31. December 2014

Den bløde mørke varme slår os i møde, da flyets dør åbnes, og på parkeringspladsen kappes de unge smukke mænd om at hjælpe med de 10 kufferter – nogle pakket med ting og sager til centret, som Ben, ghaneser på 27 og daglig leder sammen med Liane på 26 fra Brønderslev, egentlig er den bedste til at få presset ind i bilen. På døren til det sparsomme hotelværelse i Accra, hvor vi overnatter, er et opslag med ordene:  ” you do not have to worry if you come unprepared, for we are here to help you with a silicone lubricated natural latex condom for only GH2.00 safe ride ….. safe ride with white water condom.” Nyttig information!

Ja, det er Afrika, men det store chock kommer først rigtigt næste morgen, da Accras gadeliv slår os i møde for fuld udblæsning: Et mylder af mennesker, farver, ting og sager der tilbydes fra små boder overalt, bilkøer accompagneret af en hornmusik uden lige, store udgravninger og afspærringer til den nye motorvej, busser til alverdens destinationer i det sydlige Ghana, høj musik og gjaldende højtalere. Det skal der lige lidt tilvænning til!

Efter 6 timers kørsel ankommer vi så til centret for ”HearttoHand” i udkanten af Kumasi, Ghanas næststørste by. Her bor p.t. 5 børn og 7 voksne. 3 frivillige med os, 2 mødre med deres 2 børn, og Ben og Liane med lysebrune Albert på små 2 år, som synes tiden nu er inde til at formulere sig på 3 sprog: dansk, engelsk og de indfødtes, ki! Mødrene med børn har svært ved at klare sig selv, men der er planer for deres udvikling i fremtiden, en er uddannet syerske, og det meningen, at hun skal have sin egen lille syforretning om et stykke tid. Derudover er der en pige på 5, der blev vanrøgtet i sin familie og en lille dreng på 3, hvis mor på 17 år er hjemløs og ikke kan tage sig af ham. Han var kraftig undernæret og blev reddet ved at komme her Han er nu 18 måneder, går og krabber rundt med de andre børn, men han har endnu ingen tænder, og da han også har et lidt bekymret gammelmandsudryk, har vi straks døbt ham Desmond Tuto. Ben og Liane er utrolig imponerende, de favner meget vidt begge, har en naturlig autoritet, og forstår i allerhøjeste grad at sætte grænser. De er ”på” fra morgen til aften, og der er ikke det problem, de ikke vil tage sig af med et stort smil, og derudover er de ved at bygge en kompound længere uden for byen med 5 runde huse, et stort køkken og bad-område og en bolig til dem selv, det nuværende hus er nemlig lejet. Det er fra en danskers synspunkt en total umulig opgave, afrikanske arbejdere arbejder helst, når bygherren står og ser på det, aftaler kan bortkomme, og materialerne skal man også selv skaffe!

Herudover har centret forbindelse til ca. 30 familier, som er blevet henvist fra skoler og sygehuse, og som der er skaffet donorer til fra Tyskland og Danmark. Der er behov for penge til mad, tøj, sygeforsikring, medicin, skolepenge, skoleuniform og hvad der ellers hører med til skolegang.

Det er MEGET varmt, sveden driver af os, og der bliver drukket store mængder vand. Man bliver træt af den varme, så kl. 10 er det sengetid. Men dagen begynder også tidligt: Jeg vækkes som regel inde i mit myggenet, som kan opfylde en hver piges drøm om brudeudstyr, kl. 5, hvor en af mødrene starter rengøringen med riskost og svaber, en støvsuger har jeg ikke set. Ved 6-tiden kommer de første lyde fra de mindste børn på omkring 2-3 år, som snart flyver op og ned ad gangene friske og glade.  De to skolepiger på 5 og 6 kommer lidt senere, iført deres fine uniform fra Amazing Grace skolen, og selvfølgelig er de friske til at synge salmen for os! Børnene fodres af ude i gården med en nærende grød, og vi voksne spiser morgenmad sammen med masser af frisk frugt, når der er blevet lidt ro, efter børnene er taget afsted.

Dagens program gennemgås, familierne skal besøges regelmæssigt for at sikre, at de donerede penge bliver brugt efter formålet, der skal tages kontakt til skoler og andre myndigheder, alt sammen aktiviteter, som kræver stor empati og tålmodighed og indsigt i, hvordan de forskellige instanser kan tackles på dem mest formålsmæssige måde. Så vi ser med forventning frem til den næste måneds udfordringer –i morgen skal vi f.eks. ud at male den lille syforretning færdig.

—————-

Vi 2 frivillige, der har været på centret den sidste måned, malede så hvide og koboltblåvinduer i den lille syforretning. Det var en lidt speciel oplevelse at være ude i den landsbygade en hel dag. Der samlede sig straks en hel del mænd, som skulle se, hvad det nu var, der skete der. Og de fleste af dem slog sig ned for hele dagen, hvorimod kvinderne havde travlt med at lave mad og passe deres boder. Og det er et typisk billede her i Afrika, mændene i de lavere samfundslag laver intet, det hele hviler på kvinderne, og de finder sig i det! Det er fantastisk, at det ene køn bare pr. tradition kan have så mange fordele på bekostning af det andet. Der blev senere lavet hvide halvmure ved indgangspartiet, og der bliver snedkereret borde mm, så et kan ikke vare længe, inden er skal være indvielse!

Sammen med Ben har vi besøgt rigtig mange familier og fået et godt indtryk i det arbejde ”from Heart to Hand” udfører. HtoHs hovedsynsformål er at støtte fattige børn og hjælpe dem til at få en så god fremtid i forhold til de betingelser, de kommer fra. Vi ser mange svære tilfælde, hvor det ser næsten umuligt ud at løfte nogen ud over den fattigdom og elendighed, de kommer fra. Et af de største problemer er forældrene! Hvis hjælpen skal give resultat, er det nødvendigt, at aftaler bliver overholdt, at forældrene forstår, hvad der forlanges til gengæld, og også hvor grænserne for HtoHs indsats går. Det kan være en svær pædagogisk opgave, især når det drejer sig om mennesker, der intet har og heller ikke kan hverken læse eller skrive. Men der er bestemt også succes-historier, hvor det lykkes at få forældre sat i gang med en lille forretning, så de fremover vil have udsigt til at kunne forsørge deres familie, og vi mødte også rigtig mange glade skolebørn, som var godt på vej, og vi tog billeder med nissehue af dem, som skal bruges til julehilsen til deres donorer.

Her på centret er der 5 børn i alderen 1 ½ til seks, og en del af vores indsats går ud på at læse lektier med de største af disse efter skoletid sammen med et par andre, der kommer for at få lektiehjælp og aftensmad, inden de skal hjem. Der er en mærkbar forskel på disse børn og så de danske ”ønskebørn”. I Ghana er børn noget, der bare kommer, og så gælder det om at kunne finde en måde at overleve på med disse børn. Det er bestemt ikke utænkeligt at se forældre slå deres børn, i skolen er der disciplin og høj udenadslære, og eleverne sidder tæt i klasserne. Den form for kreativitet, som vi kender fra folkeskolens i Danmark, praktiseres ikke her. Vi har gennem vores ophold stillet kreative opgaver, som kræver selvstændig tænkning og ikke kun udenadslære. Vi har fortalt eventyr, vi har leget og danset, hvilket børnene var meget interesseret i.

Det er nogle meget harmoniske, trygge og glade børn, der bliver taget alvorligt i deres dagligdag, hvor de lever sammen som én stor familie. Når man tager i betragtning, hvilke omstændigheder nogle af dem faktisk kom fra, er det en fornøjelse at se, hvor godt de trives nu.

For os har det været en berigelse at se, hvordan et så ungt par som Ben og Liane har formået at være både meget varme og favnende og samtidig agere så professionelle ude i marken. Vi har mødt et Ghana, som giver anledning til eftertanke og sætter vores daglige liv i et nyt perspektiv.

Linda Vest Petersen og Karin Sørensen