Mig og mit liv som frivillig i Ghana (Jonas) uge 40 2017

    D. 29/8 rejste jeg fra Aalborg lufthavn med kufferterne, visumet og mig selv klar til at rejse ud mod nye og spændene oplevelser. Vi ankommer i Accra lufthavn kl 20:05, hvor jeg inden for de første 30 min får et stor stort indblik i den ghanesiske kultur. I lufthavnen bliver jeg spurgt et par gange, om jeg vil betale lidt ekstra for lidt gode fordele i landet, for mig som turist. Da jeg kommer ud af lufthavnen lidt halv træt, går det lige pludselig meget op for mig at penge hernede er en kamp for alle. Taxi chaufførerne river og trækker i men ikke på den fysiske måde men mere den mentale måde med øjne og mund, derfor var jeg meget glad for at have Liane og Ben med mig i lufthavnen og det kan kun anbefales til alle kommende frivillige!  Dagen efter ankommer vi ude på centeret hvor jeg sjældent har mødt sådan en glæde for at man er kommet, og de vil bestemt vide alt om en. Min første aften står menuen på Fufu som var noget af en smags oplevelse men bestemt en af de gode. Den første uge stod den på sommerferie, hygge, leg og tilvænning for mit vedkommende, da jeg lige skulle lære alle de nye indtryk at kende. Efter den første uge begyndte skolen for børnene og dermed  begyndte arbejdet også for mig. Jeg var meget overrasket over hvordan leve vilkårene var hernede, og det var lidt svært at sluge, men derfor var det godt at jeg kunne for snakket med Liane og Ben om mine tanker og få sat lidt...

Ugebrev 10 – Det hele er næsten slut -update fra Julie

Tirsdag d. 5. april, 3 dage mere, så er eventyret slut. Dette bliver derfor det sidste vemodige kvæk fra verandaen på FHTH nye center i Ghana. Synes næsten lige jeg er kommet. 3 mdr. var jo næsten en evighed, hvor blev de af ? Lørdag morgen går turen til Accra til lufthavnen med min store grønne kuffert fyldt til randen med indtryk, oplevelser, souvenirs, skræddersyet tøj også en toilettaske :-). I weekenden tog vi til det nordlige Ghana for at besøge Ben’s familie. Selvom jeg bare var en frivillig, og ikke en del af familien, blev jeg taget virkelig godt imod, meget typisk for ghanesere, hvor end man kommer er man velkommen! Det var nogle enormt hyggelige dage og vi sov på et børnehjem for handicappede børn, i små hytter. Jeg delte seng med Nanayaw, enormt hyggeligt! Dagene blev brugt på at spille kort i skyggen, spise friske mangoer og snakke med Ben’s niece Pamela, på 5 mdr. Vi var hjemme igen sent søndag aften, lidt senere end vi regnede med, da bilen pludselig trængte til en lidt ubelejligt pause. Det fik den så, også kunne vi fortsætte. (GODT vi havde Bil-doktoren Ben tilstede!) Det er underligt at glæde sig til, og frygte den samme dag så meget, på samme tid. Så jeg vælger at frygte lørdag morgen hvor jeg skal sige “på gensyn” til børnene, Doris, Liane og Ben, og glæde mig helt vildt til søndag hvor jeg (nu i en ny, udviklet og lidt lykkeligere udgave) lander i Aalborg lufthavn, hjemme hos min familie og venner. Jeg savner dem, det gør jeg! Men når først jeg er...

Ugebrev 9 – Tur til kysten, Stor fest og masser af selvtillid! update fra Julie

Så snart mit øje igen var brugbart hoppede jeg på en overfyldt, 50 grader varm, larmende og faldefærdig minibus og efter timers kørsel ankom jeg til “heaven on earth”. Hotellet helt ned til vandet og jeg fik det fineste lille værelse. Uden tid til at slappe af satte jeg min taske og gik mod det store slaveslot kun få hundrede meter fra hotellet, her var jeg på rundvisning i de uhyggelige kældre og gik gennem “door of no return”. Den sidste dør slaverne passerede inden de gik om bord på det skib der skulle sejle dem til Amerika som slaver, efter mere end 6 uger i små kælderrum uden lys og uden adgang til toilet Det var en barsk, men god oplevelse! Dagen efter betalte jeg en taxachauffør for at køre mig til en nationalpark i Kakum hvor jeg gik på hængebroer hen over skoven, virkelig smukt! Desværre mistede jeg mit kamera et sted dernede, så billederne er gået tabt. Det er møg ærgerligt, men må bare lagrer alle billederne på nethinden. Heldigvis havde jeg lige overført alle billederne til en computer, så det er “kun” de billeder fra min tur til kysten der er gået tabt. Efter nationalparken kørte han mig så til en lille zoologisk have med aber, slanger, krokodiller og andre forskellige dyr, en meget speciel oplevelse, og fedt at røre ved en rigtig abe! Jeg havde været ret nervøs for om jeg mon kunne finde ud af at rejse alene, og om jeg mon ville komme til at føle mig ensom. Liane var en kæmpe støtte, og fik mig overbevist om at mine bekymringer var...

Ugebrev 8 fra Julie – Nye omgivelser

Sidder ved det håndlavede borde-bænke sæt med udsigt over palmerne og hytterne på grunden, solen skinner, og den oplader computeren. Jeps, vi er flyttet! Sidste uge brugte vi så mange timer som muligt ude på det nye center for at gøre det indflytningsklar. Lørdag startede vi tidligt, vi fik hjælp af nogle af Liane og Bens venner. Alle gjorde en indsats, store som små. For nogen var indsatsen mest bare at lege med det legetøj der allerede var pakket ned, men det skulle der jo også nogen til at gøre! Børnene klarede det så fint, de glædede sig til at flytte. Kun Nanayaw viste tegn på at være lidt forvirret over situationen. Lørdag aften hentede Ben, Doris, Børnene og mig. Det havde regnet meget, men søde Liane havde sørget for at der var tørre madrasser på gulvene til alle og at rummene var, insektfri og nyudluftede. Vi sov godt den nat. Søndag startede vi med at prøve at få plads til alle tingene. Nu ser det ud som om det vil lykkedes når Sedonia og hendes drenge er flyttet. Ugen er gået med at finde sig til rette, der er nye ting at tage hensyn til og nye rutiner i dagligdagen, men Ben og Liane er vildt gode, de er tålmodige og rummelige både overfor børnene, Doris og mig. De er positive og klager sig ikke selvom der er mange projekter der skal laves endnu før det bliver helt perfekt. Liane og jeg er dog helt enige om at man “bliver glad i låget”, vi er tæt på naturen, her er stille og roligt, der er farver alle vejene,...

UGEBREV 7 Byggeri og Weekendtur. Update fra Julie

Fredag i sidste uge holdt vi tideligt weekend, og i stedet hentede vi Alfred og Nanayaw samt noget badetøj og kørte hen på en restaurant, hvor der er en swimmingpool i midten. Det lignede en hel lille oase. Vi fik noget rigtig lækkert at spise og drikke men der var skam ikke tid til at sidde og slå mave alt for længe. Drengene var fuldstændig klar til at komme ud svømme (igen!). Nanayaw sagde først at han ikke ville, men da han så Alfred have det sjovt, ændrede han mening. Han var meget usikker i starten, men blev mere og mere modig. Så snart det blev for meget kaldte han, også blev han modig igen. Alfred er en vandhund, han kunne slet ikke få nok, og jeg ved ikke hvem der nød det mest, mig eller børnene? Vi legede både krokodiller, og flodheste og dinosaurer og hunde nede i vandet, og vi stoppede først da det var helt mørkt. 🙂 glade og trætte kørte vi hjem. Det meste af ugen er gået med at arbejde på det nye center, og der har været høj aktivitet, alle har arbejdet, både frivillige og betalte. Det bliver et helt fantastisk sted, jeg glæder mig til at flytte. I lørdags blev de færdige med at installere solceller. Så nu er der strøm! Så snart toiletterne er installeret, køkkenelementerne er på plads og der er fundet et andet sted at bo for Sedonia (en mor med hendes to drenge som er en del af programmet, de har boet i en af hytterne, men skal flytte ud inden vi kan flytte ind) så kan vi...

Ugebrev 6 – Indvielse af Legepladsen – update fra Julie

Indvielse af legepladsen og tilbage til den spændende hverdag!     Efter den festlige weekend i Kumasi fortsatte arbejdet med legepladsen, det var hårdt og varmt, og de sidste 3 dage fik vi en fyr inde fra byen til at hjælpe os med at grave huller. Det lykkedes os at skaffe noget rundt træ til at lave balancebomme af, det var dyrt, men resultatet blev godt. Manden vi købte det var sydafrikaner, han var hvid i huden og bar en kæmpe guldhalskæde. På lang afstand kunne det fornemmes at han IKKE var en rar mand at arbejde for. Hans “Import af rundt træ fra Sydafrika”-business skabte helt klart arbejde for en masse ghanesere men forholdene var ret elendige. De arbejde med meget store maskiner, uden nogen som helst form for beskyttelse. De stakkels ghanesere skulle holde det 1.5 meter lange træ med hænderne mens bossen savede det over på midten. Huha. Det endte dog alligevel med at han gav os noget af hans resttræ gratis, som vi kunne lave stubbe af til at hoppe rundt på. Det var noget rigtig flot træ, så vi var glade. Fredag lavede vi stangtennis og nogle stænger til at lave kolbøtter på. Det hele blev malet og der blev ryddet pænt op. Lørdag var det tid til fest! Liane havde bagt store mængder pølsehorn, og Anne-lise og Marie bagte chokolademuffins og skar frugt i stykker som de puttede i små poser. Sammen med små juice blev det hele solgt i den lille købmandsforretning under legetårnet for den beskedne sum af 1 sten pr. kunde. Kwabena stod for musikken, vi havde medbragt trommer og...

Legepladsen fortsat – update fra Julie

Endnu en lille opdatering fra Ghana, i dag er jeg assisteret af Nanayaw der stiller kritiske spørgsmål til indholdet, samt sørger for at der bliver skiftet linje, med jævne mellemrum. Altid dejligt med selskab! Siden sidste brev har vi knoklet med at lave legeplads. Marie og Annelise ankom i onsdags, og allerede torsdag morgen, startede vi med at snakke om idéerne, finde en god plads og begynde at grave. Med Sammy og Juniors hjælp blev der lynhurtigt gravet huller til stolperne og til sandkassen. De mange stykker træ blev skåret ud i forskellige længder, malet i forskellige flotte farver og sat ned i hullet rundt om sandkassen, vi havde præcis det antal vi skulle bruge! (Tak til Annelise og Maries gode matematiske evner, da de købte træ). Ved siden af sandkassen blev 4 solide stolper støbt ned i jorden, og der blev lavet et legetårn under 2 store palmer der hvert fald indfriede vores egne forestillinger om det vildeste legetårn, på den ene side blev der lukket helt af, da gyngestativet skal monteres på legetårnet på den side. Den anden side blev omdannet til en købmandsforretning med prisskilte, en disk og et skilt med teksten “Rotary shop”, da “Rotary” har finansieret legepladsen. På den tredje side er rutsjebanen monteret, den ender nede i sandkassen. Den 4 side skal være der hvor de kan kravle op af en stige, den stige er det sidste vi mangler. Det har været en virkelig sjov uge, det engelske er for alvor kommet på prøve. At skulle formulere sine idéer på engelsk kan være en udfordring når ordforrådet ikke rigtig er udviklet i den...

Hverdagen i Ghana og projekt lejeplads – Update fra julie

Det er tid til en ny opdatering fra skønne Ghana. Næsten alle skolerne er nu blevet besøgt, og derfor går langt det meste af tiden nu med at få lavet det nye center færdigt så vi kan flytte inden for meget kort tid. I slutningen af sidste uge og i weekenden byggede Ben, Ben’s bror og deres far et rigtig fint bur som det vidst er planen, at der skal flytte et par kalkuner ind i. I kaninburet er der allerede sket en familieforøgelse, der er nu 2 hanner og 2 hunner.. så måske der snart kommer flere. Mandag kørte Ben og jeg et godt stykke vej, ud for at besøge David’s skole og betale skolepengene. Sekretæren sad i det samme rum som Davids klasse havde klasseværelse, så mens Ben ordnede det praktiske, stillede jeg mig op af væggen og kiggede på at undervisningen fortsatte. David er kun 4 år, men klassen kunne lange remser, nogen forstod jeg ikke, men f.eks. kunne de tælle til 50 i kor, på engelsk, samt en remse om, hvor de største af byerne i Ghana ligger. De søde små engle, sad helt tæt ved små borde, på ræd og række, med armene krydset og benene på jorden (Dem som kunne nå) og sagde remserne i kor, mens den unge lærerinde hjalp dem lidt på vej. Jeg kunne ha stået der i timevis, børnene var klædt i blåt og hvidt, og de kiggede nysgerrigt på mig mens de koncentrerede sig om remserne. Pludselig skulle lille David sige en af remserne højt fra de andre i klassen, de var helt stille og David klarede det så fint, jeg blev helt stolt af ham, selvom det var...

Burgere og is til de små – Update fra Julie

Denne uge er gået med at betale de sidste skolepenge, og selvom om distancerne er lange, og opgaverne de samme, keder jeg mig aldrig. Der er hele tiden noget nyt at kigge på, og noget nyt at høre om. Fredag eftermiddag kørte, Liane, Ben, Nasey, Nanayaw, Alfred og jeg til den anden ende af Kumasi for at hente Kwaku og Phillipa, som er 2 af de 7 efterladte børn efter Christianes død i foråret. De bor hos deres moster, et stykke uden for byen. På vej hjem gjorde vi stop ved KFC. Selvom jeg intet har i mod det ghanesiske mad, var det nu dejligt med en almindelig “snasket” burger, og nogle pommes! 🙂 Børnene var helt vilde, og det høje musik i restauranten fik nanayaw og Alfred til at danse i højstolene. Prikken over i’et blev sat da Liane kom med is til de små! Nanayaw kunne slet ikke finde ud af, at det smagte så dejligt, men bare var ALT for koldt for hans tunge. Så han kneb øjnene helt sammen, slikkede forsigtigt på isen, stak tungen ud af munden og rystede på hovedet. Så vi kunne jo slet ikke lade være med at grine af den lille fyr. Selvom det blev sent var humøret højt hos  alle i bilen, så det var en rigtig dejlig dag. Lørdag brugte jeg på at slappe af med børnene, vi malede med vandfarver, så tv, og hvad vi ellers kunne finde på, og søndag tog jeg med den anden frivillig Bodil til søen, for at bade. Hun er rejst hjem i dag, så det var fint at kunne opleve en smule før jeg blev alene. På det nye...

Julie besøger skoler og FHTH familierne

Det har været en SKØN uge! Vi har brugt en masse tid på at køre rundt og betale skolepenge og besøge familierne der hvor de bor. Det er sjovt at blive en del af kulturen, og se hvordan folk bor. Er meget imponeret af deres kreativitet, de kan virkelige finde de mærkeligste ting at bruge til noget nyttigt. f.eks. er der en mand inde i byen der har åbnet en buksebutik i et nedlagt busskur! En kusine til 2 piger som centeret betaler skole for, har fået en lille datter på (da vi så hende) 40 dage (Forresten en af de smukkeste skabninger jeg nogensinde har set, Liane og Ben havde nær ikke fået mig med hjem) hun havde små armbånd om begge arme og ben og rundt om livet, så kunne moren følge med i om hun tog på i vægt, smart! At se skolerne og alle de glade børn har været en stor oplevelse, og jeg glæder mig til at se mere! Selv når vi kører prøver jeg at fange alle de indtryk jeg kan, synes altid tiden flyver af sted! Så snart jeg stiger ud af bilen stirrer alle børn på mig, nogen er begejstret, andre ser skræmte ud. I dag var der pludselig en lille dreng der stod og rørte meget opmærksomt ved mit ben med sin finger. (haha) De modige råber “hvide” af mig, det gør mig intet og overhovedet, jeg er jo bleg som en snemand i forhold til dem. Alligevel tænker jeg på, at hvis de kom til Danmark, og nogen råbte “brune” efter dem, så ville der sørme blive ballade! Gad...