Det har været en SKØN uge!
Vi har brugt en masse tid på at køre rundt og betale skolepenge og besøge familierne der hvor de bor.
Det er sjovt at blive en del af kulturen, og se hvordan folk bor. Er meget imponeret af deres kreativitet, de kan
virkelige finde de mærkeligste ting at bruge til noget nyttigt. f.eks. er der en mand inde i byen der har åbnet en
buksebutik i et nedlagt busskur! En kusine til 2 piger som centeret betaler skole for, har fået en lille datter på
(da vi så hende) 40 dage (Forresten en af de smukkeste skabninger jeg nogensinde har set, Liane og Ben havde nær ikke
fået mig med hjem) hun havde små armbånd om begge arme og ben og rundt om livet, så kunne moren følge med i om hun tog på
i vægt, smart!
At se skolerne og alle de glade børn har været en stor oplevelse, og jeg glæder mig til at se mere! Selv når vi kører
prøver jeg at fange alle de indtryk jeg kan, synes altid tiden flyver af sted!
Så snart jeg stiger ud af bilen stirrer alle børn på mig, nogen er begejstret, andre ser skræmte ud. I dag var der
pludselig en lille dreng der stod og rørte meget opmærksomt ved mit ben med sin finger. (haha) De modige råber “hvide”
af mig, det gør mig intet og overhovedet, jeg er jo bleg som en snemand i forhold til dem. Alligevel tænker jeg på,
at hvis de kom til Danmark, og nogen råbte “brune” efter dem, så ville der sørme blive ballade! Gad vide, hvad der gør
forskellen? Måske skaber danskerne selv den ballade og i virkeligheden ikke de “brune” selv? Eller er det bare mig?

Det sværeste ved besøgende på skolerne er, at mange af børnene ser på mig med noget der minder om æresfrygt?
lidt som om jeg er en meget betydningsfuld dronning eller sådan? Når jeg vinker til dem bliver de helt vilde,
men hvis jeg stopper med at vinke, virker jeg jo bare endnu mere “betydningsfuld” (eller arrogant?) Jeg ville helst se
at de var nysgerrige eller snakkede med mig, i stedet for at være “bange for mig”. Men sådan er det jo nok bare.

I forhold til det nye center, så går det rigtig hurtigt fremad nu. Alle hytterne er malet færdigt, så vi er begyndt at
tegne “i luften”-ting i den ene hytte. Det er sååå sjovt! Vidste slet ikke jeg kunne sådan noget! Liane har en eller
anden evne til, at få folk (i hvert fald mig) til at turde kaste mig ud i ting, som jeg ellers ville have fuldstændig
undgået. Det ender jo med at gå godt alligevel!

I går tog jeg bussen til Kumasi alene for første gang, det var vildt. Men Ghaneserne er så hjælpsomme, man når kun at se
fortabt ud i 20 sek. så er hjælpen på vej! på halvejen måtte jeg skifte bus, fordi ham der kørte ikke havde noget kørekort
han forsøgte at klare det ved at rulle 10 cedis ind i det stykke papir der skulle være hans kørekort
(sådan klares mange ting her i Ghana) Men politimanden ville have flere penge. Jeg nåede til Kumasi, hvor jeg tog i kulturcenteret
som er et sted med folk der laver ting af forskellige materialer i en slags forskellige workshops, også kan man
købe det de laver. Desværre havde meget af det lukket fordi det var søndag, så det må prøves igen, en dag hvor der er
åbent, selvom jeg alligevel fandt en masse at bruge penge på.