Efter en lang og spændende køretur gennem Ghana, ankom jeg endelig til centeret, lidt uden for Kumasi. Det var overvældende, børnene var så lykkelig for at se Alfred, Liane og Ben igen. Og glæden var gengældt. Jeg blev hurtigt vist hen på det værelse jeg skulle dele med Bodil. Følelserne væltede rundt, nervøsitet, spænding og glæde. Overvældelsen af, at min drøm om at komme til Afrika endelige var gået opfyldelse blandede sig med frygten for om opgaven måske var for stor. 3 mdr. så langt hjemmefra i et land der ikke kunne være mere anderledes fra Danmark.

Efter at jeg havde gået lidt rundt og fået pakket ud, gik der ikke længe før børnene blev interesseret i hvad “jeg var for en”, og inden aften havde jeg allerede fået omkring 100 krammere af de søde små. Jeg kunne ikke andet end at gå lykkelig i seng.

Onsdag tog Bodil, Liane og mig bussen til Kumasi. Liane ville vise os rundt, så vi kunne finde de vigtigste ting. Her blev min elendige stedsans virkelig(!) sat på prøve. Først gik vi en tur på markedet, vest afrikas største. Har aldrig set noget lignende! Så meget elendighed og nød havde jeg aldrig før set i hele mit liv. Det lignede præcis det man så i fjernsynet, som jeg altid har troet var gjort “lidt værre end det er”. På ingen måde, nærmere tværtimod. Små 10-12årige piger sad langs broen, helt tæt i deres baljer. Nogen sov, andre stirrede tomt på os, mens vi passerede dem. Mætte, og med lommen fuld af penge. Pigerne sad og ventede på at nogen skulle bede dem om at bære noget, eller sælge noget for dem. Da jeg skrev hjem om min oplevelse, var svaret, at jeg måtte fokusere på alle dem jeg kunne hjælpe, i stedet for dem jeg ikke kunne.

Alle vegne var der smukke kvinder i farvestrålende kjoler. De bar allesammen en stor tung kurv på deres hoved. Fuldstændig ubesværet, grinede og fjollede de, mens de forsøgte at sælge den vare de havde på hovedet. Rigtig mange af dem bar samtidig en lille mund mere at mætte, på deres ryg. En fremtid mere at sikre. Jeg beundrede dem. Deres eneste indtægt på hovedet, og deres kæreste eje på ryggen, uden at se bange eller frustreret ud. Bagefter viste hun os Banken, posthuset, og supermarkedet, samt en kirke.

Torsdag og fredag gik med at male på det nye center. Der skulle grundes vægge og males lofter, bordet var ustabilt og temperaturen høj. Alligevel var det 2 helt vildt sjove dage. Blev tvunget ud i det engelske, og det gik super fint.

Lørdag tog jeg på udflugt på egen hånd, sammen med Bodil. Vi tog bussen til Kuntanase og en Taxa til cocoa Village. Langt fra byen, tæt på søen “Lake Botomtwe”. Her tilbragte vi hele dagen i solen og i vandet, vi spiste god mad og drak hvidvin. Ved søen var der et tysk par. Rart, at man ikke var den eneste med den triste hvide kulør. En taxa hentede os igen, og bragte os tilbage til centeret, i god behold og med fornyet energi.

I næste uge starten skolen igen. Det bliver spændende at se, hvad det bringer af oplevelser.

Her kommer den sidste opdatering. Jeg håber du er kommet godt ind i det nye år.

Nu har jeg været hjemme i Danmark i tre uger og har fået spørgsmålet fra mange “Hvordan var din tur til Ghana?” og hver gang har jeg svaret “Godt, men hårdt”. Den hårde side har meget at gøre med familiernes skæbner, der er hårde at være vidne til. Så er der ting som skolesystemet, hvor børnene bliver slået og i det hele taget er det hårdt at være i en anden kultur i to og en halv måned. Min far arbejder som højskolelærer og har lige her i starten af januar fået en ghanesisk elev på holdet – tre faktisk. Pigen, som er lidt ældre end mig har det hårdt og savner sit hjem. Det er svært at være væk hjemmefra uanset hvor man kommer fra.

Den anden hårde del var fordi jeg blev syg, først med malaria og senere med migræne, fejlmedicinering og spændinger i nakke og ryg, der forårsagede hovedpine. Det gjorde det svært at nyde Ghana og nyde de uger jeg rejste rundt med Jonny (den anden praktikant på centeret) og Monique (hans veninde).

På trods af alt det da min mor spurgte “Fortryder du at du tog afsted?” måtte jeg svare “Nej. Alle de glæder og alle de gode oplevelser jeg har haft overstiger alt det dårlige gange hundrede!”

Alle de smil jeg har fået fra fremmede på gaden, alle de gange jeg har grint med Ben over fjollede ting, alle de kram jeg har fået fra børnene på centeret, alle de dejlige aftener vi har delt over en omgang Fufu og en disneyfilm, alle de børn der har grinet op til mig når jeg tog klovnenæsen på og alle de gange jeg har glædet mig over at Liane valgte at dele sit hjem, sit arbejde og sin varme med mig.

Jeg har lært så meget og oplevet så meget at jeg ikke kan holde styr på det i mit hovede.
Heldigvis har jeg skrevet i min dagbog et par gange i ugen – det kan jeg anbefale!

Jeg håber engang at vende tilbage!

Så er det den sidste søndag jeg har med Liane, Ben og Alfred. I denne uge
har Bolette (teaterlærer på Rødding Højskole) og tre af hendes nuværende og
gamle elever været her. Vi har haft sådan en fantastisk uge!
Jeg har selv været teaterelev på Rødding Højskole og jeg kender derfor
Bolette og en af eleverne rigtig godt. De kom med et klovneshow for børn og
efter at have set det et par gange var jeg selv med i mange af de shows vi
lavede.
De ankom lørdag og søndag var vi ved stranden og fik tromme og
danselektioner. Jeg følte mig som en meget hvid turist, men det var også
utrolig sjovt og med udsigt til havet.
Jeg har følt mig meget som en hvid turist i denne her uge når nogle af
ghaneserne, både børn og voksne, spørger om penge igen og igen, men det er
en svær situation, for man har jo mange flere penge end de har, så hvorfor
ikke?
En foredragsholder sagde engang at han havde det fint med at man ikke gav
penge til tiggere, men at man skulle overveje hvorfor. Lave et bevidst valg
og ikke bare lukke øjnene. Vi kom jo også for at give. Bare ikke penge, men
noget helt andet. Glæde og en stor oplevelse for børnene. Hvilket også er
derfor at man får en helt anden oplevelse end bare at rejse ned til Ghana
som turist. At rejse med teater kan noget helt specielt. Det har været
magisk at opleve den glæde børnene følte.
Det sidste show vi lavede var en parade rundt ved husene omkring Ben og
Lianes hus og alle børnene i området fulgte os rundt hele vejen og var helt
med på legene og sangene vi satte igang. Der var så mange fine øjeblikke
mellem os og børnene den eftermiddag.

Vi har også lavet nogle mere turistede ting. Vi var blandt andet oppe nord
for Kumasi i en Abeskov, hvor vi blev vist rundt af en guide og fodrede
aberne med bananer. Det var en meget smuk skov og det var spændende at høre
om myterne omkring aberne. En af myterne var at de store sorte og hvide aber
engang havde været mennesker og abepræsten i landsbyen kunne forvandle
menneskerne i landsbyen til aber, så de kunne lave overraskelsesangreb på
deres fjender, men da abepræsten døde pludseligt kunne de ikke blive
forvandlet tilbage til mennesker igen.

Vi har oplevet så meget i denne uge og jeg har nydt hvert øjeblik. Efter at
have haft nye mennesker hernede i længerne tid, der spørger om Ghana og
livet her, føler jeg mig meget hjemme her. Og nu skal Ben og Liane hjem til
Danmark på onsdag og Jonny, Monique og jeg rejser rundt i Ghana i lidt mere
end to uger. Hvor er tiden dog gået hurtigt. Jeg kommer virkelig til at
savne livet her på centeret og jeg kommer til at savne Ben, Liane og Alfred.
Jeg kan heldigvis glæde mig til jeg kommer tilbage her i halvanden uge inden
jeg tager hjem lige før jul. Så skal jeg rigtig julehygge med Bens mor og
med børnene.

Hilsner fra Ghana
Katrine

Igår fik vi besøg af næsten alle familierne i programmet. Det var mødrene der kom og en enkelt far. Liane og Ben havde inviteret dem til klokken ni og mellem klokken otte og tolv dukkede de op. Der blev derfor holdt to møder.
Jeg tror ikke, jeg ville kunne leve med afrikansk tid. Der var heldigvis god stemning, selvom Liane og Ben kom med en opsang og fortalte dem at de tager til Danmark i en måned. Alle der kom til mødet var meget hjælpsomme og glade for at komme på besøg, så selvom det var mange mennesker at have i huset, var det en dejlig dag.

Det var også fedt at se dem alle samlet og jeg tror efterhånden jeg er ved at have styr på hvem der er hvem i familierne. Børnene tegnede tegninger til sponsorerne og legede med alt det spændende legetøj, så de havde også en
rigtig god dag.

Vi er også kommet langt med det nye center og nu er køkkenet malet i en flot varm farve, men vi får travlt i næste uge med alle de skolepenge, der skal betales og al den maling i hytterne.

Det bliver spændende!

Katrine

Så blev der holdt halloweenfest!

Vi fik mange gæster og det blev en stor succes. I stedet for at skære græskar, som der ikke er mange af i Ghana,
skar vi vandmeloner og de blev virkelig fine. De yngste hjalp med at få indmaden ud og de ældste drenge skar ansigterne. Liane havde også sat et spøgelse op for enden af gangen, som børnene synes var ret sjovt, men
alligevel ikke helt turde gå hen til.

Efter melonskæring malede Liane og jeg vores ansigter uhyggeligt. Liane var en uhyggelig klovn og jeg var et dødt
menneske. Vi gav børnene et chok, men de synes det var virkelig sjovt, så de ville allesammen gerne males bagefter. Derefter var der leg og ballade med balloner og politi-morder leg og til aftensmad var der pomfritter og spøgelsespølser med ketchupblod.

Da alle var blevet kørt hjem og vi havde ryddet op, var vi allesammen meget trætte.  Jeg er meget glad for at jeg fik lov til at være med til den fest. Det var fantastisk!

Halloweenhilsner fra Katrine

Igår var vi ude ved søen og fejre Angela’s fødselsdag. Hun var meget glad. Det var alle børnene. Man kunne tydeligt mærke spændingen i bilen, da vi drejede om et hjørne og fik det første glimt at søen. Det var en meget dårlig vej, og det tog lang tid at køre derud, men det var det hele værd.

Der er så smukt ude ved søen og børnene hoppede straks ud i vandet. Der var også andre børn derude, der prøvede at fange fisk med deres net. Vi spiste en dejlig frokost og sang fødselsdagssang for Angela. Der var fødselsdagsbanankage og vi skålede i grøn børnechampagne.

Da vi kørte hjem, var børnene fuldstændig udmattede og de faldt alle sammen i søvn i bilen. Jonny har nu været her i en uge og det er virkelig hyggeligt at være to. Børnene nyder også at der er ung fyr i huset de kan lege med.

I onsdags var vi ude på en skole og snakke med rektoren. En ung mor havde sendt hendes pige, som er med i programmet, i skole, selvom hun var virkelig syg. Den unge mor kunne ikke finde ud af at få hende på hospitalet, til en læge. Hun kunne heller ikke forstå at hendes datter selvfølgelig skulle være hjemme, når hun er syg. Hun blev ved med at lyve om at hun allerede havde været på hospitalet, men når man bad hende hente medicinen og kvitteringen, stod hun bare og kiggede lidt rundt. Det var meget frustrerende at se at hun ikke bare tog imod den hjælp Liane og Ben tilbyder.

Torsdag tog Liane og jeg så med moren og datteren på hospitalet og ventede med dem. Det viste sig at Ellie (det bliver pigen kaldt) havde en bakteriel infektion og skulle have antibiotika. Jeg håber moren kan finde ud af at
give hende det og at Ellie får det bedre.

Varme hilsner fra Katrine

… og der er helt stille i huset. De fleste er ved at  tage en lur, men der er også en ekspedition afsted efter noget at spise. Vi har været meget ramt af sygdom i den her uge, så denne fredag formiddag har
vi bare taget det helt roligt og koncentreret os om at genvinde kræfterne. Vi skal også være klar til at Johannes kommer imorgen.

I denne uge har vi været ude ved mange familier og skoler, og jeg kan virkelig se, hvor vigtig Liane og Ben er for familierne, især børnene. Det  er også gået op for mig, hvor vigtigt det er for organisationen at have Liane og Ben hernede. Nogle gange når vi kommer hjem til familierne er børnene ikke i skole og det er ikke af ond vilje, men simpelthen fordi forældrene ikke ved bedre eller der har været problemer med dem og skolen og
forældrene ikke kan finde ud af at løse problemerne.

Under aftensmaden, snakker Liane, Ben og jeg tit om Ghana og de fantastiske sider af landet, men også de mange problemer landet har. At gå i skole koster virkelig mange penge, også selvom det er en offentlig skole. Så der
er familier, der ønsker en bedre fremtid for deres børn, men som simpelthen ikke har råd. Det er derfor det er vigtigt at Liane og Ben er her.

Når børnene så er i skolen er det på nogle områder et helt andet sted end i Danmark. Eleverne bliver f.eks. straffet med spanskrør og deres læringsmetoder er helt anderledes. Da jeg første gang kiggede ned af en gangene og så en lille dreng blive slået af en lærer med et spanskrør, var mit instinkt at stoppe det, men det er jo en del af hvordan de gør tingene hernede. Jeg håber dog at det vil ændre sig en dag.

Katrine
Skrevet den 16. Oktober

Ghana har taget godt imod mig og jeg er meget glad for at være her.

Så er min første uge i Ghana ved at være slut og det er utroligt spændende at være her. Jeg ankom mandag aften til lang kø i Accra lufthavn. Liane nåede at blive bekymret for om jeg overhovedet dukkede op, men vi fandt hinanden og tog med taxa ud til et hotel og så gik rejsen til Kumasi næste dag.

Inden jeg rejste af sted havde jeg prøvet at forsikre mig selv om at fordi jeg havde været i Sydafrika i foråret, så ville kulturchokket ikke være så stort, men hold da op. Man kan simpelthen ikke nægte at der meget stor forskel på livet i Danmark og livet i Ghana. Ghaneserne er meget sociale og vil rigtig gerne snakke. De er meget smilende. De er også glade for at sælge alverdens forskellige varer og man kan undre sig, når man ser fem kvinder ved siden af hinanden, der sælger tomater, hvordan de kan overleve på det. Når man kører i bus og bil kan man til enhver tid købe vand, frugt, brød, ildslukkere, måske endda et sofabord.

Ghaneserne er også virkelig gode til at holde deres tøj rent. Selv med alt det støv der er i luften ved vejene kan man se en kvinde gå rundt i hvidt tøj, der er som trådt ud af en Vanish-reklame. Jeg har selv lært at vaske mit tøj i hånden i dag af Doris, der også bor på centeret. Jeg glæder mig til at få mit nyvaskede tøj på.

Jeg har fået en meget varm velkomst. Alfred og Nana Yaw var lidt generte, men da Angela og Benjamin kom hjem fra skole løb de straks ind og gav mig et stort kram. I onsdags fejrede vi min ankomst med kage og børnechampagne og vi skålede med børnene. Det var virkelig hyggeligt! Jeg er i øvrigt hel vild med maden her.

Jeg tror ikke jeg kommer til at savne dansk mad lige foreløbig 🙂

31. December 2014

Den bløde mørke varme slår os i møde, da flyets dør åbnes, og på parkeringspladsen kappes de unge smukke mænd om at hjælpe med de 10 kufferter – nogle pakket med ting og sager til centret, som Ben, ghaneser på 27 og daglig leder sammen med Liane på 26 fra Brønderslev, egentlig er den bedste til at få presset ind i bilen. På døren til det sparsomme hotelværelse i Accra, hvor vi overnatter, er et opslag med ordene:  ” you do not have to worry if you come unprepared, for we are here to help you with a silicone lubricated natural latex condom for only GH2.00 safe ride ….. safe ride with white water condom.” Nyttig information!

Ja, det er Afrika, men det store chock kommer først rigtigt næste morgen, da Accras gadeliv slår os i møde for fuld udblæsning: Et mylder af mennesker, farver, ting og sager der tilbydes fra små boder overalt, bilkøer accompagneret af en hornmusik uden lige, store udgravninger og afspærringer til den nye motorvej, busser til alverdens destinationer i det sydlige Ghana, høj musik og gjaldende højtalere. Det skal der lige lidt tilvænning til!

Efter 6 timers kørsel ankommer vi så til centret for ”HearttoHand” i udkanten af Kumasi, Ghanas næststørste by. Her bor p.t. 5 børn og 7 voksne. 3 frivillige med os, 2 mødre med deres 2 børn, og Ben og Liane med lysebrune Albert på små 2 år, som synes tiden nu er inde til at formulere sig på 3 sprog: dansk, engelsk og de indfødtes, ki! Mødrene med børn har svært ved at klare sig selv, men der er planer for deres udvikling i fremtiden, en er uddannet syerske, og det meningen, at hun skal have sin egen lille syforretning om et stykke tid. Derudover er der en pige på 5, der blev vanrøgtet i sin familie og en lille dreng på 3, hvis mor på 17 år er hjemløs og ikke kan tage sig af ham. Han var kraftig undernæret og blev reddet ved at komme her Han er nu 18 måneder, går og krabber rundt med de andre børn, men han har endnu ingen tænder, og da han også har et lidt bekymret gammelmandsudryk, har vi straks døbt ham Desmond Tuto. Ben og Liane er utrolig imponerende, de favner meget vidt begge, har en naturlig autoritet, og forstår i allerhøjeste grad at sætte grænser. De er ”på” fra morgen til aften, og der er ikke det problem, de ikke vil tage sig af med et stort smil, og derudover er de ved at bygge en kompound længere uden for byen med 5 runde huse, et stort køkken og bad-område og en bolig til dem selv, det nuværende hus er nemlig lejet. Det er fra en danskers synspunkt en total umulig opgave, afrikanske arbejdere arbejder helst, når bygherren står og ser på det, aftaler kan bortkomme, og materialerne skal man også selv skaffe!

Herudover har centret forbindelse til ca. 30 familier, som er blevet henvist fra skoler og sygehuse, og som der er skaffet donorer til fra Tyskland og Danmark. Der er behov for penge til mad, tøj, sygeforsikring, medicin, skolepenge, skoleuniform og hvad der ellers hører med til skolegang.

Det er MEGET varmt, sveden driver af os, og der bliver drukket store mængder vand. Man bliver træt af den varme, så kl. 10 er det sengetid. Men dagen begynder også tidligt: Jeg vækkes som regel inde i mit myggenet, som kan opfylde en hver piges drøm om brudeudstyr, kl. 5, hvor en af mødrene starter rengøringen med riskost og svaber, en støvsuger har jeg ikke set. Ved 6-tiden kommer de første lyde fra de mindste børn på omkring 2-3 år, som snart flyver op og ned ad gangene friske og glade.  De to skolepiger på 5 og 6 kommer lidt senere, iført deres fine uniform fra Amazing Grace skolen, og selvfølgelig er de friske til at synge salmen for os! Børnene fodres af ude i gården med en nærende grød, og vi voksne spiser morgenmad sammen med masser af frisk frugt, når der er blevet lidt ro, efter børnene er taget afsted.

Dagens program gennemgås, familierne skal besøges regelmæssigt for at sikre, at de donerede penge bliver brugt efter formålet, der skal tages kontakt til skoler og andre myndigheder, alt sammen aktiviteter, som kræver stor empati og tålmodighed og indsigt i, hvordan de forskellige instanser kan tackles på dem mest formålsmæssige måde. Så vi ser med forventning frem til den næste måneds udfordringer –i morgen skal vi f.eks. ud at male den lille syforretning færdig.

—————-

Vi 2 frivillige, der har været på centret den sidste måned, malede så hvide og koboltblåvinduer i den lille syforretning. Det var en lidt speciel oplevelse at være ude i den landsbygade en hel dag. Der samlede sig straks en hel del mænd, som skulle se, hvad det nu var, der skete der. Og de fleste af dem slog sig ned for hele dagen, hvorimod kvinderne havde travlt med at lave mad og passe deres boder. Og det er et typisk billede her i Afrika, mændene i de lavere samfundslag laver intet, det hele hviler på kvinderne, og de finder sig i det! Det er fantastisk, at det ene køn bare pr. tradition kan have så mange fordele på bekostning af det andet. Der blev senere lavet hvide halvmure ved indgangspartiet, og der bliver snedkereret borde mm, så et kan ikke vare længe, inden er skal være indvielse!

Sammen med Ben har vi besøgt rigtig mange familier og fået et godt indtryk i det arbejde ”from Heart to Hand” udfører. HtoHs hovedsynsformål er at støtte fattige børn og hjælpe dem til at få en så god fremtid i forhold til de betingelser, de kommer fra. Vi ser mange svære tilfælde, hvor det ser næsten umuligt ud at løfte nogen ud over den fattigdom og elendighed, de kommer fra. Et af de største problemer er forældrene! Hvis hjælpen skal give resultat, er det nødvendigt, at aftaler bliver overholdt, at forældrene forstår, hvad der forlanges til gengæld, og også hvor grænserne for HtoHs indsats går. Det kan være en svær pædagogisk opgave, især når det drejer sig om mennesker, der intet har og heller ikke kan hverken læse eller skrive. Men der er bestemt også succes-historier, hvor det lykkes at få forældre sat i gang med en lille forretning, så de fremover vil have udsigt til at kunne forsørge deres familie, og vi mødte også rigtig mange glade skolebørn, som var godt på vej, og vi tog billeder med nissehue af dem, som skal bruges til julehilsen til deres donorer.

Her på centret er der 5 børn i alderen 1 ½ til seks, og en del af vores indsats går ud på at læse lektier med de største af disse efter skoletid sammen med et par andre, der kommer for at få lektiehjælp og aftensmad, inden de skal hjem. Der er en mærkbar forskel på disse børn og så de danske ”ønskebørn”. I Ghana er børn noget, der bare kommer, og så gælder det om at kunne finde en måde at overleve på med disse børn. Det er bestemt ikke utænkeligt at se forældre slå deres børn, i skolen er der disciplin og høj udenadslære, og eleverne sidder tæt i klasserne. Den form for kreativitet, som vi kender fra folkeskolens i Danmark, praktiseres ikke her. Vi har gennem vores ophold stillet kreative opgaver, som kræver selvstændig tænkning og ikke kun udenadslære. Vi har fortalt eventyr, vi har leget og danset, hvilket børnene var meget interesseret i.

Det er nogle meget harmoniske, trygge og glade børn, der bliver taget alvorligt i deres dagligdag, hvor de lever sammen som én stor familie. Når man tager i betragtning, hvilke omstændigheder nogle af dem faktisk kom fra, er det en fornøjelse at se, hvor godt de trives nu.

For os har det været en berigelse at se, hvordan et så ungt par som Ben og Liane har formået at være både meget varme og favnende og samtidig agere så professionelle ude i marken. Vi har mødt et Ghana, som giver anledning til eftertanke og sætter vores daglige liv i et nyt perspektiv.

Linda Vest Petersen og Karin Sørensen