D. 29/8 rejste jeg fra Aalborg lufthavn med kufferterne, visumet og mig selv klar til at rejse ud mod nye og spændene oplevelser.

Vi ankommer i Accra lufthavn kl 20:05, hvor jeg inden for de første 30 min får et stor stort indblik i den ghanesiske kultur. I lufthavnen bliver jeg spurgt et par gange, om jeg vil betale lidt ekstra for lidt gode fordele i landet, for mig som turist. Da jeg kommer ud af lufthavnen lidt halv træt, går det lige pludselig meget op for mig at penge hernede er en kamp for alle. Taxi chaufførerne river og trækker i men ikke på den fysiske måde men mere den mentale måde med øjne og mund, derfor var jeg meget glad for at have Liane og Ben med mig i lufthavnen og det kan kun anbefales til alle kommende frivillige!

 Dagen efter ankommer vi ude på centeret hvor jeg sjældent har mødt sådan en glæde for at man er kommet, og de vil bestemt vide alt om en. Min første aften står menuen på Fufu som var noget af en smags oplevelse men bestemt en af de gode. Den første uge stod den på sommerferie, hygge, leg og tilvænning for mit vedkommende, da jeg lige skulle lære alle de nye indtryk at kende. Efter den første uge begyndte skolen for børnene og dermed  begyndte arbejdet også for mig. Jeg var meget overrasket over hvordan leve vilkårene var hernede, og det var lidt svært at sluge, men derfor var det godt at jeg kunne for snakket med Liane og Ben om mine tanker og få sat lidt ord på hvad jeg tænker. En af de største øjenåbner for mig var da mig, Liane og Ben havde en samtale om en person der havde brudt en meget alvorlig regel om at blive gravid og dermed ikke kunne være i projektet længere gik det op for mig at det ikke bare er ligesom hjemme i Danmark hvor der kommer nogle andre for at hjælpe, men at dette rent faktisk virkelig gælder menneskeliv og det en den forskel vi hver dag gør her i projektet.

De efterfølgende uger har stået på alt fra rige områder til fattig, men dog nogle utrolige glade og taknemlige mennesker for det arbejde der bliver gjort for dem.

Så min oplevelse indtil videre er at befolkning fra Ghana giver dig det dobbelte tilbage af hvad du giver dem, og der skal ikke mere til end en løftede hånd og et smil når man går eller køre forbi så at du lige har gjort den persons dag meget meget bedre!

Lidt gode råd af mine erfaringer til andre skulle da helt sikkert være:

–        Være bevidst om at du kommer til et udland som gæst og vise respekt overfor at du ikke kan ændre landets væremåde, men du kan derimod hjælpe den væremåde de har.

–        Være bevidst om hvad du rejser ud for at opleve og hvad dine grænser er, for uanset hvor meget Liane og Ben kan presse dig og hjælpe dig kan de ikke gøre de givende situationer hvor du bliver presset for dig.

–        Være bevidst om hvor dit sociale niveau er og at man skal være to for at have en samtale.

–        Til sidst kan jeg kun sige til alle kommende frivillige at i skal nyde vær en oplevelse, da der ikke er mange som dette i livet.

 Til sidst kan jeg kun sige at det er en fornøjelse at arbejde under et projekt som From Heart To Hand rent faktisk gør det som de siger, ”Nemlig at gøre en forskel”.     

 De største hilsner fra Jonas Gram Drachmann hjem til bestyrelsen, kommende frivillige og generelt DK.      

Tirsdag d. 5. april, 3 dage mere, så er eventyret slut. Dette bliver derfor det sidste vemodige kvæk fra verandaen på FHTH nye center i Ghana. Synes næsten lige jeg er kommet. 3 mdr. var jo næsten en evighed, hvor blev de af ?

Lørdag morgen går turen til Accra til lufthavnen med min store grønne kuffert fyldt til randen med indtryk, oplevelser, souvenirs, skræddersyet tøj også en toilettaske :-).

I weekenden tog vi til det nordlige Ghana for at besøge Ben’s familie. Selvom jeg bare var en frivillig, og ikke en del af familien, blev jeg taget virkelig godt imod, meget typisk for ghanesere, hvor end man kommer er man velkommen! Det var nogle enormt hyggelige dage og vi sov på et børnehjem for handicappede børn, i små hytter. Jeg delte seng med Nanayaw, enormt hyggeligt! Dagene blev brugt på at spille kort i skyggen, spise friske mangoer og snakke med Ben’s niece Pamela, på 5 mdr. Vi var hjemme igen sent søndag aften, lidt senere end vi regnede med, da bilen pludselig trængte til en lidt ubelejligt pause. Det fik den så, også kunne vi fortsætte. (GODT vi havde Bil-doktoren Ben tilstede!)

Det er underligt at glæde sig til, og frygte den samme dag så meget, på samme tid. Så jeg vælger at frygte lørdag morgen hvor jeg skal sige “på gensyn” til børnene, Doris, Liane og Ben, og glæde mig helt vildt til søndag hvor jeg (nu i en ny, udviklet og lidt lykkeligere udgave) lander i Aalborg lufthavn, hjemme hos min familie og venner. Jeg savner dem, det gør jeg! Men når først jeg er hjemme bliver savnet til de mennesker jeg har mødt, til landet og til solen endnu større. Det bliver dejligt at komme hjem til en vaskemaskine, rugbrødet og et klima hvor jeg endelig kan få spændt løbeskoene igen! Jeg håber lidt, at nogen måske har lyst til at jeg kommer og fortæller om min tur, projektet, landet eller det at være frivillig. Vil enormt gerne dele ud af mine erfaringer og sprede et budskab i vores lille (efterhånden) snæversynede og lukkede land, om at Danmark har MEGET at lære, og at vi virkelig bør lukke så mange forskellige kulture ind i vores land og tage ved lære af hinandens kundskaber og værdier i stedet for at tro at danskerne/europæerne er de eneste der gør tingene rigtigt!

“Fremmede er venner, du endnu ikke kender”

På gensyn!

Så snart mit øje igen var brugbart hoppede jeg på en overfyldt, 50 grader varm, larmende og faldefærdig minibus og efter timers kørsel ankom jeg til “heaven on earth”. Hotellet helt ned til vandet og jeg fik det fineste lille værelse.

Uden tid til at slappe af satte jeg min taske og gik mod det store slaveslot kun få hundrede meter fra hotellet, her var jeg på rundvisning i de uhyggelige kældre og gik gennem “door of no return”. Den sidste dør slaverne passerede inden de gik om bord på det skib der skulle sejle dem til Amerika som slaver, efter mere end 6 uger i små kælderrum uden lys og uden adgang til toilet Det var en barsk, men god oplevelse!

Dagen efter betalte jeg en taxachauffør for at køre mig til en nationalpark i Kakum hvor jeg gik på hængebroer hen over skoven, virkelig smukt! Desværre mistede jeg mit kamera et sted dernede, så billederne er gået tabt. Det er møg ærgerligt, men må bare lagrer alle billederne på nethinden. Heldigvis havde jeg lige overført alle billederne til en computer, så det er “kun” de billeder fra min tur til kysten der er gået tabt. Efter nationalparken kørte han mig så til en lille zoologisk have med aber, slanger, krokodiller og andre forskellige dyr, en meget speciel oplevelse, og fedt at røre ved en rigtig abe!

Jeg havde været ret nervøs for om jeg mon kunne finde ud af at rejse alene, og om jeg mon ville komme til at føle mig ensom. Liane var en kæmpe støtte, og fik mig overbevist om at mine bekymringer var uden grund, hende og Ben har været en kæmpe del af den store udvikling jeg har gennemgået, de har overbevist mig om at jeg kan klare næsten alt, så jeg har taget det ene skridt ud af min komfortzone efter det andet og det har virkelig givet mig selvtillid og et andet syn på hvad jeg kan! Heldigvis indså jeg hurtigt, at Liane havde ret i at der ikke var grund til bekymring. Alle i Ghana er søde og hjælpsomme, så man farer aldrig HELT vild 🙂

Allerede den samme eftermiddag jeg kom, faldt jeg i snak, og det endte med at vi sad en hel gruppe, nogen fra Tyskland, en fra Philadelphia, nogle fra Egypten, et par ghanesere og mig! Super fedt med indtryk fra flere kulturer.

Så snart jeg kom hjem var freden forbi! Lørdag skulle der være stor fest, så der var fart over forberedelserne! Liane og jeg fordelte alle de mange ting på 71 gaver og pakkede dem flot ind, Liane og Bens gode ven Fausty lavede mad i massevis, der blev lavet slikposer, sat pavilloner op, sat stole op og handlet.

I løbet af lørdag formiddag var alt parat og det væltede ind med 120 festklædte, forventningsfulde og kærlige børn og voksne. Selvom jeg ikke forstod hvad der blev sagt var der slet ingen tvivl om at stemningen var helt fantastisk! Der blev danset og spist og snakket og danset igen… Var enormt imponeret af hvor godt børnene dansede! De har virkelig rytme i kroppen, selvom de er helt små! Hver familie fik en familie gave, med håndklæder, toiletting, sengetøj, ris og olie. Hvert barn fik deres egen gave med legetøj, tøj, skoleting, spil, bøger og undertøj! Mange af gaverne var større end børnene! Da de skulle af sted spekulerede jeg på hvordan de skulle få det hele med hjem, men rygsækkene godt fyldte og alle mødrene bar store tasker og kufferter på hovedet som de lånte af Liane og Ben. Det var en hel fantastisk dag og om aftenen havde vi en lille voksen fest.

Nåe ja for resten! Centeret har også fået et lille nyt medlem! Da jeg kom hjem fra min tur til Kysten var Princess flyttet ind! 3 mdr. gammel chefer hvalp! Springfyldt af energi, skarpe hvalpebisser og vild med opmærksomhed! Jeg er vild med det! Det er nærmest en hel lille zoologisk have nu! Kaniner, høns, kalkuner, 4 hunde, skildpadde.. + det løse.

Sidder ved det håndlavede borde-bænke sæt med udsigt over palmerne og hytterne på grunden, solen skinner, og den oplader computeren. Jeps, vi er flyttet!

Sidste uge brugte vi så mange timer som muligt ude på det nye center for at gøre det indflytningsklar. Lørdag startede vi tidligt, vi fik hjælp af nogle af Liane og Bens venner. Alle gjorde en indsats, store som små.

For nogen var indsatsen mest bare at lege med det legetøj der allerede var pakket ned, men det skulle der jo også nogen til at gøre! Børnene klarede det så fint, de glædede sig til at flytte. Kun Nanayaw viste tegn på at være lidt forvirret over situationen.

Lørdag aften hentede Ben, Doris, Børnene og mig. Det havde regnet meget, men søde Liane havde sørget for at der var tørre madrasser på gulvene til alle og at rummene var, insektfri og nyudluftede. Vi sov godt den nat.

Søndag startede vi med at prøve at få plads til alle tingene. Nu ser det ud som om det vil lykkedes når Sedonia og hendes drenge er flyttet. Ugen er gået med at finde sig til rette, der er nye ting at tage hensyn til og nye rutiner i dagligdagen, men Ben og Liane er vildt gode, de er tålmodige og rummelige både overfor børnene, Doris og mig. De er positive og klager sig ikke selvom der er mange projekter der skal laves endnu før det bliver helt perfekt. Liane og jeg er dog helt enige om at man “bliver glad i låget”, vi er tæt på naturen, her er stille og roligt, der er farver alle vejene, solen er vores energikilde (på mere end én måde) og børnene er glade!

Indrømmer at det er lige lovlig længe siden jeg sidst har skrevet hjem, men der er sket en masse, og i tirsdags vågnede jeg med et kæmpe stort øje. Det blev værre og i går tog Liane med mig til Liane (Heldigt, ellers ved jeg ikke hvordan jeg skulle have klaret det, men det er typisk. Altid klar til at hjælpe) Lægen mente, at en edderkop måske havde bidt mig.. Her måtte jeg tage mig sammen for ikke at blive hysterisk.. føj. Men med Lianes hjælp er øjet nu i væsentlig bedring og på søndag regner jeg med at kunne rejse til Cape coast og nyde stranden et par dage. Ville have været taget afsted i morges (fredag), men det tillod øjet ikke.

Pludselig er det gået op for mig, at om 3 uger er min rejse slut. Får kuldegysninger bare ved tanken. Snart at skulle vågne op i min egen seng i kolde kedelige Danmark bliver på samme tid, pisse kedeligt og helt fantastisk. Jeg savner dem der hjemme, men den her rejse har på så mange måder udviklet mig og beriget mig, givet mig et helt andet syn på mig selv og verden. Alle de mennesker jeg har mødt har taget virkelig godt i mod mig, og jeg håber at jeg er i stand til at tage noget af den varme og åbenhjertethed med hjem til Danmark. Nu skal de sidste 3 uger nydes, påsken bliver en fest, og 3 dage “alene” ved kysten bliver en prøve for mit nye jeg, men jeg glæder mig!

Fredag i sidste uge holdt vi tideligt weekend, og i stedet hentede vi Alfred og Nanayaw samt noget badetøj og kørte hen på en
restaurant, hvor der er en swimmingpool i midten. Det lignede en hel lille oase. Vi fik noget rigtig lækkert at spise og
drikke men der var skam ikke tid til at sidde og slå mave alt for længe. Drengene var fuldstændig klar til at komme ud
svømme (igen!). Nanayaw sagde først at han ikke ville, men da han så Alfred have det sjovt, ændrede han mening. Han var
meget usikker i starten, men blev mere og mere modig. Så snart det blev for meget kaldte han, også blev han modig igen.
Alfred er en vandhund, han kunne slet ikke få nok, og jeg ved ikke hvem der nød det mest, mig eller børnene? Vi legede
både krokodiller, og flodheste og dinosaurer og hunde nede i vandet, og vi stoppede først da det var helt mørkt. 🙂
glade og trætte kørte vi hjem.

Det meste af ugen er gået med at arbejde på det nye center, og der har været høj aktivitet, alle har arbejdet, både
frivillige og betalte. Det bliver et helt fantastisk sted, jeg glæder mig til at flytte. I lørdags blev de færdige med at installere solceller. Så nu er der strøm!

Så snart toiletterne er installeret, køkkenelementerne er på plads og der er fundet et andet sted at bo for Sedonia (en mor med hendes to drenge som er en del af programmet, de har boet i en af hytterne, men skal flytte ud inden vi kan flytte ind) så kan vi flytte! Vi håber det kan blive i næste weekend.
Børnene har haft en lille miniferie, og havde fri både fredag og i dag, mandag. Fredag bagte vi pølsehorn og kanelkage og pga. en donation fra mine forældre, lillebror og farfar tog vi på weekendtur til søen. Vi kørte lørdag formiddag, og børnene var helt vilde! Vi havde holdt det som en overraskelse indtil fredag aften. De hoppede lige direkte i vandet og kom kun op for at spise, og det var ikke engang frivilligt. Det var helt fantastisk at se dem så glade, og de var meget taknemmelige.

Til aften spiste vi på restauranten og sov i 2 hytter, det var varmt den nat, men børnene sov tydeligvis fint, for næste morgen havde de knap nok tid til at spise morgenmad inden søen kaldte igen.

Ved middagstid forlod vi hotellet og kørte hen til en hesteranch i nærheden, her fik børnene lov at ride en lille tur på en stor hest. Det var for vildt! Ingen græd eller blev bange, de var SÅ seje og stolte og synes det var en kæmpe oplevelse. Benjamin spurgte endda om den kunne løbe!
Min gamle hestepige kom op i mig, så da de andre kørte hjem, købte jeg 1 times ridetur langs søen. Det var en fantastisk
oplevelse! Så i går var jeg solskoldet, glad og træt. En hel perfekt weekend som jeg er dybt taknemmelig for at min
familie sponsorerede.

Indvielse af legepladsen og tilbage til den spændende hverdag!

Efter den festlige weekend i Kumasi fortsatte arbejdet med legepladsen, det var hårdt og varmt, og de sidste 3 dage fik vi
en fyr inde fra byen til at hjælpe os med at grave huller. Det lykkedes os at skaffe noget rundt træ til at lave
balancebomme af, det var dyrt, men resultatet blev godt. Manden vi købte det var sydafrikaner, han var hvid i huden og bar
en kæmpe guldhalskæde. På lang afstand kunne det fornemmes at han IKKE var en rar mand at arbejde for. Hans “Import af rundt træ fra Sydafrika”-business skabte helt klart arbejde for en masse ghanesere men forholdene var ret elendige. De arbejde med meget store maskiner, uden nogen som helst form for beskyttelse. De stakkels ghanesere skulle holde det 1.5 meter lange træ med hænderne mens bossen savede det over på midten. Huha. Det endte dog alligevel med at han gav os noget af hans resttræ gratis, som vi kunne lave stubbe af til at hoppe rundt på. Det var noget rigtig flot træ, så vi var glade.
Fredag lavede vi stangtennis og nogle stænger til at lave kolbøtter på. Det hele blev malet og der blev ryddet pænt op.
Lørdag var det tid til fest! Liane havde bagt store mængder pølsehorn, og Anne-lise og Marie bagte chokolademuffins og
skar frugt i stykker som de puttede i små poser. Sammen med små juice blev det hele solgt i den lille købmandsforretning
under legetårnet for den beskedne sum af 1 sten pr. kunde.

Kwabena stod for musikken, vi havde medbragt trommer og han var
god til det. Liane og jeg malede børnene i hovedet med ansigtsmaling og legepladsen blev for alvor indviet. Børnene var
helt vildt glade, så legepladsen er helt sikkert alle anstrengelserne værd! Det var en utrolig hyggelig formiddag.
Lørdag eftermiddag tog Ben, Liane og Alfred på en velfortjent weekendtur til søen med nogle af deres venner. Så Doris,
Felicia og mig hyggede med børnene og en god tegnefilm lørdag aften.
Søndag var det en tiltrængt slap af dag for os allesammen, og da Liane, Ben og Alfred kom hjem var de også fyldt med
energi til en ny uge.
Mandag kørte vi Anne-lise og Marie til bussen og fortsatte så arbejdet med at køre rundt og betale skolepenge. Selvom
det har været sjovt at bygge legeplads, har jeg helt sikkert savnet at køre rundt og snakke med familierne og se børnene
og skolerne. Desværre har Liane ikke været helt på toppen, så hun har i stedet været hjemme og rydde op og pakke lidt.
Det har været super hyggeligt at køre rundt sammen med Ben, og det engelske er efterhånden det mindste problem
(er dog lidt usikker på om det er fordi jeg er blevet bedre til engelsk, eller fordi jeg er blevet mere ligeglad med
hvordan det lyder, bare det bliver forstået) Alle børn er i skole og de er glade og godt tilpas, så det er dejligt.
Den 6. marts fejrer ghana deres uafhængighed, og det er en tradition at skolerne skal repræsenteres i en stor march.
Så på den ene af de skoler vi besøgte var de igang med at øve sig, der var høje trommer og en udvalgt gruppe marcherede
rundt i skolegården. Det så vildt ud!
I dag er Sammy kommet forbi, det er altid dejligt når nogle af de lidt større kommer hjem. Ikke fordi jeg nogensinde bliver
træt af børnene, men de “voksne” er jo bare lidt nemmere at snakke med, og det er sjovt at høre om hvordan det er at være
ung i Ghana.

Endnu en lille opdatering fra Ghana, i dag er jeg assisteret af Nanayaw der stiller kritiske spørgsmål
til indholdet, samt sørger for at der bliver skiftet linje, med jævne mellemrum.

Altid dejligt med selskab!

Siden sidste brev har vi knoklet med at lave legeplads. Marie og Annelise ankom i onsdags, og allerede torsdag morgen, startede vi med at snakke om idéerne, finde en god plads og begynde at grave.
Med Sammy og Juniors hjælp blev der lynhurtigt gravet huller til stolperne og til sandkassen. De mange stykker træ
blev skåret ud i forskellige længder, malet i forskellige flotte farver og sat ned i hullet rundt om sandkassen, vi
havde præcis det antal vi skulle bruge!

(Tak til Annelise og Maries gode matematiske evner, da de købte træ).

Ved siden af sandkassen blev 4 solide stolper støbt ned i jorden, og der blev
lavet et legetårn under 2 store palmer der hvert fald indfriede vores egne forestillinger om det vildeste legetårn, på den
ene side blev der lukket helt af, da gyngestativet skal monteres på legetårnet på den side.

Den anden side blev omdannet til en købmandsforretning med prisskilte, en disk og et skilt med teksten “Rotary shop”, da
“Rotary” har finansieret legepladsen.

På den tredje side er rutsjebanen monteret, den ender nede i sandkassen. Den 4 side skal være der
hvor de kan kravle op af en stige, den stige er det sidste vi mangler. Det har været en virkelig sjov uge, det engelske er
for alvor kommet på prøve. At skulle formulere sine idéer på engelsk kan være en udfordring når ordforrådet ikke
rigtig er udviklet i den byggetekniske retning, men med massere af fakter og demonstrationer lykkedes det os at blive enige om
et resultat.

I fredags var Nanayaw og Alfred ikke i børnehave, de kom i stedet med ud til
legepladsen og var de første til at indvie sandkasse og rutsjebane, de var helt vilde! Det var skønt at se at vi havde
ramt rigtigt.

På Benjamin og Angelas skole skulle der holdes begravelse, de blev derfor sendt hjem til middag, og det endte med at blive en rigtig hyggelig eftermiddag med alle børnene.

I næste uger håber vi at kunne få lavet en balancebom, hvor børnene kan gå på
line, stangtennis og en firkantet støbt plade til et spil “square ball”. Hvis pengene rækker vil vi også
gerne have en vippe.

I denne weekend har vi været i Kumasi, lørdag for at shoppe efterfulgt af en
bytur i Kumasis natteliv. Sjovt at feste med de lokale, og sove på et hotel, men mindst lige så dejligt at komme hjem til
centeret og børnene igen søndag eftermiddag

Det er tid til en ny opdatering fra skønne Ghana.
Næsten alle skolerne er nu blevet besøgt, og derfor går langt det meste af tiden nu med at få lavet det nye center færdigt så vi kan flytte inden for meget kort tid. I slutningen af sidste uge og i weekenden byggede Ben, Ben’s bror og deres far et rigtig fint bur som det vidst er planen, at der skal flytte et par kalkuner ind i. I kaninburet er der allerede sket en familieforøgelse, der er nu 2 hanner og 2 hunner.. så måske der snart kommer flere.
Mandag kørte Ben og jeg et godt stykke vej, ud for at besøge David’s skole og betale skolepengene. Sekretæren sad i det samme rum som Davids klasse havde klasseværelse, så mens Ben ordnede det praktiske, stillede jeg mig op af væggen og kiggede på at undervisningen fortsatte. David er kun 4 år, men klassen kunne lange remser, nogen forstod jeg ikke, men f.eks. kunne de tælle til 50 i kor, på engelsk, samt en remse om, hvor de største af byerne i Ghana ligger. De søde små engle, sad helt tæt ved små borde, på ræd og række, med armene krydset og benene på jorden (Dem som kunne nå) og sagde remserne i kor, mens den unge lærerinde hjalp dem lidt på vej. Jeg kunne ha stået der i timevis, børnene var klædt i blåt og hvidt, og de kiggede nysgerrigt på mig mens de koncentrerede sig om remserne. Pludselig skulle lille David sige en af remserne højt fra de andre i klassen, de var helt stille og David klarede det så fint, jeg blev helt stolt af ham, selvom det var første gang jeg så ham. Det var virkelig en oplevelse at se børnene have undervisning, for normalt bliver børnene helt vilde og ukoncentreret når de ser en hvid, så lærerinden først kan fortsætte undervisningen når jeg er gået igen. Dette var ikke tilfældet her, jeg spurgte endda om jeg måtte tage et billede, hvorefter lærerinden råbte ud over klassen
“Sit like a gentleman” (Oversat betyder det noget i retningen af “Sid ordentligt”), jeg troede ikke det var muligt at forlange det af børn på den alder, men de kunne faktisk sidde pænere endnu!
Jeg nyder mere og mere at være her, føler virkelig at jeg er en del af hverdagen, og Ben og Liane er virkelig gode til at involvere mig i, hvad der sker og have mig med i alle mulige beslutninger.

I går lå jeg desværre hjemme i min seng, min mave havde fået nok af Ghana for en stund.. men den er heldigvis på banen igen i dag. Det var også svært at få tid til at ligge der og slænge sig en hel dag! I skrivende stund sidder jeg ved spisebordet, Benjamin på låret og Angela ved min side, hun laver lektier. Liane og ben  laver mad, sammen med de 2 nye frivillige, som lige er ankommet idag. 2 rigtig søde piger, vi skal nok få det sjovt. Doris bader de små, også er Junior (Ben’s lillebror) og Sami (en ung mand som er en del af programmet) er kommet hjem på besøg fordi de har sportsdage på et stadion i nærheden. Kostskolen ligger et stykke væk, så de ville hellere hjem end at rejse frem og tilbage hver dag.
I morgen går det løs med projekt lejeplads, det bliver en udfordring, men som nævnt i et af de forrige breve.. Når Liane siger man kan, så skal det nok gå! og det bliver SÅ sjovt.  a jeg startede på brevet, synes jeg ikke der var sket så meget nyt siden sidst, men hold da op.. når man først kommer igang er der jo lige pludselig en hel masse!
Jeg elsker (stadig) at være her, og kan mærke at inden jeg får set mig om, så er der gået 2 mdr. mere!

Denne uge er gået med at betale de sidste skolepenge, og selvom om distancerne er lange, og opgaverne de samme, keder jeg mig aldrig. Der er hele tiden noget nyt at kigge på, og noget nyt at høre om.

Fredag eftermiddag kørte, Liane, Ben, Nasey, Nanayaw, Alfred og jeg til den anden ende af Kumasi for at hente Kwaku og Phillipa, som er 2 af de 7 efterladte
børn efter Christianes død i foråret. De bor hos deres moster, et stykke uden for byen. På vej hjem gjorde vi stop ved KFC. Selvom jeg intet har i mod det ghanesiske mad, var det nu dejligt med en almindelig “snasket” burger, og nogle pommes! 🙂
Børnene var helt vilde, og det høje musik i restauranten fik nanayaw og Alfred til at danse i højstolene. Prikken over i’et blev sat da Liane kom med is til de små! Nanayaw kunne slet ikke finde ud af, at det smagte så dejligt, men bare var ALT for koldt for hans tunge. Så han kneb øjnene helt sammen, slikkede forsigtigt på isen, stak tungen ud af munden og rystede på hovedet. Så vi kunne jo slet ikke lade være med at grine af den lille fyr. Selvom det blev sent var humøret højt hos  alle i bilen, så det var en rigtig dejlig dag.

Lørdag brugte jeg på at slappe af med børnene, vi malede med vandfarver, så tv, og hvad vi ellers kunne finde på, og søndag tog jeg med den anden frivillig Bodil til søen, for at bade. Hun er rejst hjem i dag, så det var fint at kunne opleve en smule før jeg blev alene.
På det nye center sker der virkelig mange ting nu, og det går stærkt! Håndværkere og vvs mænd knokler, og de er utrolig dygtige til deres arbejde. Jeg har fået lov at bestemme hvilken bordplade der skal på køkkenbordene, puha, jeg krydser fingre for at det bliver flot! I går arbejdede vi på det nye center et par timer, Liane og Bodil købte lidt blomster, og begyndte at plante, men midt på dagen kom Ben’s far på besøg, en rigtig venlig og sjov mand, ligesom hans sønner.
Nu er Bodil rejst, og jeg er alene på værelset til på mandag, det bliver spændende, at der flytter 2 nye piger ind, som skal hjælpe med at bygge lejeplads! jeg er slet ikke nervøs for at gå igang med at lege håndværker! Når jeg kan male fugle, og giraffer kan jeg sikkert også bygge en gynge (hehe).

Det har været en SKØN uge!
Vi har brugt en masse tid på at køre rundt og betale skolepenge og besøge familierne der hvor de bor.
Det er sjovt at blive en del af kulturen, og se hvordan folk bor. Er meget imponeret af deres kreativitet, de kan
virkelige finde de mærkeligste ting at bruge til noget nyttigt. f.eks. er der en mand inde i byen der har åbnet en
buksebutik i et nedlagt busskur! En kusine til 2 piger som centeret betaler skole for, har fået en lille datter på
(da vi så hende) 40 dage (Forresten en af de smukkeste skabninger jeg nogensinde har set, Liane og Ben havde nær ikke
fået mig med hjem) hun havde små armbånd om begge arme og ben og rundt om livet, så kunne moren følge med i om hun tog på
i vægt, smart!
At se skolerne og alle de glade børn har været en stor oplevelse, og jeg glæder mig til at se mere! Selv når vi kører
prøver jeg at fange alle de indtryk jeg kan, synes altid tiden flyver af sted!
Så snart jeg stiger ud af bilen stirrer alle børn på mig, nogen er begejstret, andre ser skræmte ud. I dag var der
pludselig en lille dreng der stod og rørte meget opmærksomt ved mit ben med sin finger. (haha) De modige råber “hvide”
af mig, det gør mig intet og overhovedet, jeg er jo bleg som en snemand i forhold til dem. Alligevel tænker jeg på,
at hvis de kom til Danmark, og nogen råbte “brune” efter dem, så ville der sørme blive ballade! Gad vide, hvad der gør
forskellen? Måske skaber danskerne selv den ballade og i virkeligheden ikke de “brune” selv? Eller er det bare mig?

Det sværeste ved besøgende på skolerne er, at mange af børnene ser på mig med noget der minder om æresfrygt?
lidt som om jeg er en meget betydningsfuld dronning eller sådan? Når jeg vinker til dem bliver de helt vilde,
men hvis jeg stopper med at vinke, virker jeg jo bare endnu mere “betydningsfuld” (eller arrogant?) Jeg ville helst se
at de var nysgerrige eller snakkede med mig, i stedet for at være “bange for mig”. Men sådan er det jo nok bare.

I forhold til det nye center, så går det rigtig hurtigt fremad nu. Alle hytterne er malet færdigt, så vi er begyndt at
tegne “i luften”-ting i den ene hytte. Det er sååå sjovt! Vidste slet ikke jeg kunne sådan noget! Liane har en eller
anden evne til, at få folk (i hvert fald mig) til at turde kaste mig ud i ting, som jeg ellers ville have fuldstændig
undgået. Det ender jo med at gå godt alligevel!

I går tog jeg bussen til Kumasi alene for første gang, det var vildt. Men Ghaneserne er så hjælpsomme, man når kun at se
fortabt ud i 20 sek. så er hjælpen på vej! på halvejen måtte jeg skifte bus, fordi ham der kørte ikke havde noget kørekort
han forsøgte at klare det ved at rulle 10 cedis ind i det stykke papir der skulle være hans kørekort
(sådan klares mange ting her i Ghana) Men politimanden ville have flere penge. Jeg nåede til Kumasi, hvor jeg tog i kulturcenteret
som er et sted med folk der laver ting af forskellige materialer i en slags forskellige workshops, også kan man
købe det de laver. Desværre havde meget af det lukket fordi det var søndag, så det må prøves igen, en dag hvor der er
åbent, selvom jeg alligevel fandt en masse at bruge penge på.