Nyhedsbrev marts – apri

”Et menneskes sande væsen afsløres af måden, det behandler sine medskabninger på.”

Paul McCartney

 

Nyhedsbrev marts – april.

Den sidste måneds tid har været slidsom og krævende, men der er alle måneder vist når vi ser i bakspejlet. På initiativ fra et af foreningens medlemmer, er der sendt brev til tidligere medlemmer af foreningen. De opfordres til igen at støtte FHTH med medlemskab. Tak til alle, der har reageret på foreningens brev. Vi har modtaget nye medlemmer og kontingent for 2016 kan stadig indbetales i Spar Nord på konto 9028-457-18-99286.  Indbetaling kan også ske i Lianes Bazar.

Der sker løbende henvendelser fra gode mennesker, der ønsker at tegne et fadderskab. Vi oplever det som en støtte til foreningens arbejde og forsøger til stadighed at finde de børn, der har størst brug for hjælp. Tak.

Hjemmesiden www.fromhearttohand.dk har i de forløbne måneder haft rigtig gode ugebreve fra frivillig Julie. Tak til Julie og tak til Ditte, der er ansvarlig for hjemmesiden.

Facebook. Foreningen bestræber sig på hver mindst en gang om ugen at lægge nyt ud på siderne From Heart to Hand, From Heart to Hand Bygge projekt samt From Heart to Hand Lianes Bazar.  OBS:Læs på facebook om Donation 25, hvor der til fordel for FHTH sælges karklude, hæklet at dygtige frivillige. Tak til alle hækledamerne og til alle køberne.

Sparebøsser. Hvis du/I stadig bruger ”rigtige” penge og er træt af alle småmønterne, er det en rigtig god ide at samle dem i en sparebøsse til FHTH. ”Mange bække små ………”

Lianes Bazar har nu eksisteret i fem år!!! Foreningen er dybt taknemmelige for de mange frivillige, der yder en indsats i butikken. Varm tak til dem alle. Uanset hudfarve, nationalitet og sprog gør de en stor forskel i foreningens arbejde for at skaffe midler til arbejdet i Ghana. I bestyrelsen har vi bestræbt os på løbende at have kontakt til alle frivillige for at høre, hvordan de trives og høre, om de havde nye ideer til arbejdet i butikken. Vi har også den holdning, at eksemplets magt er mere værd end ord og derfor forsøger vi til stadighed at være aktive og gå foran i alt arbejdet i Lianes Bazar.

På et nyligt afholdt medarbejdermøde kom der mange ting på bordet: Foreningen tjener for lidt, har ”forkerte” medarbejdere, foreningen skal annoncere i Oplandsavisen hver uge, Lianes Bazar er forkert indrette, bestyrelsen laver ikke noget og formanden bestemmer (alt).

Al kritik, negativ som positiv giver grund til overvejelser. Bestyrelsen har efterfølgende afholdt et ekstraordinært møde for at drøfte kritikpunkterne og referat af mødet er udsendt til alle frivillige samt opsat i Lianes Bazar.Bestyrelsen har altid bestræbt sig på fuld synlighed i arbejdet for at skaffe midler til FHTH Ghana. Og vi har den holdning, at alle tilgængelige midler skal sendes til Ghana. Der er seks genbrugsbutikker i Brønderslev. Vi har ikke intention om at være større og flottere end de andre, så der skal ikke bruges penge på dyre annoncer.

Til orientering: Ud over den månedlige indtjening i Lianes Bazar får foreningen lige så mange penge ind på fadderskaber, donationer og gaver. Tak til alle, der tror på sagen!

Ghana. Foreningen glæder sig over, at den allerede er selvejende i Ghana. Tak til alle jer, der har muliggjort det – og tak til Liane og Ben, der har trukket det store læs rent praktisk. Det er ”helt vildt”, at FHTH allerede efter fem år med Lianes Bazar, nu er selvejende i Ghana. Det overgår vores vildeste drømme! Frivillig Julie har mødt sit livs udfordring: At være med til færdiggørelsen og indflytningen på det nye center. Uvurderlig hjælp! Tak til søde og positive Julie, der er savnet i Ghana.

Som tidligere nævnt, har bestyrelsen oprettet en driftskonto for FHTH Ghana. Alle beløb, der indgår på foreningens konto i Spar Nord: 9028-457-18- 99286 mærket konto 1875 vil indgå i driften af foreningens center.På forhånd tak for alle bidrag.

Bestyrelsen ser med glæde og forventning frem til Liane og Bens ophold i DK i juni måned. De vil dels holde ferie og dels arbejde for foreningen. Der afholdes et foredrag på Brønderslev Bibliotek, datoen udsendes senere.

En stor og varm tak til alle jer, der tror på FHTH Ghana og trofast støtter foreningens arbejde.

Bestyrelsen forsøger efter bedste evne at leve op til dens ansvar og jeres forventninger.

”Et menneskes sande væsen afsløres af måden, det behandler sine medskabninger på.”

Paul McCartney

Nyhedsbrev marts – apri2016-04-27T13:43:20+02:00

Nyhedsbrev februar – marts 2016

Forventning.

Det tidlige forår

har smeltet øjnenes sne.

Jeg var det blinde frø.

Nu kan jeg se.

Frosten som bandt

har løsnet sig. Og der strømmer

kilder af lys og luft

i alt som drømmer.

Under det gule græs,

hvor kulden stod,

vugger et himmelrum

om en blomsterrod.

Sten, der var hårde og kolde

og lagt i skygge

vender sig tyst

med sol på de blanke rygge.

Og fra de stigende bølger

af grønne strå

strømmer en ny forventning

ren og blå.

Nyhedsbrev februar – marts 2016.

Halfdan Rasmussens forårsdigt beskriver på en fin måde hvad vi mennesker hvert forår kan fornemme: Det der har bundet os løsnes og vore sind bliver åbne og modtagelige for naturens påvirkning, Vi fyldes med ny energi og nye kræfter. Det mærker vi i også From Heart to Hand: Vi er på vej videre, noget nyt venter forude.

Februar måned har bragt os mange glæder. Mange medlemmer har indbetalt kontingent og der er kommet nye medlemmer. Vi takker for alle indbetalinger og gør opmærksom på, at der til stadighed kan indbetales kontingent på konto 9028-457-18-99286. Nye medlemmer modtages med tak. Husk at mærke indbetalingen, så det fremgår, at den er til kontingent og husk også dit navn.

Tak til trofaste faddere, i gør en stor forskel for nogle børn i Ghana. Vi glæder os også over nye faddere, tak, at også I ønsker at hjælpe et ghanesisk barn til en bedre fremtid! Der sker løbende justeringer i de beløb, børnene har brug for. Jo ældre de bliver desto støtte bliver deres behov for støtte til øgede skoleudgifter. Tak for al støtte.

Hjemmesiden www.fromhearttohand.dk  Ditte udfører et stort og flot arbejde med hjemmesiden. For tiden arbejder hun på en ny og forenklet måde at revidere og opdatere listen med fadderbørn. HUSK at læse bloggen fra vores frivillige, Julie, der sender gode og informative ugebreve om sine oplevelser hos FHTH Ghana.

Facebook. Vi nyder at følge med på siderne: From Heart to Hand, From Heart to Hand Bygge-projekt og From Heart to Hand Lianes Bazar. Gode og inspirerende oplysninger for alle interesserede. Oplysninger, film og billeder fra Ghana glæder og ansporer alle, der følger projektet på afstand.

Vi er meget taknemmelige for alle de donationer foreningen får: Fra fonde, loger, engagerede højskoleelever og private. I gør virkelig en stor forskel i forhold til driften af FHTH Ghana og nogle af jer ved også at forsøde hverdagen for centerets beboere. Varm tak til jer alle.

Sparbøsserne indbringer også mange ekstra midler til foreningens arbejde. Tak til alle bidragydere.  Sparebøsser kan afhentes i Lianes Bazar. Fyldet med småpenge bliver de en god ekstra håndsrækning – og Mange bække små…..

Donation 25, et facebook projekt, hvor salg af hjemmelavede karklude støtter forskellige velgørende formål, har siden januar indbragt ca. 4.000 kr. til FHTH. Stor tak til hækle-damerne og til alle køberne.

Den 1. marts afholdt foreningen generalforsamling. Alle fremmødte var meget positive og der blev valgt to nye bestyrelsesmedlemmer og to nye suppleanter. Glædeligt med opbakningen til foreningens arbejde.

Lianes Bazar går det godt. Der er en stor og broget flok af frivillige, der alle yder en god indsats. Det er en  mangfoldig flok og det ser bestyrelsen som en kvalitet. Alle har noget at byde ind med. Alle frivillige er positive og venlige over for de mange forskellige kunder. Vi oplever også kunderne som positive over for foreningens arbejde. Og gennem mødet med de mange asylansøgere og nye borgere forsøger vi i Lianes Bazar at yde et beskedent bidrag til integration.

Bestyrelsen forsøger til stadighed at skaffe flere midler til FHTH Ghana, men da de fleste arrangementer er tidkrævende, har vi for nuværende følere ude for at skaffe hjælp til et påtænktTrim-Banko i juni måned. Vi håber på opbakning.

Liane og Ben kommer til Danmark i juni måned, dels for at holde ferie med familien, dels for at arbejde for foreningen. Vi ser med forventning frem til samværet og arbejdsfællesskabet med dem.

Ghana. I den sidste måneds tid har der været travlhed med at gøre det nye center klar til indflytning.

Alle børn var klar til flytning, for tidligere frivillig, Annelise og hendes veninde, Marie, har for Rotary midler opbygget en flot motorisk udfordrende legeplads på det nye center!

Nu er solcelleanlæg er sat op og fungerer efter sigende tilfredsstillende. Dvs. der er strøm i hegnet på muren og lys i bygningerne. Det sidste inventar er opsat på i toilet og vaskebygningen. Og de sidste køkkenelementer, der er fremstillet af en lokal håndværker, skulle opsættes fredag. –  Vi håber, alt er gået efter planen, for det betyder, at FHTH Ghana i denne weekend flytter til eget center!

Fantastisk at tænke på! Det havde ingen forestillet sig, da foreningen blev dannet i sidste halvdel af 2008. En stor og varm tak til alle, der gennem årene har troet på en fremtid for vores lille NGO bevægelse og doneret penge til FHTH Ghana. En særlig tak til Rotary’s Ghana udvalg, der gennem flere år trofast har skaffet meget store beløb til arbejdet i Ghana. Vi håber projektet har levet op til forventningerne! Og vi glæder os til fortsat samarbejde!

Liane og Bens entusiasme har været en anspore for bestyrelsen i FHTH: Vi føler os privilegerede, at vi er del af FHTH Ghana. Uden Liane og Ben var der intet From Heart to Hand Ghana! Mange børn ville ikke have haft mulighed for skolegang og uddannelse og mange familier ville have ”stået i stampe”. Vi er stolte af deres indsats og af at får lov til at være samarbejdspartnere i projektet. Af hjertet tak til dem begge.

Eget center betyder omprioritering af midler. Derfor har foreningen oprettet en driftskonto, hvor alle interesserede er velkomne til at indbetale et tilskud. Beløb, der indbetales på foreningens konto i Spar Nord: 9028-457-18-99286 mærket konto 1875, vil blive brugt til driften af det nye center og til de udgifter der følger med kørsel til skoler, familie og hospitaler. På forhånd tak for hvert bidrag.

”Foråret så sagte kommer”. 

Takket være vores gode udlejer, Leif Hellsten, og takket være trofaste frivillige, kan Lianes Bazarden 1. april fejre 5-års fødselsdag. Det gør vi med bevidstheden om, at et nyt kapitel/et nyt forår er på vej. Derfor arbejder bestyrelsen ihærdigt videre og glæder sig over, at nye og yngre kræfter har lyst til at være en del af FHTH. Vi tror, vi gør en forskel, både i Ghana og med vores genbrugsbutik.

Vi ved, at hvis verden skal forandres, må vi begynde med os selv, vores tankegang og i vort nærområde. 

Tak til alle jer, der på den ene eller anden måde medvirker til dette.

Nyhedsbrev februar – marts 20162016-03-23T17:36:23+01:00

Nyhedsbrev december 2015 – januar 2016

Rigtig glædeligt nyt år til jer alle.

Tider skal komme, tider skal henrulle…..

2015 er afløst af 2016!

Det er svært at følge med og nå de mange gode udfordringer, det nye år har bragt.

I december nød vi samværet med Liane, Ben og Alfred. Der er altid oplivende med et friskt pust fra der, hvor tingene foregår!

Liane nåede at holde mange foredrag, men desværre blev hendes ferieperiode afkortet, da hun blev indlagt i Aalborg med et alvorligt malaria anfald. Efterfølgende havde hun, forståeligt nok, brug for igen at samle kræfter.

Alligevel nåede vi i bestyrelsen, hvad vi havde planlagt: Foredraget på biblioteket med salgs boder og lotteri, blev en stor succes med 75 deltagere og et overskud i nærheden af 10.000 kr.! Tak til alle, der på den ene eller anden måde medvirkede til den gode aften og det flotte overskud.

Også tak til alle de enkeltpersoner/foreninger/loger, der i december har ydet store bidrag til det videre byggeri i Ghana! Jeres opbakning varmer, gør bestyrelsen optimistisk og giver os alle kræfter til arbejdet i 2016.

I Lianes Bazar havde vi den 28. december en forrygende eftermiddag med musikalsk underholdning. Stor tak til Ellen, Nicolaj og Mathias, der gav de mange fremmødte en fantastisk oplevelse.

Bestyrelsen glæder sig over, at Års-lotteriet for 2016 blev udsolgt. Tak til alle, der ved køb af lodsedler har støttet foreningen.

Tak for indbetalt kontingent. (Det kan stadig nås: De nedenstående!)

Tak til de trofaste sponsorer, der giver børn i Ghana mulighed for en bedre fremtid. Desværre er kontakten med FHTH Tyskland ikke optimal, men vi håber på snarlig besked om tyske sponsorer.

I uge 8 afholdes der UDSALG i Lianes Bazar. Vi glæder os dagligt over vore mange kunder og håber, at de, der virkelig skal spare, i den uge kan finde ekstra billige ting i butikken.

Den 1. marts afholder foreningen generalforsamling i den store sal på Brønderslev Bibliotek. Generalforsamlingen er kl. 19, men kl. 18 serverer vi suppe for alle fremmødte. Der vil senere på aftenen være gratis kaffe og kage. Vi håber, at mange vil vise deres engagement i From Heart to Hand’s arbejde ved at møde op og være med til at sætte dagsordenen for det næste års arbejde.

Liane og Ben er igen i fuld gang med arbejdet på FHTH Ghanas nye center. De skal flytte ind til februar og de sidste ting skal være i orden. Ben sætter, sammen med sin bror, nyt stød-hegn op og VVS folkene færdiggør installationerne i toilet og badebygningen. Samtidig skal alt afklares mht. det solcelleanlæg, der skal levere strøm på centeret. Vi håber, alt bliver færdigt til tiden.

Mens Liane, Ben og Alfred var i Danmark, tog Bens mor over og passede centeret – med alt hvad det indebærer. Vi er dybt taknemmelige for hjælpen – der bevirkede, at Bens familie ikke kunne være sammen i juledagene

Julie er frivillig i Ghana i årets første tre måneder, Bodil i årets første tre uger. Vi påskønner deres indsats.

I januar har centeret også haft besøg af Lisbet og Jesper, der ud over at drive egne projekter i Ghana, også støtter FHTH. Varm tak for deres støtte.

Liane og Ben mangler hænder til at hjælpe, så alle interesserede kan søge om at blive frivillige.

De arbejder også ihærdigt på at få ghanesiske assistenter, men det har vist sig vanskeligt at finde ghanesere, der til fulde forstår og accepterer måden, centeret drives på. Vi håber inderligt, at det snart vil lykkes for dem, da det ikke på længere sigt er holdbart, at de står ene med alt arbejdet.

Arbejdspresset medfører også, at Lianes rapporter fra Ghana fremover kun vil komme hver tredje måned.

Her er seneste nyt: Doris og Benjamin besøgte i julen familien i det nordlige Ghana og deres tur gik over forventning. Glædeligt.

Desværre har Doreen og Dorcas sidst i december mistet deres bedstemor, som de boede hos. Liane og Ben har brugt ekstra tid og kræfter på at tage sig af dem. Nu afventer vi besked om, hvordan deres fremtidige boligsituation mm. vil komme til at tage sig ud. Vi håber det bedste for de to svage tvillinger og for Stephanie. Der bliver sikkert brug for ekstra sponsorstøtte for at hjælpe dem.

Driftsomkostninger til foreningens nye center vil for fremtiden blive mærkbar. Al støtte modtages med tak på 9028-457-18-99286: Mærkes: 1875 Drift.

Stor tak til alle jer, der med interesse og engagement følger foreningens arbejde – enten gennem nyhedsbreve og rapporter, via hjemmeside: www.fromhearttohand.dk eller via facebook:

From Heart to Hands side

From Heart to Hand Bygge projekt

From Heart to Hand Lianes Bazar (Se Donation 25, der sælger karklude til fordel for FHTH)

Dette var ordene. TAK til jer alle. Lad os sammen gøre ord til handling.

Nyhedsbrev december 2015 – januar 20162016-02-02T21:25:15+01:00

Nyhedsbrev november – december 2015

Udtrykket Menneskerettighederne dækker almindeligvis over Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, som blev vedtaget af FN‘s generalforsamling den 10. december 1948.

Historisk rækker bestræbelserne på at formulere basale rettigheder langt tilbage i tiden. Det engelske Magna Carta fra den 15. juni 1215 indeholder principper, som stadig er gældende. Det drejer sig om ideer som frihedog demokrati, retsprincippet om at alle er lige for loven samt sikring af ejendomsretten. Disse ideer spredte sig via Frankrig ud i verden. I det 18. århundrede lever disse tanker og ideer videre i USA’s uafhængighedserklæring fra 1776 og i Den franske Menneskerettighedserklæring fra 1789.

Grundlæggende menneskerettigheder er blevet anset for at være umistelige, som en stoicistisk naturret, en tanke der har rod helt tilbage til det antikke Grækenland, og som har sin pendant i USA’s uafhængighedserklæring: “Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke.”

(Wikipedia)

Menneskene fødes og forbliver lige i ret­tigheder.

Hvordan forholder det sig ved udgangen af år 2015 med dette udsagn?

Vi må erkende, at verdens goder er ulige fordelt. Vi, der er så privilegerede at være født i et I-land, tager dette udsagn som noget givet, men hvordan opleves det af mennesker i et U-land?

Mange af dem kende ikke Menneskerettighedserklæringen, men opholdsdriften får dem alligevel til at kæmpe for et bedre liv. De ser til stadighed, at mennesker, der lever på andre kontinenter, har større muligheder for at skabe sig et godt liv. 

I Europa oplever vi mange flygtninge og immigranter. Mange af dem flygter fra krig og forfølgelse på grund af en demokratisk indfaldsvinkel til tilværelsen. Den problematik forstår vi forhåbentlig.

Dagligt mødes vi desuden af begrebet: bekvemmelighedsflygtninge.  Et begreb, vi desværre bruger for at udelukke nogle mennesker fra vort samfund.

Men:

Er det ”bekvemmeligt” at opgive en tilværelse, man kender og derefter søge mod nye og ukendte mål, fordi man ønsker et liv i frihed og muligheder for at kunne tjene til dagen og vejen? Der må være megen usikkerhed forbundet med det valg og mange oplever også frustration over, at alt efterfølgende ikke er så simpelt, som de troede.

En del mennesker betaler mange penge for at kunne rejse til f.eks. Europa. Nogle af os forarges over det, men var jeg en afrikansk mor/familie med mange børn, der ikke havde bedre fremtidsudsigter end familien, ville jeg sikkert også på alle mulige måder forsøge at skaffe midler til, at i det mindst et af børnene fik chancen for et bedre liv med enten arbejde eller uddannelse.

Når Liane og Ben holder foredrag for børn, stiller de til tider nogle spørgsmål:

”Hvor mange af jer har legetøj I ikke har leget med i en uge? I en måned? I et år?”

”Hvor mange af jer bor i et hus med vinduer? ”

”Hvor mange af jer har et eller flere fjernsyn og pc’ere?”

”Og hvor mange af jer har en mor og en far der kan passe på jer?”

Spørgsmålene vækker til eftertanke – også hos voksne!

 

November måned var en god måned for FHTH Danmark. Vi har fået rigtig mange lopper indleveret og mange af dem er allerede solgt.

Vi forberedte salg af juleting i Lianes Bazar. Salget er efterfølgende gået strygende.

Open by Christmas indbragte en pæn fortjeneste.

Vi har stadig lodsedler til Års-lotteriet for 2016.

Vi har afholdt årets sidste medarbejdermøde. Et møde, hvor Liane, Ben og Alfred deltog. Efter aftensmaden dukkede vores ”egen gode” julemand op – til stor morskab for voksne og stor forundring for Alfred.  Vi sluttede aftenen med pakkespil med genbrugspakker. Stemningen var høj og alle morede sig.

Uden alle trofaste frivillige, kunne vi ikke drive Lianes Bazar og Bredgade 64. Tak til dem alle.

Vi glæder os over den trofaste sponsorstøtte og tilgang af nye faddere.

Vi takker for indbetalt kontingent for 2016. Har du/I endnu ikke betalt, kan det nås endnu. Se nedenstående.

Vi har afhold møde med Rotary’s Ghana udvalg. Vi glæder os over stadig støtte til FHTH Ghana. Foreløbig er der frigivet midler til etablering af natur legeplads og køkkenhave på det nye center. Rotary har også søgt midler til hjælp til solceller på der nye center. Vi afventer med spænding udfaldet af ansøgningen.

Liane har holdt foredrag hos Rotary. En velbesøgt aften og en meget positiv holdning til FHTH. Det varmer, tak for det!

Liane og Ben har holdt foredrag på Tandlægeklinikken, hvilket udløste en flot donation. Vi er meget taknemmelige for opbakningen.

Liane, Ben og Alfred har også besøgt Astrup-Sønderskov Friskole, hvor de holdt foredrag for elever og lokalbefolkning. Foredraget blev rigtig godt modtaget og vi har nu fået nye venner i Astrup-Sønderskov. Det glæder os.

Leif Hellsten er ved at udarbejde en ny plantegning af byggeriet i Ghana – både med nuværende og forhåbentlig fremtidige bygninger. Varm tak til Leif Hellsten for utrolig stor støtte til alt arbejdet i FHTH.

Nu forbereder vi os til Liane og Bens foredrag på Brønderslev Bibliotek tirsdag den 8. december kl. 19. Der er gratis adgang og vi serverer kaffe og kage. Vi sælger ting fra Ghana, ting fremstillet til fordel for FHTH Ghana samt amerikansk lotteri. Varm tak til alle, der har bidraget med en gevinst. Husk, der er indgang i bibliotekets gård. Vi håber at møde rigtig mange af vore trofaste støtter.

Den 12. december er FHTH en del af Lisbet Hansens Julepakke-ræs på Vittrup Centeret i Løkken. Start kl. 10.

En facebook kommentar fra et FHTH medlem har bredt sig med lynets hast. Et IT firma har på den baggrund henvendt sig og doneret et stort beløb til hjælp til solceller. Varm tak til 7N.

I From Heart to Hand arbejder alle frivilligt og ulønnet. Vi er meget privilegerede på det område.

Foreningen stræber efter fuld gennemskuelighed, alle bidragydere skal vide, hvad deres indbetaling bruges til. Og hvis der på et tidspunkt sker ændringer, vil alle sponsorer blive bekendtgjort med det lige som det vil fremgå på hjemmeside og facebook.

Ghana: Vi glæder os over fremskridt på byggepladsen i Ghana og over gode frivillige. Tak for jeres indsats.

Vi ser frem til gode nye frivillige i 2016.

Tak til Teaterholdet fra Rødding, der bragte et dejligt og positivt indslag i den ghanesiske hverdag.

 

Vi gælder os til endnu tre ugers samvær med Liane, Ben og Alfred.

I er fantastiske mennesker, vi respekterer og beundrer jeres store indsats og ønsker jer alt det bedste. TAK.

Vi ved, I har flere foredrag og møder på programmet men håber, I får en rigtig god jul i familiens skød.

Vi er beærede over at være en del af FHTH DK og FHTH Ghana og vi bestræber os på at løse opgaverne på en for alle tilfredsstillende måde.

 

Livet – og verden er, hvad vi vælger at gøre det/den til.

Her betyder politisk agenda intet – det der er afgørende, er vores evne til empati og medmenneskelighed.

 

Vi ønsker alle trofaste støtter en god adventstid og en rigtig glædelig jul. Tak for al opbakning til en god sag,

Husk: De ydre og materielle ting er de synlige, men det væsentlige ses med hjertet.

Nyhedsbrev november – december 20152015-12-10T15:48:43+01:00

Nyhedsbrev oktober 2015

En optimist er en som ser grønt lys overalt.

En pessimist ser røde stoplys overalt.

Den kloge er farveblind.

Albert Schweitzer.

 

Nyhedsbrev oktober 2015.

Med gyldent løv hvirvlende i luften har efteråret omsider indfundet sig – og dog: Temperaturerne er stadig så høje, at man glemmer, hvor nær året er på sin afslutning. Det er en smuk og dejlig tid og vi bør alle nyde det lune vejr og de dejlige farver mens tid er.

Oktober måned har givet mange gode oplevelser for From Heart to Hand. Trofast sponsorstøtte, nye medlemskaber, indlevering af fyldte sparebøsser, salg af murstens nøgleringe og store donationer til byggeriet i Ghana. Vi har i sandhed meget at være taknemmelige for.

Lianes Bazar har der været travlhed i oktober måned, hvor vi deltog i årets bæredygtighedsfestival. Mange flittige hænder omskabte brugte ting til andre og spændende ting. Vores ”Genbrug af genbrug” blev modtaget godt af kunderne og månedens salg var meget tilfredsstillende.

Vores filial i Bredgade 64 havde, takket være Børges ekstra indsats, udvidet åbningstid og vore mange kunder er nu klar over, at de i nr. 64 også kan finde fine og billige varer. Indtil videre fortsætter vi med torsdagsåbent i nr. 64 fra 13.00 til 17.30.

Til mannequinopvisningen i Brønderslev Hallen blev tøjet fra Lianes Bazar præsenteret på flotteste vis. Stor tak til de, der tog en tørn som model.

Foreningen har deltaget i Helsemessen i Hjallerup. Ingen i år fik vi stillet en gratis stand til rådighed. Tak til Lene Nielsen for den trofaste støtte.

Foreningen har i oktober taget initiativ til Årets julegave. Vi håber, at mange har lyst til at donere et beløb til mad til vore familier i Ghana.

Årslotteriet for 2016 er nu til salg i Lianes Bazar. Kan også bestilles ved henvendelse til 50 42 49 77.

Bestyrelsen arbejder nu på at få tingene til at gå op i en højere enhed når Liane og Ben i december måned skal arbejde i Danmark. De skal holde foredrag flere steder i Jylland og samtidig skal mødeplanen for Brønderslev og omegn også gerne gå op. Vi ser med glæde og forventning frem til at have dem blandt os og håber, at rigtig mange af jer finder vej til deres foredrag på Brønderslev Bibliotek tirsdag den 8. december kl. 19.00. Gratis adgang, Gratis kaffe og kage. Musikalsk underholdning. Salg af amerikansk lotteri med fine donerede gevinster. Salg af ting fra Ghana.

På foreningens hjemmeside kan du løbende følge med i aktiviteter i både Danmark og Ghana. www.fromhearttohand.dk Også facebook opdateres jævnligt: På From Heart to Hand kan du følge med i dagligdagen i Ghana, du kan følge vores Bygge projekt og du kan finde billeder og informationer fra Lianes Bazar.  Tak til administratorerne for deres indsats.

Vore to frivillige i Ghana, danske Katrine og tyske Johannes, udfører et godt stykke arbejde. Det glæder os og vi håber samtidig, at de får et givende personligt udbytte ud af opholdet.

Højskoleforeningen Vendsyssel har aflagt vort center i Ghana besøg i oktober måned. Vi ved, det blev en god oplevelse og vi ser frem til at høre personlige beretninger fra deltagerne.

 

Optimist, pessimist eller farveblind?

Bestyrelsen arbejde udføres med et optimistisk grundsyn, for vi ved, at når vi giver grønt lys til arbejdet i Ghana er det i de alle bedste hænder.

Det røde stop lys ser vi ikke, men til tider er vi afventende med et gult lys for øje.

Farveblinde? Det er vi ikke.

Men vi forsøger af bedste evne at udføre vort arbejde på en fornuftig og klog måde.

 

Vi sender en stor og varm tak til alle trofaste støtter, både i Ghana og Danmark. 

I medvirker til at det grønne lys skinner……………..

Nyhedsbrev oktober 20152015-11-09T21:50:54+01:00

Nyhedsbrev august – september 2015

In the name of love. I kærlighedens navn…………

Ovenstående var temaet for en fri lufts rock gudstjeneste ved Kirkeladen i Stenum sidst i august måned. Die Herren leverede musik til en dejlig gudstjeneste og efterfølgende gav orkesteret en koncert, hvor temaet også var kærlighed: Ved hjælp af kærligheden til vore medmennesker – både de, der er nære og de, der er fjerne – kan vi overvinde uforudsete forhindringer og komme videre.

Bestyrelsen har efter sidste nyhedsbrev oplevet denne kærlighed til og forståelse for vort arbejde i Ghana. Vi har med taknemmelighed modtaget ekstra bidrag til arbejdet. Vi har desuden fået 20.000 kr. fra Lauridzen Fonden til hjælp til solcelle anlæg i Ghana. Og Lianes mormor og morfar, Inger og Jørgen Jørgensen, har doneret op til 40.000 kr. til færdiggørelse af igangværende byggeri. Vi er dybt taknemmelige for al opbakningen. Vi er ikke ene om at brænde for From Heart to Hand Ghana.

Vi takker for trofast sponsorstøtte, for nye faddere, for nye medlemskaber, for fyldte sparebøsser og for køb af murstens nøgleringe.

Ud over at modtage jeres økonomiske støtte opfatter vi det også som en stor moralsk støtte. Tak til hver enkelt af jer.

Tak for hjælp med hjemmeside og facebook. Vi får ofte positiv respons på det, der lægges ud.

Sommeren bragte travlhed i Lianes Bazar og Bredgade 64, men takket være vore trofaste frivillige, er tingene gået rigtig godt. Vi glæder os over god tilgang af nye frivillige og synes det både er en positiv udfordring og meget givende med den nye Rotary udvekslings studerende, Cecilia fra USA. Vi har desuden haft den glæde, at de fleste af vore frivillige deltog i det senest afholdte medarbejdermøde. Det er styrkende for fællesskabet. 

Vi glæder os dagligt over de flotte streamere, der nu pynter butiksruderne i Lianes Bazar. Stor tak til Densi Print for deres donation.

Vi har gennem hele sommeren arbejdet støt frem mod foreningens deltagelse i Bæredygtigheds Festival 2015. Der er trevlet trøjer op og strikket karklude og grydelapper, der er strikket betræk til træ bøjler, syet flotte betræk til puder, bl.a. med indsats af en klokkestreng, syet viskestykker af duge, pakket pudseklude, fremstillet flotte smykker af kongeligt porcelæn, plantet stueplanter og stauder, pakker lykkepakker og meget andet. Uden hjælp fra foreningens trofaste støtter, var vi ikke nået så langt. Tak til hver enkelt af jer. Tingene er blevet set – og sælger stadig godt. Nu ser vi frem til deltagelsen i afslutningen på årets Bæredygtigheds Festival: Et modeshow i Brønderslev Hallen lørdag den 17. oktober. Vi glæder os til at vise tøj fra Lianes Bazar.

I Ghana er der travlhed og hverdagene besværliggøres af den ustabile strømtilførsel. Det er også en hæmsko i forhold til bestyrelsens kommunikation med Liane.  Vi ser frem til, at projekt solcelleanlæg bliver til virkelighed – et solcelle anlæg, der vil kunne forsyne nybyggeriet med al nødvendig strøm.

Samtidig tænker vi fremad. Leif Hellsten har velvilligt (igen, igen) lavet tegninger til næste fase i byggeriet. Det muliggør, at vi kan begynde at søge fondsstøtte til næste etape af byggeriet.

Den nye frivillige, Katrine, er nu ankommet til Ghana. Hun bliver indtil jul. I efteråret kommer der en tysk praktikant i seks uger. Der kommer desuden besøg af teaterholdet fra Rødding Højskole. 

Og Højskoleforeningen Vendsyssel vil aflægge centeret et besøg i denne måned. Foreningens deltagere har velvilligt pakket en ekstra kuffert med ting til brug for klienterne i Ghana, en meget flot gestus og en enestående mulighed for at få fyldt centerets beholdning af genbrugstøj, sko og legetøj. 

Alle på centeret ser med stor forventning frem til efterårets frivillige og gæster. Og samtidig glæder det bestyrelsen med den store interesse der udvises for foreningens arbejde. 

Bestyrelsen – og mange andre – glæder sig meget til samværet med Liane, Ben og Alfred i december måned.

Husk: Den 8. december kl. 19 holder Liane og Ben foredrag på Brønderslev Bibliotek. Der er gratis adgang og vi serveres kaffe og kage. Der vil være musikalsk underholdning og mulighed for at købe amerikansk lotteri. Vi glæder os til at høre og se det seneste nye fra Ghana og håber, at rigtig mange af jer vil deltage i arrangementet. 

Tak, at jeres kærlighed også rækker til From Heart to Hand’s arbejde i Ghana.

Nyhedsbrev august – september 20152015-11-01T10:56:40+01:00

Nyhedsbrev juli 2015

Læn dig ud mod en opvind
og tænk så frit du kan
det er det pureste opspind
at der er noget der ikke tænkes kan

Lad dig beruse
af fart og højdeskræk
henover have og huse
ja vi flyver endnu længere væk

Flyv endelig højere end vingerne bær’
ved jorden at blive gør dig bare sær
gå op imod vinden – når den bider i kinden
er du kommet nær

Et liv i labyrinten
uoverskueligt
kan du få øje på splinten
er det svært at trække vejret frit

Så kan det hjælpe at svæve
som en albatros
du vil ryste og bæve,
når du hæver dig op over os

Flyv endelig højere end vingerne bær’…
Lars  Lilholt

 

Nyhedsbrev juli  2015.

Lars  Lilholts digt har længe inspireret: Det er sådan vi ønsker, at From Heart to  Hand skal fungerer. Vi sætter os høje mål og håber, at vingerne bær’…

Men  indimellem oplever vi et brat styrtdyk mod jorden. Heldigvis er det hidtil  lykkedes os at bremse op og igen begynde opstigningen…

Det er  idealisternes kendetegn: Høje mål, et dyk og igen på begynde en  opstigning.

From  Heart to Hand er lige som alle andre foreninger underlagt tidens udfordringer.  Vi ved, at vi på årsbasis kan have en stabil indtjening i Lianes Bazar, men vi  ved aldrig, hvilke måneder, der giver god indtjening og hvilke måneder, der  bringer et ”skuffende” resultat. I denne forsommer har vi, som mange andre  butikker, kunnet mærke, at det ustadige sommervejr har påvirket omsætningen. Maj  og juni levede ikke op til gennemsnittet. Til gengæld glæder vi os over, at juli  måned har givet en flot indtjening. Men det er ikke en hemmelighed, at manglende  penge på kontoen har været frustrerende og stressende – især for Liane og Ben.  De mange indkøb fra donationer til inventar til køkken- og toiletbygning i  Ghana, har stået og ventet på midler til installation. Det er i sig selv  frustrerende. Samtidig er inflationen hastigt stigende i Ghana, dvs. at alt  bliver dyrere.

Bestyrelsen forsøger  efter bedste evne og overskud at afhjælpe situationen: Vi har i et par måneder  manglet det fulde beløb til driften af centeret i Ghana. Vi har i indeværende år  brugt mange penge på at holde foreningens bil kørende. Samtidig har vi skullet  skaffe midler til billetter til Liane og Bens ophold i DK i december måned. Vi  kiler på og er optimistiske, men har også indset, at vi i en periode ikke har  kunnet flyve så højt, som vi har ønsket.

Hvis I  derude ønsker at give en ekstra hånd, kan det gøres ved at køber vores murstens  nøgleringe (vi sender gerne), tage en sparebøsse (Glud og Marstrand A/S har igen  venligst doneret 200 dåser til FHTH ) med hjem fra Lianes Bazar og fylde den  med alle jeres (irriterende) småmønter eller give en gave til foreningen. Al hjælp modtages med stor  taknemmelighed.

Vi  glæder os over mange nye faddere og  medlemmer. Tak, at I på denne måde bakker op om foreningens arbejde. Tak for trofaste månedlige bidrag. Jeres  støtte varmer!

Hjemmesiden  opdateres stadig og vi glæder os over Dittes indsats. På facebook siderne: From Heart to Hand, From Heart to Hand  Byggeprojekt og From Heart to Hand Lianes Bazar kan I altid finde nye  informationer.

Lianes Bazar byder  på masser af tilbud, kig ind og gør en god handel. Vi takker for opbakningen med  aflevering af de mange gode lopper og for jeres handel. Men uden alle de gode frivillige, kunne tingene ikke lykkes  for os, tak til dem alle, ”gamle” som nye.

Husk  også at se vores udstilling i Bredgade  64. Der komme løbende nye ting og der holdes åbent to formiddage om måneden.  Også ved henvendelse i Lianes Bazar kan der købes ting fra nr. 64.

Vi  glæder os over, at der i oktober tager en ny frivillig, Katrine, til Ghana. Og ser frem til to andre  frivillige fra januar 2016.

En stor og varm tak til alle jer, der  også støtter os når vi ikke flyver så højt som ønsket. Og tusind tak til Liane  og Ben, der altid bevarer optimismen. Vi ser frem til deres arbejde og  velfortjente ferie i DK i december måned.

Vi flyver med kærligheden  vinger

Nyhedsbrev juli 20152015-08-25T08:19:56+02:00

Nyhedsbrev juni 2015

Juni  måned har glædet bestyrelsen i From Heart to Hand med nye medlemmer. Også nye faddere er der kommet til. Det  varmer, for foreningen har altid børn og unge, der har brug for  støtte.

Vi  har fået en opdateret liste af tyske faddere og på det grundlag har vi foretaget  en grundig gennemgang af alle fadderbørn og deres behov. Nogle tyske sponsorer  indbetaler større beløb end vi var klar over. Det er glædeligt, men bevirker, at  vi har danske sponsorer, der betaler til at barn, der ikke længere har brug for  pengene. Da FHTH Danmark ikke har kontakt til de tyske faddere, vil vi derfor  tage kontakt til nogle af de danske faddere for at høre, om de kunne tænke sig  at støtte et andet barn. Vi håber, alle har forståelse for situationen. Alle  indkomne midler skal jo gøre gavn, hvor behovet er størst. Desuden er behovet  for støtte blevet større hos de ældste af børnene. Når de begynder på Senior  High School, er skolegangen dyrere og hvis de af forskellige årsager skal tage  Senior High School som kost elever, medfører det flere udgifter. Vi søger derfor  faddere, der vil hjælpe med at dække disse udgifter. Alle beløb – store som små – modtages med tak og alle vil får tilsendt et fadderbevis på det barn, de  støtter økonomisk. Flere sponsorer til et barn er jo at betragte som en familie,  der træder hjælpende til.

En  endelig opdateringen er på vej ud på hjemmesiden, men hav tålmodighed med  vores gode webmaster, der jo udfører arbejdet i sin sparsomme fritid.

Vi er  meget taknemmelige over alle de gavebidrag, der er indkommet i månedens  løb.

Facebook opdateres  løbende, især er det ofte spændende nyt fra Lianes Bazar.

Lianes Bazar har,  lige som byens andre forretninger, været præget af, at det ustabile sommervejr  ikke bragte så mange kunder som i maj måned. Men vi håber på besøg af mange  turister i resten af sommer perioden. Vagtplanerne er, trods ferie og sygdom  gået op og vi skylder alle frivillige en stor tak for deres indsats. Vort sidste  medarbejdermøde blev holdt som en udflugt til en dejlig park på Tømmerbyvej. Det  blev en dejlig oplevelse og vi er taknemmelige for Lissy Johansens  velvilje.

Lianes Bazar har fået  sponsoreret streamere til vinduerne:  Designet af Nicolaj Hygebjerg og printning sponsoreret af Densi Print i Øster Brønderslev. Flot  sponsorgave som vi glæder os meget til at kunne se på vinduerne. Varm tak til  sponsorerne.

De  foreløbige åbningsdage i udstillingslokalerne i Bredgade 64 har  vist, at kunderne er opmærksomme på vores lager på adressen. Næste åbningsdage  er 23/7 – 6/8 – 20/8 – 10/9 – 24/9. Vi håber god søgning på disse  datoer.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Ved  folketingsvalget stod trofaste frivillige med sparebøsser på valgstedet i Brønderslev  Hallen, hvilket gav et stort tilskud til foreningens arbejde.

Nyt fra Ghana lader  vi Liane står for. Tak Liane og Ben, at I er der!

En  stor og varm tak til alle jer danskere, der på den ene eller anden måde  medvirker til, at From Heart to Hands arbejde i Ghana kan bære frugt.

Vej strængt, og giv  så!

Søg havn, og bliv  så!                                                                      

Tænk ret, og skriv  så!

Gør gavn, og driv  så!

Christian Winther.

Nyhedsbrev juni 20152015-08-25T07:38:10+02:00

Nyhedsbrev maj 2015

Nåden er din dagligdag, hverdagen, det nære.  Mennesker at leve med, nåden er: at være.

(DDS nr. 522,1)

(Nåde er et flertydigt begreb: Dels er det en i religiøs forstand en tilstand, hvor den der har nåde,  har Guds velvilje og kærlighed. Dels kan nåde betyde tilgivelse eller fritagelse  fra straf i f.eks vendingen “at bede om nåde”. Den tredje anvendelse af ordet er  i gammeldags respektfuld tiltale til standspersoner: “Deres Nåde”. Synonymer:  Barmhjertighed, begunstigelse, velvilje.)  (Wikipedia)

Menneskelivet er underligt…….

I sin bog, Noget om nåde, har Gudmund Rask Pedersen  indledningsvis nogle betragtninger om den måde, hvorpå vi som mennesker anskuer  livet. Ofte spørger vi os selv, hvorfor der er så meget ondt i verden, når Gud  er god. Hertil stille GRP modspørgsmålet: Hvorfor er der så meget godt og smukt  i livet?

Når vi ind imellem mødes af modgang, sygdom og sorger  påvirker det os helt naturligt, vi bliver triste, opgivende, måske  deprimerede.

Men hvordan reagerer vi på hverdagens små og store  glæder? Påskønner vi hver ny dag,  skiftende årstider, mennesker at leve med? Husker vi: at være?

 

Maj  måned er gået med travlhed i From  Heart to Hand, men det er absolut et positivt tegn.

Vi modtager til stadighed nye medlemmer, nye faddere og mange enkelt  donationer. Det er en glæde med den store opbakning foreningen møder fra  alle sider. Tak.

Vi forsøger efter bedste evne med en løbende opdatering af foreningens hjemmeside og facebook  siderne.

Laila Hygebjerg, designer og højskolelærer i Rødding,  har doneret flotte murstensnøgleringe til foreningen. De  sælges til fordel for byggeriet i Ghana. Nøgleringene kan købes for 100 kr. pr  stk. i Lianes Bazar eller bestilles på foreningens mailadresse. Der medfølger et  gavebevis (venligst designet af Nicolaj Hygebjerg). Vi håber på et godt salg og  takker Laila for det store arbejde hun har udført for at støtte FHTH.

Vores udstillingslokaler i Bredgade 64 vil i  sommerperioden holde åbent to torsdag om måneden fra kl. 10 – 14. Mange tak til  ud låneren for stor velvilje. Og tak til Børge, der vil være til stede på  åbningsdagene: 18/6 – 2/7 – 23/7 – 6/8 – 20/8 – 10/9 – 24/9. Vi håber, at mange  kunder ud over at besøge Lianes Bazar, også vil finde forbi Bredgade  64.

I Lianes  Bazar er det altid travlhed. Tak til de mange kunder og til alle trofaste  hjælper. Husk: Vi modtager med tak alle former for  genbrugsting.

Ved det kommende folketingsvalg kan man møde From Heart to Hand i forhallen. Vi  medbringer sparebøsser og informationsmateriale.

Nyt fra  Ghana.

Her er seneste nyt fra Liane:

Ghana  har de sidste uger været offer for voldsomt regnvejr, med utallige  oversvømmelser… Mere end 100 er døde og mange mange tusinde står uden hjem…  Det er dybt tragisk og alle er i chok… Vi er privilegerede med hvor vi bor, og  værst er det dog også gået ud over kystområdet. Men for os alle i Ghana har det  betydet endnu mere strømafbrud (ja hvem havde troet det var muligt!!) Så det er  ofte ikke nemt at komme på nettet, end ikke at få ladet telefonerne  op…

Det  berører med de barske og tragiske forhold for mange ghanesere.

Rapport  udsendes senere.

Tak,  at I er der for From Heart to Hand og rigtig god sommer til jer alle. Lad os  nyde den uanset vejrliget og glæde os over, at vi har mulighed for at vælge at  være til stede i livet.

3 4

Nyhedsbrev maj 20152015-07-01T08:03:54+02:00

Nyhedsbrev april 2015

Et – måske utopisk – ønske:  En verden, hvor få har for meget og  færre for lidt.

Nyhedsbrev april 2015.

Jeg har modtaget forskellige kommentarer på sidste  nyhedsbrev, hvor der bl.a. stod:

”Alle skulle have nok at  spise og alle børn skulle have adgang til skolegang. Antallet af mennesker i  verden, der levede for under syv kroner om dagen, skulle halveres, det samme  skulle antallet af mennesker, der led hungersnød. Sygdomme som aids og malaria  skulle standses. Børnedødeligheden for børn under fem år skulle nedbringes med  to tredjedele og mødre dødeligheden med tre fjerdedele.”

Mest  tankevækkende er mailen fra Ib Olsen, der på daværende tidspunkt befandt sig i  Rumænien som kontaktperson for Rumænienshjælpen:

Jeg  sidder her og tænker på, at nogle af mine “klienter” har fået lagt kommunalt  vand ind på grunden, men der er måler på, så de er ikke så interesserede i at  lade naboen tage vand.

Teoretisk  har alle jo adgang til vand, for de kan jo bare gå ind til byen og købe. Det kan  de bare ikke, hvis de ikke har penge.

Denisas  far er lige blevet opereret for noget i maven. Operationen var gratis, men de  måtte låne penge til narkose, røntgen m. m. (og så lige lidt til lægen!). Han  blev så sendt hjem med en recept på noget medicin, han skulle tage i 14 dage,  men det har han ikke fået, for det er der ikke penge til.

Denisa  spurgte – en dag, jeg var dér – om jeg godt ville købe noget mad til dem, fordi  de ikke havde noget at spise i påsken.

I  sidste uge så jeg en familie, jeg kender, som var i gang med at grave et nyt hul  til deres lokum. Hvad skulle de ellers bruge, når de højst har en vandhane ude  på hjørnet af grunden?

Sådan  et lokum er iøvrigt ikke noget, der bekymrer så meget, men selvfølgelig er nogen  da lidt misundelige på mit badeværelse med nok af varmt vand, og der er rigtigt  mange, der i årenes løb har fået lov til at tage et bad her.

Selvfølgelig  er forholdene meget værre andre steder i verden, men vi er trods alt indenfor EU  her i Rumænien.

Hilsen  Ib.

Mit  svar til Ib var, at jeg har stor forståelse for hans frustrationer og jeg håber,  foreningen indirekte er med til at støtte Rumænienshjælpen ved vores donationer  af overskudsvarer fra Lianes Bazar.

Vi  ved alle, at der også tæt på os er folk, der lider nød. Det er en tilfældighed,  at vi er nogle personer, der engang blev præsenteret for Lianes ønske om at gøre  en forskel i Ghana. Hendes entusiasme var – og er – fantastisk og derfor var det  naturligt for hendes venner og bekendte at bakke op om hendes ideer og ønsker.  Ingen af os er blevet skuffede, tværtimod må vi somme tider spørge os selv om,  hvordan det er gået til, at From Heart to Hand er vokset så hurtigt, at vi  dårligt kan følge med.

Vi  er sikre på, det skyldes Liane og Bens engagement og deres evne til at formidle,  hvad de gør og hvad de ønsker.

 

April  måned har været forrygende for From Heart to Hand.

Nye  medlemmer, trofaste sponsorer, mange donationer til Christianas børn og til  byggeriet. Det varmer med den store opbakning.

Samtidig  har vi fået doneret 5.000 kr. fra Serapion logen Caritas – endda uden at  søge!

Rotary  har gennem en hjælpefond fået 15.000 kr. til foreningen. Begge donationer skal  bruges på byggeriet.

Vi  er imponerede og stolte af den opmærksomhed der lokalt er omkring foreningens  arbejde i Ghana og siger Caritas og Rotary tusind tak for pengene.

Agidon  og Lisbet Hansens arrangement Walk for Water ”dryppede” også på FHTH, idet vi  efterfølgende fik doneret 1.250 kr. som vi med tak har videresendt til byggeriet  i Ghana.

Ditte  arbejder trofast med løbende opdateringer af hjemmesiden og vi forsøger  ugentligt – mere eller mindre vellykket – at opdatere alle facebook  siderne.

I  Lianes Bazar er vi så heldige, at Lianes mormor har skaffet os et gratis  udstillingslokale i Bredgade 64. Dermed behøver vi ikke længere at takke nej til  gode lopper på grund af pladsmangel. Stor tak til mormor og den venlige  butiksejer!

Vi  glæder os over det voksende antal kunder, der finder vej til Lianes Bazar. Tak  for støtte både gennem køb og aflevering af lopper. Og varm tak til alle  trofaste og ihærdige frivillige.

Tak,  at I alle er der for From Heart to Hand – og for andre!

 

Vi  kan ikke hjælpe alle, men vi kan alle hjælpe!

Møllehave  udtrykker det så fint:

clip_image002

 

 

 

 

 

 

 

Nyhedsbrev april 20152015-07-01T07:09:52+02:00
Go to Top