Inden jeg tog til Ghana, havde jeg mange forestillinger om, hvordan det ville se ud. Man har da set billeder fra Afrika, men at se fattigdommen med egne øjne var én af de vildeste oplevelser i mit liv. Og jeg får lidt dårlig samvittighed, når jeg sammenligner det med mig selv. Når jeg klager over, at der ikke er noget lækkert mad, men der er trods alt mad. Når jeg klager over, at min seng knirker, så burde jeg bare være glad for, at jeg har en. Eller bare når man bruger uendeligt mange penge på tøj, fordi det lige skal være de rigtige mærker. I sådanne situationer kommer jeg virkelig til at tænke på, hvor meget Danmark går op i materielle goder.

Jeg er kommet ud i mange situationer, hvor jeg er blevet ret irriteret på forældrene. Jeg havde været i Ghana i ca. 2 uger. Gifty, som er pigen med epilepsi, havde ikke fået medicin i en måned, da der ikke var mere tilbage, og moderen havde ikke lige fået hentet noget nyt. Moderen mente ikke, at det var nødvendigt, da Gifty ikke var syg. Vi bad hende gang på gang om at få fat i medicin til Gifty – det skal lige siges, at FHTH har betalt sygeforsikring for dem samtidig med, at vi havde givet hende penge til at tage på sygehuset. En dag kom hun med undskyldningen, at hun ikke vidste, hvor sygehuset lå, så vi måtte tage dem med til tjek på sygehuset. De fik på sygehuset at vide, at de skulle komme tilbage dagen efter. Nogle dage senere besøgte vi familien igen, og moderen havde endnu ikke fået hentet medicinen på hospitalet. Hun sagde, at hun havde været syg. Mens hun andre gange fortalte, at hun var bange for at gå alene, hvilket der ikke er nogen grund til. Alt dette skete i midten af august, og der havde Gifty ikke fået medicin i én måned. Da jeg tog hjem i midten af december, havde moderen endnu ikke skaffet medicinen til Gifty.

Den bedste følelse, man kan få, er når man kan se en forbedring – at familierne bliver mere selvstændige. Vi så et stort fremskridt med ‘’the dirty family’’.

Faderen havde spurgt efter et minilån til baren, men vi sagde, at vi ikke ville støtte en bar, men hvis han fandt noget andet at lave, ville vi hellere end gerne give ham et minilån. Inden Liane og Ben tog af sted til Danmark, aftalte de med familien, at Frank på 16 år skulle stoppe i skole, da han ikke engang kunne skrive sit eget navn. Mens resten af børnene bare skulle fortsætte i de skoler, som de nu gik i.

Ben og Liane kom tilbage, og Frank, Ya og Yaw var startet i en kommunal skole, mens Evans slet ikke var startet i skole. Men vi så det positive i det – at faderen selv endelig havde gjort noget. Dog gik der maks. to uger efter de var startet i skole, og vi kom ud for at besøge dem, hvor alle børn var hjemme undtagen Ya. Ya er den kloge i familien. Frank var blevet rykket ned på et af de laveste klassetrin, hvor børnene var meget yngre end ham selv. Vi holdte et møde med familien, og så aftalte vi med Frank, at han skulle finde noget, som han gerne ville lave. Efter et par dage kom vi tilbage, og så fik vi skrevet Evans ind på en privatskole. Frank sagde, at han godt kunne tænke sig at lave sko, så der skulle findes en lærerplads til ham. Vi kom tilbage ugen efter, og så havde de fundet en lærerplads til ham et par hundrede meter fra, hvor de bor. Alle børnene var i skole, og Frank var på hans lærerplads, hver gang vi kom. Moderen begyndte at møde op på sygehusene, når vi bad hende om det. Til sidst var det kun Nana Ajey, der gik hjemme, da han stadig fik brystmælk.

Jeg blev rigtig påvirket af arbejdet, da Afia, Yaw og Akwasi skulle flytte ud af huset. Jeg havde på daværende tidspunkt boet sammen med dem i 2 måneder – og de var nogle super søde drenge. Man havde måske en lille forhåbning om, at drengene kunne blive i huset, og så kunne Afia rejse. Samtidig med at man selvfølgelig forstod, at dette ikke kunne lade sig gøre. Efterfølgende snakkede mig og Emma om, hvem vi nu skulle tage ind i huset. Men vi er jo kun en hjælpende hånd. Vi skal lære familierne, hvordan de skal forsørge og passe deres børn – så hjælper det ikke, at vi tager ansvaret fra dem. Efter Afia var flyttet, stoppede alle i huset med at låse dørene, hvis de tog ud af huset – og det var lidt komisk. En uge efter de var flyttet, besøgte vi dem og afleverede resten af deres ting. Akwasi blev så glad for sin røde motorcykel, som han havde fået af hans sponsorer.

Man ser virkelig, at de arbejder for at leve. Det er det hårdeste og værste arbejde, nogen kommer ud for. Kwabena Josephs mor har virkelig været ude for en del. Imens jeg var i Ghana, fik hun tilbudt at leje en bar meget billigt. Hun skulle bo der sammen med en mand, som var alkoholiker. Det ville ikke have været et godt miljø for børnene, så vi sagde nej til at låne hende penge til det. Et stykke tid senere fik hun tilbudt et job på en skole. Og man kan i realiteten godt kalde det for et lorte-job. Hun skulle gøre toiletter rent samt skifte tøj og rengøre børn, som havde skidt i bukserne. Det var altså fra morgen til skolen lukkede, og hun ville få 50 cedis om måneden for det – hvilket svarer til 150kr. 1 måneds tid inden jeg rejste hjem, begyndte hun at sælge pitoe igen, som er en lokal øl, hun selv brygger. Og det kom til at køre okay.