Det nye år er godt i gang, og vi har som altid  nok at se til i FHTH Ghana. Lige inden nytår afholdt vi den årlige  jule/nytårs-fest, der som altid blev en stor succes. Festen er en rigtig god  anledning for alle FHTHs familier til at takke for det forgangne år, og til at  ønske held og lykke med det nye. Alle familier værdsætter hjælpen utroligt  meget! Festen er også et glædeligt gensyn familierne imellem, hvor alle hjælper  til og sludrer, som var vi én stor familie. Stor tak til Thermit, som  sponsorerede festen.

Medarbejder/frivillig/besøgende 

Først i januar måned startede vores nye  medarbejder Tanko Karim. De første tre måneder er introduktion. Indtil nu går  det rigtig godt, og vi er glade for at have ham på centeret. Han har meget at  lære, men han er åben, positiv og oprigtigt interesseret i vores arbejde. 

Først i januar ankom også en ny frivillig,  Alberte, hun skal være hos os indtil sidst i april. Alberte er rigtig god sammen  med børnene og vi er meget glade for at have hende hos os.

Sidst i januar ankom Lisbet, som var frivillig  hos os i januar sidste år. Gensyns glæden var stor, og da der er sket meget det  sidste år, var der meget at snakke om.

En uges tid senere fik vi besøg af Jesper, som  er medarbejder hos Thermit, og det gav anledning til en åbningscermoni af  køkkenbygningen, som er sponsoreret af Thermit.

Det blev til en rigtig god brunch-fest med alle  centerets beboere og håndværkerne, som nød det i fulde drag. Nogle dage senere  rejste Lisbet og Jesper sammen videre.

Bilen

Foreningens bil brød sidst i januar sammen, i  byen Sunyani, tre timers kørsel fra Kumasi. Ben pendlede flere gange frem og  tilbage og overnattede i byen, for at holde øje med om mekanikeren gjorde sit  arbejde, og for at betale reservedele osv. Det er normalt i Ghana, ikke som i  Europa, hvor vi kan aflevere bilen, og hente den når den er repareret og  regningen ligger klar. Det har altså taget rigtig meget af vores tid, og  derudover har det også været rigtig dyrt. Da mekanikeren i Sunyani ikke kunne  løse problemet fik vi bilen bragt til Kumasi, hvor vores mekaniker fik gang i  den efter få dage. Der er stadig små ting som skal ordnes (noget med bremsen og  vandtanken), men den kan køre og det er godt.

Der er store afstande til alting i storbyen  Kumasi, og vi er derfor meget afhængige af bilen, for at kunne nå det hele. 

Byggeriet

Vi er nået rigtig langt på byggegrunden, selvom  der stadig er langt igen:

Muren er bygget færdig og de to porte er sat i,  men muren mangler stadig at blive pudset op og malet.

Køkkenbygningen står klar, men vi leder stadig  efter sponsorer til at få lavet køkkenskabe, køkkenbord og udendørs vask. 

Tårnet til vandtanken er bygget færdigt og  vandtanken er installeret, her mangler vi blot at få tårnet pudset og malet. 

De fire runde hytter er bygget færdige og har  fået tag på, her mangler vi loft, gulv, at få væggene pudset og maling. 

Toiletbygningen er næsten bygget færdig, men her  mangler vi stadig at få lagt tag, loft, gulv, pudset væggene, at få malet og  installeret toiletter, bade og håndvaske.

Septik tanken er færdigbygget, og er bygget  således at den både er til spildevand og toiletaffald.

Vi mangler derudover at få indlagt strøm, hvilke  ikke er helt nemt, da der endnu ikke er strøm i området hvor vi bygger. Vi  afventer at høre fra el-selskabet hvor meget det vil koste. Vores store drøm er  at få solenergi, og vi søger derfor også sponsorer til dette.

Vi sender en stor tak til alle sponsorer, som  har gjort dette store projekt muligt for os!

Selvom der er lang vej igen, så er vi  optimistiske og glædes over, at vi er nået så utroligt langt på blot et år. 

Da vores donationer til byggeriet nu er sluppet  op, søger vi hjælp til at fortsætte. Vi håber derfor at nogle af jer vil have  interesse i at hjælpe, eller måske kender til firmaer, loger, fonde, eller  enkeltpersoner, som vil være interesseret i at hjælpe.

 –På  forhånd tak.

 

Nyt (midlertidigt) center

Oprindeligt havde vi håbet, at vi ville være  klar til at flytte ind på FHTHs eget center, når kontrakten udløb midt i  februar. Det blev desværre ikke muligt, og vi bad derfor udlejeren om at få  forlænget lejekontrakten, som man betaler forud for en længere lejeperiode. Da  udlejeren meddelte os at huslejen ville blive sat op med en tredjedel, blev vi  hurtige enige om, at vi blev nød til at finde noget andet. Efter få dages søgen  fandt vi et fint hus, på samme størrelse som det tidligere, men til det halve af  prisen. Huset ligger derudover tæt på byggegrunden, så det vil fremover være  langt nemmere for os. Vi har lejet det nye hus for et år, som var den korteste  periode udlejeren ville gå med til. Vi var heldige at kunne låne en lille  ladvogn til at flytte, selvom det betød vi måtte køre mange gange. Vi var  udkørte og trætte da vi var færdige. Der har været rigtig meget at se til lige  siden: Børnene har skulle flytte skole, da vi nu bor i et nyt område. Vi har  fundet en god skole til dem, hvor de startede med det samme. De tager  skolebussen frem og tilbage hver dag. Ben har flyttet stødhegnet fra det gamle  til det nye center, det mangler nu bare at blive sat til af en elektriker – det  samme gør vaskemaskinen, som i en længere periode har drillet os. Vi har gjort  hovedrengøring i det gamle hus, og vi er nu klar til at overdrage  nøglerne.

 Det  nye hus er rigtig skønt, med græsplæne på hele grunden, hvilke vi savnede i det  gamle hus, hvor al udendørs areal var cement. Det eneste problem i det nye hus  er, at der er meget dårlig telefon forbindelse, og endnu værre internet  forbindelse. Derudover er der i dette område meget ofte ”Light off,” hvilke lige  nu er et stort problem i hele Ghana, da der ikke er strøm nok. Vi har  strømafbrud fem nætter ud af syv (fra 18-06), og næsten ligeså mange dagstimer.  Det er dyrt at have generatoren tændt hele tiden, så vi må hver dag prioritere. 

 

Vores familier:

Famile nr. 1:

Mor: Sidonia Dagaar

Børn: Ernestina, Kwabena Joseph, Akosua Mary og  Kwaku Emmanuel.

Familien har det godt. De er flyttet fra  træskuret og ind på et værelse, i en halvfærdig bygning. Moderen, Sidonia,  sørgede selv for at få lavet en dør og sat brædder for vinduerne, men kom til os  for hjælp til at betale 100 cedis (200 kr.) i leje. Familien er glad for at bo  der, hvor forholdene er langt bedre, selvom det stadig er meget simpelt. Huset  ligger i gå afstand til børnenes skole. Ernestina var hjemme på juleferie, og  besøgte os dagligt på centeret, sammen med drengene. Hun har siden skolestart  ringet flere gange, for at fortælle hun har det godt.

Nu hvor vi har flyttet centeret til en anden  bydel, er det ikke længere muligt for Kwabena og Emmanuel at komme på centeret  om eftermiddagen i aflastning. Det har vi det ikke ret godt med, da vi ved hvor  meget de har brug for vores støtte. Vi overvejer derfor nu forskellige  muligheder, for stadig at kunne hjælpe børnene i hverdagen.

De har været på weekend på det nye centeret,  hvor gensynesglæden var stor imellem dem og centerets børn, selvom det kun er få  uger de har været fra hinanden.

 

Familie nr. 2:

Mor: Olivia Owusu (Yaa)

Barn: Viola Owusu (Vera)

Yaa har åbnet sin fine butik, som allerede har  fået stor succes. Hun er glad og går rigtig meget op i sit arbejde. Hun har  butikken åben i hverdagene fra 8-18, og har allerede fået flere unge piger i  lære. Foran butikken er der pyntet op som til en bryllupsfest, for at reklamere  for, at hun også arrangerer fester. En kammerat af vores har designet et flot  skilt til butikken, det mangler bare at blive sat op. Yaas succes glæder os, men  at hun er væk så mange timer hver dag, går ud over hendes forhold til Viola.  Derudover forventer vi også, at hun hjælper til i huset, og ikke bare kommer  hjem når maden er serveret hver dag. Vi planlægger derfor et møde med Yaa, så vi  i fællesskab kan lave et arbejdsskema til hende, som vil gavne os alle.  Oprindeligt var det planen at Yaa og Viola skulle flytte fra centeret, når Yaa  havde åbnet sin butik. På grund af røeveriet føler Yaa sig stadig ikke sikker  nok, til at skulle bo alene, og vi har derfor accepteret at de kan blive på  centeret i en periode.

Yaa har mødt en mand, og de planlægger at blive  gift om et års tid, hvis alt går vel. Vi håber det bedste for dem. 

Viola har det godt, og er stolt af sin mor,  selvom vi samtidig kan se at Viola hungrer efter moderens opmærksomhed, når hun  kommer hjem om aftenen. Viola er glad for den nye skole, og har allerede fået  mange nye venner. Hun snakker dog også ofte om den gamle skole, og at hun savner  sine venner der. I Ghana er det ikke almindeligt at ses med sine  klassekammerater privat, og derfor er det svært at holde forbindelsen. Det er  hun ked af.

Viola er velfungerende, glad og elsker at  fjolle.

 

Familie nr. 3:

Børn: Enock Akrugu og Samuel  Akrugu

Samuel er stadig rigtig glad for at gå på  kostskole. Bens lillebror er dette skoleår startet på samme skole, så de nyder  at have hinanden. Samuels skoleresultater er stadig ikke lovende, og vi har i  dette semester truet med at tage hans fodboldstøvler fra ham, da fodbolden måske  tager for meget af hans tid. Sidste semester dumpede han alle de vigtige fag som  er nødvendige for ham, for at kunne komme ind på universitetet til næste år. Han  indrømmede at det ikke er pga. fodbolden, men at han bare ikke koncentrerer sig  om det faglige. Han har lovet at stramme op, og vi har sagt at det blot må være  et løfte til ham selv. Han har selv store ambitioner, og vi vil være kede af at  se ham skuffet i sidste ende.

Enock er registreret til at skrive de endelige  eksamener, som finder sted i forsommeren. Han har også udfyldt sin prioriterings  liste, over hvilke skoler han gerne vil ind på. Vi troede egentlig at Enock ikke  ville have lyst til at gå på kostskole, men nu ser han frem til det. Det er et  stort skridt. Enock har altid kæmpet med det faglige, og derfor havde vi regnet  med at han ville søge ind på et teknisk gymnasium. Han har dog andre planer, og  vil ind på en økonomi linie. Vi har diskuteret det frem og tilbage med ham, men  han er sikker i sit valg, og vi støtter han selvfølgelig.

 

Familie nr. 4:

Far: Kofi Boakye

Mor: Afia Badu

Børn: Kofi Frank Boakye, yaa Akoto, Yaw Awuah,  Evans Boakye og Akwasi Adjei.

Frank har endnu engang skiftet læreplads og er  nu i lære som tømrer, hos en ven af familien. Frank er meget flyvsk og kan  tilsyneladende ikke blive et sted ret lang tid af gangen. Vi håber endnu engang  at han vil falde til ro dette sted, så han kan få en færdighed. Hvis det  overhovedet er muligt for ham? Vi vil rigtig gerne hjælpe Frank yderligere, men  finder det svært at se hvordan.

Vi har været med Yaw til tjek på hospitalet, det  gik godt. Yaw har i en lang periode haft det godt, så det er glædeligt. Moderen  var med på hospitalet, men hun holdt sig i baggrunden, imens Yaw (som altid)  fortalte vidt og bredt om familiens problemer, og at moderen ikke havde givet  ham morgenmad, og at hun tilmed havde taget hans småpenge. Moderen grinede bare  og sagde ”han lyver, jeg skal nok betale tilbage…” Moderen har en meget lav  intelligens. Yaw fortalte også om hvordan faderen når han er fuld slår moderen,  hertil sagde moderen: ”jeg er stærkere end ham, så jeg er ikke bange…” Jeg  forsøgte at forklare hende, at det ikke er godt for børnene at se på, men hun  grinede bare.

Faderen drikker stadig. Han var egentlig kommet  på rette vej (efter et langt sygdomsforløb), og vi havde givet ham et minilån  til at sælge sandaler. Baren har han lukket, så det er glædeligt. Salget af  sandalerne gik fint i en periode, indtil han faldt i igen, og vi på et uventet  besøg fandt ham i nabobaren, døddrukken og med bare tæer. Den dag tog vi  sandalerne fra ham, og det var da vi kørte at konen fik tæsk, fordi han mente  hun havde sladret til os. Vi har ikke set ham siden. Når vi kommer på besøg,  gemmer han sig på værelset. Han skammer sig forhåbentlig.

Vi har tilbudt at hjælpe ham på hospitalet, og  vores psykolog team er klar til at modtage ham. Men han vil ikke med, og vi kan  ikke tvinge ham. Han er en stor belastning for familien.

Børnene kommer heldigvis i skole hver dag, og  det er rigtig godt for dem at komme ud imellem andre voksne og børn. De har det  godt, og trives godt i deres skoler. De to små viser stadig tydelige fremskridt  i den nye børnehave, det er glædeligt.

 

Familie nr. 5:

Mor: Christiana Serwaah

Børn: Lucy Amankwa, Stephen Amankwa, Felicia  Amankwa, James Amankwa, Elizabeth Amankwa, Philippa Amankwa, Nana Emmanuel  Amankwa (Kwaku).

Felicia er efter nytår startet på teknisk  gymnasium, mad og ernærigs linien. Hun bor på kostskolen, og er rigtig glad for  de nye omgivelser. Hun har allerede fået mange venner, og trives virkelig godt.  Felicia og hendes søskende er alle meget generte, og det er helt sikkert rigtig  godt for Felicia at gå på kostskolen, hvor hun skal fungere  selvstændigt.

De fire mindste James, Elizabeth, Philipa og  Kwaku Emmanuel trives fortsat godt på deres nye skole. Skolen ligger ikke langt  fra deres hjem, og derfor bor mange at skolekammeraterne også lige i nærheden.  Børnene leget i området om eftermiddagen når de kommer fra skole, indtil deres  mor kommer hjem. Hun sælger stadig soya kebab, i det område hvor de boede før.  Vi har ofte snakket med hende om dette, da det virker ulogisk at rejse tværs  igennem Kumasi for at sælge hver dag. Hun siger hun ikke kan finde andre steder  at sælge, men måske det er fordi hendes mand bor og arbejder i det område hun  sælger?

Moderen, Christiana, har det fysisk godt, og har  siden hospitalsindlæggelsen ikke været akut syg igen. Hun går regelmæssigt til  lægen til tjek, og vi hjælper hende med at betale for medicinen. 

 

Familie nr. 6:

Mor: Talata Felicia Kobina

Børn: Harrote Kobina (Bebee) og Angela  Kobina

Angela kom til os med ønsket om at besøge sin  mor og Harrote i juleferien. Angela var stolt og glad da vi sammen pakkede en  taske, og hun tog med moderen hjem. Vi hentede hende en lille uge senere og det  var gået rigtig fint. Angela havde dog være lidt ked af det nogle aftener, hvor  hun ville hjem til centeret.

Efterfølgende har hun snakket meget om moderen,  hendes arbejde, det mad de spiste osv. Men når vi snakket om at gentage  succesen, så er hun ikke åben over for ideen. Hun vil hellere være på centeret.  Vi vil forsøge regelmæssigt at sende hende afsted på weekend, så hun bevarer  kontakten til familien, selvom det er svært, for der er ingen opbakning fra  moderen. Vi har ikke hørt fra moderen, Talata, i rigtig lang tid, og hun har  ikke besøgt centeret siden julefesten.  

Harrote er fortsat glad for den nye skole, og  han klarer sig nu rigtig godt fagligt. Moderen, som ikke kan læse, overrakte os  hans eksamensrapport, og først da hun så vores glade blikke vidste hun at han  havde klarer sig flot, til hendes overraskelse. Harrote blev helt forlegen. 

Angela har det godt på centeret og hun syntes  alt det med flytningen og ny skole, har været rigtig spændende. Hun er glad og  velfungerende.

 

Familie nr. 7:

Far: Kwabena Awuah

Mor: Mary Akomah

Børn: Stephen Akwasi Sarpong, Francis Sarkodie  Awuah, Stella Owusuaa og Liane Konadu.

Da moderen ofte kom til os på centeret, for at  tigge om mad eller penge, fordi faderen ikke regelmæssigt kom hjem med penge til  familien, blev vi enige om at hjælpe. Vi tilbød igen moderen at give hende et  lån til at sælge, og det tog hun med kyshånd i mod. Vi har flere gange tidligere  hjulpet hende til at sælge, men hver gang har manden ødelagt forretningen, da  han ikke vil have hun arbejder. Hun startede igen med at sælge undertøj, som hun  bærer rundt på hovedet, og forretningen er lige siden gået rigtig godt. Hendes  mand, børnenes far, er som forventet ikke glad for det, og har siden ikke  snakket til os eller besøgt centeret. Han er uforskammet og svag. Han ser penge  som magt, og vil have magten over sin kone, hvilke blot betyder at han vil lade  børnene lide til hver en pris.

Vi glædes over moderens forretning, og at hun nu  hver dag kommer hjem med penge –og lidt magt, og kan tage sig af sine børn. 

Stella virker til at være kommet sig efter  overgrebene i efteråret. Hun vil formentlig altid have ar, men hun er heldigvis  igen velfungerende både i skolen og i hjemmet. Børnene savner os efter vi er  flyttet fra centeret, som lå blot få hundrede meter fra deres hus. Moderen siger  at de spørger til os hver gang de går forbi centeret på vej til eller fra skole. 

 

Familie nr. 10:

Mor: Ama Bonsu

Børn: Vicencia Gyasi Baye, Anthony Twuniasi,  Akua Bonsu og Kojo Kliti

Akua og Kojo klarer sig begge fint i deres  børnenhaver. Moderen siger, at alle børnene altid er glade for at komme afsted  om morgenen. Når vi besøger dem, enten i hjemmet eller på skolerne, løber de os  altid i møde og omfavner os. Det er skønt. De har altid en masse at fortælle, og  forældrene og bedsteforældrene, som Akua bor hos, stiller altid spørgsmål fx i  forhold til skolen. De er meget interesserede i børnenes skolegang. 

 

Familie nr. 12:

Mor: Georgina Atta

Børn: Mizpah Eshen, Daniel Eshen, Magdalena  Eshen, Habeku Eshen, Nehemiah Eshen

+ 3 ældre børn.

Det største problem i denne familie er moderen,  som er rigtig svær for os at samarbejde med. Hun virker ofte ligeglad i forhold  til børnenes velfærd, eller måske stolt, og er bange for at vi blander os for  meget. Det er derfor svært for os at rådgive hende, som vi jo ellers gør i alle  familier. Det er svært at fange hendes opmærksomhed, og hun har altid travlt med  alt muligt andet når vi besøger dem. Det er trist, for børnene, specielt  Nehemiah og Habeku har brug for ekstra støtte, som de ikke lader til at få.  Heldigvis kommer trillingerne og Daniel nu regelmæssigt i skole, og vi har  derfor flyttet vores fokus på skolerne i stedet for på hjemmet. Børnene er glade  for at gå i skole, og de bliver altid rigtig glade når vi kommer på besøg.  Daniel snakker og snakker, og fortæller os hvis der er problemer, eller hvis der  er noget han har brug for. Trillingernes læreinder ringer altid til os, hvis der  er problemer eller hvis der er noget de mangler, så det fungerer fint. 

 

Familie nr. 13:

Farmor: Mary Adugyamfi

Børnebørn: Joyce Adugyamfi og Erica  Adugyamfi.

I efteråret blev forholdet mellem pigerne og  deres far kun værre og værre. Vi forsøgte at rådgive dem, men faderen ville ikke  høre vores råd, og det var derfor svært for os at hjælpe.

Da vi efter jul fandt ud af, at faderen for at  straffe pigerne, ikke havde ladet dem skrive deres termins eksamener, blev det  for meget for os. Da det ikke var faderen som havde betalt hverken skolepenge  eller eksamens udgifterne, så var hans handling totalt respektløs overfor os som  sponsorer. Vi besluttede derfor, at vi ville blive nød til at stoppe med at  sponsorerer pigerne, hvis deres far fortsat ville være deres værge. 

Heldigvis gik der ikke lang tid, før  bedstemoderen dybt ulykkelig kom hen på centeret. Hun havde hørt hvad der var  sket, og var tilmed blevet snakket grimt til af sønnen, da hun havde forsøgt at  sige sin mening om sagen. Hun vil det bedste for pigerne, og vidste det ikke  ville blive ved med at gå, at de boede sammen med faderen. Hun følte sig  magtesløs, fordi hun ikke selv havde økonomisk mulighed for at tage sig bedre af  pigerne. At se dem i strid med deres far, som er arbejdsløs og tilmed drikker,  gjorde hende meget ondt.

Vi tilbød derfor at hjælpe Erica og Joyce til at  starte på kostskole, og bedstemoderen blev meget glad. –Det samme gjorde  pigerne.

Skolen de gik på havde desværre lukket deres  kostskole bygning ned pga. renovation, så vi blev nød til at finde en anden  skole til dem. Vi kontakte ”Gods Grace” (hvor de små i familie 19 går) og  besøgte deres kostskolefaciliteter. Vi er i forvejen rigtig glade for  samarbejdet med den skole, og vi besluttede derfor at registrere pigerne her.  Bedstemoderen og pigernes tante var med os, og var begge rigtig glade og  taknemmelige. De følgende dage købte vi alle de nødvendige ting pigerne havde  brug for, og så kørte vi dem ud til skolen. De har nu gået på skolen i to  måneder og er faldet rigtig godt til. De er blomstret op, og er utroligt glade  for deres nye hverdag.

Familie nr. 16:

Mor: Esther

Børn: David og Liane

Begge børnene og Esther har det godt. Liane  vokser rigtig fint og Esther har hende fortsat med ved sundhedsplejersken en  gang om måneden, for at blive vejet og få vaccinationer. Esther kom til os på  centeret i juleferien og var bekymret for David. Hun fortalte at hun følte, at  der i vuggestuen var alt for mange børn og ikke særlige gode forhold og det gik  hende på. Hun bad os derfor om hjælp til at finde et alternativ til David. Vi  var åbne for ideen og sammen med Esther tog vi ud for at kigge efter et andet  vuggestuetilbud til David. Han er nu startet et andet sted, hvor der er bedre  forhold og hvor han trives langt bedre, så det er godt.

Esther bekymrer sig rigtig meget om sine børns  velfærd og vi oplever hende ofte frustreret, fordi der ikke er penge nok, fordi  der er problemer med manden eller andet.

Meget uventet fik vi et opkald fra manden, som  takkede os for at vi har fundet og betalt for en ny vuggestue plads til David.  Det er aldrig sket før i de næsten fire år, vi har støttet familien. Esther var  lige så chokkeret som os. Vi blev glade.

Esther vil rigtig gerne i gang med at arbejde  igen, men synes det er svært at sælge sandaler, som hun gjorde før. Specielt vil  det være svært med Liane på ryggen. Hun har derfor foreslået, at hun i stedet  gerne vil sælge købmandsting, på et bord foran huset hvor de bor. Vi synes det  lyder som en god ide, og vil derfor introducere ideen for sponsoren. 

 

Familie nr. 17:

Mor: Stargina Ama

Børn: Nana Aquah Lord, Henry Obinim, Louis  Obinim og Benedict Nhyira Appiah.

Barnebarn: Kobii

Alle drengene tager skolebussen sammen hver  morgen, og er rigtig glade for at gå i skole. Efter skoletid er de mest overladt  til sig selv, og vi har ofte oplevet de ældste af drengene slentre rundt i  gaderne. Moderen kigger bare ned i jorden, når vi konfronterer hende med  problemet. Hun ved godt det er forkert, men formår ikke at se bedre efter dem.  Vi snakker ofte længe med drengene og giver dem gode råd, men nu hvor centeret  er flyttet, bor vi langt fra dem og kommer fremover primært til at møde dem i  skolen. I skolen er de altid glade, og elsker når vi kommer på besøg. Louis, den  ældste går i børnehave 2, og er en af de bedste elever i klassen. Det er heldigt  at de forstår hvor vigtigt det er at følge med i skolen, hvilke står i stor  kontrast til deres liv uden for skolen.

   

Familie nr. 18:

Mor: Doris Apana

Børn: Benjamin Apana

Heldigvis er det gået bedre end vi nogensinde  havde turde håbe med Doris. I løbet af december måned fik hun det meget bedre,  og hun har siden nytår kun ganske få gange haft psykotiske anfald. Vi besluttede  derfor i januar måned, i samråd med psykiateren og psykologen at lade Doris  starte i skole. Skolestarten er gået rigtig godt. Doris er glad for at skulle  afsted hver dag, og selvom hun er træt når hun kommer hjem, så har hun alligevel  mere energi end før. Hun har fået struktur på hverdagen igen og det er rigtig  godt.

Vi har informeret skoleledelsen og lærere om  Doris´ situation, og de har været meget forstående. Doris har en enkelt gang  fået et anfald i skolen, men lærerne var meget behjælpelige, hvorimod de andre  elever tog afstand og var bange. Doris skal undgå at blive stresset, da det nemt  kan udløse sygdommen. Hun er stadig i en proces, hvor hun skal lære at håndtere  sygdommen. Vi er fortsat med hende til tjek hos psykiateren, nu en gang hver  fjerde uge.

Det har været meget hårdt for Benjamin, at hans  mor har været så syg. Han har bekymret sig meget, og det er selvfølgelig ikke  sundt for sådan en lille en. Han er meget observerende, og var altid den der som  den første opdagede, når Doris var ved at få et anfald. Han passede på hende.  Benjamin boede i flere måneder inde hos Ben og jeg, men er nu igen flyttet ind  til Doris, og det betyder meget for ham.

 

Familie nr. 19:

Far: Williams Asamoah

Mor: Stella Antwi Asamoah

Børn: Christabel, Kingsley, Kelvin, Armstrong og  Nana Aduah.

Christabel er rigtig glad for at gå i Senior  High School. Hun ringer når der er noget hun har brug for, og så besøger vi  hende på skolen, eller hun kommer hen på centeret. Både hende selv om moderen  udviser stor taknemmelighed for vores støtte, det er dejligt.

Kingsley er registreret til at skulle skrive de  endelige eksamener her i forsommeren, og skal så efter sommeren også starte i  Senior High School. Han har også udfyldt sin prioriteringsliste over skoler han  ønsker at komme ind på. Han har høje ambitioner, og vi støtter ham så godt vi  kan.

De tre mindste, Kelvin, Armstrong og Nana Aduah  har det alle rigtig godt. Når de kommer hjem om eftermiddagen ser Kingsley efter  dem, indtil aftenstid hvor deres mor kommer hjem. Moderen sælger ikke længere  donuts, da det gik op og ned med salget, og hun nemt havde spild. Hun sælger nu  i stedet forskellige duft ting inde i byen.

 

Familie nr. 20:

Mor: Ama Francisca

Barn: Liane Amponsah

Efter jul fandt vi ud af, at Ama ikke længere  var i lære som frisør. Da vi konfronterede hende med det, fortalte hun at hun  havde været oppe at skændes med de andre piger på lærepladsen, og derfor var  blevet væk derfra. Vi bad hende tage tilbage dertil og løse de problemer der  måtte være, så hun kunne fortsætte sin uddannelse. Det lovede hun at gøre! 

Vi har nu fundet ud af, ved at besøge salonen,  at hun aldrig tog tilbage dertil, og altså de sidste tre måneder ikke har lavet  noget. Ama siger nu at hun ikke vil tilbage dertil, og at hun selv vil finde et  andet sted. Vi har gjort det klart for hende at vi ikke er enige, og at vi ikke  står klar til at betale for en ny læreplads for hende. Det er selvfølgelig  skuffende både for os og for sponsoren at hun ikke kunne fuldføre uddannelsen.  Vi håber at hun selv kan finde et andet sted, eller måske finde noget arbejde,  så hun bedre vil kunne forsørge Liane.

Ama er useriøs og lyver ofte for os. Vi finder  altid ud af at hun lyver, og så bliver hun ked af det. Hun er som et lille barn  og formår ikke at tage ordentligt vare på sig selv. Oveni har hun så Liane, så  det siger sig selv, at hun også har svært ved at tage sig af hende. Liane er alt  for ofte syg og Ama ringer altid til os hvis der er noget med hende. Vi vil  selvfølgelig det bedste for dem, men det er ikke altid vi har tid til at springe  til, og det er et problem at Ama altid afventer vores hjælp. Deres familie  hjælper dem ikke og vi er derfor den eneste støtte de har. Heldigvis kommer  Liane i vuggestue hver dag, og det er hun rigtig glad for.

 

Familie nr. 21:

Far: Thomas

Mor: Patience

Børn: Joshua og Freda (Mume).

Da det nye center ligger langt fra hvor familien  bor, er Patience blevet nød til at stoppe sit arbejde på centeret. Vi ønsker nu  at hjælpe hende i gang med noget andet, fx at sælge æg som hun gjorde forhen.  Det er et stort tab for os på centeret, for Patience har været en rigtig god  barnepige for Fredrick og en god ekstra hjælp i dagligdagen.

Joshua og Freda har det rigtig godt. Joshua  nyder at være startet i Junior High School. De er begge rigtig glade for at gå i  skole.

Til jul fik familie gaver fra en af deres  sponsorer i Danmark. De blev alle rigtig glade. Freda fik en fin dukke, med en  dukkeseng til, som står lige ved siden af hendes egen seng. Enock fik en brugt  Ipod, og en af vores frivillige har hjulpet ham med at åbne en konto, så han kan  downloade apps, det er vildt spændende for ham.

 

Familie nr. 22:

Bedstemor: Cicilia Owusuaa

Børn: Akua Nhyira 1. og Akua Nhyira 2.

Pigerne startede efter juleferien i vuggestue.  Det er allerede nu tydeligt at se hvor gavnligt det er for dem, at komme ud  blandt andre børn. De er blevet mere aktive, og bliver nu langt bedre stimuleret  i både tale, bevægelse, leg osv. Bedstemoderen er begyndt at sælge sæbe, som hun  går rundt med i området i en kurv på hovedet. Det er skønt endelig at se  fremgang i denne familie.

 

Familie nr. 23:

Far: Kingsley

Mor: Esther

Barn: Fredrick Osei

Fredrick trives rigtig godt på centeret. Han er  en glad og nysgerrig dreng, som altid er på opdagelse. Han er stadig bagud i sin  udvikling, men han er sund og rask. Han har nu fået fire tænder og de næste er  på vej. Fredrick er nu stor nok til at starte i vuggestue, og da Patience ikke  længere kommer på centeret, leder vi nu efter en god vuggestueplads til  ham.

Esther, Fredricks mor, besøger stadig Fredrick  regelmæssigt, oftes om søndagen. Hun har stadig ikke noget arbejde, men har nu i  det mindste fundet et sted at bo. Hun har ikke meget og spørger derfor ofte  efter penge til bussen, eller efter penge til medicin når hun er syg. Fredrick  og moderen har ikke noget specielt forhold til hinanden. Måske Esther ikke  formår at have et forhold? Hun er mentalt ikke ret gammel, og har formentlig  aldrig selv haft en voksen at knytte sig til.  

Kingsley, Fredricks far, ringede en dag for at  fortælle at han var blevet anholdt for voldtægt, men at han var uskyldig. Han  ville formentlig have vores hjælp til at løse sagen med politiet. Vi sagde til  ham, at vi ikke ville have noget med sagen at gøre. Dagen efter ringede en anden  person (måske et familiemedlem, eller en ven), for at fortælle at Kingsley havde  tilstået og at de ville komme for at diskutere det med os. Vi sagde igen, at vi  ikke ville have noget med sagen at gøre. Esther har fulgt sagen, og kom en  søndag og meddelte os, at Kingsley nu har været for retten, og er blevet idømt  15 år, for at have voldtaget en fire årig pige. Vi er stadig chokkerede. Han  sidder nu i Kumasi Central Prison, og Esther besøger ham en gang i mellem. Jeg  ved ikke om hun helt forstår, hvad det er han er dømt for!?

Familie nr. 24:

Mor: Doreen

Mor: Dorcas

Barn: Stephanie

Vi besøgte en dag familie, og fandt at Doreen og  Stephanie ikke var hjemme, Stephanie var heller ikke i skole. Det viste sig, at  de var rejst til Stephanies fars hjemby, da familiemedlemmer herfra havde bedt  dem komme. Stephanies far (som hun ikke kendte) døde  sidste år, formentlig at AIDS. Doreen  påstår han er den eneste mand hun har været sammen med, så han må derfor have  smittet hende. Familien ville have at Doreen skulle komme med Stephanie, så de  kunne udføre forskellige ritualer, så faderens spøgelse ikke vil kunne hjemsøge  hende og også slå hende ihjel.

Da de en uge senere kom hjem igen ringede  Doreen, og vi gjorde det klart for hende at hvad hun havde gjort ikke var ok. Vi  sponsorerer Stephanies skolegang, kantinepenge og lommepenge i skolen, og derfor  er det respektløst at hun bare rejser uden at meddele det til os. Da hun senere  hen kom på besøg på centeret for at bede om forladelse, fortalte vi hende  yderligere vores mening om ritualer. Vi stillede også spørgsmålstegn ved hvorfor  hun følger familiens kommandoer, når de end ikke hjælper hende økonomisk med at  se efter Stephanie.

Doreen er svag og havde været bange for hvad  familie sagde, og var derfor taget afsted.

Hun lovede at informere os bedre fremover og så  tog vi med hende på apoteket for at købe hendes medicin. Doreen passer nu alle  sine aftaler på hospitalet, og tager hver dag sin medicin. Hun har det  tydeligvis langt bedre nu, end da hun ikke var på medicinen.

Glædeligt er det, at Dorcas stadig sælger frugt,  som vi hjalp hende i gang med i efteråret.