27. November 2014
Idag skal jeg alene ud på en skole og betale de sidste bøger til Kingsley og bagefter hjem til hans mor og give hende penge så storesøsteren Christabel kan starte som kostskole elev på senior high school. Jeg har været på skolen og betale skolepenge alene før, så jeg kender vejen der ud. Jeg skal dog holde meget øje med vejen for alle de små byer vi kører igennem ligner så meget hinanden at det kan være svært at se hvornår vi er der, først når jeg ser skolen kan jeg kende det. Da jeg ankommer til skolen er inspektøren ikke på kontoret og jeg bliver dirrigeret til lærerværelset. Her sidder jeg et godt stykke tid og venter før der kommer en lærer og fortæller at inspektøren sidder på sit kontor, hvis jeg vil snakke med hende. Det viser sig at det var hende jeg gik forbi på gangen på vej til lærerværelset, jeg vidste bare ikke hvordan hun så ud. Men jeg kommer endelig ind til hende og får betalt hvad der skulle betales og er på vej videre hjem til familiens hus. Hjemme hos moren bliver jeg taget godt imod, jeg har været der et par gange før så kender hende i forvejen. Hun kan dog stort set intet engelsk så det er en smule svært at kommunikere. Men med lidt håndfagter og gætterier får vi da snakket en smule, før jeg tager videre. Hun er enormt taknemlig og glad, så det er altid en fornøjelse at komme på besøg hos denne familie. Jeg hopper på en trotro tilbage til centeret, hvor der idag er god tid til at spise noget middagsmad og slappe lidt af før børnene kommer hjem fra skole.
Hilsen Annelise
6. Oktober 2014
Tirsdag var der så småt ved at være styr på alt før Ben og Liane sku afsted til dk, og de sidste ting havde vi god tid til at få ordnet de sidste par dage. Så tirsdag aften ville vi lige hurtigt kører ud til den nye grund for at hente generatoren og se hvordan det gik med byggeriet. Det har regnet meget på det sidste og ‘vejen’ på vej til grunden er derfor ret mudret, men vi kom der ned selvom hjulene lige skred lidt i mudret. Så heldige var vi desværre ikke da vi skulle hjem igen, for da vi nåede til det mudret stykke igen forhjulene fast. Drengene fra byggegrunden var der med det samme, for at hjælpe til med at få bilen fri. Der kom flere til så der var en stor gruppe til at hjælpe med at skubbe og prøve at regne ud hvordan vi sku få bilen fri. Efter adskillige forsøg endte de med at grave begge hjul fri så de kunne lægge nogle brædder under hjulene til at kører op på. Det virkede og efter to timer kom bilen op af mudret.
Men så kom næste udfordring, bakken, den meget stejle bakke før man når den rigtige vej. Her var bilen blevet meget træt, for den kunne på ingen måde trække. De prøvede både med langt tilløb og skub, men intet virkede og vi blev nød til at efterlade bilen og tage bus hjem. De næste to dage var uden bil og pludselig var der ikke så meget tid alligevel til alt der skulle ordnes da vi blev nød til at tage rundt med busserne. Men vi klarede os, og bilen kom tilbage torsdag med en ny gearkasse (mener jeg det var), og lød næsten bedre end før.
Sådan er Ghana siger alle. Man skal altid være forberedt på at der sker noget uventet.
Hilsen Annelise
15. September 2014
Jeg ankom til Accra onsdag aften og blev hentet af Liane, Ben, Alfred og de to drenge fra centeret Samy og Enock. Vi overnattende i Accra og kørte dagen efter til Kumasi. Fredag var så første dag jeg skulle med ud til familierne i Kumasi. Der var til at starte med kun et familie besøg på programmet, men til sidst endte det med at vi var rundt til fem familier. Et barn skulle indlægges på hospitalet for at få blod transfusion og Liane måtte blive på hospitalet med barnet og moren mens Ben, Alfred og jeg gik på markedet, i banken og bagefter forbi en familie mere, og til sidst ud på den nye grund og hente en generator. Da vi var tilbage på centeret igen var det blevet mørkt og klokken var omkring 19. Altså endte det med at blive en meget travl dag, med en masse ting der skulle nå at ordnes på ikke så lang tid. Men jeg fik et rigtig godt indblik i hvad arbejdet med familierne går ud på, samt hvilke komplikationer der er og hvorfor arbejdet ikke altid er lige let.
Ellers er jeg blevet taget rigtig godt imod af alle på centeret og ikke mindst alle de børnene der kun var generet de først 5 minutter jeg var der. Det følelses allerede som om jeg har været her meget længere tid end fire dage.