Tilbageblik og også at skue fremad er for mange en naturlig tilstand ved et årsskifte.
Således også i From Heart to Hand.
En forening sætter sig nogle langsigtede mål og overgangen til et nyt år gør det naturligt at evaluere.
Hvilke mål havde vi sat os for året, der gik? – Havde vi været realistiske? – Hvad opnåede vi?
- Vi havde ønsket at styrke foreningen og kendskabet til den.
- Vi havde ønsket at øge indtægterne, så vi kunne styrke arbejdet for klienterne i Ghana.
- Og først og fremmest var vort ønske styrke det fællesskab, vi indgik i og samtidig inddrage flere i flokken.
Foreningen står i dag stærkere end nogensinde, hvilket glæder os – selv om det desværre hænger sammen med forårets ulykkelige hændelser på centeret i Ghana.
Indtægterne har overskredet vores vildeste forventninger, selv om det også hænger sammen med ovennævnte.
Vi føler alle, at fællesskabet er styrket ikke mindst på grund af den store opbakning foreningen har mødt fra alle sider.
Vi er jer alle stor tak skyldig. Jeres tro på foreningen og dens arbejde er en styrke og ansporer os til at gøre vort bedste.
Januar måned har beriget os med nye medlemmer og faddere, det varmer. Der er udsendt årsrapporter til alle faddere.
Kontingent for 2015 kan indbetales på foreningens konto i Spar Nord: 9028-457-18-99286. Kontingent kan også indbetales i Lianes Bazar. 150 kr. for enkeltperson, 250 kr. pr husstand, 500 kr. for foreninger, 1000 kr. for firmaer.
Årslotteriet blev udsolgt og de to første trækninger har fundet sted.
Generalforsamlingen for 2015 afholdes på Brønderslev Bibliotek mandag den 9. marts kl. 19. Der serveres suppe fra kl. 18. Vi håber på et godt fremmøde.
Vi glæder os over, at Rotary i 2015 fortsætter deres støtte til From Heart to Hand Ghana.
Og vi glæder os over støtten fra Agidon, der har sponsoreret køkkenbygningen på det nye center. Jesper fra Agidon har været til stede ved en indvielse her først i februar måned. Der vil snarest blive lagt nye billede fra byggeriet ud på hjemmesiden og på facebook.
Vi venter på en opdatering fra From Heart to Hand Tyskland og er spændte på, hvordan støtten derfra bliver i indeværende år. Tyske faddere har også modtaget en årsrapport.
Lianes Bazar: Først i januar måned stod vi med et meget begrænset udvalg af varer. Det var et tegn på, at vi havde solgt godt i december måned, men fantasien måtte i brug for at ”fylde” butikken. Efterfølgende har vi glædet os over, at rigtig mange har indleveret gode ting os.
Vi har med tak modtaget fine ting til Månedens kunst. Sammen med indleverede sparebøsser giver det et ekstra tilskud til arbejdet i Ghana.
Nyt fra Ghana
Der er stor travlhed i Ghana. Den ene ansatte assisten er sprunget fra, men vi glæder os desto mere over, at Tanko er kommet godt i gang med arbejdet og virker til at blive en god assistent. Desuden er Alberte, der pt er frivillig på centeret, en rigtig god hjælp for Liane og Ben. Centeret har haft gæster fra sidst i januar måned indtil midt i februar.
Samtidig har Ben haft den sorg, at hans mormor er død. I forbindelse med et besøg hos hende kort før hun døde, gik bilen i stykker og der gik næsten 14 dage, inden den igen var køreklar.
Desværre bliver det ikke muligt at flytte til det nye center så hurtigt som planlagt. Liane og Ben har i flere måneder haft kontakt med elværket i Kumasi med henblik på at få ført strøm til centeret. Der er lovet, men der er stadig intet sket. Derfor ville vi forlænge lejen af det nuværende center med ½ år. Vi kunne kun forlænge med 1 år og huslejen ville blive fordoblet. Det fandt Liane og Ben (og bestyrelsen) helt uacceptabelt og ved hjælp af en ejendomsmægler er der nu lejet er nybygget hus kun 10 min. fra det nye center. Her skal også betales husleje for 1 år, men med løfte om penge retur for de måneder huset (helst) ikke skal benyttes. Huslejen er kun det halve af den, der hidtil er betalt på det nuværende center.
Lige nu har de alle meget travlt med at flytte. Samtidig skal børnene på centeret også skifte skole, men det skulle de jo alligevel.
Og oveni i det hele har Ben det daglige ansvar for at alt skrider planmæssigt frem på byggepladsen. Vi glæder os, hver gang vi ser nye billeder fra byggeriet. Ben er en uvurderlig hjælp for os og vi er alle dybt taknemmelige for hans store engagement. Han og Liane er virkelig ildsjæle, et rigtigt godt eksempel for andre – både ghanesere og europæere!
Varm tak til alle jer, der har indbetalt gaver i januar måned, hvor Liane specielt søgte donationer til døre til de nye bygninger. Der er ikke blot blevet til døre, men også til nogle af vinduerne!
Et nyt år ansporer til tilbageblik og fremtidsvisioner, men det vigtigste er alligevel den hverdag, vi hver især står i. Mit ønske er, at vi alle må erkende, at vi ikke er verdens centrum, men at vi tvært imod er sat her i verden for at indgå i en positiv sammenhæng med andre mennesker. Jeg glæder mig hver dag over at være en del af det givende fællesskab i From Heart to Hand. Og sender varme tanker og tak til alle jer, der også er en del af dette fællesskab.
Info:
Hjemmesiden: www.fromhearttohand.dk Husk kode til rapporterne fra Liane er: zztop55 Brugernavn er ordet: bruger
Mød også From Heart to Hand, Lianes Bazar og From Heart to Hand Bygge projekt på facebook.
Medlemskab og sponsorstøtte kan aftales på: contact@fromhearttohand.dk eller indbetales Lianes Bazar.
Medlemskontingent kan indbetales på foreningens konto i Spar Nord: 9028-457-18-99286 (150 kr. for enkeltperson, 250 kr. pr. husstand, 500 kr. for foreninger, 1.000 kr. for firmaer.)
Husk ½ pris i Lianes Bazar den sidste hverdag i måneden. Gavekort til foreningen kan rekvireres i Lianes Bazar eller på foreningens mailadresse.
Vi modtager alle slags lopper og afhenter gerne dødsbo. ( 50 42 49 77)
Vi hører også gerne, hvis der er specielle ting, der ønskes hjemskaffet fra Ghana.
Husk: Giv besked, hvis du får ny mailadresse. Vi modtager meget gerne mail adresser fra jer, der får nyhedsbreve og rapporter tilsendt med post.