Jeg hedder Christina Bang Jørgensen, er 21 år, og jeg kommer fra Hjørring. Efter at have afsluttet gymnasiet i 2010, besluttede jeg mig for at tage et sabbat år. Jeg havde fået et deltidsarbejde, men ville også gerne bruge fri året på at opleve noget helt nyt. Mange organisationer jeg havde læst om på nettet opkræver mange tusinde kroner for at tage frivillige ind, og det rakte min tegnebog slet ikke til. Gennem et familiemedlem hørte jeg om organisationen ”From Heart to Hand”, og jeg kontaktede derfor Liane Løth for at høre om foreningen og mine chancer for at komme til Afrika. Foruden de 500 kr. til kost og logi pr. mdr. skulle jeg selvfølgelig selv betale flybillet, vaccinationer, visa osv., og da de ikke krævede andet end ”reelle” udgifter, så jeg hurtigt en oplagt mulighed for at komme på mit livs rejse.
Jeg tog af sted til Kumasi i Ghana fra d. 29 maj – 23 juli 2011 som frivillig hjælper for organisationen, og denne beslutning er den bedste jeg indtil nu har gjort i mit liv.
På rejsen derned var jeg meget spændt og nervøs; det var jo trods alt min første tur alene ud i verden. Da jeg kommer til lufthavnen i Accra og ser Liane vente på mig, forsvinder nervøsiteten hurtigt. Liane er meget imødekommende, smilende og oser af overskud og det var en stor hjælp at have en omkring sig, man kunne betro sig til og dele sine oplevelser med. Hun er en stærk kvinde og hun rummer megen kærlighed til hendes medmennesker, og det var fantastisk senere at opleve, hvor meget hun hjælper fattige børn i nød.
Da jeg kom derned fik jeg nok først et kultur chok. Her var så stor forskel på rige og fattige; folk var så imødekommende, åbne, hjælpsomme og anderledes i forhold til os danskere, og der var så mange ting der var anderledes, som jeg skulle vænne mig til. I starten af opholdet var jeg meget nervøs, og en smule usikker på om folk ville stjæle fra mig, så derfor holdt jeg alting tæt ind til mig, men jeg kunne ikke have taget mere fejl. På vej med bussen til Kumasi, hvor vi boede, var der en toiletpause. På vej ud af bussen tabte jeg mit kamera uden at opdage det, og straks råbte en kvinde til mig, og gav mig mit kamera. Hun var en fattig kvinde, men hun stjal det ikke, hvilket i min øjne var mærkværdigt. I Ghana stjæler man ikke fra hinanden, det er dybt uværdigt, men selvfølgelig skal man ikke flagre med sine penge.
I huset boede jeg sammen med Liane, hendes mand Ben, Yar, Tarlatta og seks børn. Det var fantastisk at bo i huset med så søde børn og voksne, og dele et liv så forskelligt fra det jeg hjemme var vant til. Man følte sig aldrig alene. I en verden hvor alt og jeg mener ALT er så anderledes, havde jeg også episoder, hvor jeg blev meget følelsesladet. Dette kan ikke undgås, når man involveres i de fattige familiers liv, men altid stod Liane der med sine udstrakte arme.
Jeg var frivillig hjælper på en skole, hvor jeg var hjælpelærer i en klasse med ca. 70 børn. Det var noget af en mundfuld, men en fantastisk oplevelse. Alle de søde børn! Jeg hjalp også på Kejtia børnehospital, hvor jeg vejede underernærede og HIV-postive børn. Ud fra vejningen doserede man maden, det enkelte barn havde brug for. En til tider barsk oplevelse, som jeg alligevel ikke ville have været foruden. Jeg havde, inden min rejse, fyldt mine kufferter op med bamser, tøj m.m. til de fattige børn. På hospitalet uddelte Liane og jeg bamser og kinder-æg til indlagte underernærede – og HIV-positive børn. Det var ubeskriveligt vildt at se hvor meget de satte pris på bamserne, da mange aldrig havde haft en bamse før. Herhjemme får vi legetøj, og bamser, m.m. serveret på et sølvfad, men dernede får de ikke legetøj fra deres forældre (med mindre man er rig), da de ikke har råd til bamser, legetøj og lignende, men udelukkende tænker på overlevelse og mad.
Til venstre: Vi deler legetøj ud til fattige børn – Til Højre: Jeg underviser på skolen
Derudover var jeg dagligt med Liane på besøg hos de fattige børnefamilier ude i byen. Familier der end ikke har råd til den årlige sygeforsikring på 14 kr. Familier, der sover på det bare betongulv på en sort sæk uden lys, varme, vand osv. Familier der trods så hårde odds, stadig har overskud til at være smilende, imødekommende og åbne og dermed har givet mig de bedste minder for livet.
Nedenfor kan du se eksempler på, hvordan nogle familer bor, dem der er så heldige at have et hjem. På Billede nr 2 ses en families eneste rum i deres bolig, hvor de både spiser og sover. Deres seng er de sorte plastikposer.
Tak til jer Liane og Ben fordi I gjorde dette muligt for mig.
Tak for jeres åbne døre, og jeres hjertevarme!
Jeg regner bestemt ikke med, at det er sidste gang jeg skal til Ghana.
På forhåbentlig gensyn
Christina Jørgensen