Indvielse af legepladsen og tilbage til den spændende hverdag!

 

 

Efter den festlige weekend i Kumasi fortsatte arbejdet med legepladsen, det var hårdt og varmt, og de sidste 3 dage fik vi
en fyr inde fra byen til at hjælpe os med at grave huller. Det lykkedes os at skaffe noget rundt træ til at lave
balancebomme af, det var dyrt, men resultatet blev godt. Manden vi købte det var sydafrikaner, han var hvid i huden og bar
en kæmpe guldhalskæde. På lang afstand kunne det fornemmes at han IKKE var en rar mand at arbejde for. Hans “Import af rundt træ fra Sydafrika”-business skabte helt klart arbejde for en masse ghanesere men forholdene var ret elendige. De arbejde med meget store maskiner, uden nogen som helst form for beskyttelse. De stakkels ghanesere skulle holde det 1.5 meter lange træ med hænderne mens bossen savede det over på midten. Huha. Det endte dog alligevel med at han gav os noget af hans resttræ gratis, som vi kunne lave stubbe af til at hoppe rundt på. Det var noget rigtig flot træ, så vi var glade.
Fredag lavede vi stangtennis og nogle stænger til at lave kolbøtter på. Det hele blev malet og der blev ryddet pænt op.
Lørdag var det tid til fest! Liane havde bagt store mængder pølsehorn, og Anne-lise og Marie bagte chokolademuffins og
skar frugt i stykker som de puttede i små poser. Sammen med små juice blev det hele solgt i den lille købmandsforretning
under legetårnet for den beskedne sum af 1 sten pr. kunde.

Kwabena stod for musikken, vi havde medbragt trommer og han var
god til det. Liane og jeg malede børnene i hovedet med ansigtsmaling og legepladsen blev for alvor indviet. Børnene var
helt vildt glade, så legepladsen er helt sikkert alle anstrengelserne værd! Det var en utrolig hyggelig formiddag.
Lørdag eftermiddag tog Ben, Liane og Alfred på en velfortjent weekendtur til søen med nogle af deres venner. Så Doris,
Felicia og mig hyggede med børnene og en god tegnefilm lørdag aften.
Søndag var det en tiltrængt slap af dag for os allesammen, og da Liane, Ben og Alfred kom hjem var de også fyldt med
energi til en ny uge.
Mandag kørte vi Anne-lise og Marie til bussen og fortsatte så arbejdet med at køre rundt og betale skolepenge. Selvom
det har været sjovt at bygge legeplads, har jeg helt sikkert savnet at køre rundt og snakke med familierne og se børnene
og skolerne. Desværre har Liane ikke været helt på toppen, så hun har i stedet været hjemme og rydde op og pakke lidt.
Det har været super hyggeligt at køre rundt sammen med Ben, og det engelske er efterhånden det mindste problem
(er dog lidt usikker på om det er fordi jeg er blevet bedre til engelsk, eller fordi jeg er blevet mere ligeglad med
hvordan det lyder, bare det bliver forstået) Alle børn er i skole og de er glade og godt tilpas, så det er dejligt.
Den 6. marts fejrer ghana deres uafhængighed, og det er en tradition at skolerne skal repræsenteres i en stor march.
Så på den ene af de skoler vi besøgte var de igang med at øve sig, der var høje trommer og en udvalgt gruppe marcherede
rundt i skolegården. Det så vildt ud!
I dag er Sammy kommet forbi, det er altid dejligt når nogle af de lidt større kommer hjem. Ikke fordi jeg nogensinde bliver
træt af børnene, men de “voksne” er jo bare lidt nemmere at snakke med, og det er sjovt at høre om hvordan det er at være
ung i Ghana.