JULIANA

 

Juliana er 2,5 år gammel. Hun er alvorligt underernæret, og underudviklet.

Juliana var 3000g. ved fødslen, og sund og rask. Hun er den yngste i en søskendeflok på fire, med tre storebrødre. Begge forældre er arbejdsløse, faderen har alkoholproblemer, og moderen er småt begavet. Familien bor i faderens familiehus, sammen med en masse af hans familiemedlemmer.

Familien og resten af landsbyen mener at Juliana er et heksebarn, fordi hun ikke udvikler sig normalt, og hun stadig ikke kan gå eller snakke. Kun moderen tager sig af hende, selvom alle andre har vendt hende ryggen.

 

Da jeg mødte Juliana første gang, sad hun på moderens ryg, og kun en rød/brun hårtop stak op. Det indikerede for mig med det samme, at barnet var alvorligt underernæret, og jeg gik over gaden, for at introducere mig selv for moderen. Moderen blev glad, da jeg spurgte om jeg måtte holde barnet. Selvom jeg var forberedt, blev jeg alligevel chokeret, da Juliana blev bundet fri af slyngen, og jeg så hvor lille hun var. Der var ikke andet end skin og ben. Jeg fik dem med på hospitalet her i Pramso, hvor det viste sig, at Juliana allerede var kendt af alt personalet. Moderens fattigdom, og de mange fordomme fra familien og omgivelserne, havde dog mange gange betydet, at moderen ikke var kommet til de mange tjek, og konsultationer ved lægen. Når Juliana var syg, ville familien ikke bruge tid og penge, på at tage hende med til lægen, fordi de gik ud fra at hun alligevel bare før eller siden ville dø. Personalet på hospitalet havde dog en helt anden indstilling, da de mente at nogle måtte holde hånden over Juliana, og at hun var en sand fighter, siden hun stadig var i live, og de bad os inderligt om at hjælpe Juliana.

Vi fik i samarbejde startet en behandling, og moderen fik mad for underernærede med hjem til Juliana.

 

I dag gør moderen rent for os på centeret i dagtimerne, så vi samtidig med kan hjælpe Juliana med god mad, træning og leg. Hun tager nu fint på, og vil inden længe opnå normalvægt, for hendes højde, og så bliver næste projekt at lære hende at gå…..

Christabell er i denne måned blevet student og vi ønsker hende et stort tillykke!

Hun har siden Junior High School modtaget støtte fra From Heart to Hand, sammen med hendes fire søskende.

Vi startede med at hjælpe faderen i familien, som var alvorligt syg med brok. Han havde lagt i sengen i to år, ude af stand til at arbejde. Vi fik ham opereret og få uger efter, startede han igen hans arbejde som elektriker. Desværre forlod han kort tid efter familien, og efterlod hans ufaglærte kone, alene med fem børn.

Familien bor nu i deres afdøde mormors hus. Hun var sygeplejerske, og da hun var i live en god hjælp for familien.

Christabell venter nu på hendes eksamensresultater, og planlægger at ville gå i mormoderens fodspor, og uddanne sig til sygeplejerske.

Vi ser frem til, med faddernes støtte, at hjælpe Christabell igennem hendes videregående uddannelse.

Rapport

 Januar-april

2016

Årets første måneder har bragt lidt af hvert med sig, men mest af alt GLÆDE!

FHTH Ghana er flyttet ind på eget center, og en helt ny hverdag er skudt i gang, for os og alle centeret beboere. Det nye center ligger uden for travle Kumasi, i en lille by, Pramso. Centeret ligger for sig selv og man kan ikke høre meget andet end fuglesang og vinden i palmetræerne.

Her gror håb, fred og kærlighed,

Palmerne griner med os i vinden,

Børnene leger med mudder og sten

og løber om kap med fantasien.

———————————————————————————————————————-

 

De to frivillige Julie og Bodil, som rejste med os til Ghana først i januar, har knoklet med os, for at blive færdige til indflytningen. Vi har savet, malet, plantet, ryddet op, sat hylder op og gjort alting klart. Julie var her endda længe nok, til også at hjælpe os med at flytte.

I februar kom Annelise og Marie, og sammen byggede vi en skøn naturlegeplads, som allerede er meget elsket! Tak til alle frivillige for deres store indsats.

Den store donation til solceller fra Rotary kom før end forventet, og det gav os mulighed for at få hele anlægget installeret inden indflytningen. Det er helt fantastisk! Vores center en nu ved hjælp af 16 solcelle paneler, fordelt på de forskellige bygninger, selvforsynet med strøm. Vi er meget glade!

–          Tusind tak til alle sponsorer for jeres flotte donationer.

Ben satte sammen med sine brødre stødhegn op, og med strøm og stødhegn følte vi os fra første dag i sikkerhed på centeret. En lille Schæferhvalp er også siden kommet til flokken af nu fire familie – og vagt-hunde. 

–          Mange tak til eleverne på Rødding Højskole for donationen til stødhegnet.

Regntiden er sat ind, og vi skal nu til og i gang med at lave køkkenhave og plante frugttræer.

Flere forskellige dyr er også flyttet ind: kaniner, ænder, kalkuner og høns, som en del af vores selvforsynende have.

Påskelørdag afholdte vi årsfesten for alle FHTHs familier. Det blev endvidere den officielle åbning af centeret, og alle familierne mødte med spænding op til en god festdag på vores nye center. Over 120 mennesker deltog, og der blev danset og hygget hele dagen, med sodavand, god mad, slikposer og flotte store gaver til hvert barn, og en ekstra gave til hver familie, med sengetøj, håndklæder og toiletsager. Flere af vores venner hjalp til med forberedelserne, og dagen blev en stor succes.

–          Tak til Højskole Foreningen Vendsyssel for de mange gaver til børnene, og til Inner Wheel Brønderselv for den flotte donation til festen.

Vi har stadig bygninger på tegnebrættet, takket være arkitekt Leif Hellsten. Der er lang vej endnu, før alle planlagte bygninger står færdigbygget, men vi er optimistiske, for hvor er vi nået langt på de første to år. – Vi er så taknemlige for al støtte, interesse og flotte donationer.

Næste projekt er Work Shop bygningen, som vi allerede har fået doneret penge til af Rødding Højskole og inventar fra Agidon.

Vi mangler stadig donationer til aktivitetsrummet, de frivilliges hus, og personale bygningen.

–          Alle donationer store som små er meget velkomne.

Har du lyst til at gøre en aktiv indsats for at hjælpe, så kan du fx blive frivillig hos os i Ghana.

Læs mere herom på vores hjemmeside: www.fromhearttohand.dk.

Der er ledige pladser fra august og frem.

 

Jeg holder foredrag om arbejdet for FHTH Ghana i juni måned. Hvis din skole, arbejdsplads, klub, loge eller andre er interesseret, så send os en mail: contact@fromhearttohand.dk. Det er gratis!

 

Vores familier:

Famile nr. 1:

Mor: Sidonia Dagaar

Børn: Ernestina, Kwabena Joseph, Akosua Mary og Kwaku Emmanuel.

Sidonia og drengene er flyttet ind på et værelse, tæt på FHTHs nye center. Derved kan Kwabena og Kwaku Emmanuel komme på centeret i aflastning, i hverdagen efter skole og om lørdagen. Det fungerer rigtig fint, og vi kan tydeligt mærke at det er godt for dem med en stabil, skemalagt dagligdag.

Centeret har købt Sidonias høns, og pengene har hun brugt på at købe tørret fisk, som hun nu sælger. Det vil forhåbentlig hjælpe hende til en mere stabil indtjening, til gavn for både hende og drengene.

Kwame er flyttet fra moderen igen. Måske var alting ikke som han havde forventet og håbet?

Sidonia har ledt efter ham i bydelen hvor han boede før, men uden held. Han har fortalt hende at han nu bor med en kammerat i en halvfærdig bygning og at han går i skole, men det er tvivlsomt.

Da Ernestina kom hjem til moderen på juleferie fandt vi ud af, at hun det foregående semester ikke havde gået i skole. Da skolen ville have hende til at gå 2g om, droppede hun ud, og arbejdede i stedet hele semesteret for et gadekøkken i en af Kumasis gader. Om natten sov hun på gaden.

Da vi havde givet hende penge i starten af semesteret til at betale skolepenge, blev vi meget utilfredse med, at hun havde forladt skolen og opholdt sig andetsteds uden at give hverken os eller hendes mor besked. Vi gjorde det tydeligt for hende, at hvis hun var droppet ud af skolen, ville vi ikke kunne hjælpe hende igen. Nogle uger efter rejste Ernestina med moderen op til skolen i det nordlige Ghana, for at bede om forladelse. Hun var heldig at de accepterede hende tilbage på skolen, og hun går nu i 2.g.

Ernestina havde ikke betalt skolepengene, men brugt vores penge på andre ting, og vi har sagt til hende at hun nu selv må finde penge, til at dække det hun skylder skolen. Vi har valgt at fortsætte støtten, men vil fremover betale skolepengene ved bankoverførsler.

Ernestina er en stille men god pige, og denne episode kom meget bag på os. Vi håber at hun har lært af sine fejl, og at det fremover må gå hende godt på skolen.

 

Familie nr. 2:

Mor: Olivia Owusu (Yaa)

Barn: Viola Owusu (Vera)

Yaa og Viola har det godt og er faldet godt til rette i deres nye familie. Yaas mand, Ata, har to børn, på 8 og 10, som også bor sammen med dem. Viola har flyttet skole, og går nu i skole med Atas børn i området hvor de bor. FHTH stopper al støtte til Viola, da Yaa nu selv formår at tage sig 100% af hende. Vi glædes over det gode resultat, efter fem år under FHTHs vinger

Yaa og Viola er fortsat tilknyttet centeret, og vil altid være en stor del af vores FHTH familie.

 

Familie nr. 3:

Børn: Enock Akrugu og Samuel Akrugu

Enock er startet på Senior High School/kostskole, og er rigtig glad for det. Han er kommet ind på bygnings/konstruktions linien, og det er godt for ham med de praktiske fag. Vi besøger skolen for at betale skolepenge osv. og for at følge hans trivsel. Inden opstarten var vi ret nervøse for hvordan Enock ville klare sig på en kostskole, men han har virkelig taget udfordringen op, og er nu en glad og stolt kostskole elev.

Samuel skriver lige nu sine endelige eksamener, og d. 5. maj bliver han student. Det er meget spændende og vi glæder os på hans vegne. Samuel bliver FHTHs første student!

 

Familie nr. 4:

Far: Kofi Boakye

Mor: Afia Badu

Børn: Kofi Frank Boakye, yaa Akoto, Yaw Awuah, Evans Boakye og Akwasi Adjei.

Alle børnene har det godt og trives godt på deres skoler. Vi besøger fortsat Yaa og Yaw regelmæssigt på deres skole og giver dem penge til at købe morgen og middagsmad, da der ikke er kantine på deres skole. Forældrene sørger for morgenmad til de to mindste, Akwasi og Evans, og vi betaler deres kantine på skolen.

Moderen har bedt om vores hjælp til et lille lån, så hun kan udvide sin perleforretning. Vi har diskuteret det og er kommet frem til, at det vil være en god idé, for at hjælpe familien til en større indtægt. Moderen er fortsat eneforsørger, da faderen døjer med sit helbred og fortsat drikker, er han uden arbejde. Det er meget frustrerende for moderen, og hun er flere gange kommet grædende til os på centeret. Vi er ved at undersøge muligheden for at ansøge om at få faderen ind på et behandlingshjem, som er drevet af en Hollandsk læge, Ineke Bosmann.

Familie nr. 5:

Børn: Lucy Amankwa, Stephen Amankwa, Felicia Amankwa, James Amankwa, Elizabeth Amankwa, Philippa Amankwa, Nana Emmanuel Amankwa (Kwaku).

Den 20. marts var det et år siden af Christiana gik bort.

Det har for børnene været et kaotisk og følelsesmæssigt hårdt år. De er alle været stærke og på hver deres måde er de kommet videre. Det er dog stadig svært indimellem, og specielt Felicia kæmper stadig med de dårlige dage. Vi blev bekymrede for hende, da hun alt for ofte var ked af det, og hun har nu et par gange set vores psykolog, Dorcas. Dorcas vil også holde gruppeterapi for alle søskende sammen. James er kommet langt bag ud i skolen, hvilke måske også er en reaktion på det forgangne år, og vi har nu holdt møde med både skolen og ham om problemet. James skal inden længe skrive sine endelige eksamener, og vi håber det bedste for ham.

Kwaku og Philipa har det godt hos mosteren, hvor vi regelmæssigt besøger dem. De var på centeret i påskeferien, og planlægger at komme tilbage i næste ferie også.

Vi ringer indimellem sammen med Elizabeth og mosteren i Accra. Elizabeth har det godt, og trives i sin nye hverdag.

 

Familie nr. 6:

Mor: Talata Felicia Kobina

Børn: Harrote Kobina (Bebee) og Angela Kobina

Talata er blevet bedre til at ringe og til at informere os om hvad der sker. Hun kommer dog fortsat kun sjældent på besøg på centeret, hvilke vi ville ønske kunne ændre sig. For en måneds tid siden ringede hun for at informere os om, at hun ville rejse til sin hjemby til en begravelse, og at Bebee gerne ville med. Vi opfordrede hende til at vende tilbage til Kumasi inden Bebees eksamener, så han ikke ville gå glip at dem. Bebee kom senere tilbage sammen med en moster, og moderen er stadig i hjembyen. Vi har besøgt Bebee på skolen og han har det godt.

Pga. rejsen var de de eneste der ikke deltog i årsfesten. Angela var lidt ked af og skuffet over at de ikke kom, men hun havde en god fest alligevel.

Angela har det godt på centeret og er rigtig glad for vores nye omgivelser.

Familie nr. 7:

Far: Kwabena Awuah

Mor: Mary Akomah

Børn: Stephen Akwasi Sarpong, Francis Sarkodie Awuah, Stella Owusuaa og Liane Konadu.

Familien har det godt og trives tydeligvis langt bedre nu end hidtil. Faderen arbejder fortsat uden for byen på en hønsefarm, hvor moderen og børnene tager ud hver weekend. I weekenden, imens børnene er hos faderen, sælger moderen undertøj i den nærmeste by, Ejusu. Det fungerer rigtig godt, og vi glædes over at se, at familien endelig har fået en stabil og god rytme i hverdagen.

Pigerne er glade for den nye skole, og drengene trives ligeså vel på deres skole.

 

Familie nr. 10:

Mor: Ama Bonsu

Børn: Vicencia Gyasi Baye, Anthony Twuniasi, Akua Bonsu og Kojo Kliti

Familien er flyttet til et nyt område af Kumasi, og børnene har derfor flyttet skole. De er glade i deres nye hverdag og vi er glade for at se, at det går dem alle godt. Forældrene er ansvarsbevidste og fornuftige, og det går det let for os nu at trappe Kojo ud af støtten fra FHTH.

Akua bor fortsat sammen med bedsteforældrene og går fortsat på skolen, hvor bedstefaderen er buschauffør. Hun har det godt, og er altid glad når vi besøger hendes på skolen. Hun er genert i flok, men altid åben og snaksaglig når vi kommer. Bedsteforældrene sætter stor pris på vores støtte, og bedstefaderen er stolt, når vi besøger skolen.

 

Familie nr. 12:

Mor: Georgina Atta

Børn: Daniel Eshen, Magdalena Eshen, Habeku Eshen, Nehemiah Eshen + 4 ældre børn.

Børnene har det godt og trillingerne kommer regelmæssigt i skole. Der har været problemer med Daniel, som ofte ikke kom i skole, men vi har lavet en ordning med skoleinspektøren, som indtil nu har virket. Hvis der er noget Daniel mangler, hvis hans sko fx er i stykker og derfor ikke kommer i skole, skal han henvende sig til inspektøren, som så ringer til os. Det samme gælder hvis han er syg eller andet. Det er godt at det fungerer på denne måde, når det er nærmest umuligt for os, at samarbejde med moderen. Moderen deltog dog i årsfesten sammen med børnene. Det var glædeligt med hendes tilstedeværelse, og godt for børnene at have deres mor med.

 

Familie nr. 13:

Farmor: Mary Adugyamfi

Børnebørn: Joyce Adugyamfi og Erica Adugyamfi.

Begge pigerne har det godt på kost skolen. De tilbragte påskeferien hos os på centeret, og vi nød deres selskab. Joyce som i en lang periode var syg, har det igen godt og trives godt på skolen.

Bedstemoderen og tanten besøger os ind i mellem, og involverer os i alle beslutninger mht. pigerne. De sætter utrolig stor pris på vores hjælp og støtte. 

 

Familie nr. 16:

Mor: Esther

Børn: David og Liane

Familien er flyttet til et nyt sted i en anden bydel af Kumasi. Desværre har ejeren af huset meddelt at de ikke kan blive boende ret længe, og de står derfor igen i en meget utryg situation. Da vi ikke ved hvor de flytter hen, eller hvornår, har vi heller ikke ville flytte David til en ny skole, og han går derfor fortsat på den gamle skole, selvom der er langt hver dag. Esther er frustreret og utryg ved situationen. Derudover er der mange problemer imellem hende og hendes mand, og hun nævner tit over for os, at hun vil gå fra ham. Det er formentlig bare hendes frustrationer der taler, hvilke er helt forståeligt. Vi har mange gange foreslået hende at starte en lille forretning, da vi tror det vil hjælpe situationen meget, hvis hun havde sin egen indtægt. Hun har dog kun ønske om at starte i lære, hvilke ikke er realistisk i hendes situation, nærmest alene med to små børn, uden støtte fra hendes mand.

 

Familie nr. 17:

Mor: Stargina Ama

Børn: Nana Aquah Lord, Henry Obinim, Louis Obinim og Benedict Nhyira Appiah.

Drengene har det godt og er glade for den nye skole. De er altid glade og stolte, når vi besøger dem i deres klasser. Skoleledelsen indkaldte moderen til et møde for noget tid siden, for at diskutere drengenes påklædning i skolen. Skolen gjorde også os opmærksomme på, at drengene altid er meget beskidte i tøjet. Vi har efterfølgende også snakket med moderen om det, og hun har lovet at rette op på problemet. Et af moderens ældste børn, en pige på ca. 18 år, er flyttet hjem til dem. Hun kan forhåbentlig hjælpe lidt til med at se efter drengene.

Familie nr. 18:

Mor: Doris Apana

Børn: Benjamin Apana

Doris har stadig op og ned ture, men er dog mere stabil nu. Flytningen, den store årsfest og den travle påske tog hårdt på hende, og hun havde det i ugerne derefter meget svært. Psykiateren ændrede derfor hendes medicin, men vi besluttede samme med Doris at se tiden an, da vi havde mistanke om at det var pga. stress. Hun fik det langsomt bedre, og er nu igen stabil.

Doris er startet i lære i Yaas butik, som ligger kun få km. fra centeret. Hun er glad for det, og føler sig tryg i Yaas selskab.

Benjamin er lige blevet fire år. Han er glad og trives godt på centeret. Han har de sidste måneder udviklet sig i en positiv retning, og det er tydeligt at mærke at han har det meget bedre. Han er ikke længere pylret og græder nu kun når der er grund til det. Han har det godt!

 

Familie nr. 19:

Mor: Stella Antwi Asamoah

Børn: Christabel, Kingsley, Kelvin, Armstrong og Nana Aduah.

Kingsley er startet på kost skole/Senior High School, og var heldig at komme ind på netop den skole han havde ønsket. Det var hårdt for ham i starten, men han er nu ved at vænne sig til de nye omgivelser og den nye hverdag.

Christabell er glad for sin kostskole, som ligger meget tæt på det nye center. De har begge ferie nu, og har flere gange besøgt os på centeret, bl.a. for at aflevere deres skoleregninger og andre papirer. Christabell har desværre været syg med malaria i ferien, men er nu ved at være på toppen igen.

Moderen hjalp til med madlavningen til årsfesten, og alle børnene var med og legene samtidig med centerets børn. – Der var liv og glade dage.

 

Familie nr. 20:

Mor: Ama Francisca

Barn: Liane Amponsah

Moderen, Ama, har holdt forholdsvis lav profil de sidste måneder. Hun ringer ikke så ofte længere, og har formentlig fundet ud af, at vi ikke længere kan hjælpe hende mht. arbejde/læreplads, hvilke blev besluttet sidste år.

Vi besøger ofte skolen og Liane har det godt. Det er nu lang tid siden hun sidst har været syg, og vi håber at det fortsætter sådan. Vi fortsætter med at rådgive moderen om sundhed, hygiejne osv.

 

Familie nr. 21:

Far: Thomas

Mor: Patience

Børn: Joshua og Freda (Mume).

Familien har det godt og er altid glade og tilfredse når vi ser dem. Familiens økonomiske problemer er løst, og begge forældrene har nu stabilt arbejde. Børnene trives godt på skolen, og er altid glade når vi kommer på besøg.

Faderen, Thomas, var den eneste far der deltog ved årsfesten, og han holdt en fin tale og bad en bøn for alle børnene, familierne og os i FHTH.

 

Familie nr. 22:

Bedstemor: Cicilia Owusuaa

Børn: Akua Nhyira 1.

          Akua Nhyira 2.

Da tvillingerne blev syge og måtte på hospitalet, imens vi var i Danmark. I dec. slap pengene op, og bedstemoderens lille sæbeforretning gik konkurs. Vi har hjulpet hende i gang igen, med et minilån, som hun betaler af på hver måned. Det går forrygende godt, og hun kommer endda selv hen på centeret for at betale af på lånet, i slutningen af hver måned. Hun sælger nu kiks og juice til skolebørn i hverdagen, og sæbe i weekenderne. 

Pigerne har det godt og trives godt i vuggestuen. Bedstemoderens yngste datter på 16 år er flyttet hjem til dem, og hjælper til med de daglige gøremål. Det er rigtig godt, for det har været nogle hårde år for Bedstemoderen, at være alene med tvillingerne.

 

Familie nr. 23:

Far: Kingsley

Mor: Esther

Barn: Fredrick Osei

Fredrick har det rigtig godt. Han trives og passer godt ind i hverdagen på centeret, med hans glade væsen. Han snakker rigtig meget nu, og bruger også engelske ord mere og mere. Han har også temperament, og er utrolig stædig, men det er kun spændende at følge, hvordan hans lille personlighed udvikler sig i hast.

Siden nytår har moderen kun besøgt Fredrick en enkelt gang. Hun ringer ind i mellem, men det bliver ikke til mere end det. Hun formår ikke at komme her regelmæssigt, og har i det hele taget et meget ustabilt liv. Faderen ringer ind i mellem fra en ulovlig telefon i fængslet, for at høre hvordan Fredrick har det.

 

Familie nr. 24:

Mor: Doreen

Mor: Dorcas

Barn: Stephanie

Doreen og Dorcas har mistet deres bedstemor, og bor nu alene tilbage i hendes hus. Det har været en stor sorg for pigerne, for selvom bedstemoderen i vores øjne ikke tog sig ret godt af dem, så var hun alligevel den eneste, som altid har været der for dem. Nu er de alene, og det skræmmer dem. Heldigvis har den øvrige familie vist ansvar efter begravelsen, og onklerne hjælper nu lidt til med at betale Doreens medicin og mad. En af onklerne har endda betalt for en læreplads til Dorcas, og hun skal starte som syerske sidst i april. Dorcas har bedt om vores hjælp mht. transport og lommepenge og vi har lovet at give en hånd med. Det er positivt at hun har fået en læreplads, og vi håber det bedste.

Vi har indledt et kostprogram for både Doreen og Dorcas, i håb om at de vil tage på og med tiden blive normalvægtige. Vi har fået sponsoreret RUTF (special nøddeblanding for svært underernærede børn), af firmaet Peunut Butter Project. Det tager de nu hver dag som supplement til deres kost. Derudover hjælper vi dem med at handle nærende ingredienser, som de af økonomiske årsager alt for ofte undlader i deres madlavning. Dorcas vejer nu 41 kg. og Doreen 35 kg. De henter RUTF på centeret en gang om ugen, og bliver samtidig vejet.

Stephanie har døjet meget med bylder i hovedet. Det er en tilbagevendende infektion i blodet. Den tidligere ikke nærende kost, har svækket Stephanies immunsystem, og vi håber at hendes krop nu bliver stærkere og mere modstandsdygtig, efter kostomlægningen. Hun får også dagligt RUTF.

De er alle tre utroligt glade hver gang vi ser dem, og viser tydeligt hvor stor pris de sætter på vores hjælp.

Ferietiden fløj afsted for os i FHTH Ghana. Vi havde fuld hus hele sommeren, og der blev lavet mad til 20 personer hver aften. Centeret summede af hygge og glade mennesker, og der blev helt stille da skolerne åbnede efter ferien igen, og de én efter én rejste herfra. Yderligere tog Yaa springet, og rejste fra centeret sammen med Viola, efter fem år under FHTHs vinger. 

Vi fik så i stedet travlt med at besøge alle skolerne, betale skolepenge, kantinepenge og købe årets skolebøger. Endnu engang spændte og glade børn og unge, som var parat til et nyt skoleår i en ny klasse. 

Byggeriet stod i en periode stille og vi nåede at blive helt fortvivlede over situationen. Det vendte heldigvis igen, og vi er nu inden længe klar til at indvie de første seks bygninger, og FHTHs center kan flytte ind. Den første familie er allerede flyttet ind, og der er liv på grunden. 

Vi glæder os og 2016 bliver helt sikkert et godt og spændende nyt år, med vores helt eget 

FHTH Center – for people in need. 

Der er allerede nye bygninger på tegnebrættet, og vi leder derfor nu efter sponsorer til en Work Shop bygning, De Frivilliges Hus, opholdsrum og personalebygning. 

I oktober måned ankom frivillige Katrine og Johannes som er i praktik hos os. De skal begge være her indtil midt i december måned. Vi havde endvidere besøg af Højskoleforeningen Vendsyssel, som på deres rundrejse i Ghana lagde vejen forbi, og besøgte vores nye center. De medbragte os 20 kufferter med julegaver til børnene, og gav ydermere en flot donation til vores byggeprojekt. 

-Vi er dybt taknemlige. 

I januar kommer der to nye frivillige, som skal hjælpe til, når vi sidst i januar skal flytte ud på vores nybyggede center. Derudover kommer der to frivillige d. 1. februar, for at bygge naturlegeplads på det nye center. 

Der er stadig ledige pladser for frivillige i 2016, så skriv endelig til os hvis du er interesseret. 

Sidst i november rejser Ben, Alfred og jeg til Danmark, hvor vi skal være indtil først i januar. De første uger skal vi holde foredrag, møder osv. og vil ofte være til stede i Lianes Bazar, for at snakke med kunder, frivillige og andre interesserede. 

Den 8. dec. afholder FHTH gratis foredrag på Brønderslev bibliotek, med musik og historier fra FHTH Ghana.

Vi glæder os, og håber at se mange af jer i løbet af julemåneden.  J

 

Vores familier:

Famile nr. 1:

Mor: Sidonia Dagaar

Børn: Ernestina, Kwabena Joseph, Akosua Mary og Kwaku Emmanuel.

Familien er som de første flyttet ind på vores nybyggede center. De bor i en af de runde hytter, og selvom alt ikke er helt færdigbygget, så trives de rigtig godt. – Måske er det endda det bedste sted de nogensinde har boet. Familien kan leve selvstændigt, og det er derfor ikke meningen at de skal blive boende på centeret på lang sigt. Planen er at finde et lejemål til dem i nærheden af centeret, når vi flytter derud i starten af det nye år. Derved kan vi stadig tilbyde den hjælp og aflastning, som de har brug for i hverdagen. 

Sidonia har forsøgt sig med at sælge Pito (lokalt øl) i området, men der var ikke nok salg, og hun arbejder nu forskellige steder fra dag til dag. Nogle dage samler og sælger hun brugte cementposer, og andre dage hjælper hun til i et gadekøkken. 

For fem år siden, da vi fik Sidonias tre børn ud af Pastor Kofis børnehjem, flyttede den ældste Kwame ind hos hans skolelæreinde. Hende og hendes mand har siden taget sig godt af Kwame, og har sørget for hans skolegang osv. Kwame ville dog pludselig tilbage til moderen, selvom hun ikke har meget at tilbyde ham. Han er nu flyttet ind hos moderen og de yngre brødre, og er startet på en kommunal skole i området. Han er 16 år gammel. Vi har gjort det klart for både Kwame og moderen, at vi ikke kan hjælpe ham økonomisk. Vi hjælper i forvejen fire af Sidonias børn. Kwame arbejder nu i weekenderne, han sælger is på gaden, og tjener derved lidt til at betale skolepenge, bøger osv. Det er svært at forstå hvorfor han har valgt at flytte hjem til moderen igen, hvor hans fremtid nu er meget usikker, men måske blod bare er tykkere end vand. 

Ernestina skulle være startet i 3g dette semester, men skal pga. dårlige karekterer gå 2g om. Hun er dybt ulykkelig og ønsker ikke at fortsætte på skolen. Hun vil gerne at vi hjælper hende og betaler for, at hun kan starte på en anden skole i stedet. Dette har vi sagt nej til. Vi har selvfølgelig opfordret hende til at blive på skolen, og gøre en ekstra indsats. Vi håber det bedste for hende.

 

Familie nr. 2:

Mor: Olivia Owusu (Yaa)

Barn: Viola Owusu (Vera)

Yaa og Viola er flyttet fra centeret. De bor nu sammen med Yaas kæreste Atta, og hans to børn. Yaa og Atta planlægger deres bryllup, og er rigtig glade i deres nye hverdag sammen. 

Yaa og Viola flyttede som de første ind på Centeret i 2011, og bliver nu den første familie vi med succes har udsluset fra FHTH. Det har været en lang og til tider sej proces. Med to skridt frem og et tilbage, har Yaa udviklet sig fra at være en ung, fortvivlet og uansvarlig alenemor, til at være en selvsikker, stolt, og smuk mor og forretningskvinde.

Vi er stolte af dem, og de vil altid have en stor plads i vores FHTH familie. 

Vi er nu ved at nedtrappe støtten til Viola, så Yaa gradvist overtager det fulde ansvar for Violas skolegang osv. 

 

Familie nr. 3:

Børn: Enock Akrugu og Samuel Akrugu

Enocks skoleplacering er kommet, og han skal starte i Senior High School som kostskoleelev i næste måned. Han glæder sig meget. 

I den lange ferieperiode har han hjulpet til hos en barber, det har han været rigtig glad for. Han kommer fortsat og besøger os på centeret hver søndag

Samuel er startet i 3g på kostskolen, og vi har i dette semester betalt for hans registrering af de endelige eksamener til næste år. Det har været en stor ekstra udgift, da skolen ville have betalt alle skolepengene + registreringen på en gang. 

 

Familie nr. 4:

Far: Kofi Boakye

Mor: Afia Badu

Børn: Kofi Frank Boakye, yaa Akoto, Yaw Awuah, Evans Boakye og Akwasi Adjei.

Yaa var rejst fra familien, og det var egentlig besluttet at hun derfor ikke længere var en del af FHTH. Faderen fortalte at Yaa nu boede hos en onkel i Accra, han så efter hende, og betalte hendes skolegang. Faderen forsikrede os at de ringede sammen regelmæssigt, og at hun havde det godt. 

Vi blev derfor noget overrasket da Yaa en dag ringede til os, og fortalte at hun var vendt hjem. Onkelen havde behandlet hende meget dårligt, tvunget hende til at sælge fisk, og kun sjældent ladet hende tage i skole. Hun fik heller ikke mad og måtte tigge sig til mad hos naboerne. 

Vi tog hen til familien for at snakke med faderen. Faderen var vred på onkelen, men vi forklarede ham, at han burde være vred på sig selv i stedet. At han havde svigtet sin datter og ladet hende rejse fra familien, uden at følge op på hvordan hun trives. Han bad om forladelse og Yaa bad inderligt om vores hjælp til at starte i skole igen. Vi fik ondt at hende, og har selvfølgelig hjulpet hende. Hun er nu tilbage i den gamle skole, glad og er startet i 7. Klasse. 

Moderen sælger stadig perler på forskellige markeder og er ofte ikke hjemme i flere dage af gangen. 

Faderen er arbejdsløs, har meget dårligt helbred og drikker fortsat. Vi gav ham et minilån til at sælge sandaler, hvilke gik godt i en periode, indtil han drak pengene op, og vi tog sandalerne fra ham igen. Heldigvis kommer børnene i skole hver dag, hvor de trives godt og er glade. 

 

Familie nr. 5:

Børn: Lucy Amankwa, Stephen Amankwa, Felicia Amankwa, James Amankwa, Elizabeth Amankwa, Philippa Amankwa, Nana Emmanuel Amankwa (Kwaku). 

Desværre har familien efter sommerferien valgt at splitte børnene op. Philipa og Kwaku bor nu hos en moster uden for Kumasi, og Elizabeth er flyttet ned til en anden moster i Accra. Da Elizabeth nu bor så langt væk kan vi ikke længere sponsorerer hende. James, som skal på kostskole næste år, er nu alene tilbage sammen med de to voksne søskende Lucy og Stephen i huset. 

Philipa, Kwaku og Felicia tilbragte hele sommerferien på centeret, og Felicia som går på kostskole kommer her på weekend osv. Hun har lige været syg med en lungeinfektion, og var derfor på centeret, hvor vi hjalp hende til lægen. 

Lucy har fuldført sin uddannelse og er nu udlært frisør. Hun har fået et arbejde i en salon i nærheden, men drømmer om at starte sin egen salon. 

Børnene er alle meget stille og det er svært for os at vide hvordan de har det. Vi forsøger at støtte dem så godt vi kan, og altid lade dem vide at vi er her for dem. 

 

Familie nr. 6:

Mor: Talata Felicia Kobina

Børn: Harrote Kobina (Bebee) og Angela Kobina

Talata og Bebee besøgte os for nyligt på centeret. Vi havde i en meget lang periode slet ikke hørt fra Talata, og vi rådgav hende derfor til at ændre på dette. Angela bor hos os på centeret, og det er vigtigt for os, at Talata viser interesse og at hun sætter pris på vores hjælp, også hvad angår vores støtte til Bebee. Hun havde mange undskyldninger, om vi gjorde det klart for hende, at det bliver nød til at ændre sig, ellers vil vi ikke kunne blive ved med at støtte hendes børn. 

Bebee har det godt, vi ser ham ofte på skolen, når vi kommer for at betale skolepenge og bøger. 

Angela har væeret ked af at Viola er rejst fra centeret. De er bedste veninder. Samtidig har det også været godt for hende, da der nu er mere tid og opmærksom rettet mod hende. Angela er nu det ældste barn på centeret. Hun er glad og trives godt. I sidste måned holdte vi hendes fødselsdag ude ved Lake Bosomtwi, det var en rigtig god dag. 

  

Familie nr. 7:

Far: Kwabena Awuah

Mor: Mary Akomah 

Børn: Stephen Akwasi Sarpong, Francis Sarkodie Awuah, Stella Owusuaa og Liane Konadu.

Vi havde i en lang periode slet ikke hørt fra forældrene, og besluttede derfor at hvis det fortsatte sådan ville vi stoppe med at støtte pigerne. Det er vigtigt for os at forældrene er involveret og hvis de ikke viser interesse, så må vi konkludere at det er fordi de ikke har brug for vores støtte. Da forældrene henvendte sig indkaldte vi dem til et møde, hvor vi fortalte dem at vi pga. manglende kontakt/interesse ikke længere kan støtte pigerne. Forældrene blev meget frustrerede og bad mange gange om forladelse. Vi er nu blevet enige om at give dem en chance mere, men kræver nu at forældrene hjælper økonomisk til med at betale pigernes skolegang. På den måde tvinges de til at være involveret. Selvom vi ved det er svært for faderen økonomisk, så er denne løsning den eneste rigtige. Vi har efterfølgende i samarbejde med forældrene ladet pigerne skifte skole, da den gamle skole var blevet alt for dyr. Den nye skole ligger tæt på hvor familien bor, og børnene kan nemt gå til og fra skole alene. De er glade!

Vi har været med forældrene og drengene henne hos ”Dansk Børne Fond”, for at hente drengenes støtte. Vi har besøgt deres skole og sørget for at de har alt hvad de har brug for. 

Familie nr. 10:

Mor: Ama Bonsu

Børn: Vicencia Gyasi Baye, Anthony Twuniasi, Akua Bonsu og Kojo Kliti

Alle børnene har det godt. Vi mødtes med moderen, Vicencia og Anthony hos ”Dansk Børne Fond”, da de kom for at hente dette semesters støtte. 

Kojo klarer sig godt og selvom han er meget genert, så er det tydeligt at han er glad i skolen. Familien klarer sig så godt, at vi har valgt at de fra næste semester bør betale halvdelen af Kojos skolepenge. Vi vil med andre ord langsomt begynde at trappe Kojo ud af FHTH. Det er meget glædeligt at vores støtte har sikret Kojos skolegang, i en svær periode for familien, og det er samtidig meget glædeligt at det nu bliver muligt for familien at overtage det ansvar igen. 

Hjælp til selvhjælp er målet med FHTHs arbejde. 

Akua har det godt i skolen, hvor bedstefaderen fortsat arbejder som buschauffør. Akua bor hos bedsteforældrene, der, selv om selvom midlerne er få, tager sig godt at hende. 

  

Familie nr. 12:

Mor: Georgina Atta

Børn: Daniel Eshen, Magdalena Eshen, Habeku Eshen, Nehemiah Eshen + 4 ældre børn. 

Børnene har det godt og er altid glade for at se os, når vi besøger dem på skolerne. De kommer regelmæssigt i skole og virker til at trives godt, selvom det stadig er tydeligt at de to yngste drenge har indlæringsproblemer og er bagud i forhold til deres alder. Det er fustrerende for os at der ikke er noget godt samarbejde med moderen. Vi føler der kunne gøres mere for specielt Habeku og Nahamiah, men det er svært, når moderen ikke kan/vil samarbejde.  Vi vil fra næste semester inddrage moderen i betalingen af skolepenge, lade hende betale en lille andel, for at se om et økonomisk ansvar evt. kan hjælpe på samarbejdet. 

 

Familie nr. 13:

Farmor: Mary Adugyamfi

Børnebørn: Joyce Adugyamfi og Erica Adugyamfi.

Pigerne har det godt og er stadig meget glade for kostskolen. I ferien boede de hos deres faster, hvor Bedstemoderen også bor, når hun er i Kumasi. Faderen har også tidligere boet der, men fasteren har smidt ham ud, da han skabte alt for mange problemer for hele familien. 

Joyce har væres syg i en længere periode med malatia og har to gange været indlagt. Vi har hjulpet ved den ene indlæggelse og ellers besøgt hende regelmæssigt. Hun har det bedre nu, men er stadig hjemme fra skole, indtil hun med sikkerhed er på toppen igen. Tilsyneladende er pigerne ikke ret godt til at passe på sig selv. De spiser ofte ikke i kantinen og nøjes i stedet med kiks og andet usund og ikke nærende. De sover heller ikke i deres myggenet, som de bør. Vi har rådgivet dem, og har også snakket med skolen om forskellige problemstillinger, og håber nu det vil blive bedre. 

 

Familie nr. 16:

Mor: Esther

Børn: David og Liane

 Børnene har det godt og de besøger os ind i mellem på centeret sammen med deres mor. 

Esther er stadig frustreret over deres boligsituation, og det går hende rigtig meget på. Den nye ejer har nu tvunget dem ud af deres værelse, ved at rive tagpladerne af, og de sover nu på et lille værelse i den anden ende af huset. Det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før ejeren kommer og skifter låsen til porten, og fysisk smider dem ud. Det er hårdt for dem, og Esther afventer stadig hvad hendes mand vil stille op. Vi besøger dem ofte og forsøger at opmuntre og støtte Esther. 

 

Familie nr. 17:

Mor: Stargina Ama

Børn: Nana Aquah Lord, Henry Obinim, Louis Obinim og Benedict Nhyira Appiah.

Barnebarn: Kobii

Drengene er efter ferien flyttet skole, da skolepengene på den gamle skole var steget uforståeligt meget. De er glade på den nye skole, som også ligger meget tættere på moderens salon. Der er åbnet en fin ny salon tæt på moderens og det er derfor svært for hende at få kunder nok. Hun har haft det meget svært økonomisk, og vi har nu hjulpet hende ved at overdrage sandalerne, fra faderen i fam. 4, til hende. Hun sætter stor pris på hjælpen, og kan nu økonomisk bedre se efter drengene. 

Kobiis mor har hentet Kobii, og han bor nu sammen med moderen og hendes kæreste i en anden by. Vi håber det bedste for ham, at moderen ser ordentligt efter ham, at han kommer i skole osv. 

Det er barsk for sådan en lille fyr at blive flyttet sådan rundt med. Vi glædes over at vi har gjort vores til, at han de sidste år har haft en lærerig og rutinepræget hverdag, med støtte fra FHTH. 

Familie nr. 18:

Mor: Doris Apana

Børn: Benjamin Apana

Doris har igen haft mange op og nedture. For to måneder siden blev hendes epilepsimedicin sat op, og hun har siden da haft det godt. Medicinen har dog sine bivirkninger, og Doris er meget træt og passiv i dagligdagen. Hun er stoppet på skolen, hvilke blev besluttet i fællesskab med Doris, da det viste sig at hun ikke er fagligt egnet til skolen, plus at hun med sin træthed sov de fleste timer væk. 

Hun overvejer nu muligheden for at starte i mesterlære som syreske i stedet, men indtil da sælger hun brugt tøj i området hvor vi bor. Det er ikke alle dage hun har overskud til at tage ud at sælge, så er hun hjemme på centeret, eller med os ude på byggepladsen.

Benjamin er meget sensitiv og har nemt til tårer. Han er også meget bestemt og stædig, og ved hvad han vil. Hvis han ikke får sin vilje, bryder han ud i gråd. 

Når han er i godt humør er han den dejligste dreng. Han er mild og latterfuld. 

Det sidste år, hvor Doris har været syg, har været svært for Benjamin. Han bekymrer sig meget for hende, og har hele tiden antennerne ude. Det er hårdt at være barn af en psykisk syg, men vi støtter og kæmper sammen med dem.

Familie nr. 19:

Mor: Stella Antwi Asamoah

Børn: Christabel, Kingsley, Kelvin, Armstrong og Nana Aduah.

Kingsley har fået sin skoleplacering, men det er ikke en skole han har ønsket, og vi vil derfor forsøge at hjælpe ham med at komme ind på en anden skole. Inden længe starter han altså på kostskole. Kingsley faldte på cykel for nogle uger siden, og havde efterfølgende en slem infektion i den ene fod. Vi mødte tilfældigvis moderen, som var på markedet, for at finde en som ville kunne give Kingsley en stivkrampevaccine, da hun ikke havde penge til at få ham til lægen. Vi blev dybt chokeret, og hvor var det godt vi mødte hende! Den næste dag hjalp vi dem på hospitalet og betalte alle udgifterne. Han fik stivkrampe og blev behandlet med antibiotika. Foden er stadig lidt hævet og såret endnu ikke helet, men han har det  nu godt igen. 

Christabell har det godt på kostskolen. Hun er glad når vi besøger hende, og er altid meget punktlig mht. skolen. 

De tre små har det også godt. Vi ser dem ofte når vi besøger deres skole, for at betale skolepenge osv. Kelvin er lidt sin egen, og gør alting på sin egen måde. Han har et højt temperament og kommer nemt op at toppes med de andre søskende. Han har holdt sig lidt på afstand fra os de sidste måneder, da vi endnu ikke havde fået hans skolerapport, men vi har nu snakket om det, og alt er ok igen. 

Familie nr. 20:

Mor: Ama Francisca

Barn: Liane Amponsah

Liane har igen været syg i en længere periode og vi fandt hende i skolen, meget svækket. Ama kom hen til skolen, men løj for både os og skoleledelsen om, at hun havde haft Liane med ved lægen og at hun havde fået medicin. Jeg bad hende gå hjem og hente kvitteringerne og medicinen, og da måtte Ama så indrømme at hun havde løjet. Hun mente blot at Liane led af ”for meget slik syge”. Det viste sig dog ikke helt at stemme overens med blodprøverne, som vi fik taget dagen efter på hospitalet. Liane led af en bakterieinfektion i blodet, og bliver nu behandlet med antibiotika. Hvis vi ikke havde opdaget Lianes sygdom, kunne hun være blevet meget alvorligt syg. 

Vi har endnu engang rådgivet Ama om sundhed, hygiejne og om alvoren af sygdom.

Det er synd at Liane gang på gang skal lide pga. moderen. Vi ville ønske vi kunne hjælpe mere, for det er virkelig svært, om ikke umuligt, for Ama at tage sig godt at Liane . 

 

Familie nr. 21:

Far: Thomas

Mor: Patience

Børn: Joshua og Freda (Mume).

Freda og Joshua har det godt, og er altid meget glade når vi ser dem på skolen. 

Der har været mange problemer med den bus faderen kører nu, og det har derfor også betydet at indtjeningen i perioder ikke har været god. Det har været hårdt for familien, som selvom moderen nu sælger grød, afhænger meget af faderens indtægt. Vi håber det løser sig, så familien igen kan få en stabil hverdag. 

 

Familie nr. 22:

Bedstemor: Cicilia Owusuaa

Børn: Akua Nhyira 1. og Akua Nhyira 2.

Pigerne har det godt og trives rigtig godt i vuggestuen. De er stadig meget forsigtige og generte, men de leger og er aktive blandt de andre børn. 

Personalet og ledelsen i vuggestuen roser ofte bedstemoderen for hendes store indsats, og de glædes alle over hvor meget pigerne har udviklet sig det seneste år. 

Bedstemoderen sælger stadig sæbe i området hvor de bor. 

Familie nr. 23:

Far: Kingsley

Mor: Esther

Barn: Fredrick Osei

Fredrick er den gladeste lille dreng. Han synger og danser og fjoller hele dagen lang. Han elsker at gå i vuggestue og snakker nu mere og mere. Fredricks mor, Esther, kommer ind i mellem på besøg om søndagen. Hun opfører sig meget uhøfligt under disse besøg, forlanger mad og roder i centerets ting. Vi har derfor haft en snak med hende, og gjort det klart at hun er en gæst på centeret, og kun kommer for at se og være sammen med Fredrick. 

Hun er stadig meget ustabil og de fleste gange vi spørger, bor hun et nyt sted og har et nyt arbejde. Vi har sagt til hende, at når hun formår at bo det samme sted i tre måneder, så vil vi meget gerne komme og besøge hende. Vi håber for hende, at hun med tiden kan få bedre styr på sit liv, specielt hvis hun ønsker at Fredrick skal være en del af det. 

 

Familie nr. 24:

Mor: Doreen

Mor: Dorcas

Barn: Stephanie

Pigernes moster er flyttet fra huset og de er nu alene om at se efter bedstemoderen. Det er et stort ansvar for dem, men samtidig sikrer det dem også bedre næring, da familiemedlemmer kommer med penge, så de kan lave mad til bedstemoderen, og selv spise med. Dorcas vil ikke indrømme det, men det er tydeligt at hun ikke længere sælger frugt, og de er begge hjemme med bedstemoderen i dagstimerne. Doreen har haft en god periode, men har det ikke godt lige nu. Hun døjer med dårlig mave og har tabt sig. Hun skal til tjek ved lægen i næste uge. 

Stephanie har det godt og er hver dag i børnehave.

Vi har et helt specielt forhold til alle vores familier i  FHTH, det er ikke professionelt som nogen måske ville tro, det er nærmere  familierelateret, personligt, fyldt af kærlighed – det mærker vi nu, på en måde  vi aldrig har mærket det før. Jeg er end ikke sikker på, at vi selv var klar  over det. FHTH har mistet en af familiernes mødre. Christiana har efterladt sig  syv hjemmeboende børn. Vi har fulgt børnene tæt, siden deres mor gik bort den  20. marts. Vi har gjort alt der stod i vores magt for at trøste, støtte, samle  tankerne, tænke klart og skabe ro i alt kaoset. Børnene har udvist os tillid, og  det har været tydeligt at vi (foruden deres mor selvfølgelig), er de tætteste de  har.

Vores arbejde er overvældende, krævende, ofte trættende  og fustrerende, men det er hver eneste dag det hele værd.

Tak for jeres trofaste støtte, og en ekstra tak til alle  jer som har sendt en gave til Christianas børn i denne svære tid.

–          Uden  jeres hjælp ville vores arbejde ikke være muligt.

Byggeprojektet er langsomt kommer i gang igen. Vægge  bliver pudset og gulve støbt. Vi maler vindues og dør rammer, og inden længe  ankommer dørene fra snedkerværkstedet.

Vi mangler fortsat støtte for at kunne færdiggøre  hytterne og toiletbygningen. Henvend dig derfor gerne hvis du, nogen du kender,  din arbejdsplads, klub, eller loge måske kunne have interesse i at støtte  projektet. Se mere om byggeprojektet på vores hjemmeside, eller på  facebooksiden.

Bilen er desværre endnu engang blevet træt. Denne gang  har flere forskellige mekanikere alle vurderet, at vi bør udskifte motoren. Det  er en stor uventet udgift, og med vores stramme budget (da flest muligt penge jo  skal gå til børnene direkte), har vi brug for hjælp:

Motoren + transport og lønninger vil koste 6.000 kr.

Alle donationer store som små er meget velkomne. Vi kan  løfte i flok!

En stor tak sendes til Alberte, som har været frivillig  hos os de sidste fire måneder.

Dramalærer, Bolette og fire elever fra Rødding Højskole,  skulle have klovnet med os to uger i maj, men er desværre blevet forhindret i at  komme pga. sygdom.

I juni måned er vi heldige at Annelise vender tilbage til  Ghana for at besøge os, det glæder vi os til.

Kunne du, eller kender du nogen, som kunne have,  interesse i at arbejde som frivillig hos FHTH Ghana i 2016, så se mere på vores  hjemmeside, eller send os en mail.

 

Vores familier:

Famile nr. 1:

Mor: Sidonia Dagaar

Børn: Ernestina, Kwabena Joseph, Akosua Mary og Kwaku  Emmanuel.

Ernestina boede hos os på centeret i påskeferien. Hun er  meget genert, men åbnede sig denne gang mere op over for os, og fortalte bl.a.  en masse fra hendes hårde barndom. Hun rejste på tværs af landet for at finde  arbejde, da hun var 12 år gammel, og arbejdede for kun 1 kr. om dagen. Senere  flyttede hun hen til en mand, som moderen havde fortalt var hendes far. Han  behandlede hende rigtig dårligt, og hun måtte ikke gå i skole. En dag opsøgte  hun selv en privatskole, som lyttede til hendes historie og lod hende gå i skole  gratis. Efter 9. Klasse var hun heldig at møde hendes mor igen efter mange års  adskillelse, og derigennem os.  Nu  går hun på gymanisiet og drømmer om en videregående uddannelse. Hun fortalte os  dog, at gymnasiet hun går på nu i det nordlige Ghana ikke fungerer særlig godt,  og hun ønsker derfor inderligt at flytte til en skole i Kumasi, hvor vi og  hendes mor bor. Vi vil forsøge at hjælpe hende med dette efter dette semester,  når det næste skoleår starter.

Sidonia har det sidste stykke tid haft det dårligt, og  det er tydeligt at hun har rigtig svært ved at få tingene til at hænge sammen,  nu hvor drengene ikke længe kommer på centeret. Der er ikke penge nok, sulten  plager, og derudover har hun bare svært ved at kontrollere Kwaku og Kwabena.

Vi har derfor besluttet at lade dem flytte ind på  centeret i en periode, ligeså snart et af centerets værelser står klar. Drengene  skal så flyttes til den skole, hvor centerets børn også går og vi kan derved  bedre supervise familien i hverdagen. Det er tydeligt for os, at Sidonia har  brug for støtte for at kunne få hverdagen til at fungere.

 

Familie nr. 2:

Mor: Olivia Owusu (Yaa)

Barn: Viola Owusu (Vera)

Det går godt for Yaa i butikken, og hun har nu tre piger  i lære. Vi har snakket med hende om Viola, og at det er vigtigt at hun også  tager sig tid til hende, og til at hjælpe til på centeret. Det går derfor nu  meget bedre og selvom hun har lange dage, så er hun glad for det hun laver, og  rigtig stolt af butikken.

Vera har det godt og er blevet rigtig glad for den nye  skole. Hun har mange lektier for hver dag, men hun elsker det. Vera bliver syv  år d. 22 maj. Hun er en af dem, som har været med os i FHTH helt fra starten af.  Se billeder fra dengang til nu, omkring hendes fødselsdag på vores facebookside.

 

Familie nr. 3:

Børn: Enock Akrugu og Samuel Akrugu

Enock og hele hans årgang er flyttet ind på skolen, hvor  de skal bo som kostskoleelever og læse mere intenst, indtil de i juni måned  starter deres afgangseksamener. Det er nyt og spændende og Enock er optimistisk  mht. eksamenerne.

Samuel har det godt på kostskolen. Han rejste i ferien  til det nordlige Ghana, for at besøge sin mor og den øvrige familie. Han havde  en god tur, og var glad for at fortælle om det hele, da han vendte tilbage til  centeret.

 

Familie nr. 4:

Far: Kofi Boakye

Mor: Afia Badu

Børn: Kofi Frank Boakye, Yaa Akoto, Yaw Awuah, Evans  Boakye og Akwasi Adjei.

Alle børnene har det godt. Yaa holdte ferien hos  farmoderen, men de andre børn var hjemme. Faderen går hjemme, da han ikke er  kommet i gang med noget igen, efter at vi tog sandalerne fra ham. Han drikker  stadig lige meget og har det ikke ret godt. Moderen derimod holder sammen på  familien og går markederene tynde, for at sælge perler.

Evans og Akwasi er blevet mere åbne og snaksagelige når  vi er på besøg.

Yaw skal i den kommende måned på hospitalet til tjek, men  han har det godt, så det kommer sikkert til at gå fint. Han hader dog altid at  skulle afsted, det er kedeligt og ikke særlig sjovt at skulle have taget  blodprøver.

 

Familie nr. 5:

Mor: Christiana Serwaah

Børn: Lucy Amankwa, Stephen Amankwa, Felicia Amankwa,  James Amankwa, Elizabeth Amankwa, Philippa Amankwa, Nana Emmanuel Amankwa  (Kwaku).

Det kom som et stort chok for os alle. Allermest for de  syv børn, da de d. 20. marts mistede deres mor, Christiana.

Christiana har i mange år lidt af en kronisk sygdom i  milten. Det var ikke før vi tog hende med til lægen sidste år, at de fandt frem  til at det var det hun fejlede, selvom hun mange år forinden, godt havde været  klar over at der var noget galt. Hun startede medicinering, men tog stadig ikke  sygdommen alvorligt, og mødte flere gange ikke op til aftalerne på hospitalet.

D. 19. marts var hun om aftenen på vej hjem i bussen, da  hun pludselig begyndte at kaste blod op. Hun blev indlagt og Stephen, den ældste  søn blev tilkaldt. Hun døde den nat, med Stephen ved sin side. Vi mødtes med  Stephen og Christianas søskende den næste morgen på hospitalet. Vi var med dem  hele dagen, da Christianas mand og hans familie blev informeret, og de  Christianas seks øvrige børn fik den triste nyhed. Det var så forfærdeligt og  hjerteskærende. Vi har grædt med dem utallige gange siden, og som jeg sidder her  og skriver græder jeg stadig, for det er så ufattligt hårdt og uretfærdigt for  de stakkels børn.

De to ældste, Lucy og Stephen ønsker at alle børnene skal  blive boende i hjemmet. Det er en flot beslutning, for det er et stort ansvar at  bære. Vi har lovet at hjælpe og støtte dem i hverdagen fremover, og har derfor  brug for jeres hjælp til at finde yderligere faddere til hver af børnene. 

 

Familie nr. 6:

Mor: Talata Felicia Kobina

Børn: Harrote Kobina (Bebee) og Angela  Kobina

Siden juleferien har vi ikke set noget til Talata på  centeret. Vi har regelmæssigt besøgt hende og Bebee, men altid var det kun Bebee  som var hjemme. Bebee fortalte en dag at moderen var rejst til deres hjemby, og  at hans mostre så efter ham. Vi forsøgte at kontakte Talata på telefonen, men  uden held. Da hun vendte tilbage til Kumasi ringede hun, og vi forklarede hende,  at hun bliver nød til at informere os, hvis hun en anden gang har planer om at  rejse. I tilfælde af at noget skulle ske med Angela, så duer det ikke at vi ikke  ved hvor hun er.

Da børnene gik på påskeferie, besluttede vi at Angela  skulle holde lidt ferie hos moderen. Vores mål er at Angela holder en god  kontakt til moderen, så de med tiden vil få opbygget et bedre forhold. Det er  bare svært, når moderen ikke er særlig samarbejdsvillig, og endnu sværere er det  selvfølgelig for Angela, som ser sin mor så sjældent. Angela glædede sig og  fortalte stolt alle de andre børn på centeret, at hun skulle hjem til sin mor.  Ligeså snart vi parkerede bilen ved moderens hus, skiftede Angela dog mening,  blev ked af det og ønskede ikke at blive der. Talata sagde at hun ville komme  tilbage til centeret med Angela om søndagen, og jeg forklarede Angela at hun  skulle sove fire gange, og så kom hun tilbage til centeret igen. Det var en  rigtig svær situation.

Om søndagen kom de ikke, og vi kørte derfor mandag morgen  ud til dem for at hente Angela. Moderen havde ingen forklaring på hvorfor de  ikke var kommet, og Angela stod klar til at komme med tilbage til centeret.

Bebee er næsten aldrig hjemme, han leger rundt i området.  Det virker ikke til at Talata ser meget efter ham. Hun siger, at han nok skal  komme hjem hvis der er problemer, eller hvis han er sulten.

Sidste semesters eksamener gik ikke ret godt for Bebee,  og vi har derfor opfordret Talata til at hjælpe ham med lektierne hver dag, og  at tilbringe mere tid sammen med ham i hjemmet.

 

Familie nr. 7:

Far: Kwabena Awuah

Mor: Mary Akomah

Børn: Stephen Akwasi Sarpong, Francis Sarkodie Awuah,  Stella Owusuaa og Liane Konadu.

Moderens forretning går fortsat rigtig godt, det glæder  os meget.

Moderen har flere gange givet udtryk for hvor meget  nemmere hverdagen nu er blevet, efter hun er begyndt at arbejde. En ekstra  inkomst har betydet at børnene nu trives langt bedre, og at der er mere overskud  til at være sammen med børnene, når de kommer fra skole, børnehave og vuggestue.

 

Familie nr. 10:

Mor: Ama Bonsu

Børn: Vicencia Gyasi Baye, Anthony Twuniasi, Akua Bonsu  og Kojo Kliti

Alle børnene har det godt og er glade for at gå i  skole/børnehave. Vi har fornyligt besøgt familien med gaver fra en af børnenes  sponsorer. De blev vilde af glæde. Det er altid dejligt at dele ud, og at se  børnenes glædestrålende blikke.

 

Familie nr. 12:

Mor: Georgina Atta

Børn: Daniel Eshen, Magdalena Eshen, Habeku Eshen,  Nehemiah Eshen + 4 ældre børn.

Alle børnene har det godt og kommer nu regelmæssigt i  skole og børnehave. Det er lang tid siden vi har besøgt børnene i hjemmet, men  vi ser dem ofte i skolerne, hvor de altid er glade for at se os.

 

Familie nr. 13:

Farmor: Mary Adugyamfi

Børnebørn: Joyce Adugyamfi og Erica  Adugyamfi.

Erica og Joyce trives virkelig godt på kostskolen. De er  blomstret op, og er altid glade og imødekommende, når vi besøger dem på skolen.  Før var de tydeligvis fustreret, bekymrede og langt fra imødekommende, når vi  besøgte dem i containeren, hvor de var alene og aldrig havde nok. Nu har de fået  struktur på deres hverdag, maden står klar til tiden, og der er regler og  retningslinier. Vi var nervøse for om de fagligt ville kunne leve op til skolens  standard, men de har overrasket os med rigtig flotte eksamensresultater. Vi har  rost dem til skyerne, og de er pave stolte.

Vi er normalt ikke tilhængere af kostskole før efter 9.  klasse, men i denne situation har det helt tydeligt været den rigtige  beslutning. Det er skønt at mærke, hvordan hjælpen hjælper.

 

Familie nr. 16:

Mor: Esther

Børn: David og Liane

Børnene og Esther har det godt. Liane trives godt og  Esther har hende trofast med ved sundhedsplejersken en gang om måneden. Inden  længe bliver Liane et år. Esther har selv været på sygesikrings kontoret, for at  få registreret Liane, det er glædeligt. Hun har også fået lavet Lianes  dåbsattest, men da der er mange fejl derpå (grundet at Esther ikke kan stave),  har vi lovet at hjælpe hende med at få det ændret.

David har det godt og er glad for den nye børnehave. Han  har altid fuld fart på, og nyder vores opmærksomhed når vi er på besøg.

 

Familie nr. 17:

Mor: Stargina Ama

Børn: Nana Aquah Lord, Henry Obinim, Louis Obinim og  Benedict Nhyira Appiah.

Barnebarn: Kobii

De fleste gange vi har besøgt drengene har de været alene  hjemme. Vi rådgiver moderen gang på gang, men det er svært hvad vi ellers kan  gøre, for at få hende til at forstå, at det ikke er godt for børnene at være  alene. Dregene har det heldigvis godt, passer deres skole og er glad for at gå i  skole/børnehave/vuggestue.   

 

Familie nr. 18:

Mor: Doris Apana

Børn: Benjamin Apana

Doris har i den seneste periode igen haft det svært.  Hun  har gode og dårlige dage, men  har efter ferien ikke været stabil nok, til at starte i skole igen. Hendes  medicin er endnu engang blevet ændret, og vi håber inderligt at det vil hjælpe.  Det er hårdt for os, da vi hele tiden skal være på vagt. Hvis syntomerne viser  sig, sørger vi for at Doris kommer ind og ligge, da hvile hjælper, men også for  at skåne børnene.

Benjamin har det godt. Han er blevet glad for den nye  skole, og tripper glædeligt afsted til skolebussen hver morgen. ”Goodbye, see  you” siger han, og vinker lystigt. Det er skønt. Benjamin er ekstrem sensitiv,  og han græder meget nemt. Når han ikke græder, er han en helt fantastisk lille  chametrold.

 

Familie nr. 19:

Mor: Stella Antwi Asamoah

Børn: Christabel, Kingsley, Kelvin, Armstrong og Nana  Aduah.

Alle børnene besøgte centeret en dag i ferien. Det var  rigtig hyggeligt, de nød at se lidt TV, og at lege med alt centerets legetøj i  stuen.

Da skolerne åbnede efter ferien kom Kingsley en formiddag  forbi, for at bede om hjælp til at betale nogle skolebøger og ekstra lektioner.  Der er nu kun en måned til at han skal skrive sine afgangseksamener. Han er  optimistisk, målrettet og helt overbevist om, at det nok skal gå godt.

Moderen er startet på et engelsk kursus igennem hendes  kirke. Hun synes det er rigtig spændende, og det er skønt for os at se, at hun  har interesse i at lære og forståelse for, at det vil være nyttigt for hende i  fremtiden.

 

Familie nr. 20:

Mor: Ama Francisca

Barn: Liane Amponsah

Ama går stadig hjemme og er ikke kommet i gang med  arbejde eller anden læreplads. Sidste gang vi besøgte hende forklarede vi, at vi  bliver nød til at se en fremgang, for at hun kan bevare sin sponsorstøtte. Ama  har helt sikkert brug for både økonomisk og socialt støtte, men vi har også  behov for at se, at hun formår at tage imod støtten, og at der sker fremgang.

Hun ringede dagen efter, undskylde, bad om forladelse, og  bad om hjælp til at komme i gang med noget igen. Vi aftalte at holde et møde hos  hende i den nærmeste fremtid, for at få helt klarlagt hvad der fremover skal  ske.

Liane har det godt og har i en længere periode ikke været  syg. – Det er glædeligt.

Hun er dog altid meget ked af det, når vi kører derfra,  hun vil med os hjem. Den situation er altid rigtig hård at komme igennem, for vi  ved at Liane og Ama ville kunne få det meget bedre på centeret.

Vi har mange gange overvejet at lade dem flytte ind på  centeret, men vi er bange for at Ama ikke ville kunne passe ind, sammen med de  andre beboere. Vi hjælper og støtter dem derfor så godt vi kan, i deres eget  hjem.

 

Familie nr. 21:

Far: Thomas

Mor: Patience

Børn: Joshua og Freda (Mume).

Efter at Patience er stoppet med at arbejde på centeret,  er hun begyndt at sælge æg i huset hvor de bor. Faderen, Thomas har i en periode  ikke kunne arbejde, da den bil han er chauffør for har været i stykker. Det har  derfor økonomisk været en hård tid for familien, men de beklager sig ikke, de  glædes i stedet over hvad de har.

Børnene har det godt, de tager med glæde imod os når vi  besøger dem på skolen. 

 

Familie nr. 22:

Bedstemor: Cicilia Owusuaa

Børn: Akua Nhyira 1. og Akua Nhyira 2.

Regntiden er sat ind, og det betyder voldsomme regnskyl  med kraftig vind, oftest om aftenen eller natten. Bedstemoderen og  tvillingepigerne lå en sen aften og sov, da et sådant regnskyl satte ind. Med  blik på taget lyder regnen ekstra voldsom, men Bedstemoderen synes alligevel der  var en underlig lyd. Pludselig sank den ene væg, og væltede (heldigvis) ud på  gaden. Det er et mirakel at der ikke var nogen der kom noget til, udover at de  selvfølgelig alle var i chok.

De fandt ly for natten hos naboer, og bedstemoderen  begyndte næste morgen at lede efter et nyt sted at bo. Hun har nu fundet et fint  stort værelse i en udlejningsejendom, som er i langt bedre stand. Hendes voksne  børn har betalt halvdelen af huslejen for fem år, men hun har nu bedt os om  hjælp til at finde resten af pengene, da hun er bange for at blive smidt ud,  hvis hun ikke snart betaler hele beløbet. Familien mangler 2000 kr. for at være  sikret et ordentligt hjem de næste fem år. Hvis nogen kunne have lyst til at  hjælpe, så er i meget velkomne. I kan også læse mere om hændelsen på  facebooksiden, hvor der også er et billede af huset.

Tvillingepigerne har det godt og trives godt i  vuggestuen. De er stadig meget generte, men leger fint med de andre børn i  vuggestuen og i huset hvor de bor.

 

Familie nr. 23:

Far: Kingsley

Mor: Esther

Barn: Fredrick Osei

Fredrick har det rigtig godt. Han er lige fyldt to år, og  selvom det kan være svært at se, så er vi alligevel stolte over hans hastige  udvikling. Han er fortsat bagud, men når man tænker på hans baggrund, så er det  utroligt at han er blevet så fint og velfungerende et drengebarn.

Da centerets børn har haft ferie den sidste måned, valgte  vi at Fredrick skulle vente med at starte i vuggestue til efter ferien, så han  er derfor endnu ikke startet.

Esther har vi ikke set på centeret den sidste måned. Hun  ringede en dag for at fortælle, at hun er rejst hen for at besøge noget familie.  Hun nævnte også, at hun nu planlægger at spare penge sammen, så hun kan komme i  lære som frisør. Vi tvivler, men håber det bedste for hende. 

 

Familie nr. 24:

Mor: Doreen

Mor: Dorcas

Barn: Stephanie

Doreen har været syg med udslæt over hele kroppen. Vi  hjalp hende til lægen og betalte udgifterne. Hun har det nu godt igen, og passer  fortsat alle hospitalsaftaler, og tager hver dag sin medicin. Der er mangel på  HIV medicinen, og Doreen er derfor heldig at vi har kontakter på hospitalet, som  sørger for at hun får først. Hun får dog kun til en måned af gangen, hvor hun  tidligere fik til tre måneder.

Dorcas har også været syg, men tog selv på hospitalet, og  fandt selv pengene til at betale for blodprøver og medicin. Det er rigtig fint.  Hun sælger stadig frugt i nærområdet hvor de bor.

Stephanie har det godt og trives godt i børnehaven hvor  hun går.

Det nye år er godt i gang, og vi har som altid  nok at se til i FHTH Ghana. Lige inden nytår afholdt vi den årlige  jule/nytårs-fest, der som altid blev en stor succes. Festen er en rigtig god  anledning for alle FHTHs familier til at takke for det forgangne år, og til at  ønske held og lykke med det nye. Alle familier værdsætter hjælpen utroligt  meget! Festen er også et glædeligt gensyn familierne imellem, hvor alle hjælper  til og sludrer, som var vi én stor familie. Stor tak til Thermit, som  sponsorerede festen.

Medarbejder/frivillig/besøgende 

Først i januar måned startede vores nye  medarbejder Tanko Karim. De første tre måneder er introduktion. Indtil nu går  det rigtig godt, og vi er glade for at have ham på centeret. Han har meget at  lære, men han er åben, positiv og oprigtigt interesseret i vores arbejde. 

Først i januar ankom også en ny frivillig,  Alberte, hun skal være hos os indtil sidst i april. Alberte er rigtig god sammen  med børnene og vi er meget glade for at have hende hos os.

Sidst i januar ankom Lisbet, som var frivillig  hos os i januar sidste år. Gensyns glæden var stor, og da der er sket meget det  sidste år, var der meget at snakke om.

En uges tid senere fik vi besøg af Jesper, som  er medarbejder hos Thermit, og det gav anledning til en åbningscermoni af  køkkenbygningen, som er sponsoreret af Thermit.

Det blev til en rigtig god brunch-fest med alle  centerets beboere og håndværkerne, som nød det i fulde drag. Nogle dage senere  rejste Lisbet og Jesper sammen videre.

Bilen

Foreningens bil brød sidst i januar sammen, i  byen Sunyani, tre timers kørsel fra Kumasi. Ben pendlede flere gange frem og  tilbage og overnattede i byen, for at holde øje med om mekanikeren gjorde sit  arbejde, og for at betale reservedele osv. Det er normalt i Ghana, ikke som i  Europa, hvor vi kan aflevere bilen, og hente den når den er repareret og  regningen ligger klar. Det har altså taget rigtig meget af vores tid, og  derudover har det også været rigtig dyrt. Da mekanikeren i Sunyani ikke kunne  løse problemet fik vi bilen bragt til Kumasi, hvor vores mekaniker fik gang i  den efter få dage. Der er stadig små ting som skal ordnes (noget med bremsen og  vandtanken), men den kan køre og det er godt.

Der er store afstande til alting i storbyen  Kumasi, og vi er derfor meget afhængige af bilen, for at kunne nå det hele. 

Byggeriet

Vi er nået rigtig langt på byggegrunden, selvom  der stadig er langt igen:

Muren er bygget færdig og de to porte er sat i,  men muren mangler stadig at blive pudset op og malet.

Køkkenbygningen står klar, men vi leder stadig  efter sponsorer til at få lavet køkkenskabe, køkkenbord og udendørs vask. 

Tårnet til vandtanken er bygget færdigt og  vandtanken er installeret, her mangler vi blot at få tårnet pudset og malet. 

De fire runde hytter er bygget færdige og har  fået tag på, her mangler vi loft, gulv, at få væggene pudset og maling. 

Toiletbygningen er næsten bygget færdig, men her  mangler vi stadig at få lagt tag, loft, gulv, pudset væggene, at få malet og  installeret toiletter, bade og håndvaske.

Septik tanken er færdigbygget, og er bygget  således at den både er til spildevand og toiletaffald.

Vi mangler derudover at få indlagt strøm, hvilke  ikke er helt nemt, da der endnu ikke er strøm i området hvor vi bygger. Vi  afventer at høre fra el-selskabet hvor meget det vil koste. Vores store drøm er  at få solenergi, og vi søger derfor også sponsorer til dette.

Vi sender en stor tak til alle sponsorer, som  har gjort dette store projekt muligt for os!

Selvom der er lang vej igen, så er vi  optimistiske og glædes over, at vi er nået så utroligt langt på blot et år. 

Da vores donationer til byggeriet nu er sluppet  op, søger vi hjælp til at fortsætte. Vi håber derfor at nogle af jer vil have  interesse i at hjælpe, eller måske kender til firmaer, loger, fonde, eller  enkeltpersoner, som vil være interesseret i at hjælpe.

 –På  forhånd tak.

 

Nyt (midlertidigt) center

Oprindeligt havde vi håbet, at vi ville være  klar til at flytte ind på FHTHs eget center, når kontrakten udløb midt i  februar. Det blev desværre ikke muligt, og vi bad derfor udlejeren om at få  forlænget lejekontrakten, som man betaler forud for en længere lejeperiode. Da  udlejeren meddelte os at huslejen ville blive sat op med en tredjedel, blev vi  hurtige enige om, at vi blev nød til at finde noget andet. Efter få dages søgen  fandt vi et fint hus, på samme størrelse som det tidligere, men til det halve af  prisen. Huset ligger derudover tæt på byggegrunden, så det vil fremover være  langt nemmere for os. Vi har lejet det nye hus for et år, som var den korteste  periode udlejeren ville gå med til. Vi var heldige at kunne låne en lille  ladvogn til at flytte, selvom det betød vi måtte køre mange gange. Vi var  udkørte og trætte da vi var færdige. Der har været rigtig meget at se til lige  siden: Børnene har skulle flytte skole, da vi nu bor i et nyt område. Vi har  fundet en god skole til dem, hvor de startede med det samme. De tager  skolebussen frem og tilbage hver dag. Ben har flyttet stødhegnet fra det gamle  til det nye center, det mangler nu bare at blive sat til af en elektriker – det  samme gør vaskemaskinen, som i en længere periode har drillet os. Vi har gjort  hovedrengøring i det gamle hus, og vi er nu klar til at overdrage  nøglerne.

 Det  nye hus er rigtig skønt, med græsplæne på hele grunden, hvilke vi savnede i det  gamle hus, hvor al udendørs areal var cement. Det eneste problem i det nye hus  er, at der er meget dårlig telefon forbindelse, og endnu værre internet  forbindelse. Derudover er der i dette område meget ofte ”Light off,” hvilke lige  nu er et stort problem i hele Ghana, da der ikke er strøm nok. Vi har  strømafbrud fem nætter ud af syv (fra 18-06), og næsten ligeså mange dagstimer.  Det er dyrt at have generatoren tændt hele tiden, så vi må hver dag prioritere. 

 

Vores familier:

Famile nr. 1:

Mor: Sidonia Dagaar

Børn: Ernestina, Kwabena Joseph, Akosua Mary og  Kwaku Emmanuel.

Familien har det godt. De er flyttet fra  træskuret og ind på et værelse, i en halvfærdig bygning. Moderen, Sidonia,  sørgede selv for at få lavet en dør og sat brædder for vinduerne, men kom til os  for hjælp til at betale 100 cedis (200 kr.) i leje. Familien er glad for at bo  der, hvor forholdene er langt bedre, selvom det stadig er meget simpelt. Huset  ligger i gå afstand til børnenes skole. Ernestina var hjemme på juleferie, og  besøgte os dagligt på centeret, sammen med drengene. Hun har siden skolestart  ringet flere gange, for at fortælle hun har det godt.

Nu hvor vi har flyttet centeret til en anden  bydel, er det ikke længere muligt for Kwabena og Emmanuel at komme på centeret  om eftermiddagen i aflastning. Det har vi det ikke ret godt med, da vi ved hvor  meget de har brug for vores støtte. Vi overvejer derfor nu forskellige  muligheder, for stadig at kunne hjælpe børnene i hverdagen.

De har været på weekend på det nye centeret,  hvor gensynesglæden var stor imellem dem og centerets børn, selvom det kun er få  uger de har været fra hinanden.

 

Familie nr. 2:

Mor: Olivia Owusu (Yaa)

Barn: Viola Owusu (Vera)

Yaa har åbnet sin fine butik, som allerede har  fået stor succes. Hun er glad og går rigtig meget op i sit arbejde. Hun har  butikken åben i hverdagene fra 8-18, og har allerede fået flere unge piger i  lære. Foran butikken er der pyntet op som til en bryllupsfest, for at reklamere  for, at hun også arrangerer fester. En kammerat af vores har designet et flot  skilt til butikken, det mangler bare at blive sat op. Yaas succes glæder os, men  at hun er væk så mange timer hver dag, går ud over hendes forhold til Viola.  Derudover forventer vi også, at hun hjælper til i huset, og ikke bare kommer  hjem når maden er serveret hver dag. Vi planlægger derfor et møde med Yaa, så vi  i fællesskab kan lave et arbejdsskema til hende, som vil gavne os alle.  Oprindeligt var det planen at Yaa og Viola skulle flytte fra centeret, når Yaa  havde åbnet sin butik. På grund af røeveriet føler Yaa sig stadig ikke sikker  nok, til at skulle bo alene, og vi har derfor accepteret at de kan blive på  centeret i en periode.

Yaa har mødt en mand, og de planlægger at blive  gift om et års tid, hvis alt går vel. Vi håber det bedste for dem. 

Viola har det godt, og er stolt af sin mor,  selvom vi samtidig kan se at Viola hungrer efter moderens opmærksomhed, når hun  kommer hjem om aftenen. Viola er glad for den nye skole, og har allerede fået  mange nye venner. Hun snakker dog også ofte om den gamle skole, og at hun savner  sine venner der. I Ghana er det ikke almindeligt at ses med sine  klassekammerater privat, og derfor er det svært at holde forbindelsen. Det er  hun ked af.

Viola er velfungerende, glad og elsker at  fjolle.

 

Familie nr. 3:

Børn: Enock Akrugu og Samuel  Akrugu

Samuel er stadig rigtig glad for at gå på  kostskole. Bens lillebror er dette skoleår startet på samme skole, så de nyder  at have hinanden. Samuels skoleresultater er stadig ikke lovende, og vi har i  dette semester truet med at tage hans fodboldstøvler fra ham, da fodbolden måske  tager for meget af hans tid. Sidste semester dumpede han alle de vigtige fag som  er nødvendige for ham, for at kunne komme ind på universitetet til næste år. Han  indrømmede at det ikke er pga. fodbolden, men at han bare ikke koncentrerer sig  om det faglige. Han har lovet at stramme op, og vi har sagt at det blot må være  et løfte til ham selv. Han har selv store ambitioner, og vi vil være kede af at  se ham skuffet i sidste ende.

Enock er registreret til at skrive de endelige  eksamener, som finder sted i forsommeren. Han har også udfyldt sin prioriterings  liste, over hvilke skoler han gerne vil ind på. Vi troede egentlig at Enock ikke  ville have lyst til at gå på kostskole, men nu ser han frem til det. Det er et  stort skridt. Enock har altid kæmpet med det faglige, og derfor havde vi regnet  med at han ville søge ind på et teknisk gymnasium. Han har dog andre planer, og  vil ind på en økonomi linie. Vi har diskuteret det frem og tilbage med ham, men  han er sikker i sit valg, og vi støtter han selvfølgelig.

 

Familie nr. 4:

Far: Kofi Boakye

Mor: Afia Badu

Børn: Kofi Frank Boakye, yaa Akoto, Yaw Awuah,  Evans Boakye og Akwasi Adjei.

Frank har endnu engang skiftet læreplads og er  nu i lære som tømrer, hos en ven af familien. Frank er meget flyvsk og kan  tilsyneladende ikke blive et sted ret lang tid af gangen. Vi håber endnu engang  at han vil falde til ro dette sted, så han kan få en færdighed. Hvis det  overhovedet er muligt for ham? Vi vil rigtig gerne hjælpe Frank yderligere, men  finder det svært at se hvordan.

Vi har været med Yaw til tjek på hospitalet, det  gik godt. Yaw har i en lang periode haft det godt, så det er glædeligt. Moderen  var med på hospitalet, men hun holdt sig i baggrunden, imens Yaw (som altid)  fortalte vidt og bredt om familiens problemer, og at moderen ikke havde givet  ham morgenmad, og at hun tilmed havde taget hans småpenge. Moderen grinede bare  og sagde ”han lyver, jeg skal nok betale tilbage…” Moderen har en meget lav  intelligens. Yaw fortalte også om hvordan faderen når han er fuld slår moderen,  hertil sagde moderen: ”jeg er stærkere end ham, så jeg er ikke bange…” Jeg  forsøgte at forklare hende, at det ikke er godt for børnene at se på, men hun  grinede bare.

Faderen drikker stadig. Han var egentlig kommet  på rette vej (efter et langt sygdomsforløb), og vi havde givet ham et minilån  til at sælge sandaler. Baren har han lukket, så det er glædeligt. Salget af  sandalerne gik fint i en periode, indtil han faldt i igen, og vi på et uventet  besøg fandt ham i nabobaren, døddrukken og med bare tæer. Den dag tog vi  sandalerne fra ham, og det var da vi kørte at konen fik tæsk, fordi han mente  hun havde sladret til os. Vi har ikke set ham siden. Når vi kommer på besøg,  gemmer han sig på værelset. Han skammer sig forhåbentlig.

Vi har tilbudt at hjælpe ham på hospitalet, og  vores psykolog team er klar til at modtage ham. Men han vil ikke med, og vi kan  ikke tvinge ham. Han er en stor belastning for familien.

Børnene kommer heldigvis i skole hver dag, og  det er rigtig godt for dem at komme ud imellem andre voksne og børn. De har det  godt, og trives godt i deres skoler. De to små viser stadig tydelige fremskridt  i den nye børnehave, det er glædeligt.

 

Familie nr. 5:

Mor: Christiana Serwaah

Børn: Lucy Amankwa, Stephen Amankwa, Felicia  Amankwa, James Amankwa, Elizabeth Amankwa, Philippa Amankwa, Nana Emmanuel  Amankwa (Kwaku).

Felicia er efter nytår startet på teknisk  gymnasium, mad og ernærigs linien. Hun bor på kostskolen, og er rigtig glad for  de nye omgivelser. Hun har allerede fået mange venner, og trives virkelig godt.  Felicia og hendes søskende er alle meget generte, og det er helt sikkert rigtig  godt for Felicia at gå på kostskolen, hvor hun skal fungere  selvstændigt.

De fire mindste James, Elizabeth, Philipa og  Kwaku Emmanuel trives fortsat godt på deres nye skole. Skolen ligger ikke langt  fra deres hjem, og derfor bor mange at skolekammeraterne også lige i nærheden.  Børnene leget i området om eftermiddagen når de kommer fra skole, indtil deres  mor kommer hjem. Hun sælger stadig soya kebab, i det område hvor de boede før.  Vi har ofte snakket med hende om dette, da det virker ulogisk at rejse tværs  igennem Kumasi for at sælge hver dag. Hun siger hun ikke kan finde andre steder  at sælge, men måske det er fordi hendes mand bor og arbejder i det område hun  sælger?

Moderen, Christiana, har det fysisk godt, og har  siden hospitalsindlæggelsen ikke været akut syg igen. Hun går regelmæssigt til  lægen til tjek, og vi hjælper hende med at betale for medicinen. 

 

Familie nr. 6:

Mor: Talata Felicia Kobina

Børn: Harrote Kobina (Bebee) og Angela  Kobina

Angela kom til os med ønsket om at besøge sin  mor og Harrote i juleferien. Angela var stolt og glad da vi sammen pakkede en  taske, og hun tog med moderen hjem. Vi hentede hende en lille uge senere og det  var gået rigtig fint. Angela havde dog være lidt ked af det nogle aftener, hvor  hun ville hjem til centeret.

Efterfølgende har hun snakket meget om moderen,  hendes arbejde, det mad de spiste osv. Men når vi snakket om at gentage  succesen, så er hun ikke åben over for ideen. Hun vil hellere være på centeret.  Vi vil forsøge regelmæssigt at sende hende afsted på weekend, så hun bevarer  kontakten til familien, selvom det er svært, for der er ingen opbakning fra  moderen. Vi har ikke hørt fra moderen, Talata, i rigtig lang tid, og hun har  ikke besøgt centeret siden julefesten.  

Harrote er fortsat glad for den nye skole, og  han klarer sig nu rigtig godt fagligt. Moderen, som ikke kan læse, overrakte os  hans eksamensrapport, og først da hun så vores glade blikke vidste hun at han  havde klarer sig flot, til hendes overraskelse. Harrote blev helt forlegen. 

Angela har det godt på centeret og hun syntes  alt det med flytningen og ny skole, har været rigtig spændende. Hun er glad og  velfungerende.

 

Familie nr. 7:

Far: Kwabena Awuah

Mor: Mary Akomah

Børn: Stephen Akwasi Sarpong, Francis Sarkodie  Awuah, Stella Owusuaa og Liane Konadu.

Da moderen ofte kom til os på centeret, for at  tigge om mad eller penge, fordi faderen ikke regelmæssigt kom hjem med penge til  familien, blev vi enige om at hjælpe. Vi tilbød igen moderen at give hende et  lån til at sælge, og det tog hun med kyshånd i mod. Vi har flere gange tidligere  hjulpet hende til at sælge, men hver gang har manden ødelagt forretningen, da  han ikke vil have hun arbejder. Hun startede igen med at sælge undertøj, som hun  bærer rundt på hovedet, og forretningen er lige siden gået rigtig godt. Hendes  mand, børnenes far, er som forventet ikke glad for det, og har siden ikke  snakket til os eller besøgt centeret. Han er uforskammet og svag. Han ser penge  som magt, og vil have magten over sin kone, hvilke blot betyder at han vil lade  børnene lide til hver en pris.

Vi glædes over moderens forretning, og at hun nu  hver dag kommer hjem med penge –og lidt magt, og kan tage sig af sine børn. 

Stella virker til at være kommet sig efter  overgrebene i efteråret. Hun vil formentlig altid have ar, men hun er heldigvis  igen velfungerende både i skolen og i hjemmet. Børnene savner os efter vi er  flyttet fra centeret, som lå blot få hundrede meter fra deres hus. Moderen siger  at de spørger til os hver gang de går forbi centeret på vej til eller fra skole. 

 

Familie nr. 10:

Mor: Ama Bonsu

Børn: Vicencia Gyasi Baye, Anthony Twuniasi,  Akua Bonsu og Kojo Kliti

Akua og Kojo klarer sig begge fint i deres  børnenhaver. Moderen siger, at alle børnene altid er glade for at komme afsted  om morgenen. Når vi besøger dem, enten i hjemmet eller på skolerne, løber de os  altid i møde og omfavner os. Det er skønt. De har altid en masse at fortælle, og  forældrene og bedsteforældrene, som Akua bor hos, stiller altid spørgsmål fx i  forhold til skolen. De er meget interesserede i børnenes skolegang. 

 

Familie nr. 12:

Mor: Georgina Atta

Børn: Mizpah Eshen, Daniel Eshen, Magdalena  Eshen, Habeku Eshen, Nehemiah Eshen

+ 3 ældre børn.

Det største problem i denne familie er moderen,  som er rigtig svær for os at samarbejde med. Hun virker ofte ligeglad i forhold  til børnenes velfærd, eller måske stolt, og er bange for at vi blander os for  meget. Det er derfor svært for os at rådgive hende, som vi jo ellers gør i alle  familier. Det er svært at fange hendes opmærksomhed, og hun har altid travlt med  alt muligt andet når vi besøger dem. Det er trist, for børnene, specielt  Nehemiah og Habeku har brug for ekstra støtte, som de ikke lader til at få.  Heldigvis kommer trillingerne og Daniel nu regelmæssigt i skole, og vi har  derfor flyttet vores fokus på skolerne i stedet for på hjemmet. Børnene er glade  for at gå i skole, og de bliver altid rigtig glade når vi kommer på besøg.  Daniel snakker og snakker, og fortæller os hvis der er problemer, eller hvis der  er noget han har brug for. Trillingernes læreinder ringer altid til os, hvis der  er problemer eller hvis der er noget de mangler, så det fungerer fint. 

 

Familie nr. 13:

Farmor: Mary Adugyamfi

Børnebørn: Joyce Adugyamfi og Erica  Adugyamfi.

I efteråret blev forholdet mellem pigerne og  deres far kun værre og værre. Vi forsøgte at rådgive dem, men faderen ville ikke  høre vores råd, og det var derfor svært for os at hjælpe.

Da vi efter jul fandt ud af, at faderen for at  straffe pigerne, ikke havde ladet dem skrive deres termins eksamener, blev det  for meget for os. Da det ikke var faderen som havde betalt hverken skolepenge  eller eksamens udgifterne, så var hans handling totalt respektløs overfor os som  sponsorer. Vi besluttede derfor, at vi ville blive nød til at stoppe med at  sponsorerer pigerne, hvis deres far fortsat ville være deres værge. 

Heldigvis gik der ikke lang tid, før  bedstemoderen dybt ulykkelig kom hen på centeret. Hun havde hørt hvad der var  sket, og var tilmed blevet snakket grimt til af sønnen, da hun havde forsøgt at  sige sin mening om sagen. Hun vil det bedste for pigerne, og vidste det ikke  ville blive ved med at gå, at de boede sammen med faderen. Hun følte sig  magtesløs, fordi hun ikke selv havde økonomisk mulighed for at tage sig bedre af  pigerne. At se dem i strid med deres far, som er arbejdsløs og tilmed drikker,  gjorde hende meget ondt.

Vi tilbød derfor at hjælpe Erica og Joyce til at  starte på kostskole, og bedstemoderen blev meget glad. –Det samme gjorde  pigerne.

Skolen de gik på havde desværre lukket deres  kostskole bygning ned pga. renovation, så vi blev nød til at finde en anden  skole til dem. Vi kontakte ”Gods Grace” (hvor de små i familie 19 går) og  besøgte deres kostskolefaciliteter. Vi er i forvejen rigtig glade for  samarbejdet med den skole, og vi besluttede derfor at registrere pigerne her.  Bedstemoderen og pigernes tante var med os, og var begge rigtig glade og  taknemmelige. De følgende dage købte vi alle de nødvendige ting pigerne havde  brug for, og så kørte vi dem ud til skolen. De har nu gået på skolen i to  måneder og er faldet rigtig godt til. De er blomstret op, og er utroligt glade  for deres nye hverdag.

Familie nr. 16:

Mor: Esther

Børn: David og Liane

Begge børnene og Esther har det godt. Liane  vokser rigtig fint og Esther har hende fortsat med ved sundhedsplejersken en  gang om måneden, for at blive vejet og få vaccinationer. Esther kom til os på  centeret i juleferien og var bekymret for David. Hun fortalte at hun følte, at  der i vuggestuen var alt for mange børn og ikke særlige gode forhold og det gik  hende på. Hun bad os derfor om hjælp til at finde et alternativ til David. Vi  var åbne for ideen og sammen med Esther tog vi ud for at kigge efter et andet  vuggestuetilbud til David. Han er nu startet et andet sted, hvor der er bedre  forhold og hvor han trives langt bedre, så det er godt.

Esther bekymrer sig rigtig meget om sine børns  velfærd og vi oplever hende ofte frustreret, fordi der ikke er penge nok, fordi  der er problemer med manden eller andet.

Meget uventet fik vi et opkald fra manden, som  takkede os for at vi har fundet og betalt for en ny vuggestue plads til David.  Det er aldrig sket før i de næsten fire år, vi har støttet familien. Esther var  lige så chokkeret som os. Vi blev glade.

Esther vil rigtig gerne i gang med at arbejde  igen, men synes det er svært at sælge sandaler, som hun gjorde før. Specielt vil  det være svært med Liane på ryggen. Hun har derfor foreslået, at hun i stedet  gerne vil sælge købmandsting, på et bord foran huset hvor de bor. Vi synes det  lyder som en god ide, og vil derfor introducere ideen for sponsoren. 

 

Familie nr. 17:

Mor: Stargina Ama

Børn: Nana Aquah Lord, Henry Obinim, Louis  Obinim og Benedict Nhyira Appiah.

Barnebarn: Kobii

Alle drengene tager skolebussen sammen hver  morgen, og er rigtig glade for at gå i skole. Efter skoletid er de mest overladt  til sig selv, og vi har ofte oplevet de ældste af drengene slentre rundt i  gaderne. Moderen kigger bare ned i jorden, når vi konfronterer hende med  problemet. Hun ved godt det er forkert, men formår ikke at se bedre efter dem.  Vi snakker ofte længe med drengene og giver dem gode råd, men nu hvor centeret  er flyttet, bor vi langt fra dem og kommer fremover primært til at møde dem i  skolen. I skolen er de altid glade, og elsker når vi kommer på besøg. Louis, den  ældste går i børnehave 2, og er en af de bedste elever i klassen. Det er heldigt  at de forstår hvor vigtigt det er at følge med i skolen, hvilke står i stor  kontrast til deres liv uden for skolen.

   

Familie nr. 18:

Mor: Doris Apana

Børn: Benjamin Apana

Heldigvis er det gået bedre end vi nogensinde  havde turde håbe med Doris. I løbet af december måned fik hun det meget bedre,  og hun har siden nytår kun ganske få gange haft psykotiske anfald. Vi besluttede  derfor i januar måned, i samråd med psykiateren og psykologen at lade Doris  starte i skole. Skolestarten er gået rigtig godt. Doris er glad for at skulle  afsted hver dag, og selvom hun er træt når hun kommer hjem, så har hun alligevel  mere energi end før. Hun har fået struktur på hverdagen igen og det er rigtig  godt.

Vi har informeret skoleledelsen og lærere om  Doris´ situation, og de har været meget forstående. Doris har en enkelt gang  fået et anfald i skolen, men lærerne var meget behjælpelige, hvorimod de andre  elever tog afstand og var bange. Doris skal undgå at blive stresset, da det nemt  kan udløse sygdommen. Hun er stadig i en proces, hvor hun skal lære at håndtere  sygdommen. Vi er fortsat med hende til tjek hos psykiateren, nu en gang hver  fjerde uge.

Det har været meget hårdt for Benjamin, at hans  mor har været så syg. Han har bekymret sig meget, og det er selvfølgelig ikke  sundt for sådan en lille en. Han er meget observerende, og var altid den der som  den første opdagede, når Doris var ved at få et anfald. Han passede på hende.  Benjamin boede i flere måneder inde hos Ben og jeg, men er nu igen flyttet ind  til Doris, og det betyder meget for ham.

 

Familie nr. 19:

Far: Williams Asamoah

Mor: Stella Antwi Asamoah

Børn: Christabel, Kingsley, Kelvin, Armstrong og  Nana Aduah.

Christabel er rigtig glad for at gå i Senior  High School. Hun ringer når der er noget hun har brug for, og så besøger vi  hende på skolen, eller hun kommer hen på centeret. Både hende selv om moderen  udviser stor taknemmelighed for vores støtte, det er dejligt.

Kingsley er registreret til at skulle skrive de  endelige eksamener her i forsommeren, og skal så efter sommeren også starte i  Senior High School. Han har også udfyldt sin prioriteringsliste over skoler han  ønsker at komme ind på. Han har høje ambitioner, og vi støtter ham så godt vi  kan.

De tre mindste, Kelvin, Armstrong og Nana Aduah  har det alle rigtig godt. Når de kommer hjem om eftermiddagen ser Kingsley efter  dem, indtil aftenstid hvor deres mor kommer hjem. Moderen sælger ikke længere  donuts, da det gik op og ned med salget, og hun nemt havde spild. Hun sælger nu  i stedet forskellige duft ting inde i byen.

 

Familie nr. 20:

Mor: Ama Francisca

Barn: Liane Amponsah

Efter jul fandt vi ud af, at Ama ikke længere  var i lære som frisør. Da vi konfronterede hende med det, fortalte hun at hun  havde været oppe at skændes med de andre piger på lærepladsen, og derfor var  blevet væk derfra. Vi bad hende tage tilbage dertil og løse de problemer der  måtte være, så hun kunne fortsætte sin uddannelse. Det lovede hun at gøre! 

Vi har nu fundet ud af, ved at besøge salonen,  at hun aldrig tog tilbage dertil, og altså de sidste tre måneder ikke har lavet  noget. Ama siger nu at hun ikke vil tilbage dertil, og at hun selv vil finde et  andet sted. Vi har gjort det klart for hende at vi ikke er enige, og at vi ikke  står klar til at betale for en ny læreplads for hende. Det er selvfølgelig  skuffende både for os og for sponsoren at hun ikke kunne fuldføre uddannelsen.  Vi håber at hun selv kan finde et andet sted, eller måske finde noget arbejde,  så hun bedre vil kunne forsørge Liane.

Ama er useriøs og lyver ofte for os. Vi finder  altid ud af at hun lyver, og så bliver hun ked af det. Hun er som et lille barn  og formår ikke at tage ordentligt vare på sig selv. Oveni har hun så Liane, så  det siger sig selv, at hun også har svært ved at tage sig af hende. Liane er alt  for ofte syg og Ama ringer altid til os hvis der er noget med hende. Vi vil  selvfølgelig det bedste for dem, men det er ikke altid vi har tid til at springe  til, og det er et problem at Ama altid afventer vores hjælp. Deres familie  hjælper dem ikke og vi er derfor den eneste støtte de har. Heldigvis kommer  Liane i vuggestue hver dag, og det er hun rigtig glad for.

 

Familie nr. 21:

Far: Thomas

Mor: Patience

Børn: Joshua og Freda (Mume).

Da det nye center ligger langt fra hvor familien  bor, er Patience blevet nød til at stoppe sit arbejde på centeret. Vi ønsker nu  at hjælpe hende i gang med noget andet, fx at sælge æg som hun gjorde forhen.  Det er et stort tab for os på centeret, for Patience har været en rigtig god  barnepige for Fredrick og en god ekstra hjælp i dagligdagen.

Joshua og Freda har det rigtig godt. Joshua  nyder at være startet i Junior High School. De er begge rigtig glade for at gå i  skole.

Til jul fik familie gaver fra en af deres  sponsorer i Danmark. De blev alle rigtig glade. Freda fik en fin dukke, med en  dukkeseng til, som står lige ved siden af hendes egen seng. Enock fik en brugt  Ipod, og en af vores frivillige har hjulpet ham med at åbne en konto, så han kan  downloade apps, det er vildt spændende for ham.

 

Familie nr. 22:

Bedstemor: Cicilia Owusuaa

Børn: Akua Nhyira 1. og Akua Nhyira 2.

Pigerne startede efter juleferien i vuggestue.  Det er allerede nu tydeligt at se hvor gavnligt det er for dem, at komme ud  blandt andre børn. De er blevet mere aktive, og bliver nu langt bedre stimuleret  i både tale, bevægelse, leg osv. Bedstemoderen er begyndt at sælge sæbe, som hun  går rundt med i området i en kurv på hovedet. Det er skønt endelig at se  fremgang i denne familie.

 

Familie nr. 23:

Far: Kingsley

Mor: Esther

Barn: Fredrick Osei

Fredrick trives rigtig godt på centeret. Han er  en glad og nysgerrig dreng, som altid er på opdagelse. Han er stadig bagud i sin  udvikling, men han er sund og rask. Han har nu fået fire tænder og de næste er  på vej. Fredrick er nu stor nok til at starte i vuggestue, og da Patience ikke  længere kommer på centeret, leder vi nu efter en god vuggestueplads til  ham.

Esther, Fredricks mor, besøger stadig Fredrick  regelmæssigt, oftes om søndagen. Hun har stadig ikke noget arbejde, men har nu i  det mindste fundet et sted at bo. Hun har ikke meget og spørger derfor ofte  efter penge til bussen, eller efter penge til medicin når hun er syg. Fredrick  og moderen har ikke noget specielt forhold til hinanden. Måske Esther ikke  formår at have et forhold? Hun er mentalt ikke ret gammel, og har formentlig  aldrig selv haft en voksen at knytte sig til.  

Kingsley, Fredricks far, ringede en dag for at  fortælle at han var blevet anholdt for voldtægt, men at han var uskyldig. Han  ville formentlig have vores hjælp til at løse sagen med politiet. Vi sagde til  ham, at vi ikke ville have noget med sagen at gøre. Dagen efter ringede en anden  person (måske et familiemedlem, eller en ven), for at fortælle at Kingsley havde  tilstået og at de ville komme for at diskutere det med os. Vi sagde igen, at vi  ikke ville have noget med sagen at gøre. Esther har fulgt sagen, og kom en  søndag og meddelte os, at Kingsley nu har været for retten, og er blevet idømt  15 år, for at have voldtaget en fire årig pige. Vi er stadig chokkerede. Han  sidder nu i Kumasi Central Prison, og Esther besøger ham en gang i mellem. Jeg  ved ikke om hun helt forstår, hvad det er han er dømt for!?

Familie nr. 24:

Mor: Doreen

Mor: Dorcas

Barn: Stephanie

Vi besøgte en dag familie, og fandt at Doreen og  Stephanie ikke var hjemme, Stephanie var heller ikke i skole. Det viste sig, at  de var rejst til Stephanies fars hjemby, da familiemedlemmer herfra havde bedt  dem komme. Stephanies far (som hun ikke kendte) døde  sidste år, formentlig at AIDS. Doreen  påstår han er den eneste mand hun har været sammen med, så han må derfor have  smittet hende. Familien ville have at Doreen skulle komme med Stephanie, så de  kunne udføre forskellige ritualer, så faderens spøgelse ikke vil kunne hjemsøge  hende og også slå hende ihjel.

Da de en uge senere kom hjem igen ringede  Doreen, og vi gjorde det klart for hende at hvad hun havde gjort ikke var ok. Vi  sponsorerer Stephanies skolegang, kantinepenge og lommepenge i skolen, og derfor  er det respektløst at hun bare rejser uden at meddele det til os. Da hun senere  hen kom på besøg på centeret for at bede om forladelse, fortalte vi hende  yderligere vores mening om ritualer. Vi stillede også spørgsmålstegn ved hvorfor  hun følger familiens kommandoer, når de end ikke hjælper hende økonomisk med at  se efter Stephanie.

Doreen er svag og havde været bange for hvad  familie sagde, og var derfor taget afsted.

Hun lovede at informere os bedre fremover og så  tog vi med hende på apoteket for at købe hendes medicin. Doreen passer nu alle  sine aftaler på hospitalet, og tager hver dag sin medicin. Hun har det  tydeligvis langt bedre nu, end da hun ikke var på medicinen.

Glædeligt er det, at Dorcas stadig sælger frugt,  som vi hjalp hende i gang med i efteråret.

Kaere alle sammen – og rigtig godt nytår!

Jeg kan med glæde fortælle jer, at vi har haft en rigtig god juletid på centeret 🙂  I dagene op til jul rejste vi (hele centeret) op til Bens forældre, for at ønske dem god jul. Vi boede, som sævanlig på kojos børnehjem. Der var rigtig hyggeligt. -Bilen var ikke stor nok, så de store tog bussen 🙂 På hjemvejen d. 24, var vi endnu flere, for alle Bens søskende ville med retur, og det var jo svært at sige nej til 🙂 fem til eller fra 🙂
Med mange gæster, holdte vi fællesspisning d. 24, med julegaver til alle under juletræet 🙂 D. 25 var vi endnu flere til pakkespil og komsammen om eftermiddagen, og efterfølgende fællesspisning om aftenen med grill mad 🙂 Det knep med senge nok over julen, så børnene sov to og to sammen 🙂 Det var ren hygge…

Den 27 afholdte vi den store julefest. Sidste år havde vi bestilt mad til 120, men der var ikke nok. Ben havde derfor i år bestil til 150, og der var også kun få take away bakker tilbage efter festen 🙂 Der var virkelig fuld hus!! Det var en kæmpe succes!
Vores internet forbindelse er meget dårlig for tiden, men det er lykkedes mig at få sendt nogle få billeder til Palle fra Agidon, med en tak for festen 🙂

Dori`s bror ringede til os om aftenen d. 25 for at fortælle den triste nyhed, at deres far var død (formentlig af en blodprop i hjertet). Familien ville have Doris hjem, og ville ikke fortælle hende om dødsfaldet før hun nåede hjem. Vi havde det rigtig skidt med den beslutning, fordi det først og fremmest ville blive svært at overtale Doris til at rejse hjem, derudover ville vi have det skidt med at lyve for hende/skjule sandheden, da vi ikke vil miste hendes tillid. Vi ringede derfor tilbage til broderen, og fik ham overtalt til at fortælle Doris den triste nyhed.
Vi var ekstremt nervøse for hvordan hun ville reagere, og om hun ville ryge direkte tilbage i en dyb psykose. Heldigvis gik det langt bedre end frygtet, hun reagerede selvfølgelig voldsomt, men det er jo helt normalt i den pågældende situation. Da hun igen faldt til ro, sagde hun at hun gerne ville hjem til familien. Vi aftalte derfor med hendes tante, som også bor i Kumasi, at de skulle rejse sammen dagen efter. Det meste af natten diskuterede vi med Doris om hvad der ville ske hvis hun blev syg i hjembyen? Hvad hvis familien ikke kunne/ville hjælpe hende. Hvad med Benjamin hvis hun ikke ville komme igen? Rigtig mange nødvendige emner, men som var rigtig svære at komme igennem. Jeg hjalp Doris med at pakke, og Ben forklarede i telefonen Doris´ bror, hvordan Doris sygdom skal håndteres, og hvordan hendes medicin skal tages…
Det var ikke nemt at sende hende med den bus!
Heldigvis gik det rigtig godt. Hun oplevede kun at sygdommen viste sig lidt den dag de afholdte begravelsen, men ikke mere end det. Siden da har der ikke været noget. I torsdags rejste hun selv tilbage til Kumasi, og hun har det godt…
Det går endda så godt, at vi håber hun i denne måned kan starte i skole, måske først på deltid… 🙂 Vi skal med hende til psykiateren på torsdag, så må vi se hvad han og psykologen siger…

Ben, Alfred, og jeg rejste med Benjamin ned til kysten d. 29 for at holde et par dages fri. -Det trængte vi virkelig til 🙂 Vi nød det, og drengene nød det og vi kom godt ind i det nye år… 🙂

fredag kom vi hjem igen, igår samlede vi de sidste rapporter osv. ind (til Inge) og så hentede vi Angela, som selvvalgt havde været på ferie hos hendes mor siden festen sidste lørdag 🙂 Idag har jeg lavet regnskaber til Anitta og imorgen rejser jeg til Accra, for at hente Alberte, den nye frivillige…

Samtidig starter de to nye medarbejdere, Prempeh og Tanko på prøve (3 måneder). Tanko har i flere år arbejdet for regeringen på forskellige medicinske resourch projekter… Prempeh er udlært VVS mand, men har også læst videre, It på universitetet (sammen med Ben). Han er et rigtig godt og varmt menneske, så vi tror han vil egne sig godt til det sociale arbejde.

Da de begge har uddannelse og derfor er på et andet niveau end Emma var, skal de selvfølgelig have mere i løn.
De første tre måneder er prøeveperiode, og her foreslår vi at de modtager 250 cedis om måneden (det var hvad Emma fik).
Der foruden gratis kost og logi.
Efter de tre måneder, foreslår vi 400 cedis (ca. 800 kr.) om måneden. Men det kan i diskutere på næste bestyrelsesmøde.

Da Tanko engentlig bor i Nkoranza (tre timers kørsel fra Kumasi) og Prempeh bor sammen med sin kaereste langt fra centeret, overvejer vi at lave et anderledes arbejdesskema, end da Lena og Emma arbejdede her.
Vi vil diskutere det med dem imorgen, men vi vil foreslå, at de arbejde 10 dage i træk og derefter holder 4 dages fri (hvor de kan rejse hjem).

På byggegrunden er der jo sket en hel masse, som i sikkert har set på face book 🙂 Køkkenbygningen er nu ved at få lagt tag, og så følger de fire runde hytter og toiletbygningen… 🙂 Der er også blevet bygget et tårn til vandtanken og portene er blevet sat i, så vi nu kan aflåse grunden… Det er meget spændende.

Vi må dog desværre være realistiske og indrømme at vi nok ikke bliver klar til at flytte til febuar. Der er stadig mange detaljer som skal laves, plus vi stadig ikke har fået stroem. Vi har sendt en ansøgning til elektrisitets selskabet, men vi ved endnu ikke hvor lang tid der kommer til at gå, og hvilke omkostninger det kommer til at have….

Vi har derfor spurgt vores udlejer om et års udvidelse af kontrakten, hvor vi jo selvfølgelig kan opsige den, hvis vi flytter før (og det gør vi !!!) 🙂 Hvad siger i til det? Han har stadig ikke givet nogen respons, heller ikke med prisen. Hvis han sætter prisen for meget op, kan vi måske overveje at finde et andet (billigere) sted tættere på byggegrunden, indtil vi kan flytte ind…

Det var alt for nu 🙂

Kram og alt godt i det nye år ønskes i alle 🙂

Vi er i FHTH Ghana overvældet over den store støtte vi  møder fra sponsorer, faddere, medlemmer, frivillige og mange andre. Økonomisk  har denne støtte betydet at en drøm, er ved at gå i opfyldelse: De smukkeste  bygninger skyder op af jorden, ydremuren er færdigbygget og de smukke porte er  ved at blive sat i. Vandet løber, cementen blandes og de tunge sten bliver slæbt  og delt, for at passe ind. Alt imens den røde sol bager og gør det, i vores  øjne, uudholdelig at være der ret lang tid af gangen. Håndværkerne beklager sig  ikke, de udfører med glæde deres arbejde, og spørger kun en gang i mellem om at  få en pose ris, eller andet som ekstra betaling. Bens mor er tager på ud på  landet, for i en lille landsby, hvor hendes ældre søster bor, at fælde træer,  som skal bruges til tagkonstruktionerne. Træet ankommer til Kumasi inden længe,  og tømreren står allerede klar til at starte sit arbejde. Håndværkernes  utrættelige indsats overvælder os også, nogle af dem kommer helt fra  hovedstaden, hvor de om søndagen tager bussen til, for at bringe noget af deres  løn til deres koner og børn. Projektet er spændende og det er også den spænding,  som holder modet oppe hos Ben, som er bygmester og rigtig mange gange om ugen,  må køre ud på grunden for at tjekke håndværkernes arbejde, bringe materialer  eller reparere vandtanken.  Vi ser  med stor glæde frem til den dag, hvor FHTH Ghanas nye center står klart, og vi  kan kalde os selvejende.

Annelise, Linda og Karin er og har været en stor hjælp  for os, som aktive frivillige på centeret. Vi har i år mødt meget modgang:  Røveriet, mistet vores medarbejdere, Doris som er blevet syg osv. Ben og jeg har  haft rigtig meget på vores skuldre, og det har været en stor lettelse for os, at  have ekstra hænder, som har kunne aflaste os, specielt på centeret, hvor der  hver eftermiddag står syv børn klar til sjov og ballade.

Vi leder nu efter nye faste  medarbejdere, som vil passe ind i vores  atypiske arbejdsmiljø. De skal være rummende og have lyst og mod på at arbejde  hårdt, for at gøre livet bedre for andre.

Ben, Alfred og jeg var i oktober måned i Danmark i en  uge, og en uge på Kreta med min familie. Det var en skøn ferie! Tiden i Danmark  brugte jeg flittigt ved at holde foredrag forskellige steder. Et af stederne  blev jeg spurgt, om jeg aldrig er ved at give op? “Jo” svarede jeg. Lige efter  røveriet, da alt så sort ud, og jeg som en reaktion heraf boblede over af  følelser, stoppede jeg op, og overvejede et øjeblik…Men så gik jeg i stedet ud  og krammede børnene, lavede mad, tog pigerne med til lægen, og så solen skinne  og dem smile igen, og så vidste jeg at det ikke ville nytte noget at give op! 

Vores familier:

Famile nr. 1:

Mor: Sidonia Dagaar

Børn: Ernestina, Kwabena Joseph, Akosua Mary og Kwaku  Emmanuel.

Ernestina var hjemme hos sin mor på sommerferie. Hun kom  hver dag i ferien hen på centeret, sammen med sine brødre. Vi hjalp hende med at  forny hendes sygesikring, så hun kan få lægehjælp, hvis hun skulle blive syg  imens hun det kommende semester er på kostskolen. Efter ferien er Ernestina  startet på andet år i Senior High School. Skolen ligger i det nordlige Ghana og  hun er derfor kun hjemme i Kumasi, når det er ferie.

Ernestina udviste stor bekymring for familiens  boligforhold. Skuret de bor i er af meget ringe kvalitet, taget er utæt og  væggene rådne. Vi ønskede at finde en sponsorer til at hjælpe med at betale  husleje, så familien ville kunne flytte til et bedre sted. Manden som ejer  skuret de bor i, har for lang tid siden lovet at bygge et lille hus til  familien. Det lader ikke til at det kommer til at ske, så Sidonia har derfor  været ude for at finde et alternativ selv. Vi har nu hjulpet hende ved at betale  200 kr. for et værelse i en halvfærdig bygning, som er langt bedre end hvor de  bor nu. De flytter inden længe.

Moderen laver   kun i perioder øllet ”Pito” og sælger. Lige nu lever hun af at finde  tomme cementposer, som hun sælger videre inde i byen. Hun siger dog at hun vil  starte øllet igen, når de er flyttet.

Kwabena er efter ferien startet i 6. klasse og Kwaku  Emmanuel er startet i børnehave.

Begge drenge kommer fortsat i aflastning på centeret hver  eftermiddag efter skole og hver lørdag. De laver lektier, leger og spiser inden  de ved aftenstid tager hjem til moderen.

 

Familie nr. 2:

Mor: Olivia Owusu (Yaa)

Barn: Viola Owusu (Vera)

Olivia bestod med gode karakterer sin eksamen i  forsommeren, og er nu udlært syreske.

Olivia havde det meget svært i tiden efter røveriet. Hun  kunne slet ikke forestille sig, at hun nogensinde igen ville blive klar til at  åbne sin egen butik, som det ellers var planen før røveriet. Hun var i starten  meget passiv og havde meget svært ved at tage beslutninger. Psykologen som er  kommet på centeret en gang om ugen siden røveriet, har arbejdet meget med Olivia  omkring dette. Hun har langsomt fået modet igen, og sidst i september fandt hun  et butikslokale. Vi hjalp hende med at betale husleje, for en syv årig  lejeperiode og hun fik overrakt nøglerne. Hun var pave stolt! Den sidste måned  er Olivia langsomt gået i gang med at renovere og male forretningen, som hun  regner med at åbne inden længe.

Viola er efter sommerferien startet i 1. klasse. Det er  et stort skridt at starte i skole, og hun elsker det. Nu har hun hver dag  lektier for i flere fag, og hun viser stolt sine bøger frem.

 Viola har  svært ved at koncentrerer sig i længere tid af gangen. I skolen sidder de ned i  mange timer, men Viola ville hellere lege aktivt. Vi håber at hun med tiden vil  vokse fra det. Viola er meget aktiv og altid utrolig glad, hun trives rigtig  godt på centeret.

 

Familie nr. 3:

Børn: Enock Akrugu og Samuel Akrugu

Samuel boede i sommerferien på centeret, hvor vi nød hans  gode humør og hjælpsomhed.  Han er  nu efter ferien startet på 2. år af Senior High School (gymnasiet), som er en  kostskole. Han har stadig stor interesse for sport, specielt fodbold, og spiller  på skoleholdet.

Samuels eksamens resultater før sommerferie var ikke alt  for lovende, og vi har derfor rådgivet ham til, i denne skoleår, at have mere  fokus på det faglige, og ikke kun på fodbolden. Han drømmer om efter Senior High  School, at læse arkitektur på universitetet.

Enock tilbragte også en del af sin sommerferie hos os på  centeret. Samuel og Enock nød at være sammen. Drengene har af en sponsor fået  doneret en brugt lap-top og et digitalt camera. Maget af deres tid gik derfor  med det, de var vilde af begejstring.

Da vi i starten af september hentede en frivillig,  Annelise, inviterede vi Samuel og Enock med til hovedstaden, hvor vi tilbragte  to gode dage sammen. Det var utroligt spændende for dem at opleve en så stor og  udviklet by. Omkostningerne blev dækket af de resterende penge fra indsamlingen  ”Run Out Of The Trash”, som tidligere på året donerede husleje osv. til  drengenes familie.

Enock er efter sommerferien startet i Junior High School  på 3. år, hvilke er sidste år af folkeskolen. Inden længe skal han registreres  til de endelige eksamener, som ligger i foråret.

Han skal også ønske hvilke Senior High School han vil  starte  på, efter sommerferien næste  år. Han vil som første ønske vælge en skole, som ligger i det samme område som  vores nye center. Jeg tror han ser det som en tryghed, at være i nærheden af os. 

 

Familie nr. 4:

Far: Kofi Boakye

Mor: Afia Badu

Børn: Kofi Frank Boakye, yaa Akoto, Yaw Awuah, Evans  Boakye og Akwasi Adjei.

Frank er stoppet i lære som skomager, da han af ukendte  årsager kom op at skændes med ejeren af butikken. Frank har ikke rigtig vidst  hvad han vil. Han er 18 år gammel, men er ikke mentalt alderssvarende, og derfor  løber han tit ind i vanskeligheder. Han har svært ved at tage beslutninger og  endnu sværere ved at holde ved de beslutninger, som han så endelig tager. Han  har behov for ekstra støtte, men det er svært for os at yde mere støtte, da  familien bor langt fra centeret.

Frank er nu startet i lære hos en mekaniker. Han siger  selv at det går fint, men vi har ofte oplevet at han ikke kommer afsted om  morgenen. Vi motiverer ham ved at give lommepenge, så han kan betale for  transporten til lærepladsen og for frokost.

Yaa og Yaw modtager fortsat deres daglige lommepenge fra  en lærerinde på skolen. Vi afleverer pengene hos lærerinden hver anden uge, og  så udbetaler hun til dem hver morgen, så de kan købe morgenmad og frokost. Det  fungerer fint.

Yaa er efter sommerferie startet i 6. klasse, og klarer  sig rigtig fint.

Yaw er startet i 2. klasse. Han er stadig langt bagud i  forhold til sit alderstrin, men han er glad for at gå i skole. Yaw har den  sidste lange periode haft det rigtig godt, og har ikke mærket noget til sin  blodsygdom. Vi har være med han til tjek på hospitalet, hvilke gik så godt, at  han nu kun behøver komme til tjek hver halve år fremover. Vi sørger for hans  medicin, og opmuntrer ham til at tage den dagligt.

Vi har efter sommerferien flyttet de to yngste, Akwasi og  Evans til en bedre børnehave.

De er begge to rigtig glade for den nye institution, og  personalet har kommenteret at de langsomt mærker bedring i deres udvikling.  Drengene har siden de var helt små været meget reserveret og har sociale  vanskeligheder. Vi håber det kan rettes op på med ekstra støtte fra børnehaven. 

Faderen, Joe, har lukket baren og vi rigtig gerne i gang  med et andet erhverv.

Han ønsker også brændende at holde op med at drikke, og  vi har derfor i en længere periode observeret ham, når vi har besøgt familien.  Han drikker stadig, men hans alkoholforbrug er tydeligvis nedsat og han har i  flere perioder slet ikke drukket. Han har været meget syg de sidste måneder, og  det er her gået op for ham, at han bliver nød til at holde op med at drikke. Han  har også tabt sig meget, og har ingen appetit. Han ønsker inderligt at starte en  ny tilværelse, og det vil vi gerne hjælpe ham til, da det med sikkerhed vil være  godt for hele familien.

Vi har nu, efter lang tids overvejelse, været med Joe ude  at købe sandaler, som han skal sælge. Sandalerne er givet som et mini lån, som  han løbende skal betale tilbage.

Han har nu været i gang i en uges tid, og det virker  lovende.

 

Familie nr. 5:

Mor: Christiana Serwaah

Børn: Lucy Amankwa, Stephen Amankwa, Felicia Amankwa,  James Amankwa, Elizabeth Amankwa, Philippa Amankwa, Nana Emmanuel Amankwa  (Kwaku).

Skolen som de fire yngste startede på efter nytår, viste  sig ikke at leve op til vores forventninger. Skolen har et godt rygte og er  derfor meget dyr, men vi oplevede ikke at den fagligt kunne leve op til prisen.  Derfor tog vi i samråd med moderen beslutningen om, at børnene efter  sommerferien skulle starte på en anden skole. Moderen fandt en skole i nærheden  af hvor de bor, og vi fik børnene indregistreret. De er alle glade for det nye  skoletilbud. James er startet i Junior High School 2, Elizabeth i 6. klasse ,  Philipa i 4. klasse og Kwaku i 3. klasse.

Filicia er nu ved at forberede sig, til at skulle starte  som kostskoleelev på et teknisk gymnasium. Hun har valgt linjen mad og ernæring,  og glæder sig meget til at komme i gang.

Vi har givet moderen penge, så hun sammen med Felicia kan  tage ud og købe alle de nødvendige ting til skolen.

Lucy startede i forsommeren på den nye læreplads, som er  betalt af en sponsor. Hun er dybt taknemmelig og meget glad for at være der.  Lucy er meget hjælpsom og ansvarsfuld i hjemmet. Hun tager sig rigtig godt af  sine mindre søskende. Det samme gør den ældste søn, Stephen, som arbejder hos en  skomager.

Først i august blev moderen, Christiana, gift med en  mand, som arbejder som buschauffør på den skole hvor hun sælger kebab. Han er  oppe i årene, og hans børn er voksne og flyttet hjemmefra. Det er ikke deres  plan at bo sammen, men de besøger hinanden ofte.

Vi snakkede med Christiana om, at huset de bor i er  bygget til børnene. Vi var bekymret for,   at den nye mand ville komme og ”overtage” huset. Hun gjorde det meget  klart for os, at hendes børn er det vigtigste for hende, og at hun er helt  indforstået med at huset er til gavn for børnene. Det var dejligt at  høre.

Kun en uge efter de blev gift blev Christiana alvorligt  syg. Stephen ringede til os en tidlig morgen, for at fortælle at moderen var  blevet indlagt på akutafdelingen på universitets hospitalet. Hun var indlagt i  næsten en måned, og vi assisterede ved at betale for hendes medicin og senere en  del af  regningen for indlæggelsen.  Hun var meget taknemmeligt og rystet over situationen. Det viste sig at hun  siden nytår ikke havde været til   tjek, med den forstørrede milt, og at hendes tilstand derfor var blevet  svært forværret. Det har virkelig været en lærestreg for hende, og hun tager nu  sine hospitalstjek meget alvorligt. Det samme gælder hendes medicin, som hun  skal tage tre gange om dagen.

 

Familie nr. 6:

Mor: Talata Felicia Kobina

Børn: Harrote Kobina (Bebee) og Angela  Kobina

Efter sommerferien er Harrote flyttet til en ny skole,  hvor han er startet i 2. klasse. Vi valgte at lade ham skifte skole, da den  gamle skole lå lige op ad en kirke. Kirken afholdte meget larmende gudstjenester  hver onsdag og fredag i skoletimerne, så det var umuligt for eleverne at  koncentrerer sig i timerne. Harrote er blevet rigtig glad for den nye skole, som  ligger i samme område, tæt på hvor familien bor. Vi håber det vil gavne ham  fagligt.

Moderen, Talata, spurgte os i en længere periode om hjælp  til at betale husleje. Hun var blevet smidt ud af det halvfærdige hus hun boede  i gratis, sammen med Bebee og andre familiemedlemmer. Huset skulle nemlig bygges  færdigt.

Da vi ikke sprang til, fandt hun selv pengene til at leje  et lille værelse i samme område. Det var glædeligt at se, at hun selv tog  ansvar.

Hun laver og sælger stadig grød osv. om morgenen. – Et  morgenmads-gadekøkken.

Harrote har flere gange været på weekend på centeret, men  da vi har haft en kaotisk periode, er det ikke blevet så regelmæssigt som vi  ville ønske. Det er stadig den langsigtet plan at Harrote skal besøge centeret  regelmæssigt, for at få skabt et godt forholde mellem ham og Angela. Moderen  besøger en gang i mellem, men det er ikke stabilt som vi ville ønske det. Hun  har også en enkelt gang besøgt centeret sammen med Angelas far. Det var over et  år siden han sidst havde besøgt Angela, så hun kunne knapt kende ham, og var  meget genert.

Angela har det ellers rigtig godt på centeret. Hun er  efter sommerferien startet i børnehave 2, som svarer til børnehaveklasse. Hun er  kvik og klarer sig rigtig godt fagligt.

Angela og Viola, som også bor på centeret, er bedste veninder, og de har stor glæde af hinanden.

 

Familie nr. 7:

Far: Kwabena Awuah

Mor: Mary Akomah

Børn: Stephen Akwasi Sarpong, Francis Sarkodie Awuah,  Stella Owusuaa og Liane Konadu.

Efter en lang periode betalte forældrene endelig lånet  tilbage, og undskyldte mange gange. Efterfølgende er de igen begyndt at komme på  centeret, og spørger ligesom tidligere om hjælp og rådgivning. Faderen, Kwabena,  arbejder fortsat på en farm udenfor Kumasi, og er kun sjældent hjemme. Vi har  endnu engang opfordret moderen, Mary, til at finde et arbejde, da der ikke er  penge nok nu, til at tage sig godt af børnene.

Efter sommerferien er Stephen startet i 4. klasse og  Francis i 2. klasse, på den lokale kommunale skole. Der har været lidt problemer  med Stephen, som gentagende gange har pjækket fra skole. Han har det  tilsyneladende svært i skolen. Vi har snakket med både Stephen og forældrene om  problemet, og bedt dem være ekstra opmærksomme og lyttende.

Stella er efter sommerferien startet i børnehave 2 og  Liane er fortsat i vuggestue.

Forældrene kom for nyligt hen på centeret, med meget  triste nyheder: Stella havde ugen forinden, med frygt i stemmen fortalt sin mor  om hvordan to teen-age fætre, gentagende gange har forgrebet sig på hende. Dette  er sket i bedstemoderens hus, hvor børnene ofte har været efterladt uden opsyn.  Forældrene havde haft Stella med ved lægen, som havde udfyldt en politirapport.  Forældrene har dog senere hen droppet anmeldelsen, da familien ønskede problemet  skulle løses internt. Familien har dog ikke henvendt sig til Stellas forældre  igen, og drengene er nu sluppet uden nogen form for straf. Vi har gjort det  tydeligt for forældrene, hvor meget vi er imod denne beslutningen, og vi har  forfærdeligt ondt at lille Stella. Forældrene lader i det mindste ikke deres  børn komme i bedstemoderens hus længere, hvor drengene også bor. Stella lider  meget under hvad er sket, og vi har derfor sørget for, at hun nu ugentligt har  samtaler med Dorcas, der er den psykolog, der siden røveriet har været  tilknyttet centeret. Vi har været med Stella og hendes mor hos en specialiceret  gynækolog som slog fast, at Stella ikke har været voldtaget, og altså heldigvis  ikke har fysiske men efter overgrebene. Det er en helt forfærdelig historie, og  vi ville ønske vi kunne gøre mere for lille stakkels Stella.

 

Familie nr. 10:

Mor: Ama Bonsu

Børn: Vicencia Gyasi Baye, Anthony Twuniasi, Akua Bonsu  og Kojo Kliti

Både Kojo og Akua er efter sommerferien fortsat i  børnehave. De har det godt og trives på hver deres skoler. Kojo går i børnehave  på skolen hvor de ældste søskende går, og Akua går i børnehave på den skole hvor  bedste faderen kører skolebussen. Vi har besøgt skolerne og betalt for alt hvad  de havde brug for dette semester. Moderen er som altid dybt taknemmelig for  vores støtte. Vi glædes over at denne familie klarer sig så godt, og at de har  styr på tingene. Faderen arbejder fortsat i en anden by, og er kun hjemme engang  imellem i weekenderne, så det er sjældent vi møder ham.

 

Familie nr. 12:

Mor: Georgina Atta

Børn: Mizpah Eshen, Daniel Eshen, Magdalena Eshen, Habeku  Eshen, Nehemiah Eshen + 3 ældre børn.

Inden sommerferien var det et stort problem at børnene  ikke regelmæssigt kom i skole og børnehave. Vi gav moderen en advarsel, og  truede med at børnene ville miste vores støtte, hvis ikke de hver dag kom  afsted.

Efter sommerferie går det heldigvis meget bedre, Daniel  er startet i 4. klasse, Magdalena i børnehave 2. og Habeku og Nehemiah i  børnehave 1. Daniel er blevet meget åben, han er glad og snakker meget når vi  besøger ham på skolen. Magdalena er også altid glad og charmer alle. Habeku og  Nahamiah er mere forsigtige og siger ikke meget. De er stadig bagud i deres  udvikling, men er alligevel nu rykket fra vuggestuen og op i børnehaven. De er  vidt forskellige fra deres søster, Magdalena. Selvom de er meget generte, så kan  man sagtens få et forsigtigt smil frem på deres læber.

 

Familie nr. 13:

Farmor: Mary Adugyamfi

Børnebørn: Joyce Adugyamfi og Erica  Adugyamfi.

Pigerne er nu startet på en privatskole hvor planen er,  at de skal registreres som kostskole elever efter juleferien.  Efter sommerferien startede Joyce i og  Erica i klasse.

Det er fagligt en stor udfordring for dem, da de hidtil  har gået på en kommunal skole, hvor niveauet er meget anderledes. De er dog  optimistiske og villige til at kæmpe. Begge piger er utroligt taknemmelige for  vores hjælp. De siger at deres drøm om god skolegang, nu er gået i opfyldelse. 

Det er meget lang tid siden vi har ser pigernes  bedstemor, men vi har dog snakkes med hende i telefonen. Derimod er deres far  vendt hjem, og har denne gang besluttet at blive i Kumasi, sammen med pigerne.  Det er dog rigtig svært for dem, at vænne sig til pludselig at have en far, når  de har været så vant til at være alene. De føler selvfølgelig også et stor svigt  fra faderens side, og det gør at han nu har svært ved at vinde deres tillid og  respekt. Det har derfor kostet mange kampe, specielt mellem faderen og den  ældste datter, Erica. Faderen er bekymret og har bedt os om hjælp. Vi har nu  aftalt at holde et møde med dem alle tre, inden for den nærmeste fremtid. 

 

Familie nr. 16:

Mor: Esther

Børn: David og Liane

Esther solgte sandalerne, indtil hun i syvende måned af  graviditeten fik for ondt i lænden og derfor blev hjemme. Sidste i juni måned  fødte hun en yndig lille datter, som senere er blevet døbt Liane. Esther ringede  til os lidt i 4 om morgenen, og bad om hjælp til at komme på fødegangen. Jeg  skyndte mig at køre hjem til dem. Ude på verandaen stod David klargjort, i både  tøj og sko, helt forvirret. Esther havde voldsomme veer, og jeg kunne se det  skulle gå stærkt. “Hvor er din mand” spurgte, “Han er lige gået i bad” svarede  hun. Jeg bankede på badeværelses døren, manden råbte hej, og jeg bad ham komme  ud. Jeg ventede i ca. 10. minutter, men han kom ikke ud. Han gemte sig. Om det  var fordi han skammede sig, eller om han bare ikke gad involveres ved jeg ikke.  Esther fortalte senere, at han endda tidligere på natten havde bedt hende gå  udenfor, fordi hun larmede sådan når veerne kom, og det forstyrrede hans  nattesøvn. Jeg forklarede Esther at vi ikke kunne tage David med på fødegangen,  men Esther var fortvivlet og vidste ikke, hvor hun ellers skulle gøre af ham.  Hendes mand regnede hun i hvert fald ikke med. Jeg aftalte derfor med en nabo,  at hun ville se efter David og følge ham i vuggestue. Esther kunne næsten ikke  gå ud til bilen. Liane blev født kun en lille time efter vi ankom på hospitalet.  Alt gik som det skulle. Om eftermiddagen blev de udskrevet, vi kørte dem hjem,  og hentede David i vuggestuen. Esthers mor ankom, for at hjælpe til i huset, og  vi efterlod dem lidt penge til mad. Alle de nødvendige ting til babyen, havde vi  hjulpet Esther med at anskaffe på forhånd.

Efterfølgende har vi ofte besøgt familien, og fulgt  babyens udvikling. Esther har været god til at passe aftaler hos  sundhedsplejersken, og vi har blot tjekket vandrejournalen efterfølgende. Liane  tager fint på i vægt og har det godt. Kort efter fødslen ringede Esther dog til  os, og var bekymret, da babyen havde nogle blå striber på brystet. Hun bad om  penge til at tage babyen med til en medicinermand, som ville kunne helbrede det.  Jeg bad hende vente til jeg kom forbi. Jeg løftede op i Lianes lille trøje, og  så smilede jeg. Jeg strakte min egen arm frem så Esther kunne se: “Det er  blodårer”, “ja” svarede jeg.

Kun en måned efter fødslen tog Esther selv ind på  hospitalet, og fik en P-stav (prævention for 5 år). Hun var stolt, da hun  overbragte os nyheden. Jeg blev også helt stolt og roste hende helt op til  skyerne. Sikke en fremgang – et godt skridt i den rigtige retning. 

David har det godt, selvom det har været hårdt for ham,  at være blevet storebror, med en mor, som er ene om ansvaret for de to  børn.  Han er altid meget glad for  at se os, når vi kommer på besøg og bliver altid rigtig ked af det når vi går  igen. Flere gange når vi har besøgt dem i den sidste tid, har David ikke opført  sig særlig pænt, jeg tror det skyldes han hungrer efter opmærksomhed. Moderen  kæmper for at få pengene til at slå til. Med mandens bidrag når hun ikke ret  langt, han har desuden været syg, og har derfor ikke kunne arbejde. 

Vi håber inden længe Esther igen kan genoptage  sandal-salget, så hun delvist kan forsørge sig selv og børnene. 

 

Familie nr. 17:

Mor: Stargina Ama

Børn: Nana Aquah Lord, Henry Obinim, Louis Obinim og  Benedict Nhyira Appiah.

Barnebarn: Kobii

Kobii (Amas barnebarn) er startet i vuggestue og det  samme er familien yngste, Benedict.

De går i samme institution som familien øvrige børn og de  børn som bor på centeret.

Alle drengenge har det godt, selvom de indimellem alle  har været syge, oftest ramt af malaria. Vi har betalt for sygesikring for Kobii,  så alle børnene nu har en sygesikring.

Ama er stille og roligt begyndt at betale tilbage på mini  lånet, selvom hun måske aldrig får hele beløbet betalt tilbage, er det godt at  se hun tager ansvar. Hun kommer heller ikke så ofte på centeret mere, for at  bede om hjælp, og det viser bestemt også en fremgang. Drengene er stadig meget  overladte til sig selv, og vi har gentagende gange anbefalet Ama, at se bedre  efter sine børn. Hun har svært ved at overskue den store drengeflok, og bliver  jo selvfølgelig samtidig nød til at passe kunderne, som ind i mellem kommer i  salonen. For at tjene lidt ekstra sælger hun sandaler, som hun bærer på hovedet  rundt i området.

 

Familie nr. 18:

Mor: Doris Apana

Børn: Benjamin Apana

Doris har haft det meget svært efter røveriet. Hun  udviklede langsomt en depression, som med tiden blev værre og værre. Psykologen,  som ugentlig har fuldt Doris, Yaa og resten af centeret siden røveriet, blev  bekymret for Doris og henviste hende i starten af oktober til en psykiater.  Doris startede på antidepressivt medicin, men fik det blot værre. 

Imens Ben og jeg var i Danmark på ferie i uge 41 og 42,  blev Doris akut indlagt på skadestuen og senere forflyttet til psykiatrisk  skadestue. Hun var blevet psykotisk. Bens mor, som ellers var på centeret, for  at se efter det hele under vores ferie, sad ved Doris´ side på hospitalet  igennem hele indlæggelsen, dag og nat. Vores frivillige, Annelise, gjorde også  en stor indsats. Psykiaterne arbejdede ud fra, at Doris havde fået en depressiv  psykose. Det var Doris´ familie i det nordlige Ghana dog ikke enige i, de mente  derimod at Doris var blevet besat af onde onder og ville have hende hjem. Doris  var i sine klare øjeblikke blot forvirret, og følte sig presset imellem to  forskellige kulturer.

Med tiden forstod familien dog også, at Doris i hendes  tilstand ikke ville kunne rejse tværs gennem landet. De har siden blot udvist  taknemmelighed for vores hjælp og støtte. Doris blev udskrevet dagen efter vi  vendte hjem fra ferie, om fredagen i uge 43. Hun var stadig ikke frisk, og havde  fortsat mange psykotiske problemer. De første uger blev to af os nødt til at  sidde vagt ved Doris konstant, da vi aldrig vidste hvornår hun ville få et  anfald. Bens mor og en kammerat, Christian, var en kæmpe støtte i denne periode.  Langsomt er det begyndt at gå lidt bedre, men det går stadig meget op og ned.  Hun kan have en uge uden noget, hvorefter det lige pludselig bryder ud igen. Hun  hallucinerer, har OCD symptomer, og er slet ikke til stede, når hun har et  anfald. Hun har også depressive perioder, hvor hun græder højlydt, som en lille  baby. Hun er nu på både antidepressivt og antipsykotisk medicin. Yderligere er  hun på medicinering for epilepsi. Hun er til tjek hver anden uge, hvor  psykiaterne fortsat regulerer hendes medicin. Vi håber snart hun kan blive  stabiliseret, og at det kan begynde at gå mere i den rigtige retning igen. 

Det er en meget hård periode for os, for hele centeret. 

Benjamin har haft det svært efter Doris blev udskrevet.  Det er hård for ham at se sin mor så syg. Det er omvendt også rigtig hårdt for  Doris, at hun i hendes tilstand ikke kan tage ansvar for sin søn. Benjamin sover  derfor nu inde på vores værelse, og når Doris har gode dage hjælper hun med at  se efter ham, og udfører nogle af de daglige pligter. Vi forsøger så vidt muligt  at holde Doris inde på værelset, når hun bliver psykotisk, for at skåne børnene.  Vi er dog samtidig åbne over for børnene omkring Doris´ sygdom, og vi snakker  meget om det.

Lige inden vi rejste på ferie, havde vi fundet et teknisk  gymnasium, hvor Doris skulle starte på designer linjen. Hun blev dog indlagt  samme dag, som hun skulle være startet i skole. Det har været rigtig hårdt for  hende, og hun tænker meget over hvornår hun mon kan starte. Vi håber på at hun  får det så godt, at hun kan starte efter juleferien.

 

Familie nr. 19:

Far: Williams Asamoah

Mor: Stella Antwi Asamoah

Børn: Christabel, Kingsley, Kelvin, Armstrong og Nana  Aduah.

Christabell  skal starte i Senior High School. Inden  vi rejste på ferie, havde hun endnu ikke fået sin placering af regeringen, altså  om hvilke skole hun skulle gå på. Vi sagde derfor til moderen, at vi ville tage  på ferie og håbe at hendes placering i mellem tiden ville komme. 

Da vi kom tilbage fandt vi ud af, at moderen bag om  ryggen på os, havde valgt en anden skole til Christabell og lånt penge til at  betale skolepengene. Hun havde også valgt at lade Christabell være dagsstudent,  og ikke kostskoleelev, hvilke mht. transport osv. vil blive langt dyrere. Hun  forventede så at vi stod klar til at betale regningen, altså indrette os under  hende. Vi gjorde det klart for hende, at det bestemt ikke er den måde vi  arbejder på. Hun har ikke ret til at “bruge” FHTHs midler i forkøbet for vores  vurderinger, og beslutninger. Moderen blev meget ked af det, og mødte senere op  på centeret sammen med en præst, for at bede om forladelse. Hun havde selv stor  forståelse for, at hvad hun havde gjort var forkert.

Christabell er senere hen blevet omregistreret og starter  nu som kostskoleelev på den samme skole, på ernærings linjen.

Kelvin havde sidste skoleår ikke særligt gode  eksamensresultater, og moderen udviste bekymring. Vi kiggede hans rapporter  igennem og så at det var klassen generelt, som havde dårlige resultater. Vi  kunne derved konkludere, at han for at klare sig bedre fagligt ville have gavn  af et bedre skoletilbud. Han havde hidtil gået på en kommunalskole. Efter  sommerferien startede Kelvin på samme privat skole, som hans yngre søskende. For  at passe ind i deres faglige niveau blev han testet inden skolestart, og skal gå  5. klasse om. Det gjorde ham ikke så meget, da han blot var spændt på alt det  nye.

Armstrong er efter sommerferien startet i 3. klasse og  Nana Aduah er fortsat i vuggestue. Begge børn er rigtig glade for at deres  storebror, Kelvin, nu går på samme skole som dem, og de tager skolebussen sammen  om morgenen.

Kingsley er startet på sidste år af Junior High School,  og skal til foråret skrive de endelige eksamener, og efterfølgende starte på  Senior High School, ligesom Christabell. Han ønsker dog modsat sin søster at gå  på en videnskabelig linje.

Moderen har fået en brugt mobiltelefon af os og økonomisk  hjælp til at starte en lille forretning, hvor hun laver donuts og sælger. 

 

Familie nr. 20:

Mor: Ama Francisca

Barn: Liane Amponsah

Ama er startet i lære som frisør. Salonen ligger ikke  langt fra hvor de bor, så hun kan gå derhen. Hun har dog brug for hjælp til at  købe frokost og andet, og vi giver derfor Ama lommepenge til at dække dette. 

Liane har igen flere gange været syg. Moderen ringede en  aften, for at fortælle at Liane var meget syg. Vi mødtes med dem på  børnehospitalet den næste morgen, hvor Liane blev akut indlagt, med alvorlig  malaria og blodmangel. Vi blev hos Liane på afdelingen, imens moderen tog med en  sygeplejerske på universitets hospitalet efter blod. Liane kom sig heldigvis  hurtigt og blev efter få dage udskrevet igen.

Ama og Liane mangler opbakning fra den øvrige familie,  det virker som om de er ligeglade med dem. Vi har derfor taget kontakt til Amas  mor og andre voksne i familien, som alle berettede om, hvor uhøflig og  uforskammet Ama ofte opfører sig. Familien er derfor trætte af hende. Vi  opfordrede familien til at tænke på lille Liane, og fortalte dem at hun har brug  for deres støtte, da moderen har svært ved at klare ansvaret alene. 

Vi snakkede også efterfølgende med Ama om problemet, og  har opfordret hende til at respektere sin mor og resten af den ældre generation  i huset.

Det er svært for Ama at indrette sig under andre, da hun  er vokset op uden retnings linjer, og har manglet mange forskellige ting igennem  hele opvæksten.

Ama ringede en dag til os, for at fortælle at Liane var  blevet væk!

Vi skyndte os derud, hvor vi fik hele historien: Lianes  far og hans mor var kommet på besøg sammen med en af Amas familiemedlemmer.  Liane kender knap nok faderen og slet ikke farmoderen, men de havde snakket frem  og tilbage. Da de gik tog de Liane med sig, og sagde de ville komme tilbage med  hende senere på dagen. De kom dog ikke tilbage og nu var der gået over en uge. 

Det undrede os først og fremmest at Ama ikke tidligere  havde reageret på, at hendes datter var væk? Ama sad bare og kiggede ned i  jorden, og skammede sig måske.

Vi spurgte Ama hvad hun ønskede vi skulle gøre for at  hjælpe hende. Hun svarede, at hun ville have sin datter igen. Vi forsøgte derfor  at ringe til Lianes far, men han blev bare sur og lagde på. Vi opsøgte derefter  faderens søster og bad hende fortælle sin bror, at vi dagen efter ville anmelde  sagen, hvis Liane ikke kom tilbage.

Dagen efter rejste Ama og hendes mor ud til Lianes  farmor, og bragte Liane tilbage til Kumasi. Det viste sig senere at det var en  af Amas mostre, som havde arrangeret det hele med Lianes fars familie, da hun  mente det ville være nemmere for Ama og deres familie at være foruden Liane. 

Ama kæmper en svær kamp med sin familie, men også med  ansvaret, at se godt efter Liane. Vi forsøger at støtte hende igennem hverdagen,  og sørger for alt hvad de måtte have brug for, for at klare sig. 

Liane er fortsat i vuggestue, og vi har betalt alle  hendes udgifter, bøger, uniformer osv.

 

Familie nr. 21:

Far: Thomas

Mor: Patience

Børn: Joshua og Mume.

Familien flyttede i forsommeren ind i den skønne nye  lejlighed, hvor huslejen er sponsoreret for tre år. Lejligheden består af tre  værelser, køkken og badeværelse. Det var meget overvældende for familien  pludselig at få så meget plads. De har hidtil boet seks mennesker sammen på et  værelse, som også fungerede som stue.

Donationen rakte også til maling, og familien besluttede  at male en glad lysegrøn farve i alle rummene. Da der stadig var penge tilbage  købte vi madrasser og senge til børnene, som ellers sov på et lagen på  betongulvet. Vi købte også cykler, så børnene kan cykle til skolen, som de nu  bor længere væk fra. Børnene blev helt vilde af begejstring, og de ville med det  samme ud at cykle på grusvejen foran huset. Vi har dog senere hørt, at efter vi  tog afsted blev cyklerne låst inde, indtil faderen om søndag kom hjem, og de  sammen kunne bede og takke Gud for de flotte gaver.

Moderen i familien, Patience, har aldrig gået i skole og  har i lange perioder været arbejdsløs. Vi tilbød hende derfor et arbejde på  centeret, da vi havde brug for en barnepige, til at se efter Fredrick i  dagtimerne i hverdagene. Hun nyder jobbet og Fredrick nyder hendes selskab.  Patience er meget rolig og kærlig, og hun passer godt ind i centerets hverdag. 

Efter sommerferien er Joshua startet i Junior High School  og Freda i 3. klasse. De klarer sig begge rigtig flot i skolen og er glade for  at gå i skole. Vi har flere gange besøgt skolen dette semester og har betalt  alle deres skoleudgifter.

 

Familie nr. 22:

Bedstemor: Cicilia Owusuaa

Børn: Akua Nhyira 1. og Akua Nhyira 2.

Pigerne har lært at gå og de er også så småt begyndt at  snakke. Deres vægt er fortsat alt for lav, selvom de langsomt tager på.  Bedstemoderen er en gang om måneden med dem ved sundhedsplejersken hvor de  bliver vejet. Vi følger op på dette når vi regelmæssigt besøger dem, og tjekker  pigernes vandrejournaler. Vi har betalt for at få deres sygesikringer fornyet,  og ved hvert besøg har vi forskellige ting med: Bleer, vaskepulver eller  andet.

Pigerne virker meget usikre, tilbageholdne og inaktive.  De er stadig langt bagud i forhold til deres alderstrin. Hvis alt går godt, vil  det sikkert gavne dem at starte i vuggestue efter nytår. De vil i en vuggestue  blive langt bedre stimuleret, og det vil gavne deres udvikling. 

 

Familie nr. 23:

Far: Kingsley

Mor: Esther

Barn: Fredrick Osei

En gang i august kom Fredricks mor, Esther, pludselig på  besøg på centeret. I det halve år Fredrick havde boet hos os, var det kun  faderen, Kingsley, som en gang i mellem var kommet forbi på centeret. Esther bad  om forladelse og sagde, at det nu var gået op for hende, at hun ikke ville miste  sit barn. Kingsley og Esther skændes stadig, som vi havde set det, da vi først  mødte dem på børnehospitalet. Siden august er Esther mere eller mindre kommet på  centeret en gang om ugen, for at besøge Fredrick. Hun har i perioden ikke haft  noget arbejde og ikke noget sted at bo, så hun har tigget os om hjælp. Vi har  gjort det klart for hende, at hun ikke kan bo på centeret, og noget arbejdet har  vi heller ikke at tilbyde hende. Hun er altid sulten når hun kommer, så hun  spiser selvfølgelig med og nyder at være på centeret indtil aftenstid, hvor hun  tager herfra igen. Hun kommer helt sikkert ikke kun for at se Fredrick, men  måske ligeså meget for at få mad, og for at være i hyggeligt selskab. Siden  Esther er begyndt at komme her regelmæssigt er Kingsley langsomt holdt op med at  komme her, eller kommer nu kun meget sjældent. Vi har kun en enkelt gang set  hans mor, så planen om at hun skal se efter Fredrick i fremtiden, holder nok  ikke.

Fredrick er nået rigtig langt i sin udvikling.  Han er begyndt at gå og tuller rundt på  centeret. Han nynner og er begyndt at sige de første ord. Fredrick er nu  halvandet år gammel, og stadig meget mindre end hans jævnaldrende, men hans  udvikling er fin, og han vokser som hans skal. Lige inden han fyldte et år, blev  han udskrevet fra rehap. afdelingen og har siden ikke fået specialkost. Han  guffer nu almindeligt mad i sig, og er blevet utrolig glad for mad. Hans første  tænder er nu også ved at bryde igennem, og det glæder os. Han er nu kun sjældent  syg, hvorimod han det første halve år han boede på centeret, konstant var  indlagt. Han var meget skrøbelig og sov på Bens og mit værelse. 

Eftersom han nu er blevet stærkere, er han flyttet ned  til de andre familier, som bor på centeret, og sover nu på Yaas værelse. 

 

Familie nr. 24:

Mor: Doreen

Mor: Dorcas

Barn: Stephanie

Bedstemoderen er endnu ikke kommet for at betale pengene  tilbage, som hun skylder os. Hun er heller ikke kommet sammen med pigerne, for  at snakke om deres fremtid, som vi havde opfordret hende til. Bedstemoderen har  tværtimod gemt sig for os det sidste halve år, og er kommet med undskyldninger  de få gange, vi har overrasket hende i deres hjem.

Hun er med andre ord ikke til at regne med. 

Vi opdagede i juni måned, at Doreen ikke som aftalt havde  hentet sin medicin på hospitalet. Vi hentede Doreen og Dorcas og kørte hen til  Hagar, som er vores kontakt på hospitalet og HIV rådgiver. Vi afholdte et møde,  hvor Doreen fortalte at hun føler sig mere syg når hun tager sin medicin,  specielt fordi hun ikke får nok at spise. Hagar fortalte om hvor vigtigt  medicinen er for hende i hendes situation, men Doreen ville ikke høre. Vi  konkluderede derfor at det ville være tidsspilde at tage hende med på hospitalet  efter medicin, hvis hun ikke havde tænkt sig at tage medicinen efterfølgende. Vi  bad hende derfor gøre om med sig selv hvad hun ville, og kontakte os hvis hun på  et tidspunkt ønskede vores hjælp igen.

Der gik efterfølgende mange måneder, hvor vi udelukkende  støttede Stephanie. Stephanies lærerinde beklagede sig over, at Stephanie altid  kom sulten i skole og uden bleer. Vi besluttede derfor at efterlade lommepenge  til Stephanie i skolen hver anden uge, som lærerinden nu hjælper hende med at  bruge på morgenmad, frugt og bleer.

En læge ringede en tidlig morgen, for at fortælle at  Doreen var blev indlagt og havde akut brug for hjælp. Vi ændrede dagens planer  og kørte direkte hen til hospitalet.

Doreens tilstand var kritisk, og lægen bad os køre på  universitetshospitalet efter to poser blod. Hun havde alvorlig malaria og svær  blodmangel. Dorcas kørte med os, og vi mødtes med pigernes onkel, som arbejder i  blodbanken. Onklen, som ellers normalt ikke er til meget hjælp for pigerne,  betalte blodet og gav også Dorcas lidt ekstra penge. Vi kørte tilbage til  Doreen, som var så afkræftet, at hun endda havde svært ved at sætte sig op, for  at spise den mad vi havde med til hende. Vi efterlod dem med penge til at købe  mad. Allerede dagen efter havde Doreen det meget bedre, og efter fem dage  ringede hun for at fortælle, at hun var blevet udskrevet. Vi tog derhen og hjalp  med at betale hendes regning for indlæggelsen. Doreen var meget taknemmelig og  sagde, at hun havde set døden i øjnene, og at hun ikke vidste hvad hun ville  have gjort uden vores hjælp.

Det gik under sygdomsforløbet også op for hende, hvor  meget hun har brug for HIV medicinen, for at blive stærkere.

Doreen,  Dorcas og Stephanie er siden kommet på centeret hver søndag, og Doreen er igen  begyndt at tage sin medicin. Dorcas fik sidste søndag 100 kr. til at starte en  frugt bod, og vi håber meget på at det vil lykkedes hende. Vi  håber det bedste for dem.

Doreen mangler fortsat en fadder.