Her kommer den sidste opdatering. Jeg håber du er kommet godt ind i det nye år.
Nu har jeg været hjemme i Danmark i tre uger og har fået spørgsmålet fra mange “Hvordan var din tur til Ghana?” og hver gang har jeg svaret “Godt, men hårdt”. Den hårde side har meget at gøre med familiernes skæbner, der er hårde at være vidne til. Så er der ting som skolesystemet, hvor børnene bliver slået og i det hele taget er det hårdt at være i en anden kultur i to og en halv måned. Min far arbejder som højskolelærer og har lige her i starten af januar fået en ghanesisk elev på holdet – tre faktisk. Pigen, som er lidt ældre end mig har det hårdt og savner sit hjem. Det er svært at være væk hjemmefra uanset hvor man kommer fra.
Den anden hårde del var fordi jeg blev syg, først med malaria og senere med migræne, fejlmedicinering og spændinger i nakke og ryg, der forårsagede hovedpine. Det gjorde det svært at nyde Ghana og nyde de uger jeg rejste rundt med Jonny (den anden praktikant på centeret) og Monique (hans veninde).
På trods af alt det da min mor spurgte “Fortryder du at du tog afsted?” måtte jeg svare “Nej. Alle de glæder og alle de gode oplevelser jeg har haft overstiger alt det dårlige gange hundrede!”
Alle de smil jeg har fået fra fremmede på gaden, alle de gange jeg har grint med Ben over fjollede ting, alle de kram jeg har fået fra børnene på centeret, alle de dejlige aftener vi har delt over en omgang Fufu og en disneyfilm, alle de børn der har grinet op til mig når jeg tog klovnenæsen på og alle de gange jeg har glædet mig over at Liane valgte at dele sit hjem, sit arbejde og sin varme med mig.
Jeg har lært så meget og oplevet så meget at jeg ikke kan holde styr på det i mit hovede.
Heldigvis har jeg skrevet i min dagbog et par gange i ugen – det kan jeg anbefale!
Jeg håber engang at vende tilbage!