11. marts 2014
Selvom jeg forestillede mig Afrika som et kontinent med åbne savanner, lerhytter og stammefolk med knogler i håret, var det ikke det syn, der mødte mig, at jeg ankom til Kumasi i starten af januar. Derimod en by med så meget mylder, at det føles som at være landet midt i en myretue. Her er mennesker, biler, geder, høns, køer, hunde og ikke mindst skrald overalt. Det sidstnævnte får Roskilde Festival på syvende dag til at virke som det rene luksus sammenlignet med det gængse gadebillede her. Det er helt surrealistisk at se, hvor primitivt, det er muligt at bo – de fleste i containere og blikskure. I et skur på 10 kvadratmeter kan der sagtens bo en familie med deres gennemsnitlige 4-5 børn uden toilet eller adgang til vand.

Trods det har ghaneserne en fantastisk evne (som måske skyldes en urokkelig stolthed) til altid at se forrygende godt ud. Størstedelen af kvinderne bærer smukke skræddersyede kjoler i farverigt og mønsteret stof og alverdens finurlige frisurer af kunstigt hår eller parykker. Ofte ses de med en kurv på hovedet og en baby på ryggen. Mændene bærer ofte skjorter, lange bukser og lukkede sko – hvilket godt kan få mig til at føle mig som en dum turist, når jeg kommer valsende i shorts, t-shirts og slippers og stadig klager over de varme temperaturer.

Begrebet ’privatliv’ virker ikke som noget, man overhovedet har mulighed for at dyrke i by som denne, hvilket tydeligt afspejler sig i ghanesernes venlige og åbne tilgang til andre mennesker. Selv som ene hvid myre i stor sort myretue føler jeg mig ikke ubekvem eller antastet på nogen vis. Derimod oplever jeg hver eneste dag en positiv interesse fra børn og voksne. Børn vinker, mens de smilende og ivrigt råber ”obruni”, når man passerer dem på gaden, mens voksne høfligt nikker og siger goddag. Selvom venligheden til tider kan virke en smule overvældende og ikke mindst nærgående efter godt to måneder i Ghana, er det uden tvivl en af de mange ting, som jeg virkelig kommer til at savne, når jeg vender tilbage til Danmark.

2

Tirsdag d. 18. Marts 2014
Efter næsten tre måneder som frivillig for FHTH i Ghana er jeg blevet mættet med så mange oplevelser og indtryk, at det er fuldstændig urealistisk at nedskrive bare en brøkdel af dem. Jeg husker, at de første uger i landet var meget overvældende. Det var mentalt udmattende at skulle finde ind i en ny hverdag, da meget var så anderledes fra det, jeg som dansker kommer fra.

Begrebet tid har for mig mistet betydning. Når man kommer fra en meget punktlig og skemalagt kultur som den vestlige, hvor vi præcist ved, hvornår gæsterne eller regnen kommer, eller hvornår bussen kører, kræver det en smule tilvænning ikke at blive frustreret, når billetsælgeren på busstationen siger ”the bus can arrive evry minute from now”, hvorefter den kommer tre timer senere. Derudover er det utrolig mærkeligt at være på vej hjem, når jeg på den ene side føler, at jeg lige er kommet og på den anden side har været her i hundrede år.

Det har været tre uforglemmelige måneder i dette vestafrikanske land. Jeg har fået et indblik utallige menneskers fattige liv og set med mine egne øjne, at FHTH som organisation står med mange skæbner i hænderne. Vi har et stort ansvar, når vi støtter, rådgiver eller sågar tager beslutninger for disse mennesker. Organisationen og dens sponsere gør en stor og positiv forskel for rigtig mange familier i Kumasi. Men det betyder ikke, at arbejdet er ukompliceret. Ofte har jeg været med til at træffe beslutninger, som vi har fundet hensigtsmæssige i en given situation, men det er ikke sikkert, at beslutningerne viser sig at være realistiske i forhold til omstændighederne. Efter min mening er det det sværeste og mest frustrerende ved FHTH’s arbejde; at man til tider føler, at man serverer hjælpen på et sølvfad, men den bliver ikke taget imod. Måske skyldes det kulturelle forskelle i måden at tænke på, eller måske skyldes det, at den pågældende person simpelthen ikke kan magte hjælpen.

Tålmodighed og tolerance er og bliver keywords for mit visit i Ghana, som ikke kun har budt på arbejde hos FHTH men også rejser rundt i landet. Jeg har oplevet hvor meget forskel, der er fra øst til vest, fra nord til syd. Jeg har oplevet kulturforskelle både internt i landet men også den store forskel fra Danmark. Jeg har fået lov til at kalde byen Kumasi for ”hjem”, og ikke mindst har jeg fået lov til at være en del af projektet From Heart To Hand, som har været en både overraskende, glædelig, frustrerende, lærerig, – men mest af alt – hjertevarm oplevelse.1