trappe med tæppe på og ind i et stort kontor med skriveborde rundt i lokalet med folk som sad pænt i tøjet ved computere. Efter at have fået oprettet os som kunder, befandt vi os tilbage i storby osen og den travle trafik hvor det gjaldt om at se alle vegne hvor man trådte, så man ikke trådte ned i de åbne brede afløb, ud ved bilerne, ind i boderne, ind i forbipasserende og tværgående biler der lige synes de skulle dreje ind foran en samtidig med at holde trop med Liane og Tine. Liane tog os ind til en butik, hvor en amerikansk kvinde har bosat sig i Accra for at få kvinder i arbejde. Deres produkter solgte hun i denne butik, og Liane ville gerne inspireres så vi kunne kopiere ideen og få klienterne i Kumasi til at lære noget mere, så de kunne få chancen for at leve af andet end at sælge ris eller lignende fra boder på markedet. Derefter tog vi tilbage til der hvor vi havde sovet for at spise vores frokost. Da vi skulle derfra, vinkede Liane en taxi ind fra vejen og det skal siges de fleste taxier er meget små og Tine og jeg skulle have vores 4 kufferter med os. Taximanden forsøgte sig med mange kombinationer af pakning og ligesom jeg troede han var ved at give op, sagde Liane at det nok skulle lykkedes. Det gjorde det også, og det er utroligt, som de pakker her i Ghana hehe. Da vi ankom til busstationen, købte Liane billet til de største VIP busser, som giver den mest komfortable transport i Ghana. De har brede sæder som ved businessclass i fly, så 2 sæder i den ene side og et sæde i den anden side. DET kunne DK godt lære noget af! Imens Tine var på toilet og Liane inde for at købe billet, blev jeg efterladt alene på pladsen. Liane havde sagt forinden, inden hun gik: Don’t get married, mens jeg er væk. Ganske rigtigt, var der hurtigt nogle ghanesiske mænd som henvendte sig. Generelt ser ghanesere på hvide som var de kendte hollywoodstjerner.

Efter en bumletur i 5-6 timer, ankom vi til Kumasi og et overraskende møde med ivrige taxamænd der ville have os som kunder. Endnu værre end da vi ankom i lufthavnsområdet. Liane havde advaret os inden, men dette var en chokerende oplevelse. Liane skruede også bissen på, da 4 kufferter pludselig blev taget og røg i hver sin retning. Aldrig har jeg oplevet noget lignende! Da vi ankom til Liane og Bens hus mødte vi børnene som bor i huset, i gården og Line (en anden nyankommet frivillig) og Lianes mand Ben i et af værelserne, hvor de var i gang med at hænge myggenet op. I huset bor der, udover Liane, Ben og os frivillige, en kvinde Yaa og hendes 3½ årige datter Vera. Yaa får hjælp til at gå på syerske skole og Vera har boet hos Ben og Liane i længere tid. Hun går i den laveste skoleklasse (Kindergarden). Derudover bor der nyankomne Afia og hendes to små drenge. Afia er ansat som hushjælp og til at hjælpe med børnene. Hendes store dreng, Yaw skal genindskrives i skole, når den starter (han har været taget ud pga pengemangel. Dette hjælper FHTH med indtil der findes en sponsor). Afias yngste dreng Akwasi på 1½ går med Afia hjemme i dagligdagen. Derudover bor Philippa og hendes lillebror Kvaku hos Ben og Liane mens deres mors hus bliver bygget færdigt, så de kan flytte ind. Fem andre søskende bor hos moderen. Ben og Liane har taget de to yngste til sig, mens huset bliver bygget, hvilket hjælper moderen. Der bliver støttet med hjælp til at bygge huset færdigt, sygesikringer, skolegang tøj osv. til børnene. Derudover bor der halvt en dreng, Kvabena, som egentlig bor ved sin mor i nærheden, men moderen har det svært, og Kvabena trives godt med børnene hos Ben og Liane. Kvabena og hans lillesøster har boet på et børnehjem i Kumasi, hvor Liane arbejdede det første stykke tid i Ghana. Det viste sig at ham der ejede børnehjemmet mildest talt misbrugte pengene fra sponsorerne og børnene levede under meget dårlige kår. Meget lang historie kort, så tog Liane Kvabena og hans lillesøster ud af børnehjemmet og tilbage til moderen, men har så fundet en adoptivfamilie(Bens forældre) til søsteren, da moderen har små midler og Kvabena og hans lillebror bor så ved moderen. Efter rundvisning og udpakning på vores fine værelse. (Vi sover ikke på gulvet, men i senge ) spiste vi aftensmad sammen. I Ghana bruger man ikke bestik, men fingrene( højre hånd). Ben og Liane delte traditionelt en tallerken, som egentlig skulle være en fælles for alle, men det er svært at vænne sig til at spise næsten flydende mad med fingrene, så vi fik vores egen skål og mulighed for bestik. Maden bestod af en rodfrugt, Yam, som mest af alt kan sammenlignes med en kartoffel. Den bliver også brugt til mange retter. Hertil en kødsovs med kylling. Vandet vi drikker kommer i små 500 ml poser som man bider hjørnet af i og drikker direkte fra posen. Man kan også få flasker vand, men poserne er billigst.

Første nat i Kumasi nærmer sig og her skal vi bo på de næste 6 uger og sammen med Line, den anden frivillige. Det tegner godt og jeg er ved godt mod.

Mandag d. 26 september
I dag skulle pigerne og jeg for første gang prøve kræfter som hjælpeunderviser på den nærliggende skole. Vi blev fordelt efter ønske om at komme i de små klasser. Line og Tine fik hver deres børnehave klasse (KG – Kindergarden) og jeg fik en 1. klasse (Class 1). Læreren var en 35-40 årig kvinde som stod for at undervis 40 elever. Klasselokalet var et dansk klasselokale stort rum med en stor skillevæg af mursten ind til klassen ved siden af, så klassen ved siden af kunne høres tydeligt, når de sagde noget i kor eller lignende. Børnene sad to og to på små træ skolebænke i deres skoleuniform og rundt omkring på væggen hang der gamle billedeplakater af figurer, dyr osv med deres navne nedenunder. På den ene væg var der en gammel sort tavle. Første time var matematik. Læreren som blev kaldt ”madam” af eleverne havde én matematikbog, som hun brugte opgaverne fra, som hun så kopierede på tavlen og som undervisningen foregik ud fra. Undervisningen startede med at hver elev skulle komme op til lærerens kateder og hente deres kladdehæfter. Hvis en elev var uopmærksom og tog et kladdehæfte der ikke var sit eget, skældte lærerinden ham eller hende ud og smækkede pegepinden over fingrene på barnet. Lærerinden havde skrevet en tekst op på tavlen med en tilhørende figur, som børnene så skulle af og udfylde der hvor der skulle stå tal. Lærerinden havde sendt to piger ud efter et magasin til hende, og da klassen gik i gang med at arbejde, satte hun sig til at læse sit magasin. Der kom en anden lærer, som skulle hjælpe de der havde det lidt svagere i klassen. Blev der for meget uro så vågnede lærerinden op fra sit magasin og skældte ud fra sit kateder. Nogle gange gav det anledning til at barnet blev bedt om at komme op til katederet og så fik det et rap over fingrene. Hjælperlæreren og jeg gik så rundt blandt eleverne og hjalp dem. Jeg følte jeg var blevet sat 50 år tilbage i tiden og oplevede hvordan skolerne i DK fungerede. Alle børnene opført sig meget pænt, snakkede stille og blev de hurtigt færdige, så sad de på deres plads og forstyrrede meget lidt – ift hvordan danske børn er derhjemme, var disse meget disciplinerede. Kort tid inde matematiktimen sluttede rejste lærerinden sig op og gik rundt med pegepinden og slog alle i ryggen for at få dem til at rette sig op. Jeg iagttog mange af børnene tage sig til det ramte sted og så forpinte ud for et øjeblik. Men jeg kunne også se det var noget de var vant til. Liane havde om morgenen fortalt at da hun underviste alene på en skole, så valgte hun at sende barnet udenfor eller til at stå med fronten mod væggen i 5-10 min. hvis de opførte sig uacceptabelt. Mange af børnene bad til at få et rap over fingrene i stedet! (- da det måske var hurtigere overstået?) Liane havde om morgenen også mindet os om at det er en langvarig proces at ændre lærernes adfærd. Vi ville ikke blive hørt på, hvis vi forklarede dem at det en forældet metode hvor vi kom fra, og skadede mere end gavnede. Det er enten noget man må være vidne til eller gå fra. Næste time var natur/teknik og her fulgte hele klassen med på tavlen og hvad lærerinden sagde. Alle var alle meget vågne og omkring halvdelen rakte ivrigt hænderne i vejret, for at få lov til at svare. Blev der svaret korrekt, klappede alle de andre elever i takt. Da pausen kom afleverede alle eleverne deres tomme madkasser/skåle til lærerinden og så fyldte hun dem op med stegte ris. Da børnene rendte ud for at lege og klasselokalet blev tomt, snakkede jeg kort med lærerinden. Hun sagde blandt andet at hun blev træt kl. 2 efter en dags undervisning med eleverne. Utroligt, når meget af hendes tid gik med at læse et magasin og have en hjælpelærer til at hjælpe individuelt hos eleverne. Ved halv 12 tiden blev jeg hevet tilbage til nutiden, da Tine og Line kom og hentede mig. Deres klasser havde fået pause nu, og begyndte først igen 12.15, så vi gik, da vi havde aftalt at gå kl. 12.

Mandag d. 10 oktober
Startede dagen ud med hjælp på den lokale skole. Lærerinden fortalte hun ikke havde sovet ret meget i weekenden, så hun var noget uoplagt. Dette resulterede i at hun, når hun så muligheden for det, lagde armene og hovedet på katederet og lukkede øjnene, imens børnene sad med deres opgaver. Jeg valgte ligesom de forrige gange at gå rundt og hjælpe de der havde svært ved opgaverne. Lærerinden og jeg fik dog en snak om hår – hun var meget fascineret at mit lange hår og spurgte om det var kunstigt og om der var nogle i mit hjemland der fik kunstigt hår sat i. Mange hernede bærer en paryk der er syet fast til deres eget hår, eller kunstigt hår der er flettet ind i deres eget, hvilket man ser flest af. Lærerinden fortalte hun aldrig selv vaskede sit hår, men hver lørdag gik hun til damefrisør og fik vasket og krøllet sit hår. Jeg fortalte lærerinden at jeg gerne ville komme onsdag og hjælpe med undervisningen. Hun fortalte at alle lærerne havde møde onsdag til kl 12, så det var bedst jeg kom derefter. Jeg spurgte til børnene – hvad de så foretog sig imens. Lærerinden fortalte at de bare var i klasselokalet og passede sig selv. Jeg spurgte om jeg så ikke skulle komme og lave noget med dem, indtil lærerinden kom tilbage. Det synes hun var en god ide. Jeg skulle bare sørge for at de sad ned på deres pladser. Jeg sagde jeg nok skulle finde på noget  Efter skolen tog pigerne og jeg ind til byen, for at spise frokosttærte på ”Det mørke sted” – har jeg fortalt om det? En café inde i byen hvor de intet lys har tændt inden for, så det er meget mørkt når man først lige kommer ind, og det tager lidt tid for øjnene at vænne sig til det. De har dog tærter og sodavand til 1 cetis hver, så det er meget attraktivt at komme derhen, lige at få lov at sidde i skygge og væk fra gadelarmen. (1 cetis = 3,5 danske kroner). Desværre har de bare et meget stort gammeldags tv. Måske 70 tommer i gammeltformat – en kæmpe klods, hvor de viser de her meget dårlige serier/film fra Ghana. Det er simpelthen så dårligt lavet at det ikke engang er sjovt. Haha 😀 Anyway, det her mørke sted er et sted meget brugt af kærestepar eller nogle der gerne vil på date, for her kan de få lov at sidde i smug og hygge sig. Herefter skulle vi købe ind til lidt forskelligt. Vi havde planer om at købe ind til lækkert morgenbord med pandekager og en masse forskelligt frugt og nutella. Derudover ville vi gerne købe ind til vores klasser – hvad de manglede. Dvs ca 50 pencils, sharpener og rubbers. Til sidst ville vi gerne købe 50 juicebrikker og 50 pakker kiks til de indlagte hospitalsbørn, som vi gerne vil nå at besøge inden vi drager videre. Vi mødtes med Liane og tog på markedet. Alle Tines 3 par sko, var mere eller mindre ødelagt, så hun søgte nogle nye par. Inde i markedet, var der et helt område, bare med små skobutikker. Et udendørsområde, som er så tætpakket at tagene støder sammen og gør det til et tætpakket indendørsområde. Dog var det hårdt presset sand og stenbrokker man gik på. En masse små butikker med en masse tøj, sko, smykker i lange rækker bød på en masse secondhand beklædning. Herefter begyndte det! Regnen.. Det startede i det små eller dvs, normale/sædvanlige. Vi løb igennem vandpytter for at nå at komme i læ og det fandt vi heldigvis under et halvtag til en risbutik. Her stod vi en del, helt tæt pakket og så på et tungt regnskyl der stoppede det ellers meget travle marked. Hvad vi ikke vidste, var at dette ville udvikle sig til noget, som ikke mange havde set før. Men inden da, blev i af butiksejeren inviteret inden for på lageret for at sidde ned på risposerne. Det sagde vi da ikke nej tak til, og der sad vi måske 10-15 minutters tid og snakkede. Tine rejste sig for at tjekke situationen, da regnmængden ikke ændrede sig. Hendes reaktion udløste at vi andre piger også måtte se hvordan det stod til. Der var oversvømmelse. Hele vejen stod i vand og i meget høj vandstand. Biler måtte opgive at komme frem, de der ellers gemte sig unde en parasol, måtte trække sig ind under halvtaget til os andre. Alting sejlede. Alt affaldet flød i gaderne og vandstanden steg så hurtigt, at folks varer blev blandet med hinanden i vandmasserne at de ikke kunne finde ud af hvis der var hvis. Jeg kunne se på trappetrinet op til butikken hvor vi sad at vandmængden var ca 10 cm fra at ville flyde ind over og dermed kun et dørtrinshøjde fra at vælte ind over gulvet til lageret hvor butikken gemte papkasser med mad og sække med ris. Alt der stod på gulvet ville blive ødelagt, hvis dette skete. På den anden side af markedet, kunne vi følge med i hvordan de allerede stod og kæmpede med at få vandet ud fra butikkerne, der stod lavere og dermed tættere på vandmasserne. Vandstanden hos os steg og jeg kunne se på trappetrinet hvordan det nu kun var 5 cm fra kanten. Det gik stærkt! Butiksejeres var allerede begyndt at pakke så meget som muligt og stable og flytte rundt. Vandstanden nåede til kanten af kantstenen og vi kunne alle se der ikke ville gå ret mange minutter før det ville ramme butikkerne på denne side også. Nogle af bilerne trodsede vandmasserne og kørte igennem vandet. Dette udløste en bølge i vandet, som så, når den nåede hen til kantstenen ved butikkerne udløste hvin, skrig og forskrækkelse, fordi det påvirkede vandstanden og sendte vand op til niveauet hvor butikkerne var og hvor vi fleste af os stod. Heldigvis stoppede det kraftige regnskyl lige da vandet nåede kantstenen og vi kunne se hvordan vandstanden lige så stille blev lavere og lavere. Mange folk kastede sig ud i vandmasserne som stadig gik en til midt på benet. Det var livsfarligt. Vandet var så beskidt, at vi ingen anelse havde om hvor vi trådte, og der kunne lige så vel være et hul i vejen, det ville bare ikke kunne se. Vi tog skoene/vores slippers på og begav os ud i vandmasserne. Poser, pap, madvarer osv. flød rundt om benene på os når vi tog et skridt og vi måtte føle os frem for hvert skridt. Mange ghanesere stod stadig under halvtagene og nogle stod og filmede situationen. Mange henvendte sig til os med smil og grin og sagde: Do you like Ghana? Have you ever seen this kind of water? Flere og flere folk begav sig ud i vandmasserne, da biler og busser nu begyndte at køre. Vi fandt heldigvis en bus, men der var voldsomt meget trafik og vi holdt meget i kø. Al trafik havde måske været gået i stå i 3 kvarters tid og dette resulterede i total kødannelse og en masse desperate folk der gerne ville hjem. Liane sagde hun aldrig havde oplevet noget lignende i de 5 år hun har boet her! Da vi kom hjem sluttede vi dagen af med hjemmelavede pandekager, masser af dejligt frugt og nutella.

Torsdag d. 13 oktober
Tog vi hen på skolen og delte vores gaver ud og derefter tog Liane og jeg hen på hospitalet for at hjælpe de gravide teenagere. Tine og Line ville så tage kufferterne med ind til byen og mødes med os ved busstationen, hvor Line, Tine og jeg så rejste til Cape Coast hvor vi tilbringer den sidste uge og rejser rundt. Meget meget mærkeligt at vi allerede er nået hertil. Det er helt vildt som tiden pludselig flyver af sted, og om en uges tid er Tine og jeg på vej til Danmark. Mange tanker ryger igennem ens hoved. SÅ mange oplevelser og så mange følelser omkring virkelig mange ting. Det har indtil nu været enormt indholdsrigt og helt sikkert noget der ikke kan sammenlignes med noget andet jeg har oplevet hidtil. At rejse ER virkelig at leve! Og alle burde tage sådan en rejse på et eller andet tidspunkt i livet.

Dette var selvfølgelig ikke en udtømmende dagbogsføring af mine oplevelser i Ghana. Det ville fylde meget mere og nok også være umuligt at nedfælde i ord, for denne oplevelse har været helt ubeskrivelig og har indeholdt SÅ mange følelser og refleksioner som jeg stadig nok har svært ved at rumme. Alt i alt har det været positivt at følge med i arbejdet i FHTH i Ghana. Godt initiativ og godt arbejde der bliver udført. Det gør helt sikkert en forskel at FHTH arbejder i Ghana. Lad der komme sponsorer til, så hjælpen kan blive delt ud!

Sarah Kirkegaard

Jeg hedder Christina Bang Jørgensen, er 21 år, og jeg kommer fra Hjørring. Efter at have afsluttet gymnasiet i 2010, besluttede jeg mig for at tage et sabbat år. Jeg havde fået et deltidsarbejde, men ville også gerne bruge fri året på at opleve noget helt nyt. Mange organisationer jeg havde læst om på nettet opkræver mange tusinde kroner for at tage frivillige ind, og det rakte min tegnebog slet ikke til. Gennem et familiemedlem hørte jeg om organisationen ”From Heart to Hand”, og jeg kontaktede derfor Liane Løth for at høre om foreningen og mine chancer for at komme til Afrika. Foruden de 500 kr. til kost og logi pr. mdr. skulle jeg selvfølgelig selv betale flybillet, vaccinationer, visa osv., og da de ikke krævede andet end ”reelle” udgifter, så jeg hurtigt en oplagt mulighed for at komme på mit livs rejse.

Jeg tog af sted til Kumasi i Ghana fra d. 29 maj – 23 juli 2011 som frivillig hjælper for organisationen, og denne beslutning er den bedste jeg indtil nu har gjort i mit liv.

På rejsen derned var jeg meget spændt og nervøs; det var jo trods alt min første tur alene ud i verden. Da jeg kommer til lufthavnen i Accra og ser Liane vente på mig, forsvinder nervøsiteten hurtigt. Liane er meget imødekommende, smilende og oser af overskud og det var en stor hjælp at have en omkring sig, man kunne betro sig til og dele sine oplevelser med. Hun er en stærk kvinde og hun rummer megen kærlighed til hendes medmennesker, og det var fantastisk senere at opleve, hvor meget hun hjælper fattige børn i nød.

Da jeg kom derned fik jeg nok først et kultur chok. Her var så stor forskel på rige og fattige; folk var så imødekommende, åbne, hjælpsomme og anderledes i forhold til os danskere, og der var så mange ting der var anderledes, som jeg skulle vænne mig til. I starten af opholdet var jeg meget nervøs, og en smule usikker på om folk ville stjæle fra mig, så derfor holdt jeg alting tæt ind til mig, men jeg kunne ikke have taget mere fejl. På vej med bussen til Kumasi, hvor vi boede, var der en toiletpause. På vej ud af bussen tabte jeg mit kamera uden at opdage det, og straks råbte en kvinde til mig, og gav mig mit kamera. Hun var en fattig kvinde, men hun stjal det ikke, hvilket i min øjne var mærkværdigt. I Ghana stjæler man ikke fra hinanden, det er dybt uværdigt, men selvfølgelig skal man ikke flagre med sine penge.

I huset boede jeg sammen med Liane, hendes mand Ben, Yar, Tarlatta og seks børn. Det var fantastisk at bo i huset med så søde børn og voksne, og dele et liv så forskelligt fra det jeg hjemme var vant til. Man følte sig aldrig alene. I en verden hvor alt og jeg mener ALT er så anderledes, havde jeg også episoder, hvor jeg blev meget følelsesladet. Dette kan ikke undgås, når man involveres i de fattige familiers liv, men altid stod Liane der med sine udstrakte arme.

Jeg var frivillig hjælper på en skole, hvor jeg var hjælpelærer i en klasse med ca. 70 børn. Det var noget af en mundfuld, men en fantastisk oplevelse. Alle de søde børn! Jeg hjalp også på Kejtia børnehospital, hvor jeg vejede underernærede og HIV-postive børn. Ud fra vejningen doserede man maden, det enkelte barn havde brug for. En til tider barsk oplevelse, som jeg alligevel ikke ville have været foruden. Jeg havde, inden min rejse, fyldt mine kufferter op med bamser, tøj m.m. til de fattige børn. På hospitalet uddelte Liane og jeg bamser og kinder-æg til indlagte underernærede – og HIV-positive børn. Det var ubeskriveligt vildt at se hvor meget de satte pris på bamserne, da mange aldrig havde haft en bamse før. Herhjemme får vi legetøj, og bamser, m.m. serveret på et sølvfad, men dernede får de ikke legetøj fra deres forældre (med mindre man er rig), da de ikke har råd til bamser, legetøj og lignende, men udelukkende tænker på overlevelse og mad.

Til venstre: Vi deler legetøj ud til fattige børn   –   Til Højre: Jeg underviser på skolen

Derudover var jeg dagligt med Liane på besøg hos de fattige børnefamilier ude i byen. Familier der end ikke har råd til den årlige sygeforsikring på 14 kr. Familier, der sover på det bare betongulv på en sort sæk uden lys, varme, vand osv. Familier der trods så hårde odds, stadig har overskud til at være smilende, imødekommende og åbne og dermed har givet mig de bedste minder for livet.

Nedenfor kan du se eksempler på, hvordan nogle familer bor, dem der er så heldige at have et hjem. På Billede nr 2 ses en families eneste rum i deres bolig, hvor de både spiser og sover. Deres seng er de sorte plastikposer.

Tak til jer Liane og Ben fordi I gjorde dette muligt for mig.
Tak for jeres åbne døre, og jeres hjertevarme!
Jeg regner bestemt ikke med, at det er sidste gang jeg skal til Ghana.

På forhåbentlig gensyn
Christina Jørgensen