Efter en lang og spændende køretur gennem Ghana, ankom jeg endelig til centeret, lidt uden for Kumasi. Det var overvældende, børnene var så lykkelig for at se Alfred, Liane og Ben igen. Og glæden var gengældt. Jeg blev hurtigt vist hen på det værelse jeg skulle dele med Bodil. Følelserne væltede rundt, nervøsitet, spænding og glæde. Overvældelsen af, at min drøm om at komme til Afrika endelige var gået opfyldelse blandede sig med frygten for om opgaven måske var for stor. 3 mdr. så langt hjemmefra i et land der ikke kunne være mere anderledes fra Danmark.
Efter at jeg havde gået lidt rundt og fået pakket ud, gik der ikke længe før børnene blev interesseret i hvad “jeg var for en”, og inden aften havde jeg allerede fået omkring 100 krammere af de søde små. Jeg kunne ikke andet end at gå lykkelig i seng.
Onsdag tog Bodil, Liane og mig bussen til Kumasi. Liane ville vise os rundt, så vi kunne finde de vigtigste ting. Her blev min elendige stedsans virkelig(!) sat på prøve. Først gik vi en tur på markedet, vest afrikas største. Har aldrig set noget lignende! Så meget elendighed og nød havde jeg aldrig før set i hele mit liv. Det lignede præcis det man så i fjernsynet, som jeg altid har troet var gjort “lidt værre end det er”. På ingen måde, nærmere tværtimod. Små 10-12årige piger sad langs broen, helt tæt i deres baljer. Nogen sov, andre stirrede tomt på os, mens vi passerede dem. Mætte, og med lommen fuld af penge. Pigerne sad og ventede på at nogen skulle bede dem om at bære noget, eller sælge noget for dem. Da jeg skrev hjem om min oplevelse, var svaret, at jeg måtte fokusere på alle dem jeg kunne hjælpe, i stedet for dem jeg ikke kunne.
Alle vegne var der smukke kvinder i farvestrålende kjoler. De bar allesammen en stor tung kurv på deres hoved. Fuldstændig ubesværet, grinede og fjollede de, mens de forsøgte at sælge den vare de havde på hovedet. Rigtig mange af dem bar samtidig en lille mund mere at mætte, på deres ryg. En fremtid mere at sikre. Jeg beundrede dem. Deres eneste indtægt på hovedet, og deres kæreste eje på ryggen, uden at se bange eller frustreret ud. Bagefter viste hun os Banken, posthuset, og supermarkedet, samt en kirke.
Torsdag og fredag gik med at male på det nye center. Der skulle grundes vægge og males lofter, bordet var ustabilt og temperaturen høj. Alligevel var det 2 helt vildt sjove dage. Blev tvunget ud i det engelske, og det gik super fint.
Lørdag tog jeg på udflugt på egen hånd, sammen med Bodil. Vi tog bussen til Kuntanase og en Taxa til cocoa Village. Langt fra byen, tæt på søen “Lake Botomtwe”. Her tilbragte vi hele dagen i solen og i vandet, vi spiste god mad og drak hvidvin. Ved søen var der et tysk par. Rart, at man ikke var den eneste med den triste hvide kulør. En taxa hentede os igen, og bragte os tilbage til centeret, i god behold og med fornyet energi.
I næste uge starten skolen igen. Det bliver spændende at se, hvad det bringer af oplevelser.