Vi er i FHTH Ghana overvældet over den store støtte vi  møder fra sponsorer, faddere, medlemmer, frivillige og mange andre. Økonomisk  har denne støtte betydet at en drøm, er ved at gå i opfyldelse: De smukkeste  bygninger skyder op af jorden, ydremuren er færdigbygget og de smukke porte er  ved at blive sat i. Vandet løber, cementen blandes og de tunge sten bliver slæbt  og delt, for at passe ind. Alt imens den røde sol bager og gør det, i vores  øjne, uudholdelig at være der ret lang tid af gangen. Håndværkerne beklager sig  ikke, de udfører med glæde deres arbejde, og spørger kun en gang i mellem om at  få en pose ris, eller andet som ekstra betaling. Bens mor er tager på ud på  landet, for i en lille landsby, hvor hendes ældre søster bor, at fælde træer,  som skal bruges til tagkonstruktionerne. Træet ankommer til Kumasi inden længe,  og tømreren står allerede klar til at starte sit arbejde. Håndværkernes  utrættelige indsats overvælder os også, nogle af dem kommer helt fra  hovedstaden, hvor de om søndagen tager bussen til, for at bringe noget af deres  løn til deres koner og børn. Projektet er spændende og det er også den spænding,  som holder modet oppe hos Ben, som er bygmester og rigtig mange gange om ugen,  må køre ud på grunden for at tjekke håndværkernes arbejde, bringe materialer  eller reparere vandtanken.  Vi ser  med stor glæde frem til den dag, hvor FHTH Ghanas nye center står klart, og vi  kan kalde os selvejende.

Annelise, Linda og Karin er og har været en stor hjælp  for os, som aktive frivillige på centeret. Vi har i år mødt meget modgang:  Røveriet, mistet vores medarbejdere, Doris som er blevet syg osv. Ben og jeg har  haft rigtig meget på vores skuldre, og det har været en stor lettelse for os, at  have ekstra hænder, som har kunne aflaste os, specielt på centeret, hvor der  hver eftermiddag står syv børn klar til sjov og ballade.

Vi leder nu efter nye faste  medarbejdere, som vil passe ind i vores  atypiske arbejdsmiljø. De skal være rummende og have lyst og mod på at arbejde  hårdt, for at gøre livet bedre for andre.

Ben, Alfred og jeg var i oktober måned i Danmark i en  uge, og en uge på Kreta med min familie. Det var en skøn ferie! Tiden i Danmark  brugte jeg flittigt ved at holde foredrag forskellige steder. Et af stederne  blev jeg spurgt, om jeg aldrig er ved at give op? “Jo” svarede jeg. Lige efter  røveriet, da alt så sort ud, og jeg som en reaktion heraf boblede over af  følelser, stoppede jeg op, og overvejede et øjeblik…Men så gik jeg i stedet ud  og krammede børnene, lavede mad, tog pigerne med til lægen, og så solen skinne  og dem smile igen, og så vidste jeg at det ikke ville nytte noget at give op! 

Vores familier:

Famile nr. 1:

Mor: Sidonia Dagaar

Børn: Ernestina, Kwabena Joseph, Akosua Mary og Kwaku  Emmanuel.

Ernestina var hjemme hos sin mor på sommerferie. Hun kom  hver dag i ferien hen på centeret, sammen med sine brødre. Vi hjalp hende med at  forny hendes sygesikring, så hun kan få lægehjælp, hvis hun skulle blive syg  imens hun det kommende semester er på kostskolen. Efter ferien er Ernestina  startet på andet år i Senior High School. Skolen ligger i det nordlige Ghana og  hun er derfor kun hjemme i Kumasi, når det er ferie.

Ernestina udviste stor bekymring for familiens  boligforhold. Skuret de bor i er af meget ringe kvalitet, taget er utæt og  væggene rådne. Vi ønskede at finde en sponsorer til at hjælpe med at betale  husleje, så familien ville kunne flytte til et bedre sted. Manden som ejer  skuret de bor i, har for lang tid siden lovet at bygge et lille hus til  familien. Det lader ikke til at det kommer til at ske, så Sidonia har derfor  været ude for at finde et alternativ selv. Vi har nu hjulpet hende ved at betale  200 kr. for et værelse i en halvfærdig bygning, som er langt bedre end hvor de  bor nu. De flytter inden længe.

Moderen laver   kun i perioder øllet ”Pito” og sælger. Lige nu lever hun af at finde  tomme cementposer, som hun sælger videre inde i byen. Hun siger dog at hun vil  starte øllet igen, når de er flyttet.

Kwabena er efter ferien startet i 6. klasse og Kwaku  Emmanuel er startet i børnehave.

Begge drenge kommer fortsat i aflastning på centeret hver  eftermiddag efter skole og hver lørdag. De laver lektier, leger og spiser inden  de ved aftenstid tager hjem til moderen.

 

Familie nr. 2:

Mor: Olivia Owusu (Yaa)

Barn: Viola Owusu (Vera)

Olivia bestod med gode karakterer sin eksamen i  forsommeren, og er nu udlært syreske.

Olivia havde det meget svært i tiden efter røveriet. Hun  kunne slet ikke forestille sig, at hun nogensinde igen ville blive klar til at  åbne sin egen butik, som det ellers var planen før røveriet. Hun var i starten  meget passiv og havde meget svært ved at tage beslutninger. Psykologen som er  kommet på centeret en gang om ugen siden røveriet, har arbejdet meget med Olivia  omkring dette. Hun har langsomt fået modet igen, og sidst i september fandt hun  et butikslokale. Vi hjalp hende med at betale husleje, for en syv årig  lejeperiode og hun fik overrakt nøglerne. Hun var pave stolt! Den sidste måned  er Olivia langsomt gået i gang med at renovere og male forretningen, som hun  regner med at åbne inden længe.

Viola er efter sommerferien startet i 1. klasse. Det er  et stort skridt at starte i skole, og hun elsker det. Nu har hun hver dag  lektier for i flere fag, og hun viser stolt sine bøger frem.

 Viola har  svært ved at koncentrerer sig i længere tid af gangen. I skolen sidder de ned i  mange timer, men Viola ville hellere lege aktivt. Vi håber at hun med tiden vil  vokse fra det. Viola er meget aktiv og altid utrolig glad, hun trives rigtig  godt på centeret.

 

Familie nr. 3:

Børn: Enock Akrugu og Samuel Akrugu

Samuel boede i sommerferien på centeret, hvor vi nød hans  gode humør og hjælpsomhed.  Han er  nu efter ferien startet på 2. år af Senior High School (gymnasiet), som er en  kostskole. Han har stadig stor interesse for sport, specielt fodbold, og spiller  på skoleholdet.

Samuels eksamens resultater før sommerferie var ikke alt  for lovende, og vi har derfor rådgivet ham til, i denne skoleår, at have mere  fokus på det faglige, og ikke kun på fodbolden. Han drømmer om efter Senior High  School, at læse arkitektur på universitetet.

Enock tilbragte også en del af sin sommerferie hos os på  centeret. Samuel og Enock nød at være sammen. Drengene har af en sponsor fået  doneret en brugt lap-top og et digitalt camera. Maget af deres tid gik derfor  med det, de var vilde af begejstring.

Da vi i starten af september hentede en frivillig,  Annelise, inviterede vi Samuel og Enock med til hovedstaden, hvor vi tilbragte  to gode dage sammen. Det var utroligt spændende for dem at opleve en så stor og  udviklet by. Omkostningerne blev dækket af de resterende penge fra indsamlingen  ”Run Out Of The Trash”, som tidligere på året donerede husleje osv. til  drengenes familie.

Enock er efter sommerferien startet i Junior High School  på 3. år, hvilke er sidste år af folkeskolen. Inden længe skal han registreres  til de endelige eksamener, som ligger i foråret.

Han skal også ønske hvilke Senior High School han vil  starte  på, efter sommerferien næste  år. Han vil som første ønske vælge en skole, som ligger i det samme område som  vores nye center. Jeg tror han ser det som en tryghed, at være i nærheden af os. 

 

Familie nr. 4:

Far: Kofi Boakye

Mor: Afia Badu

Børn: Kofi Frank Boakye, yaa Akoto, Yaw Awuah, Evans  Boakye og Akwasi Adjei.

Frank er stoppet i lære som skomager, da han af ukendte  årsager kom op at skændes med ejeren af butikken. Frank har ikke rigtig vidst  hvad han vil. Han er 18 år gammel, men er ikke mentalt alderssvarende, og derfor  løber han tit ind i vanskeligheder. Han har svært ved at tage beslutninger og  endnu sværere ved at holde ved de beslutninger, som han så endelig tager. Han  har behov for ekstra støtte, men det er svært for os at yde mere støtte, da  familien bor langt fra centeret.

Frank er nu startet i lære hos en mekaniker. Han siger  selv at det går fint, men vi har ofte oplevet at han ikke kommer afsted om  morgenen. Vi motiverer ham ved at give lommepenge, så han kan betale for  transporten til lærepladsen og for frokost.

Yaa og Yaw modtager fortsat deres daglige lommepenge fra  en lærerinde på skolen. Vi afleverer pengene hos lærerinden hver anden uge, og  så udbetaler hun til dem hver morgen, så de kan købe morgenmad og frokost. Det  fungerer fint.

Yaa er efter sommerferie startet i 6. klasse, og klarer  sig rigtig fint.

Yaw er startet i 2. klasse. Han er stadig langt bagud i  forhold til sit alderstrin, men han er glad for at gå i skole. Yaw har den  sidste lange periode haft det rigtig godt, og har ikke mærket noget til sin  blodsygdom. Vi har være med han til tjek på hospitalet, hvilke gik så godt, at  han nu kun behøver komme til tjek hver halve år fremover. Vi sørger for hans  medicin, og opmuntrer ham til at tage den dagligt.

Vi har efter sommerferien flyttet de to yngste, Akwasi og  Evans til en bedre børnehave.

De er begge to rigtig glade for den nye institution, og  personalet har kommenteret at de langsomt mærker bedring i deres udvikling.  Drengene har siden de var helt små været meget reserveret og har sociale  vanskeligheder. Vi håber det kan rettes op på med ekstra støtte fra børnehaven. 

Faderen, Joe, har lukket baren og vi rigtig gerne i gang  med et andet erhverv.

Han ønsker også brændende at holde op med at drikke, og  vi har derfor i en længere periode observeret ham, når vi har besøgt familien.  Han drikker stadig, men hans alkoholforbrug er tydeligvis nedsat og han har i  flere perioder slet ikke drukket. Han har været meget syg de sidste måneder, og  det er her gået op for ham, at han bliver nød til at holde op med at drikke. Han  har også tabt sig meget, og har ingen appetit. Han ønsker inderligt at starte en  ny tilværelse, og det vil vi gerne hjælpe ham til, da det med sikkerhed vil være  godt for hele familien.

Vi har nu, efter lang tids overvejelse, været med Joe ude  at købe sandaler, som han skal sælge. Sandalerne er givet som et mini lån, som  han løbende skal betale tilbage.

Han har nu været i gang i en uges tid, og det virker  lovende.

 

Familie nr. 5:

Mor: Christiana Serwaah

Børn: Lucy Amankwa, Stephen Amankwa, Felicia Amankwa,  James Amankwa, Elizabeth Amankwa, Philippa Amankwa, Nana Emmanuel Amankwa  (Kwaku).

Skolen som de fire yngste startede på efter nytår, viste  sig ikke at leve op til vores forventninger. Skolen har et godt rygte og er  derfor meget dyr, men vi oplevede ikke at den fagligt kunne leve op til prisen.  Derfor tog vi i samråd med moderen beslutningen om, at børnene efter  sommerferien skulle starte på en anden skole. Moderen fandt en skole i nærheden  af hvor de bor, og vi fik børnene indregistreret. De er alle glade for det nye  skoletilbud. James er startet i Junior High School 2, Elizabeth i 6. klasse ,  Philipa i 4. klasse og Kwaku i 3. klasse.

Filicia er nu ved at forberede sig, til at skulle starte  som kostskoleelev på et teknisk gymnasium. Hun har valgt linjen mad og ernæring,  og glæder sig meget til at komme i gang.

Vi har givet moderen penge, så hun sammen med Felicia kan  tage ud og købe alle de nødvendige ting til skolen.

Lucy startede i forsommeren på den nye læreplads, som er  betalt af en sponsor. Hun er dybt taknemmelig og meget glad for at være der.  Lucy er meget hjælpsom og ansvarsfuld i hjemmet. Hun tager sig rigtig godt af  sine mindre søskende. Det samme gør den ældste søn, Stephen, som arbejder hos en  skomager.

Først i august blev moderen, Christiana, gift med en  mand, som arbejder som buschauffør på den skole hvor hun sælger kebab. Han er  oppe i årene, og hans børn er voksne og flyttet hjemmefra. Det er ikke deres  plan at bo sammen, men de besøger hinanden ofte.

Vi snakkede med Christiana om, at huset de bor i er  bygget til børnene. Vi var bekymret for,   at den nye mand ville komme og ”overtage” huset. Hun gjorde det meget  klart for os, at hendes børn er det vigtigste for hende, og at hun er helt  indforstået med at huset er til gavn for børnene. Det var dejligt at  høre.

Kun en uge efter de blev gift blev Christiana alvorligt  syg. Stephen ringede til os en tidlig morgen, for at fortælle at moderen var  blevet indlagt på akutafdelingen på universitets hospitalet. Hun var indlagt i  næsten en måned, og vi assisterede ved at betale for hendes medicin og senere en  del af  regningen for indlæggelsen.  Hun var meget taknemmeligt og rystet over situationen. Det viste sig at hun  siden nytår ikke havde været til   tjek, med den forstørrede milt, og at hendes tilstand derfor var blevet  svært forværret. Det har virkelig været en lærestreg for hende, og hun tager nu  sine hospitalstjek meget alvorligt. Det samme gælder hendes medicin, som hun  skal tage tre gange om dagen.

 

Familie nr. 6:

Mor: Talata Felicia Kobina

Børn: Harrote Kobina (Bebee) og Angela  Kobina

Efter sommerferien er Harrote flyttet til en ny skole,  hvor han er startet i 2. klasse. Vi valgte at lade ham skifte skole, da den  gamle skole lå lige op ad en kirke. Kirken afholdte meget larmende gudstjenester  hver onsdag og fredag i skoletimerne, så det var umuligt for eleverne at  koncentrerer sig i timerne. Harrote er blevet rigtig glad for den nye skole, som  ligger i samme område, tæt på hvor familien bor. Vi håber det vil gavne ham  fagligt.

Moderen, Talata, spurgte os i en længere periode om hjælp  til at betale husleje. Hun var blevet smidt ud af det halvfærdige hus hun boede  i gratis, sammen med Bebee og andre familiemedlemmer. Huset skulle nemlig bygges  færdigt.

Da vi ikke sprang til, fandt hun selv pengene til at leje  et lille værelse i samme område. Det var glædeligt at se, at hun selv tog  ansvar.

Hun laver og sælger stadig grød osv. om morgenen. – Et  morgenmads-gadekøkken.

Harrote har flere gange været på weekend på centeret, men  da vi har haft en kaotisk periode, er det ikke blevet så regelmæssigt som vi  ville ønske. Det er stadig den langsigtet plan at Harrote skal besøge centeret  regelmæssigt, for at få skabt et godt forholde mellem ham og Angela. Moderen  besøger en gang i mellem, men det er ikke stabilt som vi ville ønske det. Hun  har også en enkelt gang besøgt centeret sammen med Angelas far. Det var over et  år siden han sidst havde besøgt Angela, så hun kunne knapt kende ham, og var  meget genert.

Angela har det ellers rigtig godt på centeret. Hun er  efter sommerferien startet i børnehave 2, som svarer til børnehaveklasse. Hun er  kvik og klarer sig rigtig godt fagligt.

Angela og Viola, som også bor på centeret, er bedste veninder, og de har stor glæde af hinanden.

 

Familie nr. 7:

Far: Kwabena Awuah

Mor: Mary Akomah

Børn: Stephen Akwasi Sarpong, Francis Sarkodie Awuah,  Stella Owusuaa og Liane Konadu.

Efter en lang periode betalte forældrene endelig lånet  tilbage, og undskyldte mange gange. Efterfølgende er de igen begyndt at komme på  centeret, og spørger ligesom tidligere om hjælp og rådgivning. Faderen, Kwabena,  arbejder fortsat på en farm udenfor Kumasi, og er kun sjældent hjemme. Vi har  endnu engang opfordret moderen, Mary, til at finde et arbejde, da der ikke er  penge nok nu, til at tage sig godt af børnene.

Efter sommerferien er Stephen startet i 4. klasse og  Francis i 2. klasse, på den lokale kommunale skole. Der har været lidt problemer  med Stephen, som gentagende gange har pjækket fra skole. Han har det  tilsyneladende svært i skolen. Vi har snakket med både Stephen og forældrene om  problemet, og bedt dem være ekstra opmærksomme og lyttende.

Stella er efter sommerferien startet i børnehave 2 og  Liane er fortsat i vuggestue.

Forældrene kom for nyligt hen på centeret, med meget  triste nyheder: Stella havde ugen forinden, med frygt i stemmen fortalt sin mor  om hvordan to teen-age fætre, gentagende gange har forgrebet sig på hende. Dette  er sket i bedstemoderens hus, hvor børnene ofte har været efterladt uden opsyn.  Forældrene havde haft Stella med ved lægen, som havde udfyldt en politirapport.  Forældrene har dog senere hen droppet anmeldelsen, da familien ønskede problemet  skulle løses internt. Familien har dog ikke henvendt sig til Stellas forældre  igen, og drengene er nu sluppet uden nogen form for straf. Vi har gjort det  tydeligt for forældrene, hvor meget vi er imod denne beslutningen, og vi har  forfærdeligt ondt at lille Stella. Forældrene lader i det mindste ikke deres  børn komme i bedstemoderens hus længere, hvor drengene også bor. Stella lider  meget under hvad er sket, og vi har derfor sørget for, at hun nu ugentligt har  samtaler med Dorcas, der er den psykolog, der siden røveriet har været  tilknyttet centeret. Vi har været med Stella og hendes mor hos en specialiceret  gynækolog som slog fast, at Stella ikke har været voldtaget, og altså heldigvis  ikke har fysiske men efter overgrebene. Det er en helt forfærdelig historie, og  vi ville ønske vi kunne gøre mere for lille stakkels Stella.

 

Familie nr. 10:

Mor: Ama Bonsu

Børn: Vicencia Gyasi Baye, Anthony Twuniasi, Akua Bonsu  og Kojo Kliti

Både Kojo og Akua er efter sommerferien fortsat i  børnehave. De har det godt og trives på hver deres skoler. Kojo går i børnehave  på skolen hvor de ældste søskende går, og Akua går i børnehave på den skole hvor  bedste faderen kører skolebussen. Vi har besøgt skolerne og betalt for alt hvad  de havde brug for dette semester. Moderen er som altid dybt taknemmelig for  vores støtte. Vi glædes over at denne familie klarer sig så godt, og at de har  styr på tingene. Faderen arbejder fortsat i en anden by, og er kun hjemme engang  imellem i weekenderne, så det er sjældent vi møder ham.

 

Familie nr. 12:

Mor: Georgina Atta

Børn: Mizpah Eshen, Daniel Eshen, Magdalena Eshen, Habeku  Eshen, Nehemiah Eshen + 3 ældre børn.

Inden sommerferien var det et stort problem at børnene  ikke regelmæssigt kom i skole og børnehave. Vi gav moderen en advarsel, og  truede med at børnene ville miste vores støtte, hvis ikke de hver dag kom  afsted.

Efter sommerferie går det heldigvis meget bedre, Daniel  er startet i 4. klasse, Magdalena i børnehave 2. og Habeku og Nehemiah i  børnehave 1. Daniel er blevet meget åben, han er glad og snakker meget når vi  besøger ham på skolen. Magdalena er også altid glad og charmer alle. Habeku og  Nahamiah er mere forsigtige og siger ikke meget. De er stadig bagud i deres  udvikling, men er alligevel nu rykket fra vuggestuen og op i børnehaven. De er  vidt forskellige fra deres søster, Magdalena. Selvom de er meget generte, så kan  man sagtens få et forsigtigt smil frem på deres læber.

 

Familie nr. 13:

Farmor: Mary Adugyamfi

Børnebørn: Joyce Adugyamfi og Erica  Adugyamfi.

Pigerne er nu startet på en privatskole hvor planen er,  at de skal registreres som kostskole elever efter juleferien.  Efter sommerferien startede Joyce i og  Erica i klasse.

Det er fagligt en stor udfordring for dem, da de hidtil  har gået på en kommunal skole, hvor niveauet er meget anderledes. De er dog  optimistiske og villige til at kæmpe. Begge piger er utroligt taknemmelige for  vores hjælp. De siger at deres drøm om god skolegang, nu er gået i opfyldelse. 

Det er meget lang tid siden vi har ser pigernes  bedstemor, men vi har dog snakkes med hende i telefonen. Derimod er deres far  vendt hjem, og har denne gang besluttet at blive i Kumasi, sammen med pigerne.  Det er dog rigtig svært for dem, at vænne sig til pludselig at have en far, når  de har været så vant til at være alene. De føler selvfølgelig også et stor svigt  fra faderens side, og det gør at han nu har svært ved at vinde deres tillid og  respekt. Det har derfor kostet mange kampe, specielt mellem faderen og den  ældste datter, Erica. Faderen er bekymret og har bedt os om hjælp. Vi har nu  aftalt at holde et møde med dem alle tre, inden for den nærmeste fremtid. 

 

Familie nr. 16:

Mor: Esther

Børn: David og Liane

Esther solgte sandalerne, indtil hun i syvende måned af  graviditeten fik for ondt i lænden og derfor blev hjemme. Sidste i juni måned  fødte hun en yndig lille datter, som senere er blevet døbt Liane. Esther ringede  til os lidt i 4 om morgenen, og bad om hjælp til at komme på fødegangen. Jeg  skyndte mig at køre hjem til dem. Ude på verandaen stod David klargjort, i både  tøj og sko, helt forvirret. Esther havde voldsomme veer, og jeg kunne se det  skulle gå stærkt. “Hvor er din mand” spurgte, “Han er lige gået i bad” svarede  hun. Jeg bankede på badeværelses døren, manden råbte hej, og jeg bad ham komme  ud. Jeg ventede i ca. 10. minutter, men han kom ikke ud. Han gemte sig. Om det  var fordi han skammede sig, eller om han bare ikke gad involveres ved jeg ikke.  Esther fortalte senere, at han endda tidligere på natten havde bedt hende gå  udenfor, fordi hun larmede sådan når veerne kom, og det forstyrrede hans  nattesøvn. Jeg forklarede Esther at vi ikke kunne tage David med på fødegangen,  men Esther var fortvivlet og vidste ikke, hvor hun ellers skulle gøre af ham.  Hendes mand regnede hun i hvert fald ikke med. Jeg aftalte derfor med en nabo,  at hun ville se efter David og følge ham i vuggestue. Esther kunne næsten ikke  gå ud til bilen. Liane blev født kun en lille time efter vi ankom på hospitalet.  Alt gik som det skulle. Om eftermiddagen blev de udskrevet, vi kørte dem hjem,  og hentede David i vuggestuen. Esthers mor ankom, for at hjælpe til i huset, og  vi efterlod dem lidt penge til mad. Alle de nødvendige ting til babyen, havde vi  hjulpet Esther med at anskaffe på forhånd.

Efterfølgende har vi ofte besøgt familien, og fulgt  babyens udvikling. Esther har været god til at passe aftaler hos  sundhedsplejersken, og vi har blot tjekket vandrejournalen efterfølgende. Liane  tager fint på i vægt og har det godt. Kort efter fødslen ringede Esther dog til  os, og var bekymret, da babyen havde nogle blå striber på brystet. Hun bad om  penge til at tage babyen med til en medicinermand, som ville kunne helbrede det.  Jeg bad hende vente til jeg kom forbi. Jeg løftede op i Lianes lille trøje, og  så smilede jeg. Jeg strakte min egen arm frem så Esther kunne se: “Det er  blodårer”, “ja” svarede jeg.

Kun en måned efter fødslen tog Esther selv ind på  hospitalet, og fik en P-stav (prævention for 5 år). Hun var stolt, da hun  overbragte os nyheden. Jeg blev også helt stolt og roste hende helt op til  skyerne. Sikke en fremgang – et godt skridt i den rigtige retning. 

David har det godt, selvom det har været hårdt for ham,  at være blevet storebror, med en mor, som er ene om ansvaret for de to  børn.  Han er altid meget glad for  at se os, når vi kommer på besøg og bliver altid rigtig ked af det når vi går  igen. Flere gange når vi har besøgt dem i den sidste tid, har David ikke opført  sig særlig pænt, jeg tror det skyldes han hungrer efter opmærksomhed. Moderen  kæmper for at få pengene til at slå til. Med mandens bidrag når hun ikke ret  langt, han har desuden været syg, og har derfor ikke kunne arbejde. 

Vi håber inden længe Esther igen kan genoptage  sandal-salget, så hun delvist kan forsørge sig selv og børnene. 

 

Familie nr. 17:

Mor: Stargina Ama

Børn: Nana Aquah Lord, Henry Obinim, Louis Obinim og  Benedict Nhyira Appiah.

Barnebarn: Kobii

Kobii (Amas barnebarn) er startet i vuggestue og det  samme er familien yngste, Benedict.

De går i samme institution som familien øvrige børn og de  børn som bor på centeret.

Alle drengenge har det godt, selvom de indimellem alle  har været syge, oftest ramt af malaria. Vi har betalt for sygesikring for Kobii,  så alle børnene nu har en sygesikring.

Ama er stille og roligt begyndt at betale tilbage på mini  lånet, selvom hun måske aldrig får hele beløbet betalt tilbage, er det godt at  se hun tager ansvar. Hun kommer heller ikke så ofte på centeret mere, for at  bede om hjælp, og det viser bestemt også en fremgang. Drengene er stadig meget  overladte til sig selv, og vi har gentagende gange anbefalet Ama, at se bedre  efter sine børn. Hun har svært ved at overskue den store drengeflok, og bliver  jo selvfølgelig samtidig nød til at passe kunderne, som ind i mellem kommer i  salonen. For at tjene lidt ekstra sælger hun sandaler, som hun bærer på hovedet  rundt i området.

 

Familie nr. 18:

Mor: Doris Apana

Børn: Benjamin Apana

Doris har haft det meget svært efter røveriet. Hun  udviklede langsomt en depression, som med tiden blev værre og værre. Psykologen,  som ugentlig har fuldt Doris, Yaa og resten af centeret siden røveriet, blev  bekymret for Doris og henviste hende i starten af oktober til en psykiater.  Doris startede på antidepressivt medicin, men fik det blot værre. 

Imens Ben og jeg var i Danmark på ferie i uge 41 og 42,  blev Doris akut indlagt på skadestuen og senere forflyttet til psykiatrisk  skadestue. Hun var blevet psykotisk. Bens mor, som ellers var på centeret, for  at se efter det hele under vores ferie, sad ved Doris´ side på hospitalet  igennem hele indlæggelsen, dag og nat. Vores frivillige, Annelise, gjorde også  en stor indsats. Psykiaterne arbejdede ud fra, at Doris havde fået en depressiv  psykose. Det var Doris´ familie i det nordlige Ghana dog ikke enige i, de mente  derimod at Doris var blevet besat af onde onder og ville have hende hjem. Doris  var i sine klare øjeblikke blot forvirret, og følte sig presset imellem to  forskellige kulturer.

Med tiden forstod familien dog også, at Doris i hendes  tilstand ikke ville kunne rejse tværs gennem landet. De har siden blot udvist  taknemmelighed for vores hjælp og støtte. Doris blev udskrevet dagen efter vi  vendte hjem fra ferie, om fredagen i uge 43. Hun var stadig ikke frisk, og havde  fortsat mange psykotiske problemer. De første uger blev to af os nødt til at  sidde vagt ved Doris konstant, da vi aldrig vidste hvornår hun ville få et  anfald. Bens mor og en kammerat, Christian, var en kæmpe støtte i denne periode.  Langsomt er det begyndt at gå lidt bedre, men det går stadig meget op og ned.  Hun kan have en uge uden noget, hvorefter det lige pludselig bryder ud igen. Hun  hallucinerer, har OCD symptomer, og er slet ikke til stede, når hun har et  anfald. Hun har også depressive perioder, hvor hun græder højlydt, som en lille  baby. Hun er nu på både antidepressivt og antipsykotisk medicin. Yderligere er  hun på medicinering for epilepsi. Hun er til tjek hver anden uge, hvor  psykiaterne fortsat regulerer hendes medicin. Vi håber snart hun kan blive  stabiliseret, og at det kan begynde at gå mere i den rigtige retning igen. 

Det er en meget hård periode for os, for hele centeret. 

Benjamin har haft det svært efter Doris blev udskrevet.  Det er hård for ham at se sin mor så syg. Det er omvendt også rigtig hårdt for  Doris, at hun i hendes tilstand ikke kan tage ansvar for sin søn. Benjamin sover  derfor nu inde på vores værelse, og når Doris har gode dage hjælper hun med at  se efter ham, og udfører nogle af de daglige pligter. Vi forsøger så vidt muligt  at holde Doris inde på værelset, når hun bliver psykotisk, for at skåne børnene.  Vi er dog samtidig åbne over for børnene omkring Doris´ sygdom, og vi snakker  meget om det.

Lige inden vi rejste på ferie, havde vi fundet et teknisk  gymnasium, hvor Doris skulle starte på designer linjen. Hun blev dog indlagt  samme dag, som hun skulle være startet i skole. Det har været rigtig hårdt for  hende, og hun tænker meget over hvornår hun mon kan starte. Vi håber på at hun  får det så godt, at hun kan starte efter juleferien.

 

Familie nr. 19:

Far: Williams Asamoah

Mor: Stella Antwi Asamoah

Børn: Christabel, Kingsley, Kelvin, Armstrong og Nana  Aduah.

Christabell  skal starte i Senior High School. Inden  vi rejste på ferie, havde hun endnu ikke fået sin placering af regeringen, altså  om hvilke skole hun skulle gå på. Vi sagde derfor til moderen, at vi ville tage  på ferie og håbe at hendes placering i mellem tiden ville komme. 

Da vi kom tilbage fandt vi ud af, at moderen bag om  ryggen på os, havde valgt en anden skole til Christabell og lånt penge til at  betale skolepengene. Hun havde også valgt at lade Christabell være dagsstudent,  og ikke kostskoleelev, hvilke mht. transport osv. vil blive langt dyrere. Hun  forventede så at vi stod klar til at betale regningen, altså indrette os under  hende. Vi gjorde det klart for hende, at det bestemt ikke er den måde vi  arbejder på. Hun har ikke ret til at “bruge” FHTHs midler i forkøbet for vores  vurderinger, og beslutninger. Moderen blev meget ked af det, og mødte senere op  på centeret sammen med en præst, for at bede om forladelse. Hun havde selv stor  forståelse for, at hvad hun havde gjort var forkert.

Christabell er senere hen blevet omregistreret og starter  nu som kostskoleelev på den samme skole, på ernærings linjen.

Kelvin havde sidste skoleår ikke særligt gode  eksamensresultater, og moderen udviste bekymring. Vi kiggede hans rapporter  igennem og så at det var klassen generelt, som havde dårlige resultater. Vi  kunne derved konkludere, at han for at klare sig bedre fagligt ville have gavn  af et bedre skoletilbud. Han havde hidtil gået på en kommunalskole. Efter  sommerferien startede Kelvin på samme privat skole, som hans yngre søskende. For  at passe ind i deres faglige niveau blev han testet inden skolestart, og skal gå  5. klasse om. Det gjorde ham ikke så meget, da han blot var spændt på alt det  nye.

Armstrong er efter sommerferien startet i 3. klasse og  Nana Aduah er fortsat i vuggestue. Begge børn er rigtig glade for at deres  storebror, Kelvin, nu går på samme skole som dem, og de tager skolebussen sammen  om morgenen.

Kingsley er startet på sidste år af Junior High School,  og skal til foråret skrive de endelige eksamener, og efterfølgende starte på  Senior High School, ligesom Christabell. Han ønsker dog modsat sin søster at gå  på en videnskabelig linje.

Moderen har fået en brugt mobiltelefon af os og økonomisk  hjælp til at starte en lille forretning, hvor hun laver donuts og sælger. 

 

Familie nr. 20:

Mor: Ama Francisca

Barn: Liane Amponsah

Ama er startet i lære som frisør. Salonen ligger ikke  langt fra hvor de bor, så hun kan gå derhen. Hun har dog brug for hjælp til at  købe frokost og andet, og vi giver derfor Ama lommepenge til at dække dette. 

Liane har igen flere gange været syg. Moderen ringede en  aften, for at fortælle at Liane var meget syg. Vi mødtes med dem på  børnehospitalet den næste morgen, hvor Liane blev akut indlagt, med alvorlig  malaria og blodmangel. Vi blev hos Liane på afdelingen, imens moderen tog med en  sygeplejerske på universitets hospitalet efter blod. Liane kom sig heldigvis  hurtigt og blev efter få dage udskrevet igen.

Ama og Liane mangler opbakning fra den øvrige familie,  det virker som om de er ligeglade med dem. Vi har derfor taget kontakt til Amas  mor og andre voksne i familien, som alle berettede om, hvor uhøflig og  uforskammet Ama ofte opfører sig. Familien er derfor trætte af hende. Vi  opfordrede familien til at tænke på lille Liane, og fortalte dem at hun har brug  for deres støtte, da moderen har svært ved at klare ansvaret alene. 

Vi snakkede også efterfølgende med Ama om problemet, og  har opfordret hende til at respektere sin mor og resten af den ældre generation  i huset.

Det er svært for Ama at indrette sig under andre, da hun  er vokset op uden retnings linjer, og har manglet mange forskellige ting igennem  hele opvæksten.

Ama ringede en dag til os, for at fortælle at Liane var  blevet væk!

Vi skyndte os derud, hvor vi fik hele historien: Lianes  far og hans mor var kommet på besøg sammen med en af Amas familiemedlemmer.  Liane kender knap nok faderen og slet ikke farmoderen, men de havde snakket frem  og tilbage. Da de gik tog de Liane med sig, og sagde de ville komme tilbage med  hende senere på dagen. De kom dog ikke tilbage og nu var der gået over en uge. 

Det undrede os først og fremmest at Ama ikke tidligere  havde reageret på, at hendes datter var væk? Ama sad bare og kiggede ned i  jorden, og skammede sig måske.

Vi spurgte Ama hvad hun ønskede vi skulle gøre for at  hjælpe hende. Hun svarede, at hun ville have sin datter igen. Vi forsøgte derfor  at ringe til Lianes far, men han blev bare sur og lagde på. Vi opsøgte derefter  faderens søster og bad hende fortælle sin bror, at vi dagen efter ville anmelde  sagen, hvis Liane ikke kom tilbage.

Dagen efter rejste Ama og hendes mor ud til Lianes  farmor, og bragte Liane tilbage til Kumasi. Det viste sig senere at det var en  af Amas mostre, som havde arrangeret det hele med Lianes fars familie, da hun  mente det ville være nemmere for Ama og deres familie at være foruden Liane. 

Ama kæmper en svær kamp med sin familie, men også med  ansvaret, at se godt efter Liane. Vi forsøger at støtte hende igennem hverdagen,  og sørger for alt hvad de måtte have brug for, for at klare sig. 

Liane er fortsat i vuggestue, og vi har betalt alle  hendes udgifter, bøger, uniformer osv.

 

Familie nr. 21:

Far: Thomas

Mor: Patience

Børn: Joshua og Mume.

Familien flyttede i forsommeren ind i den skønne nye  lejlighed, hvor huslejen er sponsoreret for tre år. Lejligheden består af tre  værelser, køkken og badeværelse. Det var meget overvældende for familien  pludselig at få så meget plads. De har hidtil boet seks mennesker sammen på et  værelse, som også fungerede som stue.

Donationen rakte også til maling, og familien besluttede  at male en glad lysegrøn farve i alle rummene. Da der stadig var penge tilbage  købte vi madrasser og senge til børnene, som ellers sov på et lagen på  betongulvet. Vi købte også cykler, så børnene kan cykle til skolen, som de nu  bor længere væk fra. Børnene blev helt vilde af begejstring, og de ville med det  samme ud at cykle på grusvejen foran huset. Vi har dog senere hørt, at efter vi  tog afsted blev cyklerne låst inde, indtil faderen om søndag kom hjem, og de  sammen kunne bede og takke Gud for de flotte gaver.

Moderen i familien, Patience, har aldrig gået i skole og  har i lange perioder været arbejdsløs. Vi tilbød hende derfor et arbejde på  centeret, da vi havde brug for en barnepige, til at se efter Fredrick i  dagtimerne i hverdagene. Hun nyder jobbet og Fredrick nyder hendes selskab.  Patience er meget rolig og kærlig, og hun passer godt ind i centerets hverdag. 

Efter sommerferien er Joshua startet i Junior High School  og Freda i 3. klasse. De klarer sig begge rigtig flot i skolen og er glade for  at gå i skole. Vi har flere gange besøgt skolen dette semester og har betalt  alle deres skoleudgifter.

 

Familie nr. 22:

Bedstemor: Cicilia Owusuaa

Børn: Akua Nhyira 1. og Akua Nhyira 2.

Pigerne har lært at gå og de er også så småt begyndt at  snakke. Deres vægt er fortsat alt for lav, selvom de langsomt tager på.  Bedstemoderen er en gang om måneden med dem ved sundhedsplejersken hvor de  bliver vejet. Vi følger op på dette når vi regelmæssigt besøger dem, og tjekker  pigernes vandrejournaler. Vi har betalt for at få deres sygesikringer fornyet,  og ved hvert besøg har vi forskellige ting med: Bleer, vaskepulver eller  andet.

Pigerne virker meget usikre, tilbageholdne og inaktive.  De er stadig langt bagud i forhold til deres alderstrin. Hvis alt går godt, vil  det sikkert gavne dem at starte i vuggestue efter nytår. De vil i en vuggestue  blive langt bedre stimuleret, og det vil gavne deres udvikling. 

 

Familie nr. 23:

Far: Kingsley

Mor: Esther

Barn: Fredrick Osei

En gang i august kom Fredricks mor, Esther, pludselig på  besøg på centeret. I det halve år Fredrick havde boet hos os, var det kun  faderen, Kingsley, som en gang i mellem var kommet forbi på centeret. Esther bad  om forladelse og sagde, at det nu var gået op for hende, at hun ikke ville miste  sit barn. Kingsley og Esther skændes stadig, som vi havde set det, da vi først  mødte dem på børnehospitalet. Siden august er Esther mere eller mindre kommet på  centeret en gang om ugen, for at besøge Fredrick. Hun har i perioden ikke haft  noget arbejde og ikke noget sted at bo, så hun har tigget os om hjælp. Vi har  gjort det klart for hende, at hun ikke kan bo på centeret, og noget arbejdet har  vi heller ikke at tilbyde hende. Hun er altid sulten når hun kommer, så hun  spiser selvfølgelig med og nyder at være på centeret indtil aftenstid, hvor hun  tager herfra igen. Hun kommer helt sikkert ikke kun for at se Fredrick, men  måske ligeså meget for at få mad, og for at være i hyggeligt selskab. Siden  Esther er begyndt at komme her regelmæssigt er Kingsley langsomt holdt op med at  komme her, eller kommer nu kun meget sjældent. Vi har kun en enkelt gang set  hans mor, så planen om at hun skal se efter Fredrick i fremtiden, holder nok  ikke.

Fredrick er nået rigtig langt i sin udvikling.  Han er begyndt at gå og tuller rundt på  centeret. Han nynner og er begyndt at sige de første ord. Fredrick er nu  halvandet år gammel, og stadig meget mindre end hans jævnaldrende, men hans  udvikling er fin, og han vokser som hans skal. Lige inden han fyldte et år, blev  han udskrevet fra rehap. afdelingen og har siden ikke fået specialkost. Han  guffer nu almindeligt mad i sig, og er blevet utrolig glad for mad. Hans første  tænder er nu også ved at bryde igennem, og det glæder os. Han er nu kun sjældent  syg, hvorimod han det første halve år han boede på centeret, konstant var  indlagt. Han var meget skrøbelig og sov på Bens og mit værelse. 

Eftersom han nu er blevet stærkere, er han flyttet ned  til de andre familier, som bor på centeret, og sover nu på Yaas værelse. 

 

Familie nr. 24:

Mor: Doreen

Mor: Dorcas

Barn: Stephanie

Bedstemoderen er endnu ikke kommet for at betale pengene  tilbage, som hun skylder os. Hun er heller ikke kommet sammen med pigerne, for  at snakke om deres fremtid, som vi havde opfordret hende til. Bedstemoderen har  tværtimod gemt sig for os det sidste halve år, og er kommet med undskyldninger  de få gange, vi har overrasket hende i deres hjem.

Hun er med andre ord ikke til at regne med. 

Vi opdagede i juni måned, at Doreen ikke som aftalt havde  hentet sin medicin på hospitalet. Vi hentede Doreen og Dorcas og kørte hen til  Hagar, som er vores kontakt på hospitalet og HIV rådgiver. Vi afholdte et møde,  hvor Doreen fortalte at hun føler sig mere syg når hun tager sin medicin,  specielt fordi hun ikke får nok at spise. Hagar fortalte om hvor vigtigt  medicinen er for hende i hendes situation, men Doreen ville ikke høre. Vi  konkluderede derfor at det ville være tidsspilde at tage hende med på hospitalet  efter medicin, hvis hun ikke havde tænkt sig at tage medicinen efterfølgende. Vi  bad hende derfor gøre om med sig selv hvad hun ville, og kontakte os hvis hun på  et tidspunkt ønskede vores hjælp igen.

Der gik efterfølgende mange måneder, hvor vi udelukkende  støttede Stephanie. Stephanies lærerinde beklagede sig over, at Stephanie altid  kom sulten i skole og uden bleer. Vi besluttede derfor at efterlade lommepenge  til Stephanie i skolen hver anden uge, som lærerinden nu hjælper hende med at  bruge på morgenmad, frugt og bleer.

En læge ringede en tidlig morgen, for at fortælle at  Doreen var blev indlagt og havde akut brug for hjælp. Vi ændrede dagens planer  og kørte direkte hen til hospitalet.

Doreens tilstand var kritisk, og lægen bad os køre på  universitetshospitalet efter to poser blod. Hun havde alvorlig malaria og svær  blodmangel. Dorcas kørte med os, og vi mødtes med pigernes onkel, som arbejder i  blodbanken. Onklen, som ellers normalt ikke er til meget hjælp for pigerne,  betalte blodet og gav også Dorcas lidt ekstra penge. Vi kørte tilbage til  Doreen, som var så afkræftet, at hun endda havde svært ved at sætte sig op, for  at spise den mad vi havde med til hende. Vi efterlod dem med penge til at købe  mad. Allerede dagen efter havde Doreen det meget bedre, og efter fem dage  ringede hun for at fortælle, at hun var blevet udskrevet. Vi tog derhen og hjalp  med at betale hendes regning for indlæggelsen. Doreen var meget taknemmelig og  sagde, at hun havde set døden i øjnene, og at hun ikke vidste hvad hun ville  have gjort uden vores hjælp.

Det gik under sygdomsforløbet også op for hende, hvor  meget hun har brug for HIV medicinen, for at blive stærkere.

Doreen,  Dorcas og Stephanie er siden kommet på centeret hver søndag, og Doreen er igen  begyndt at tage sin medicin. Dorcas fik sidste søndag 100 kr. til at starte en  frugt bod, og vi håber meget på at det vil lykkedes hende. Vi  håber det bedste for dem.

Doreen mangler fortsat en fadder.